8 nemme ting, du kan gøre allerede nu, for at undgå julestress i december
Julen kan være præcis ligeså stresset, som den kan være hyggelig. Men en del af decemberstressen kan faktisk undgås med lidt rettidig omhu. Så hvorfor ikke allerede tage lidt forskud på juleglæderne og give dig selv en fantastisk gave: En overskudsagtig december.
"Julestress" må muligvis være det ord, der ligger allerøverst på den uofficielle liste over såkaldte "first world problems". Men ikke desto mindre findes fænomenet altså, og de fleste af os er formentlig stødt på det i en eller anden form.
Der findes mange måder at undgå stress i julen på. Den mest oplagte er selvfølgelig: Slap af. Skru ned for forventningerne. Du behøver ikke at bage 10 forskellige slags småkager, invitere på gløgg og æbleskiver i dit nydeligt dekorerede hjem eller købe personlige og gennemtænkte gaver til alle, du kender. Køb 17 forskellige gavekort, pak dem ind i avispapir og skriv "God jul, du er en stjerne!" på forsiden, så er det mere end rigeligt.
Men det kan også være, at du faktisk synes, at det er lidt hyggeligt med alle juleforberedelserne – du har bare ikke rigtig tiden, når december først er begyndt. Lyder det som dig, er dette guiden, der redder din jul:
1. UNDGÅ INDKØBSBREAKDOWN
Via GIPHY
Du har måske allerede prøvet at stå og svede i en sprængfyldt Føtex 23. december og bare ønsket, at du havde fået styr på de indkøb noget før. Så helt ærligt: Hvorfor gentage den oplevelse? Bestil i stedet varer hjem til din egen adresse med levering et par dage før jul – så har du både friske varer og slipper for at stå og græde i køen i dit lokale supermarked. Du kan f.eks. bruge Coop eller Nemlig.com.
2. KOM HJEM I TIDE
Via GIPHY
Hvis du skal rejse landet rundt med det offentlige for at komme hjem til jul, ved du det sikkert allerede godt. Så hvorfor egentlig vente med at bestille de tog- og busbilletter? Kom i sving og bestil dem i god tid i forvejen. Det vil sige NU! And while your at it: Husk at sikre dig en plads i en stillekupé, hvis du er typen, der godt kunne bruge lidt fred til hovedet, inden familieræset går løs. Det kan være virkelig godt givet ud.
3. SKRIV DET NED!
Via GIPHY
Der er ikke nogen uskreven regel om, at man først må købe gaver i december. Tværtimod. December er årets måske værste måned at købe gaver i, så hvis du vil undgå at stå i hele vejen kø ud af Magasin for at købe et par Wolford-strømpebukser, kan du lige så godt gå i gang nu. Tildel en side i din kalender eller en note på din telefon, hvor du løbende skriver ind, hver gang du kommer i tanke om en gaveidé, får en mild hentydning fra kæresten eller ser din datter sende lange blikke efter en butiksrude. På den måde undgår du upersonlige stresskøb i sidste øjeblik og kan overstå gaveræset før andre overhovedet er begyndt. Det lyder rart, og det føles endnu bedre!
4. GO ONLINE
Via GIPHY
Det er virkelig smart, at man nu kan bestille mange af sine gaver online. Men det hele falder til jorden, hvis du får det gjort for sent. I værste fald risikerer du, at gaverne slet ikke når frem inden jul, i bedste fald at du står på posthuset en sen eftermiddag langt inde i december sammen med resten af byen og bander over, at alle andre også valgte at bestille på samme tidspunkt som dig.
Derfor: Bestil alt hvad du kan allerede nu og nyd i stedet at trille forbi posthuset i december på vej hjem fra arbejde med favnen fuld af æbleskiver, mens dine naboer og kollegaer står og sveder derinde med et arrigt blik stift fæstnet på tavlen med kundenumre.
LÆS OGSÅ: 30 julegaveideer til din veninde til under 100 kroner
5. PAK IND LØBENDE
Via GIPHY
Det virker måske banalt, men det er faktisk et ret afstressende råd: Køb allerede nu noget pænt gavepapir, gavebånd, julekort og kasser, du kan sende i. Og pak så dine gaver ind løbende. Så slipper du for den der panikaften sidst på måneden, hvor du skal have det hele pakket ind på én gang, og du kan samtidig få tingene sendt af sted i ordentlig tid. Du kan selvfølgelig også bare sige pænt ja tak til indpakning i butikkerne og give fanden i det personlige udtryk.
6. OVERVEJ DIN TØJSITUTION
Via Who Wear What
Julefrokoster er kilde til stress og, ikke mindst, dumme beslutninger. Og her tænker vi ikke på akavede eskapader, der aldrig skulle have fundet sted, men derimod på impulskøb. Hvis du er bedøvende ligeglad med dit såkaldte "look", kan du passende skippe dette punkt, men hvis du er en af dem, der altid ender i tøjkrise og uovervejede stresskøb på vej hjem fra arbejde aftenen i forvejen, så læs endelig med. Det kan godt være, at der er sygeligt lang tid til, men du kan sagtens allerede nu begynde at danne dig et overblik over, hvad du egentlig har i det klædeskab og om noget af det eventuelt kunne bruges som årets julefrokost-outfit. Du har helt sikkert mere derinde, end du tror. Og hvis ikke, kan du, ved at orientere dig lidt i udvalget derhjemme, få en idé om, hvad du mangler. Både miljøet og din økonomi vil takke dig for at spare den der stropkjole, som du "lige kan have på på fredag" (og derefter aldrig igen), væk i år. Og du slipper for at stresse rundt i det lokale storcenter aftenen før firmajulefrokosten, fordi du på en eller anden måde har bildt dig selv ind at dit skab er tomt.
7. TÆNK DRIKKEVARER
Via GIPHY
Køb drikkevarer i god tid i forvejen. De kan sagtens holde sig, og at vinen skal afstemmes menuen, kan du ikke rigtig bruge som undskyldning for at være sent ude. For hey, du kender godt menuen – den ændrer sig ikke meget fra jul til jul. Du kan også lige så godt tænke nytår ind med det samme. Ingen undskyldninger for ikke bare at få det gjort og komme videre i livet.
8. KLAR, PARAT, BAG!
Småkagedej kan fryses eller opbevares i en måned i køleskabet, hvis den er helt tæt pakket ind. Så lav den nu og hav en lille fest med at bage færdig engang i december i et roligt og børnevenligt tempo. Og er du til honningkage på den helt gammeldags facon, skal du faktisk i gang nu, for det tager en krig at lave. Vi har i øvrigt en glimrende opskrift på fine honningkagehjerter, som ikke er enormt tidskrævende her.
Voila – hermed din undskyldning for at begynde julerierne allerede nu og dermed sikre dig en rolig december.
LÆS OGSÅ: Gaven til manden, der aldrig ønsker sig noget
LÆS OGSÅ: Dem skal du se: 9 julefilm på Netflix og andre streamingtjenester