28-årige Caroline: "Jeg skammede mig over at eksistere"

Caroline træder ind på en lille cafe på indre Nørrebro, her sidder flere unge og skriver på deres bærbare, andre er mødtes over en kop kaffe. Cykelturen i forårssolen fra universitetet på Amager har givet hende varmen i kroppen, og hun tager sin langærmede trøje af.

Caroline lyder som de fleste andre unge i storbyen, men et ar på hvert håndled, der flugter langs pulsåren, fortæller også en anden historie:

I 2008 gik Caroline Livingstone i 2. hf på Frederiksborg Amtsgymnasium.

– Det var fredag aften, og jeg skulle have mødtes og drikke øl med min veninde Lin på Rosen i Hillerød.

At det lige blev den fredag først i april, var ikke noget, Caroline havde planlagt.

– Jeg tror, jeg var meget lidt bevidst i øjeblikket. Jeg følte mig virkelig fanget i at vide, at jeg ikke kunne åbne op omkring alle de her ting, som jeg ikke selv kunne forstå. Da jeg senere skrev om den nat i april, troede jeg aldrig, der var nogen, som skulle komme til at læse det. Jeg skrev for at kunne huske, hvad der var sket. Alt blev nævnt – også noget så åndssvagt som, at jeg gik ud for at hente min sminkepung.

Den aften går Caroline nemlig ud for at hente sin sminkepung, men hun drejer om på hælen igen. Med den bare knytnæve slår hun et vindue itu og banker håndleddene hårdt ned mod skårene i ruden. Gulvet er fyldt med knust glas og blod, og Caroline tænker på, om hun skal gøre rent efter sig. Hun finder piller og skyller dem ned med ren rom. Så lægger hun sig i bade-karret, hvor vandet farves rødt.

Den nat kommer Carolines lillebror hjem og får slået alarm. Det er den nat, der er endt med at blive det indledende kapitel i Carolines selvbiografiske roman "Nat i april" – ikke, fordi det er en bog, som handler om et selvmordsforsøg, men fordi det for Caroline blev starten på at omfavne alt det dystre og det psykiatriske:

– Det var en subkultur, som, jeg ikke vidste, eksisterede. Det tog mig rigtig lang tid at finde ud af, hvad der egentlig skete med mig. Jeg havde ikke et sprog for det, jeg senere skulle finde ud af, var symptomer.

Caroline bliver indlagt på den lukkede psykiatriske afdeling på Hillerød Hospital. De første uger ville hun slet ikke ud fra sit værelse:

– Under min første indlæggelse skulle jeg først komme mig over, at det var utrolig skamfuldt bare at eksistere, derfor gik der noget tid, før jeg overhovedet kom ud af mit værelse. Der gik lang tid, hvor jeg slet ikke kunne acceptere, at jeg trak vejret.

LÆS OGSÅ: "Det er helt okay at være middelmådig"

"Man kan godt se, det er din første gang på psykiatrisk"

Hillerød Hospital ligger ikke langt fra Carolines gymnasium, og på vej til skole plejede hun altid at gå i en stor bue uden om skiltet til psykiatrisk afdeling. Men under sin indlæggelse bevæger Caroline sig efterhånden ud fra sit værelse og ind i den psykiatriske verden: "Jeg bevæger mig ud i afdelingen som en ulovlig immigrant i et sært land, hvor man ikke kender sproget og tror, at alle dyr bider (...). Måden de taler på, virker som sit eget sprog, fra et land, der ikke kun er fremmed for mig, men som jeg ikke anede eksisterede". Sådan beskriver Caroline sine første oplevelser med indlæggelsen i bogen, der også rummer et sigende citat fra en anden kvindelig patient: "Det er din første gang, det kan jeg godt se, det er helt vildt – ja, undskyld mit danske – sindssygt, første gang, men du skal sgu nok lære det."

På den lukkede afdeling bliver man overvåget. Personalet bestemmer, hvornår man spiser, om man må gå tur, og hvornår man skal i seng:

– Det var enormt grænseoverskridende at blive umyndiggjort på den måde, fortæller Caroline.

