Fremtidsforsker, Anne Skare Nielsen, er født drømmer og ved hun er ekstraordinær

"Gode forældre er jo bare dem, der bliver tilgivet af deres børn"

Det er i orden at indrømme, at man er ekstraordinær, mener den 42-årige fremtidsforsker. Hun erkender, at hendes selvværd er større end de flestes, og at det måske ikke er sundt, at hun ikke kan finde ud af at holde fri. Til gengæld er hun sikker på, at hun nok skal nå at vinde Nobels Fredspris.

Jeg har altid interesseret mig for fremtiden. Jeg tror, jeg er født som en drømmer. Måske fik jeg for meget ilt under fødslen. Det har været en kæmpe fordel for mig. Der er nogen, som siger, at det kan være voldsomt for et menneske at have to forskellige perspektiver kørende i hovedet. Jeg har altid mindst 100 forskellige. Hvis ikke en million. Jeg tænker altid: "Det kan også være sådan her eller på denne måde, og kunne man ikke tænke det helt anderledes?"

Første gang, jeg gjorde mig tanker om min egen fremtid, var, da jeg var 14 år, og min far tvang mig til at betale 'skat'. Han mente, at når man tjente penge, skulle man også betale skat, så jeg skulle betale nogle af mine lommepenge tilbage til mine forældre for at bo hjemme. Jeg fik dem igen, da jeg flyttede hjemmefra. Men jeg kan huske, at jeg dengang tænkte, at der aldrig nogensinde skulle være en mand, som bestemte, hvad jeg skulle bruge mine penge på. Derfor har jeg heller aldrig gældsat mig. Jeg har altid tjent mine egne penge. Penge er frihed for mig. Der var engang en, der sagde til mig, at nu hvor det gik så godt med mit firma, skulle jeg vel have et stort, dyrt hus. Jeg kan få kvælningsfornemmelser ved tanken. Jeg vil til enhver tid hellere bo i en papkasse og have min frihed, end jeg vil have et convenient, comfortable life og drømme om at gøre alting om.

Jeg har et enormt selvværd. Det er udansk at sige, men jeg føler mig sgu ekstraordinær. Jeg vil gerne gå i min grav og vide, at jeg har givet mere, end jeg fik. Jeg har ikke behov for at få medaljer, komme på forsiden af en avis eller få status og anerkendelse. Jeg vil bare gerne være et godt menneske. Jeg vil gerne vide, at jeg gør mit bedste hver eneste dag. Det eneste, jeg ville ønske, var, at der en gang imellem var nogen, der sagde 'tak'. Men når jeg siger det, siger folk altid: "Nå, så du tror nok, du er noget særligt." Og ja. Det tror jeg faktisk, at jeg er. På samme måde som den lærer og den pædagog, der hver dag tager imod vores snottede unger og skal håndtere umulige forældre uden at flippe ud, er noget særligt. Vi skal blive lidt bedre til at sige tak og endnu vigtigere at tage imod den tak.

Jeg har altid vidst, at jeg ville have tre børn. Vi fik tvillinger i midten og endte med fire. Min mand sagde sit job op sidste år, fordi han gerne vil være der mere for vores børn. Vi har en au pair, der hjælper med det praktiske, og jeg kan planlægge min tid, fordi jeg er min egen chef. Det er en utrolig rigdom. Men det er tankevækkende at erkende, at det bare er umuligt at få et familieliv med skolebørn til at balancere, hvis begge voksne har fuldtidsjob. Derudover døjer jeg heller ikke med dårlig samvittighed. Da vi fik tvillingerne, sagde vi til hinanden, at vi tog en uge ad gangen. Vi skulle klare en uge uden at fucke alting op. Mit succeskriterium er ikke at komme igennem en uge, hvor alting er perfekt. Det er at komme igennem en uge uden på noget tidspunkt at have stået og skreget så højt, at jeg fik ondt i halsen. Det er det, jeg kalder floating on crap. Det handler om at finde ud af, hvad der er vigtigt for én. Og om nødvendigheden af at kunne tilgive sig selv.

