Anne Hjernøe: "Da jeg var 20 kilo tungere, havde jeg ondt alle vegne"

Den første tid

– Jeg voksede op i en kernefamilie i Højbjerg ved Aarhus. Min søster og jeg kom i en privatskole, hvor der gik pæne børn i mærketøj, og der var ikke noget i vores baggrund, der afveg fra deres, men der ulmede et lille oprør. Håret blev barberet i siderne, og tøjet købte jeg i genbrugsbutikker. På den måde lignede jeg en stor del af dem, der er unge i dag, men på min skole tilhørte jeg en lillebitte minoritet, hvor også min søster var medlem. Hvorfor det var sådan, ved jeg ikke.

– Hellig ild rammer tilfældigt, og vi havde altså bare et behov for at køre i modsat retning af de andre. Vores forældre bar over med os, selvom min mors ansigtsudtryk blev lidt træt, når hun så mig finde trimmeren frem for at vedligeholde den delvist kronragede frisure.

Tiden lige nu

– Det er en sindssygt travl periode lige nu. Foråret gik med at lave nye programmer sammen med Anders Agger. Vi rejste rundt i Mellemøsten, og mens jeg sad i Israel sammen med tv-holdet, udkom min bog Stærk, let og mæt. Bogen handler om, hvordan jeg har tabt mig 20 kilo med nogle enkle kostomlægninger og motion. I processen var det aldrig min hensigt at skrive om det, men mange tv-seerne lagde mærke til, at der var sket en forandring med mig, og jeg fik så mange spørgsmål, at det gav mening at besvare dem i en bog.

– Idéen har vist sig at være helt rigtig, for hold op, hvor er den blevet taget godt imod. Tematisk handler det om sundhed og ikke slankekur. Jeg hader ordet og begrebet, for hvis der er noget, der ikke er godt for kroppen, så er det tåbelige kure, hvor man bliver sat i udsigt at tabe f.eks. fem kilo på en uge ved at spise is. Helt ærligt! Min bog er ikke en kur, men en guide til en livsstil, hvor man får masser af god mad, dyrker motion og holder kroppen sund og stærk.

Den bedste tid på dagen

– Morgenerne er mit yndlingstidspunkt. Både på travle og stille dage. Tre gange om ugen tager jeg i træningscentret tidligt og giver den gas med en personlig træner. Det er dyrt, men endnu dyrere at lade være, for pengene er en investering i et længere arbejdsliv. Da jeg var 20 kilo tungere, havde jeg ondt alle vegne og var så smadret om aftenen, at jeg bare lå på sofaen.

– Når man ikke er fyldt 50 endnu, er det en alt for stejlt nedadgående kurve, så jeg sagde: ”Fandme nej; nu tager du dig sammen Anne.” Afsted til træning og så skete der det, at jeg blev helt vild med det. Motion sparker gang i endorfinerne, og det giver energi og glæde. En perfekt måde at starte dagen på.

Den bedste tid på året

– Hver årstid har sin egen charme, men skal jeg vælge en, må det blive sommer. Når vi åbner op til haven og lever en stor del af livet udendørs, er det som om, universet bliver tusind gange større. Og livet bliver nemmere. Man skal bare have en hurtig sommerkjole på, og når der skal mad på bordet, er der et hav af lækre råvarer, der nærmest ikke kræver nogen tilberedning. Sommer rimer jo faktisk på sundhed, smag og sanselighed.

Den bedste tid i livet

– Det er magisk, når to bliver til tre, og sådan var det også, da Folmer og jeg fik Camille. Når vi selvvalgt stoppede ved et barn, var det fordi, Folmer har to børn fra et tidligere forhold, så vi er en fin familie på fem. Søskende er vigtige at have som livsvidner, når man ikke har sine forældre mere, og der er Camille dækket ind.

– Skal jeg nævne et andet fantastisk tidspunkt i livet, så var det dengang, jeg som ung boede i et indianerreservat i Costa Rica i en periode. Jeg var blandt andet med til at bygge en bro, lave lærebøger på spansk og plante frugttræer. Indirekte fik opholdet betydning for min tv-karriere, for det var i den periode i reservatet, jeg lærte at lave mad over bål, og det var en vigtig faktor, da jeg kom med i Frilands-programmerne.