Hver morgen stillede hun og de andre patienter op til morgengymnastik med en overenergisk fysioterapeut, der skruede godt op for Gnags "Vilde Kaniner":

– Så står man der i en rundkreds og hopper frem og tilbage. Det lyder måske morbidt, men i forhold til, hvor absurd og surrealistisk du oplever din første indlæggelse, så er det nærmest forstyrrende, hvor hurtigt der går hverdag i det.

Og Caroline fortsætter:

– Det var utroligt overvældende at blive indlagt – ikke rent faktisk at være der, men mere tanken om, at jeg var på den lukkede. Tanken om det her myteomspundne rum er svær at relatere sig til.

For Caroline bliver ting vendt op og ned under hendes indlæggelse. Efterhånden når hun til et punkt, hvor hun synes, det er mindre sindssygt at vælge, hvilken cigaret Danny skal ryge, så han er sikker på, at jorden ikke går under, end at folk udenfor går rundt og smiler, selvom de i virkeligheden har det ad helvede til.

– Det hele var meget fremmed for mig, jeg havde aldrig kendt nogen, der havde været inde i systemet. Jeg blev kastet ind i det her og blev faktisk utrolig bange for at blive udskrevet igen. Jeg havde en frygt for, at verden udenfor ikke ville forstå mig. Men så læste jeg den her artikel, hvor Poul Nyrup gjorde mig tryg ved, at der var nogle derude, som også "så" os og satte ord på de her ting.

Jeg vil selv fortælle, hvordan det er at være mig

"Herindefra vil jeg bare sige utrolig mange gange tak for dit arbejde", sådan skriver Caroline til Poul Nyrup, mens hun er indlagt på psykiatrisk afdeling. I 2009 etablerede han Det Sociale Netværk Psykisk Sårbar. Tilbage i 1993 mistede han sin egen datter, der begik selvmord efter længere tids psykisk sygdom.

Caroline blev overrasket, da svaret på hendes brev var, at Poul Nyrup meget gerne ville mødes med hende:

– Han syntes, jeg skulle skrive min historie ned – at jeg skulle skrive en bog om mine oplevelser. Da slog det mig, at det måske var noget, jeg allerede havde gjort.

Mange af kapitlerne i Carolines bog er skrevet ud fra stumper og stykker fundet i gamle Spice Girls-dagbøger, på boner og krøllede stykker kleenex. Det er en bog, der næsten har været 10 år undervejs, og hvor hun løbende både har fundet tidligere nedskrevne oplevelser og føjet nye til fra sine mange indlæggelser og udskrivelser, manier og depressioner:

– Ideen, om at mine skriverier kunne få værdi for andre, materialiserede sig i mig netop i kraft af, at de var virkelige. Der er mange bøger, som handler om det her, men det bliver tit fortalt gennem et mellemled. Det er, som om det hele skal formidles gennem en rask mentalitet, der kan føre læseren sikkert over broen. Jeg har skullet kanalisere mig meget dybt og transportere mig tilbage, for jeg ville gerne formidle de her oplevelser indefra – hvordan det er for mig at være i det her.

Nogle ting er skrevet samtidig med, at det er sket, andre dage efter og nogle måneder efter. Meget af bogen handler om at forlige sig med at have en sårbar sjæl og at skulle leve med at føle sig som en byrde for andre, fortæller Caroline:

– Jeg havde hele tiden et behov for at løsrive mig. Det var også derfor, jeg valgte at rejse til Australien kort efter, at jeg blev udskrevet fra min første indlæggelse.

LÆS OGSÅ: Kender du tegnene, når en af dine nære overvejer selvmord?

Gravearbejde i eget indre

Nogle måneder efter udskrivningen står Caroline så i Kastrup Lufthavn med en flybillet til Australien. Hun går på toilettet og hælder al den ordinerede medicin fra de blå og gennemsigtige fordelingsæsker ud. I Australien er det især om aftenen, at Caroline invaderes af vrangforestillinger, en mandeskikkelse, som taler til hende, som viser sig i spejle, glider ud fra fjernsynsskærmen og ses reflekteret i vinduesruder:

– Jeg følte hele tiden, jeg vaklede på kanten. Jeg var bange, og jeg turde ikke se indad i mig selv. For hvad var det her farlige i mørket? Det var symptomer, som jeg ikke kunne sætte ord på. Men jeg tror faktisk, jeg kom lidt tættere på i Australien. Udefra kunne det se ud, som om jeg fik det værre psykisk, men jeg tror faktisk, jeg kom tættere på en erkendelse. Det, at der kom billede på, gjorde det lettere for mig at sætte ord på.

