5 ting jeg har ændret syn på efter de 30
Anså du også engang alle sms'er fra mænd for at være en anledning til timevis af fortolkning og analyse?
Af: Amalie Nebelong
KLUMME: Der er en grund til, at vi ofte bruger termen "i bagklogskabens lys", når vi taler om vores valg som unge mennesker. For vi bliver "klogere", når vi bliver ældre. Og vi ser derfor en del ting i et andet lys.
Et par kvinder langt over de fyrre fortalte mig for nylig, at de føler en større ro omkring en del ting, efter de har opnået en hvis modenhed aldersmæssigt. Og hvor er det befriende at høre, at alderen trods alt har nogle fordele med sig. Og ja, selvom jeg kun er 31 år, synes selv jeg allerede at have fundet ud af, at det ikke er uden fordele at være foruden alle de usikkerhedsmomenter, der fyldte godt op i mit liv, for ti år siden. Og sådan skulle det også gerne være: At nogle ting fylder mindre med alderen.
LÆS OGSÅ: 5 tegn på, at du er blevet voksen
Jeg synes især, nedenstående 5 ting er noget, vi kvinder gerne må ændre syn på, når vi bliver ældre.
1: Du er ikke død og borte
Da jeg var mellem femten og femogtyve, forsøgte jeg lidt at leve som om, jeg ville være død og borte, når jeg blev tredive. I min verden symboliserede det, at fylde tredive, at så var jeg for alvor voksen og skulle sørme da opføre mig der efter. Altså var det slut med "at leve", når jeg blev tredive. At det er noget sludder og vrøvl, har jeg heldigvis fundet ud af. At betegnelsen "at leve" også står for noget andet for mig i dag, hvor jeg er over tredive, end da jeg var teenager, kan du bande på.
2: Nogle gange er en sms bare en sms
Som ungt menneske kunne jeg og mine veninder se hver en sms – især fra de fyre, vi kunne li' – som en anledning til timevis af analyse og fortolkning. Mente han egentlig det, der stod, eller dækkede ordene over noget helt andet? Mulighederne var uendelige og vores storhedsvandvid lige på trapperne. Jeg bliver helt træt ved tanken. I dag er jeg bedre til at se en sms for, hvad den er. Nemlig en sms.
LÆS OGSÅ: 8 ting jeg har lært som kvinde, efter jeg er fyldt 40
3: Bare en guilty pleasure
I min tyvere brugte jeg en uendelig mængde timer begravet under dynen med ungdomsserier som Sex & The City og Gossip Girl (noget skulle jeg jo lave, når jeg havde tømmermænd eller pjækkede fra Uni). Jeg sagde til mig selv dengang, at jeg ville slutte med det, inden jeg blev over tredive. For jeg synes, at det virkede som en falliterklæring at bruge tid på sådan noget bras, når jeg var blevet "rigtig voksen". I dag ser jeg stadig ungdomsserier. Og det er jeg helt rolig omkring. Det er kun engang imellem, jeg bruger undskyldningen, at det er som research til klummer. Men ærlig talt er det efterhånden i vores perfekthedssøgende samfund blevet en menneskerettighed at have guilty pleasures. Og ungdomsserier er én af mine.
4: Rige veninder er ikke en kilde til misundelse
I gymnasietiden havde jeg en håndfuld veninder, hvis forældre var en del rigere end mine. Og dengang kunne jeg godt føle et jag af misundelse, når de (igen) fik alt, hvad de pegede på, mens jeg selv måtte stå som prøverumspige i Magasin weekend efter weekend og hjælpe gamle damer med at lukke bh'en bag de ildelugtende gardiner i prøverummets aflukke. I dag ser jeg det nærmere som en fordel at have veninder, der er ved muffen. Og jeg ser det som en anledning til fra tid til anden at kunne holde sommerferie i deres skønne sommerhuse i Sydfrankrig.
5: Mænd er ikke nogle svin
Som ung pige havde jeg en ting for mænd, der var omkring ti år ældre end mig selv. Og fordi jeg havde et par uheldige forhold til en mand eller to, som jeg mødte på natklubben NASA i Boltens Gård i København, fik jeg hurtigt den indstilling til mænd, at de alle sammen var nogle svin. Alt, hvad mænd foretog sig, var med en bagtanke, og alt, hvad de sagde, var tvetydigt. Efter jeg er blevet ældre og har oplevet gode parforhold med skønne mænd, har min holdning til hankønnet ændret sig. Eller det vil sige, at jeg har oplevet én dejlig mand: Nemlig ham, jeg er gift med. Og han har gjort alle de andre (svin) til skamme.
Læs også: Sådan forfører du den evige single-mand
LÆS OGSÅ: Derfor bliver vi ikke længere "gamle"
LÆS OGSÅ: 11 kloge ting, sagt af kendte kvinder om at blive ældre