Ann nægter at ”falde til ro”: Jeg bliver ikke lykkelig af hus, bil og et godt CV

Den sommer, hvor min mand og jeg havde købt hus og begyndte at male væggene, stod jeg med penslen i hånden og tænkte: "Det er ikke særlig sjovt, det her. At bruge 10.000 kroner på maling, når man kan få en rejse for de penge".

Ann Krohn Jensen mødte sin kommende mand som 16-årig, da hun var 21, blev hun udlært kok, og som 22-årig fik hun sønnen Lucas. Året efter flyttede den lille familie i hus. Det gik slag i slag, uden hun egentlig nåede at stoppe op og tænke over det.

– Jeg voksede op i Vestjylland, og det var sådan, man gjorde. Det var naturlige skridt: Arbejde, mand, barn og hus. Hvis jeg havde tænkt mig om, havde jeg ikke købt hus i den alder. Min mand og jeg var glade for hinanden, men det var for tidligt for mig og sikkert også grunden til, at vi gik fra hinanden.

Ann har altid haft udlængsel. Da hun var 16, tog hun et år til Californien som udvekslingsstudent og fik smag for livet i USA, men det blev skubbet til side tilbage i Danmark. Efter hun blev udlært som kok og etablerede sig med villa, vovse og volvo, kom udlandsrejserne på pause. Og da hun som 27-årig blev alene med Lucas, blev planen om at flytte til udlandet droppet.

– Jeg har hele tiden haft lyst til at rejse, men som alenemor var pengene små, og jeg måtte knokle for at holde det hele i gang. Det drejede sig først og fremmest om at tjene penge og være sammen med min guldklump. Jeg gik med udlængsel hele tiden, og i ferierne rejste vi altid, for eksempel til Egypten, Tyrkiet, Spanien. Efter Lucas' konfirmation tog vi til New York sammen, den fedeste tur.

Ann Krohn fik en karriere som kok i København. En mandebranche, hvor der ikke er plads til følsomme samtaler hen over gasblusset. Typisk for branchen knoklede hun på alle mulige og umulige tidspunkter og fik noget af eventyrlysten styret ved at kaste sig over forskellige spændende projekter. Et af dem var at undervise soldater, der var kommet hjem fra Afghanistan, og senere kokkeelever på Hotel- og Restaurantskolen i København. Et drømmejob. Men da Lucas nærmede sig de 18 år, var en selvstændig gut, som ikke behøvede at have sin mor om sig 24-7, var Ann klar til eventyr. Sammen med en ven tog hun på en rejse i fire måneder.

– Vi var i Canada, Mexico og USA. Rejste rundt og boede de mest mærkelige steder på små værelser og vandrehjem. Selvfølgelig savnede jeg min søn, men jeg vidste, at han klarede sig godt. Jeg havde boet alene med ham i det meste af hans liv, så jeg mente, at det var fint, at hans far så måtte være mere far i den periode. Han er en fantastisk mand, så jeg var helt tryg ved det, og hold da kæft, hvor jeg nød at rejse. Jeg havde det så godt og var grædefærdig, da vi skulle hjem.

– De fleste syntes, at jeg havde hul i hovedet. At jeg var skør. De kunne godt forstå, at jeg ville rejse – men ikke så længe. Er du sikker på, at det er det rigtige, du gør? Bliver du ikke rodløs af det? Hvordan kan du være væk så længe fra din søn? Jeg var heller ikke i så høj kurs hos min familie på det tidspunkt. Mine forældre har aldrig forstået den rejse. Deres uforståenhed kom af bekymring. Jeg ser sådan på det, at alle mine veninder rejste på interrail og alt muligt andet, da jeg var ung. Nu var det min tur.

Efter rejsen vendte Ann tilbage til sin gamle arbejdsplads, men udlængslen trak igen i hende. Hendes søn levede sit eget liv i hendes lejlighed på Frederiksberg og var totalt selvkørende. New York er godt nok hendes store kærlighed, men hun har fundet et kompromis: London. Her kan hun arbejde som kok, bo i en storby og samtidig være et par timers flyvetur fra Danmark. Huset, hun havde som ung, er skiftet ud med et værelse, lønnen er væsentlig ringere end i Danmark, men det er livet ikke.

– Folk spørger, hvorfor jeg ikke falder til ro? Hvad er det, du vil? Jeg kan ikke lade være med at spørge dem: Hvad vil det sige at falde til ro? Hvis I ser på mig, og jeg er lykkelig, er det så ikke at falde til ro? I de flestes øjne er det at falde til ro at sidde i et hus eller en stor lejlighed med friværdi, børn og mand. Sådan er der mange af mine jævnaldrende, der lever, men det gør jeg bare ikke.

– Jeg kan ikke forestille mig at komme tilbage til Danmark og blive boende resten af mit liv. Jeg elsker det multikulturelle. Selv om jeg er pæredansk af sind, spørger danskere altid: Hvor er du fra? Det gør de ikke her. Her falder jeg bare ind i flokken. Når man er adopteret, har man nogle gange brug for mennesker at spejle sig i, for man kan ikke spejle sig i familien. Det er ikke kritik af min familie, for den er fantastisk.

– Jeg bliver ikke lykkelig af materielle ting, hus og bil betyder ingenting for mig. Jeg behøver heller ikke at få mere tilføjet på mit cv. Det er fint, som det er. Jeg er her, fordi jeg gerne vil have det fedt. Ja, jeg vil bare være lykkelig.