Men det tog rigtig lang tid – og endnu flere indlæggelser på psykiatrisk afdeling – før der blev sat ord på symptomerne: skizoaffektiv sindslidelse. En form for skizofreni, hvor personen samtidig har maniske/depressive symptomer.

– Da jeg først hørte det, syntes jeg, det lød som et muteret monster af de her to tunge diagnoser. Det er som at forestille sig en børnetegning af en krokodillekrop og et løvehoved, hvor man har sammensat det allermest farlige. Men når jeg fortæller folk, som ikke kender mig, om min diagnose, klinger det jo ikke ligefrem med deres forestilling om den her øksemorder eller mentalt forstyrrede patient, som er undsluppet fra en galeanstalt.

Derfor mener Caroline også, at det er vigtigt, at man især inden for psykiatrien altid bør give et stort råderum til at arbejde ud fra individet og ikke bare se på folk som diagnoser.

– Vi kæmper alle sammen en krig udadtil, siger Caroline:

– Men det mest dybe og skræmmende for den psykisk syge er tvivlen på sig selv. Det med at orientere sig i sit sanseregister.

Caroline griber hårdt fat om bordpladens kant i cafeen på Nørrebro og forklarer:

– ...bare for at finde ud af, om det her bord egentlig er virkeligt. Jeg kan få de her helt taktile fornemmelser: er det her min

hånd? Er bordet mit? Hvornår slutter jeg, hvornår starter jeg? Det er sådan en dyb desorientering, der kan være meget svær at mestre. Når du ikke kan stole på dig selv og må orientere dig gennem dine sanser, men heller ikke kan stole på dem, så er det meget svært at arbejde videre derfra.

Flere passager i bogen har Caroline skrevet, mens hun har været i en psykose – netop for at prøve at forstå og opleve sit eget indre vanvid. Den sidste psykose, som beskrives i bogen, er under en forelæsning på Københavns Universitet:

– Jeg begynder at kunne lugte ting. Jeg kan lugte fedtet i hovedbunden på dem, der sidder foran mig. Når jeg er i den sindstilstand, ved jeg ikke, om tingene kommer inde fra mit hoved, eller om de er der i virkeligheden. Men jeg mærker tingene meget stærkt. Til den forelæsning havde jeg en fornemmelse af, at jeg kunne lugte jorden under folks negle. Og der sad jeg og skrev det hele ned i mit kladdehæfte. Det er en meget krøllet passage i bogen.

Med den slags krøllede passager prøver Caroline at vise læseren vej ind i hendes tankeregister, der kan virke som et uigennemtrængeligt vildnis.

En verden på den lukkede

Caroline har været indlagt på psykiatrisk afdeling ni gange. I perioder har hun ikke været udskrevet i mere end et år ad gangen:

– Jeg prøver virkelig at give en indlevelse i noget, som folk ikke tror, de kan leve sig ind i, siger Caroline og henviser til den måde, hun og jeg sidder og taler sammen på i cafeen:

– Det er den der sammensmeltning af, at man sidder med en anden patient og har en samtale, hvor man føler den der menneskelige kontakt, ligesom vi to har lige nu – vi kigger hinanden ind i øjnene. Vi føler, at vi har en fælles forståelse. Men på psykiatrisk hospital kan en patient så pludselig sige: Nu er klokken seks, nu skal jeg trykke på fjernsynsbetjeningen for, at solen kan stå op. Det er det clash mellem, at man oplever, at modstridende elementer i kroppen ikke gensidigt udelukker hinanden. Det her menneske findes samtidigt med den her alternative virkelighedsopfattelse.

Anderledes fra mange andre indlagte kommer Caroline fra et robust hjem, hvor hendes familie under de mange indlæggelser ofte var på besøg:

– Jeg var den eneste på den afdeling, der overhovedet fik besøg. Men selvom min mor kom hver dag, skabes det her bånd mellem patienter, fordi man er hinandens hverdag. Ens pårørende er der bare ikke kl. 3 om natten, når man ikke kan sove og sidder ude i gården. Så er det en Vala, en Jesper og så videre. Det er dem, man er der med, når det brænder på. Og som man taber til i poker og joker med om at oprette en parallel til Facebook ved navn "Freakbook – for folk i systemet".