Den værste tid i livet

– Min far, som jeg var tæt knyttet til, døde for et par år siden. Vi var forberedte, så tæppet blev ikke trukket væk under os, men der fulgte sorg og stort savn med. Det var heller ingen munter tid, dengang jeg blev indlagt på intensiv afdeling med amøber i leveren. Med al sandsynlighed hjembragt fra en rejse i Mexico. Over en periode blev jeg dårligere og dårligere, og det kulminerede med indlæggelsen, hvor lægerne råbte rød alarm.

– Selv var jeg for syg til at forstå, hvor alvorligt det var, men jeg kom jo heldigvis på benene igen. Meget slappe ben dog, for efter sygdommen havde jeg ikke en muskel tilbage i kroppen. Det tænker jeg også på nu, hvor jeg føler mig hamrende stærk; hold så op, hvor er alting nemmere, bedre og sjovere, når kroppen arbejder med og ikke imod.

Hvis jeg havde en billet til en tidsmaskine?

– Så ville jeg rejse tilbage og genopleve tiden i Costa Rica. Men med den viden og erfaring jeg har i dag, så jeg bare kunne være helt tilstede og dvæle ved det fantastiske nu. Sidde tidligt om morgenen sammen med junglehønsene og se solen stå op. Ren lykke.

Man siger, tid er penge?

– Som selvstændig er der en mærkbar sandhed i det. Pengene triller ikke bare ind på kontoen som en selvfølge hver måned, men når det er sagt, så er jeg privilegeret ved at have masser af arbejde og god økonomi. Jeg forvalter penge med fornuft, så der er en buffer til dårlige tider, men vi skal også have det godt, mens vi er her, for ingen kender slutdatoen.

– Som familie elsker vi rejser og oplevelser, og det er begyndt at tynge samvittigheden i forhold til klimaet. I år vælger vi derfor at køre til Italien i stedet for at flyve. Vi prøver også at kompensere ved at købe økologi, dyrevelfærd og en del råvarer fra vores lokalområde. Jeg vil ikke virke frelst og løfte pegefingre, men vi har råd til det, og så synes jeg, man skal tage lidt ansvar.

Om biddet fra tidens tand

– Det generer mig ikke at blive ældre, og det handler selvfølgelig også om, at jeg har fået det så godt i min krop. Visuelt var der en, der sagde til mig, at jeg ikke bare havde tabt 20 kilo, der var også røget 10 år. De sølvgrå stænk i håret og smilerynkerne er der stadig, men det har jeg det fint med. Jeg er ikke forfængelig på den måde, at det uperfekte skal gemmes væk.

– Af samme grund laver jeg tv uden makeup, og det er det vist i øvrigt kun gutterne fra Nak & Æd, der gør. Lidt mascara på en dag med trætte øjne gør en god forskel, men jeg vil kunne kende mig selv – både i spejlet og på tv. Sådan håber jeg, det bliver ved med at være, også når kragetæerne i ansigtet bliver mere udtalte.

Den sidste tid

– Jeg satser på at være her mange år endnu, og fagligt bliver jeg ved med at lave det, jeg gør, så længe der er bud efter mig. På et tidspunkt stopper tv-karrieren, men jeg vil altid være et skrivende menneske. Det er det, der er mit hjerteblod. Foreløbig har jeg skrevet kogebøger og børnebøger, men måske kommer der også noget andet. Der er udkast til flere romaner hjemme i skuffen. Jeg håber også, jeg kan blive ved at rejse rundt og holde foredrag på samme måde som nu. Det er så fedt at møde folk og mærke deres respons.

– I den private del af mit liv er det sandsynligt, at Folmer og jeg bliver sammen også i alderdommen. Omgivet af børn og børnebørn. Når det allersidste punktum skal sættes efter døden, vil jeg brændes og drysses ud over bugten ved Moesgård i Aarhus. Stedet er tæt på mit barndomshjem, hvor det hele begyndte, og det giver mening, at det også er der, det hele slutter. Jeg er agnostiker og tror ikke på, at der sker mere efter døden. Livet er nu og her, og hvor er det heldigt, at jeg er så forbistret glad for at leve det!