5 gode steder at spise kage i Paris

Se 5 fantastiske steder at spise kage i Paris

Nathalie Veil, medejer af Sweet Treat på Christianshavn og freelanceskribent/stylist, er halvt fransk. Hendes far bor i Paris, så Nathalie besøger sit andet hjemland mange gange om året, og byens gode kager er altid en del af oplevelsen.

Afslapning og søde sager

Når man træder ind i den grønne gårdhave i La Mosquée de Paris, føler man sig hensat til helt andre himmelstrøg. Store messingfade med myntete og honningsøde kager byder velkommen. Er fødderne ømme, og drømmer man også om et varmt dampbad eller massage, er det værd at unde sig et besøg i stedets hammam, som er forbeholdt kvinder.

La-mosquee.com

I raffinerede omgivelser

Man føler sig som en elegant pariserinde, når man sidder med en overdådig chokoladekage foran sig i tesalonen på Musée Jacquemart- André. Stedets kager og weekendbrunch skal bare opleves. Palæet og museet er fra det 19. århundrede og har en elegant kunstsamling og skiftende udstillinger.

Musee-jacquemart-andre.com

Verdens bedste macarons

I Paris’ kageunivers er der to navne, man ikke kan komme udenom. Pierre Hermé og Ladurée. Begge er berømte for verdens bedste macarons, og de er begge steder den lange kø – og lidt høje pris – værd. Men deres øvrige kager er også fabelagtige og atmosfæren i Ladurées fantastiske tesalon en omvej værd.

Laduree.com, Pierreherme.fr

Byens ældste konditori

Stohrer ligger i den brostensbelagte Rue Montorgueil i selve hjertet af Paris. På facaden står der 1730. Når man træder over dørtærsklen, ser man som det første den mest fantastiske kagedisk samt en dekoration og et loft, som er et et eventyr i sig selv. Det siges at være den engelske dronnings foretrukne konditori. Og det er ikke svært at forstå.

Stohrer.fr

På toppen af Montmartre

En velsmagende citrontærte og gulerodskagen kæmper om førstepladsen i hyggelige Rose bakery i den stejle Rue des Martyrs, hvor det summer af liv. Charmerende delikatessebutikker ligger side om side, og over for Rose bakery ligger Delmontel bageren, som også er værd at stifte bekendtskab med.

46, Rue des Martyrs, 75009

LÆS OGSÅ: 24 timer i Paris: Det perfekte døgn i den franske hovedstad