Agnes Obel: "Jeg kan stadig huske angsten for, at vi aldrig ville se ham igen"

Hvad kan få dig til at bryde ud i gråd?

– At se andre, der græder. Det har altid været en trigger, som nærmest føles ubevidst. Selv når folk græder på film, kan jeg mærke det komme.

 Hvad kan få dig til at grine?

– At være steder, hvor det er virkelig vigtigt, at jeg ikke må grine. Og situationer hvor intentionen er meget langt fra den faktiske udførelse. Sidst var det til en moderne performance/danseforestilling

i Berlin, hvor jeg måtte liste ud under forestillingen.

Hvad er dit sjoveste minde fra din tid på turné?

– At spille opvarmning til et belgisk folkekor i et nedlagt burlesk Tivoli i Berlin, småfuld i glühwein. Vi spillede virkelig ikke bestemt kønt, men det var en vidunderlig, absurd oplevelse, hvor alt, der kunne gå galt, gik galt.

Hvad er den største ros, du har fået?

– Da jeg var 17 år, købte min far mig et mindre PA-anlæg (højttalere til at spille live, red.). Det var hans måde at sige, at jeg skulle blive ved med musikken.

Hvilken anden kvinde har inspireret dig mest?

– Inger Christensen. Hun kan med sine digte få tingene og hverdagen til at åbne sig op, så man kan se ind i deres inderside. Derudover vil jeg nævne Joni Mitchell, fordi hun så stærkt er sit idiosynkratiske selv i hvert et ord og hver en tone, hun synger og spiller.

Hvad er den vigtigste beslutning, du har taget?

– At blive kæreste med min mand, Alex, tilbage i 2003, og samme år begynde at optage og producere min egen musik selv. Han spurgte mig, da vi flyttede sammen, hvorfor jeg brugte så meget tid på mine bandprojekter og ikke mine egne sange og musikstykker. Det var med til at skubbe mig i gang med at tro på, at jeg var god nok til at optage og producere på egen hånd.

Hvilken sang betyder mest for dig?

– ”Clair de Lune” af Debussy og ”The Electrician” af Scott Walker. ”Clair de Lune” lærte jeg at kende som 12-årig, da jeg skulle lære at spille stykket. Jeg kan huske, at det åbnede sig som en følelsesrejse for mig fra det enkle til det brusende store, og det løftede mig op fra der, hvor jeg sad, så jeg pludselig kunne opleve min verden fra oven. ”The Electrician” lærte jeg at kende noget senere. Den sang har lært mig, hvorledes musikproduktion kunne forstås som en slags lyd- scenografi for det indre liv, som man kan træde ind i som lytter. For eksempel i ”The Electrician” er det oplevelsen af et mareridt, der forvandler sig til en drøm.

Hvilken musik lyttede du til, da du var 13?

– Portishead, Sade og Massive Attack.

Hvilken rejse ville du aldrig tage på igen?

– Jeg har en del mindre heldige rejser i bagagen. Måske er det derfor, min kæreste og jeg stort set aldrig tager på ferie. Jeg tror, førstepladsen må gå til en rejse til Mallorca som 17-årig. Jeg havde vundet rejsen i et lotteri, så jeg fandt først ud af ved ankomsten, hvad for et område vi skulle bo i. Området var så overbefolket af turister, at man følte, at hver en sten, palme og sandkorn var blevet til en pastiche af sig selv.

Hvornår har du været mest bange?

– Som barn var jeg tæt på at miste min far. Jeg kan stadig huske følelsen af og angsten for, at vi aldrig ville se ham igen, og at alt ville med ét være forandret og aldrig blive det samme igen. I dag kan jeg genkalde følelsen i drømme eller i bestemte musikstykker, men den har heldigvis ikke samme magt over mig som dengang.