5 gode mobilvaner, når du skal på date

5 gode mobilvaner, når du skal på date

1# Spil ikke kostbar

Venter du med at besvare sms’erne fra din nye date bare fordi, han ikke skal tro, at du sidder ved telefonen og venter? Lad være med at spille kostbar og se at få svaret i en fart. Over halvdelen af de danske single-mænd forventer at få svar på en flirtende besked inden for et kvarter. Venter du for længe, risikerer du, at han mister interessen.

2# Sluk telefonen

Gem telefonen langt væk, når du har en romantisk aftale. Det er ikke bare uhøfligt, du risikerer også, at dit nye bekendtskab føler sig så trådt over tæerne, at han går hjem før tid. En ud af fem af de danske single-mænd har afsluttet en date tidligere end planlagt, fordi kvinden har haft for travlt ved mobiltelefonens taster.

3# Ring i stedet for at sende sms’er  

Hvis din date ikke tager telefonen, når du ringer, så læg en besked på hans telefonsvarer i stedet for at sende ham en sms. Over halvdelen af de danske single-mænd vil nemlig hellere høre din søde stemme på svareren end at modtage en upersonlig tekstbesked.

4# Slå lyden fra

Hvis du alligevel ikke slukker din telefon, når du er på date, så slå i det mindste lyden fra. Hver fjerde danske single-mand synes nemlig, at irriterende og kiksede ringetoner er usexede.   

5# Giv ham en chance

Det kan godt være, at du selv har helt styr på det der med pli og gode telefonvaner, men hvordan skal du reagere, hvis din date har svært ved at løsrive sig fra sin telefon? Giv ham en chance – sandsynligvis sidder han bare og tjekker Wikipedia for at kunne imponere dig med ”sin” store viden. Næsten én ud af fire af de danske single-mænd bruger nemlig ofte apps (de små programmer, man kan få til smartphones) som Wikipedia til at brillere over for kvinder, de er interesserede i.   

Læs også:» Bevar gnisten i sexlivet

Nøgleord: mobil, telefon, sms, date, dating