Anne Mette Kirk: "Jeg græd, da jeg modtog opkaldet"

Hvilken begivenhed har ændret dit liv?

– Jeg er meget bevidst om, at det er mit livs held at være født i så velstillet et land som Danmark. Derudover havnede jeg i en fantastisk familie, hvor min søster og jeg dagligt blev rullet i kærlighed. Jeg er i den grad bevidst om, at ikke alle er velsignet med samme fordelagtige udgangspunkt, og jeg føler mig yderst taknemlig.

Hvilken ret elsker du, og hvad siger det om dig?

– Mit yndlingsmåltid er alt, der kan serveres til morgenmad. Gerne overdådige buffeter med udskåret frugt, frisklavede smoothies og forskellige omeletter. Det siger om mig, at jeg er et udpræget A-menneske, der gerne står op klokken fem, og at jeg elsker, når andre tilbereder min mad. Jeg er ikke en ørn i et køkken, medmindre det er sådan en rovfugl, der flakker rundt, skærer grøntsager og snakker med den egentlige kok.

Hvad er den største ros, du har fået?

– Jeg er desværre ikke så god til at tage imod ros. Kigger ofte bare ned og siger: ”I lige måde”. Det skal jeg helt klart arbejde på. Det gode ved egenskaben er dog, at jeg heller ikke tager ris så tungt, og det har sparet mig for utallige søvnløse nætter.

Hvilken film betyder mest for dig og hvorfor?

– Som barn så jeg sort/hvid film om søndagen med min far. Han viste mig klassikerne og havde mine venner ikke set dem, fik de udleveret en vhs-kassette med blandt andet ”Casablanca”, når de forlod vores hjem efter en legeaftale. Min kærlighed til film er bestået, og en af grundene til, at jeg læste filmvidenskab på universitetet. ”Manchester by the Sea” med Michelle Williams og Casey Affleck er et overset mesterværk, og jeg får lyst til at uddele den som vhs-kassette til alle jer, som endnu ikke har set den.

Hvornår føler du dig allermest lykkelig?

– Tidspunkter som i denne weekend, hvor min familie og jeg udstyret med lommelygter tager på natvandring ved vores sommerhus. Det er bælgmørkt, helt uden lygtepæle, og vi tager hvert eneste skridt med humørfyldt ængstelse. Vi forestiller os, hvilke monstre skoven er fuld af og former sjældne dyr med vores fingre i lommelygtens skær. Når vi er hjemme igen, har vi røde kinder og røverhistorier med fra vores eventyr i nabolaget.

Hvornår græd du sidst?

– Jeg har ikke set min storesøster, hendes mand og mine tre niecer i ualmindeligt lang tid. De bor i udlandet, og corona har umuliggjort et besøg. I går fik jeg meldingen om, at de nok kommer til Danmark om nogle uger. Jeg græd, da jeg modtog opkaldet, fordi jeg savner dem helt ind i knoglerne, og af glæde, fordi jeg siden, vi var små, har været ekstremt tæt knyttet til min søster.

Hvornår nyder du dit arbejde mest?

– Under arbejdet med min debutroman ”Knust” havde jeg nerverne uden på tøjet. Men præcis som da jeg blev mor for anden gang, har mit arbejde med ”Låst” været meget mere roligt. Jeg har naturligvis kæmpe sommerfugle i maven omkring udgivelsen, men jeg er også meget bevidst om, at jeg har gjort mig ekstremt umage, og at ”Låst” er den bedst tænkelige roman, jeg kunne skrive.

Hvornår bliver man voksen?

– Jeg ved godt, at 18 år er den formelle alder, men den køber jeg ikke. Jeg blev først voksen og for alvor ansvarsfuld, da jeg mødte reelle udfordringer i livet. Der findes masser af umodne, selviske 47-årige og samtidig stakkevis af superreflekterende og indsigtsfulde folk i 20’erne. For mig er ”voksen” resultatet af din håndtering af modgang plus evnen til selvindsigt. Og den kommer ikke sådan hokus pokus på 18-året for din fødsel. Jeg selv er et evigheds-work-in-progress.