LÆS OGSÅ: 11 ting du skal vide, hvis du er ensom

Den "normale" verden

Når vennerne skulle besøge hende på psykiatrisk afdeling, kunne nogle af dem sige: "Så skal vi ind til alle de sindssyge, hvor jeg så har sagt: ja, ligesom mig", fortæller Caroline og fortsætter:

– Det er svært at prøve at balance et normalt liv ved siden af de her ting. Jeg har ret tit følt mig fremmedgjort over for mine jævnaldrende venner. Jeg har ligesom skulle forlige mig med at have denne fortid.

Nogle har måske en forestilling om, at det kan ses, at man sindssyg, men det kan det ikke altid. Der var f.eks. ingen, som kunne se, at Caroline var psykiatrisk patient samtidig med, at hun fulgte undervisningen på film- og medievidenskab. Og i hendes lokale Dagli'Brugsen er hun jo også bare en hvilken som helst kunde:

– Jeg overhørte forleden en samtale mellem en mand og to butiksassistenter i min lokale Dagli'Brugsen. Manden fortalte, at han sommetider arbejder på de her psykiatriske hospitaler. Nårh, det er der, hvor alle de sindssyge er, de skizofrene og sådan nogle, sagde butiksassistenterne. Hvortil manden så svarer: Ja, især de skizofrene, dem, som snakker med sig selv – men jeg er sgu ikke blevet pandet ned endnu. Der stod jeg – med min A38 og havregryn og tænkte: De skulle bare vide.

Sådan en oplevelse minder også Caroline om, hvor vigtigt det er, at hun udgiver den her bog, for at der kan komme mere åbenhed omkring det at være sindssyg. Der skal ruskes op i de stereotype opfattelser og i retorikken i forhold til, hvordan man taler om det her. For man skal turde spørge:

– Jeg vil insistere på, at det er okay at spørge og okay at grine. Det galgenhumoristiske, tror jeg også, kan redde en fra, at det hele bliver så tungt. Det kan man jo ikke magte. Noget af det mest befriende er, når jeg sidder med nogle veninder på en cafe på Strædet, og de kan spørge: Nå, får du nogle piller for tiden? På samme måde som vi kan tale om deres ligtorne. At vi i samme åndedrag kan tage fat om de her to ting, at der ikke skal være et særligt rum for, hvornår man åbner op for det her.

At forlige sig med to verdener

Det er to år siden, Caroline sidst har været indlagt. Hun tager ikke medicin for tiden, men gør det, når det er nødvendigt. Hun bliver ofte mødt af spørgsmålet: Kunne du ønske dig anderledes? Men for hende er det ikke en sygdom, som er kommet pludseligt:

– Jeg har svært ved at se mig selv uden for sygdommen. Det er ikke noget, som er kommet sent i mit liv, det er ikke sådan, at jeg føler, jeg vil have mig selv tilbage. Jeg kan ikke rigtig tænke mig selv før det – det er ikke noget, der er kommet pludseligt, det er ikke rigtig noget, der er kommet sent. Det er noget, som er vokset op sideløbende med mig.

Caroline håber, at bogen bliver læst som andet end en sørgelig selvmordsberetning. Hun fortæller, at den også er livssaftig og viser en insisteren på retten til at forsøge at få det godt:

– Der er sådan en lidt opgivende tendens i psykiatrien, hvor vi helst bare alle sammen skal overleve, men jeg nægter bare at være tilfreds med at overleve. Der er også nogle, der har sagt til mig, at det ikke er smart at udgive den her bog, for hvordan får jeg så et job? Men jeg bliver nødt til at tro på, at der er en verden, hvor det er okay. Og jeg håber jo også, at folk synes, bogen både er tung og let – og sjov og saglig.

Caroline smiler og ser med levende øjne.

– For det er jeg – og det er livet også.

LÆS OGSÅ: Jeg var hamrende angst for at miste den mand og det job. Jeg mistede begge

LÆS OGSÅ: Hvornår er det rigtigt at blive skilt?

LÆS OGSÅ: Hvornår bliver angst unormalt?