”Vi har valgt at være sammen med hinanden, selvom det kan føles svært”

Hvordan var jeres første tid som kærester?

"Det er snart otte år siden, Robert og jeg blev kærester. Jeg mødte ham ved at gå op og hilse på ham i en bar, fordi jeg var stor fan af det band, han spillede med i.

Derfra gik det hurtigt, og vi blev forelskede. Jeg gik i gymnasiet og boede stadig hjemme, og han var syv år ældre og havde formet sit eget liv.

Læs også

Sofie Torp: ”Det var som at skrige under vand. Så voldsomt, råt og fuldstændig fremmed”

Jeg var usikker på mange ting og spurgte ham til råds om næsten alt. I stedet for at blive træt af mig stod han klar til at hjælpe og har haft min ryg lige siden. Han har altid været en enorm klippe for mig, og med årene har han givet mig kærlighed og selvtillid nok til at hvile i mig selv og stå stærkt alene. Derfor tænker jeg heller aldrig over vores aldersforskel nu, men kun på, hvor godt vi komplementerer hinanden.

Han er virkelig intelligent og kærlig og har et enormt overskud og en særlig ro. Jeg er selv lidt af en vildbasse, som altid er fremme i skoene, så der balancerer vi hinanden godt. Jeg er meget taknemmelig for at være blevet voksen med ham. Især fordi jeg er en stor tryghedsnarkoman, og han er essensen af tryghed for mig."

Har du nogensinde følt, at du er gået glip af det klassiske datingliv i ungdommen, nu hvor I mødte hinanden tidligt i livet?

"Det har slet ikke været svært for mig at undvære datingtilværelsen, men det har da været underligt at se mine veninder tage på dates, swipe på Tinder og møde fyre i byen, når jeg aldrig rigtigt selv har været der. Derfor kan jeg også godt mærke angsten for at gå glip af noget, men jeg har ikke en følelse af, at jeg hellere vil have det, de har. Det er jo to forskellige ting.

Selvom jeg har haft en kæreste hele min ungdom, har jeg haft frihed til at være sammen med mine veninder, feste, rejse og prøve ting af, så vi har aldrig været en hæmsko for hinanden. Men selvfølgelig har jeg tænkt tanken, at det er noget, jeg skal undvære, og det er en følelse, man skal anerkende, når den dukker op. Vi har også været åbne overfor hinanden, når tanken har meldt sig, og så snakker vi åbent om det.

Vi er ærlige om, at følelsen kan være der, men at det er okay, fordi vi er der, hvor vi allerhelst vil være. Og mine veninder, som er singler, kan jo også tænke, at det, jeg har, er noget, de også ønsker at få. Man er altid nysgerrig på det, man ikke selv har, men det betyder ikke, at man reelt ønsker det for sig selv."

Er I generelt gode til at tale med hinanden om alt?

"Ja, vi har for længst aftalt, at vi kommer længst med ærlighed, og snakker med hinanden om alt. Også alt det, som ikke er rart at tale om, er pinligt eller noget, man er bange for kan gøre den anden ked af det.

Da vi blev kærester, havde jeg ikke haft et længerevarende forhold før, så jeg var ikke så god til at kommunikere, og jeg havde en idé om, at alle forhold slutter efter maks. et halvt år. Derfor var jeg enormt angst i den første periode af vores relation, fordi jeg frygtede, at vi ville mislykkes. Jeg var nervøs for, om jeg var god nok til ham, og var ret jaloux.

Læs også

”Der gik et gys igennem salen, da jeg svarede på hendes subtile sviner”

Men pludselig var der gået et år, så to, og lige så stille fandt jeg ud af, at han jo har valgt mig, og så kunne jeg føle mig helt tryg. Og nu har jeg forstået, at vi bliver nødt til at tale om de ting, der kan være svære, hvis vi gerne vil beholde hinanden.

Lige fra start har han været åben og god til at sætte ord på det, han tænker. Det var bare mig, der skulle igennem en modningsproces og lære, hvordan man kommunikerer i et forhold. Jeg var i virkeligheden ret uselvstændig, men i kraft af, at han har skubbet til mig og troet på mig, er jeg blevet bedre til at være nogens kæreste."

Hvornår har I sidst skullet vælge hinanden til?

"Jeg er lige flyttet til Odense i forbindelse med mit studie, og han er blevet boende i København, så nu skal vi lære at vælge hinanden til på en ny måde. Før boede vi sammen i en andelslejlighed med vores to katte, hvor alt var nemt, og pludselig er tæppet rykket væk under os, og jeg sidder i en ny by og skal klare tingene selv.

Før har jeg følt mig meget sikker i, at Robert var ved min side, men nu skal jeg arbejde hårdere for, at vi har hinanden integreret i vores liv. Jeg er jo nærmest vokset op med Robert, og savnet efter ham er helt klart det hårdeste, nu hvor jeg er flyttet for at studere.

Jeg skal lige finde mig selv igen, fordi jeg har været vant til, at vi var to, og nu er jeg bare mig i hverdagen. Det gør dog ikke noget i det store billede, for vi bruger stadig vores weekender sammen. Vi giver hinanden enormt meget plads til at være to forskellige steder og har en fælles ro i, at vi har valgt at være sammen med hinanden, selvom det kan føles svært."

Hvad er den største kærlighedserklæring, du har fået af ham?

"Det lyder måske lidt mærkeligt, men Robert købte engang en cykelhjelm til mig. Han sagde, at han simpelthen elskede mig for højt til, at jeg skulle falde og slå hovedet, så for hans skyld lærte jeg at bruge den.

Han har selvfølgelig sagt mange søde og romantiske ting, og han har friet til mig, men cykelhjelmen blev bare et symbol på, at han ikke vil miste mig. Det er jo en gestus, der viser, at han gerne vil være sammen med mig i mange år endnu."