Anne Sophia Hermansen: "Hvis kvinder shitstormes, kan de komme til mig og få østers og champagne"

– Vær den kvinde, du selv gerne ville have mødt i din karriere.

Dét er søstersind for Anne Sophia Hermansen.

– Jeg synes, jeg har en forpligtelse til at hjælpe andre, og særligt yngre kvinder, med det, jeg ikke selv har fået hjælp til. Hjælpe dem med at slå smutveje, springe nogle mellemregninger over, lægge sig godt i feltet uden først at køre i grøften. Jeg ville gerne tidligt have mødt en, der

sagde: Du har talent, men du forvalter det ikke særlig klogt. Tro lidt mere på dig selv, kræv at få plads, og ignorér de mennesker, der ikke vil dig det godt.

Motivationen til at hjælpe andre kvinder kommer fra selv at have oplevet at stå alene. Det både som meningsdanner, men specifikt et år, som Anne Sophia selv kalder rædselsåret. Rædselsåret skete nogle år tilbage, hvor Anne Sophia skulle skilles fra sit barns far, hjælpe sin lille søn med alt det nye, havde en ny mand, nyt hjem og nye delebørn. Og så havde hun også startet et nyt arbejde. Et arbejde, hvor Anne Sophia til ansættelsessamtalen havde orienteret sine kvindelige chefer om, at hendes livssituation mildest talt var ret kaotisk lige der. Derfor lavede de en aftale om, at Anne Sophia godt kunne arbejde efter lidt anderledes arbejdstider. Det gik ud på, at når hun havde sin søn, gik hun tidligere fra arbejdet, men arbejdede så igen om aftenen, når han sov, og når hun ikke havde sin søn, kunne hun lægge flere timer. Det syntes hun blev meldt meget klart ud, og det var den præmis, hun blev ansat på.

– Men virkeligheden var bare en anden, da jeg startede i jobbet. Jeg blev hele tiden mødt med nye ”hvorfor kan du ikke være der til mødet klokken 17?”. Jamen det kan jeg ikke i denne her uge, fordi jeg er mor. Jeg kunne ikke lade ham sidde ovre i vuggestuen, mens de satte stolene op, gjorde bordene rene og lige om lidt slukkede lyset og efterlod min toårige søn alene. Det kunne jeg ikke. Lige meget om jeg så gik på om aftenen, om jeg så kraftedeme var ved at arbejde mig selv sønder og sammen, så var det aldrig nogensinde nok. Jeg havde to kvindelige chefer, som selv var mødre, og der manglede jeg, at de forstod, at OK, det er præmissen, vi har ansat hende på. Men den forståelse, den mødte jeg ganske enkelt ikke. Jeg manglede en forståelse for, at jeg som nyskilt mor til et delebarn havde brug for at arbejde mindre i de perioder, jeg havde min søn.

Lidt sex, sjov og cocktails

Rædselsåret har hun lært af og taget med sig i sit eget lederskab som kulturredaktør på Berlingske Tidende. – Det år lærte mig at tage mere hensyn til folks livssituation, og det lærte mig også ikke at betragte mennesker som maskiner og at tage hensyn til folks livssituation. Der er jo ikke nogen af os, der tjekker ind som slaver på en fabrik. Sådan må man ikke opfatte andre mennesker. Det er faktisk ens pligt som leder at sørge for, at en person selvfølgelig skal arbejde, men at den person også oplever, at der er meningsfuldhed i vedkommendes liv. Dét synes jeg også er et chefansvar.

Det kom til udtryk, da hun for nylig sad med en vagtplan på Berlingske og havde en helt bestemt kvindes livssituation for øje. 

– Jeg ville ikke give weekendvagter til en enlig mor med to børn med to forskellige mænd, for når hun endelig havde en friweekend, så undede jeg hende sgu lidt sex, mænd, sjov og cocktails. Så skal hun ikke sidde på avisen og skrive nyheder. Men der kunne jeg jo sagtens have været nazi og sagt til hende, du skal bare stå der som en stålfjeder, som de andre gør det. Men der må man tage det forbehold, der hedder livssituation.

Hun gør sig også tilgængelig og er omsorgsfuld over for de kvinder, der skriver debatindlæg i Berlingske.

– De kan ringe til mig, skrive til mig i weekenden, bede mig om hjælp og opbakning. Jeg har også udviklet et uofficielt svie-og-smerte-tillæg – hvis de shitstormes, kan de komme til mig og få østers og champagne. Og få at vide, at de er nogle stjerner og badasses og ikke skal finde sig i at blive troldebollet (svinet til af trolls/mennesker på nettet, red.)

Alene i en rå arena

Dengang med rædselsåret fik hun følelsen af at stå alene. Men også i den offentlige debat kan

følelsen opstå. 

– Jeg kan igen og igen opleve at stå alene i den offentlige debat, og her synes jeg generelt, at mænd er bedre til at bakke hinanden op. Den offentlige debat er en rå arena. De første mange år syntes jeg, det var meget vanskeligt at finde ikke meningsfæller i den forstand, at de skulle være enige med mig, men finde nogen, jeg også kunne sparre med, alliere med, teame op med, få opbakning fra. Tværtimod oplevede jeg en enorm isolation og det at stå alene.

Men Anne Sophia er ikke en, der sidder længe og tænker på, hvor meget hun faktisk føler sig alene. Der er ikke så meget pis der. Hun handler og tager skeen i den anden hånd.

– I stedet for at hulke over det stiftede jeg en klub, hvor vi så stadigvæk er fire kvinder, der stadig mødes. Jeg tænkte: I stedet for at gå i kødet på hinanden, hvorfor så ikke lave en alliance?

Klubben består i dag af forfatter Leonora Christina Skov, politiker Anna Libak (V), journalist og sognepræst Sørine Gotfredsen og Anne Sophia selv. De har alle stået som meningsdannere og haft følelsen af at stå alene. Derfor har de aflagt en musketer-ed.

– Vi går aldrig i flæsket på hinanden offentligt. Vi er der som en stålfjeder for hinanden. Vi diskuterer alt muligt passioneret – også følelsesmæssige og private anliggender. Og anliggender, der handler om, hvordan man tackler det at få så mange tæsk. Hvordan man skærmer sig mod så mange negative kommentarer. Musketer-eden handler om at bakke hinanden op. Anna er jo lige gået ind i politik, og så bakker vi kraftedme op om det. Og det betyder jo ikke, at vi alle sætter vores kryds ved Venstre. Det betyder, at vi synes, Anna selvfølgelig er den klogeste, skønneste og bedste kandidat. Med Anna som kandidat for Venstre eller Leonora, der udgiver et brag af en bog, så stiller man op. Vores musketer-ed går ind og giver opbakning, vi fremhæver vedkommende, og vi stiller os til rådighed.

– Jeg ved godt, hvad det vil sige at være alene og føle sig udenfor. Jeg ved, hvad det vil sige at have et dårligt selvværd. Jeg ved, hvad det vil sige hele tiden at få at vide, at jeg er for meget, og at jeg skal holde mig af vejen. At jeg ikke skal stikke måsen for meget frem, for så får jeg taget temperaturen. Og jeg skal også klappe lidt i. Men jeg ved også, hvad det vil sige at bryde med det. Men jeg vil gerne skåne kvinder for nogle af de tæsk, nederlag og kampe, jeg selv har været igennem. Og det er jeg så heldig at kunne gøre i dag.