Gode forældre er jo bare dem, der bliver tilgivet af deres børn. Vi gør alle sammen vores bedste, og i hverdagen er den gode, stabile mellemvare helt o.k. Mine børn og min mand er der for mig, hvis jeg en gang imellem skraber bunden. Engang satte jeg mig på køkkengulvet og græd, fordi jeg ikke kunne rumme mere larm og ballade. To do-helvedet er nogle gange til at kaste op over. Jeg havde ikke forberedt mit foredrag til Erhvervsministeriet, og min mand var opslugt af at nusse med sin cykel. Men så myldrede de alle sammen hen til mig og sagde: "Mor, vi elsker dig, vi skal nok hjælpe dig." Jeg tror på den gensidige afhængighed, hvor man som familie hjælper hinanden. Som forælder skal man ikke være en blæksprutte, der får alting til at køre. Så ender man som en cirkusklovn med kinesiske tallerkener, hvor man hele tiden frygter at tabe alting på gulvet. Men så tab dog tallerkenerne. Se, hvad der sker.

Jeg glemmer ofte, hvor gammel jeg er. Men når jeg tænker over, at jeg er 42 år, ved jeg godt, at jeg er heldig. Jeg har det hele: en fantastisk mand, lækre unger, et dejligt hus. Jeg mangler intet. Hvis jeg ikke var tilfreds, ville jeg være et skarn. Det vil jeg gerne sige til mine medsøstre: Vær glad. Sæt pris på alt det gode, du har, i stedet for at være opslugt af det, du ikke har. Vær stolt af dine medsøstre og taknemmelig for alle de kvinder, der har kæmpet for, at vi kan sidde her i dag. Med ligeberettigelse, ret til at arbejde, sige vores mening og gå i det tøj, vi har lyst til. Hvis man ikke kan finde ud af at sætte pris på det, synes jeg faktisk, man er forkælet.

Jeg kan ikke finde ud af at holde fri. Det er forbandelsen i mit liv. Jeg arbejder 24 timer i døgnet, 365 dage om året. Jeg ved godt, at når andre irriterer mig, er det ikke dem, der har et problem, men mig selv. Hvis mine børn irriterer mig, er det, fordi de prøver at sige: "Mor, hvorfor sidder du foran den computer? Er jeg ikke det vigtigste menneske i hele dit univers? Vil du ikke nok sætte dig sammen med mig og læse Lucky Luke?" Mit ego siger, at jeg ikke kan, fordi jeg har et foredrag i morgen. Men jeg ved godt, at der i den situation ikke er noget vigtigere end at være sammen med dem.

Jeg har skrevet min egen nekrolog: Jeg bliver 101 år gammel og dør ved, at jeg falder i havet under et maratonløb. Jeg har musik i ørerne og tager den forkerte exit. Jeg løber ud over en klippekant og styrter i havet. Her rammer jeg en båd, som min mand sejler rundt i, båden knuses, og vi dør i hinandens arme. På forhånd havde vi tilfældigvis indkaldt til en fest, som bliver lavet om til gravøl. Folk drikker sig pissefulde og fortæller røverhistorier. Men det er o.k., at jeg dør, for jeg har vundet Nobels Fredspris 10 år tidligere. Før det har jeg været statsminister. Jeg ved godt, at folk, der læser det her, vil synes, at jeg er gak i låget. Ja. Men i det mindste har jeg det sjovt.

LÆS OGSÅ: "Jeg er gået helt op i hovederne på folk med maskingeværer"

LÆS OGSÅ: Anne-Mette Ramussen bliver pædagog igen: Har savnet fællesskabet

LÆS OGSÅ: Natasja Crone: I periode har jeg virkelig været hårdt ramt af skyld og skam

Blå bog

Uddannet biolog og cand.scient.pol. i statskundskab og biologi i 2000.

Dannede i 2000 firmaet Future Navigator sammen med fremtidsforsker Liselotte Lyngsø, som bl.a. hjælper virksomheder med at forudse fremtiden og handle radikalt anderledes.

Var i 2007 dommer i TV 2-programmet Danmarks bedste idé.

Arbejder desuden som foredragsholder og forfatter og laver fremtidsorienteret undervisningsmateriale målrettet gymnasier (bl.a. Rykverden.dk) og sidder i en række råd og bestyrelser, bl.a. Kaospiloternes Pædagogiske Råd, UNICEF Danmarks præsidium, i bestyrelsen for The Organic Company og er tidligere medlem af etisk råd.

Aktuel i radioprogrammet Filosoffen, forfatteren og fremtidskvinden på P1 med filosof Ole Fogh Kirkeby og forfatter Knud Romer.

Gift og mor til fire sønner.