Især én lytter-mail sendte Barbara tilbage til gymnasiet: ”Jeg bliver så trist, for jeg forstår hende”

For fire år siden oplevede jeg et overgreb til en fest i Rom.

Jeg var gået kold i en seng, og pludselig mødte jeg et par fremmede hænder, der blev ved med at prøve at afklæde mig. Det lykkedes mig til sidst at slippe fri, finde min rejsemakker og en taxa.

Da vi kom hjem til det kollektiv, hvor vi couchsurfede, vågnede jeg ved, at endnu en fremmed havde sneget sig ind i min seng. Denne gang vores vært.

Han begyndte at kysse mig og røre ved mig, til jeg råbte op. Jeg slap billigt, men jeg slap ikke for alle de tanker, der blev ved med at rumstere i mit hoved. Skammen i sengen.

Var det min nederdel? Var jeg for meget? Det er jo ikke normalt, at to fyre ser deres snit til at komme så tæt på på samme aften?

Jeg fodrede det lille skamuhyre i maven med alle mine forkerthedsfølelser. Tårerne blev hårde. De samlede sig i øjenkrogen, som om også de skammede sig. Jeg var for vred til at tillade dem at falde ned ad mit ansigt.

Vil hverken være for lidt eller for meget

Dengang var jeg hurtigt videre, men i retrospektiv har historien fået en anden betydning for mig, og det er jeg glad for.

Den kollektive bevidsthed efter Metoo-bølgen gør, at jeg nemmere har kunnet tale åbent om episoden og derved slippe følelsen af skam.

Velvidende at jeg ikke var forkert på den, lige meget hvad jeg havde valgt at iføre mig, og hvor fuld jeg måtte være.

Denne oplevelse fik mig til at tænke over, hvornår jeg oplevede seksuel skam for første gang?

Samt hvordan denne skam har fulgt mig, siden jeg første gang mødte dilemmaet mellem at virke for lidt eller for meget interesseret i sex.

Hvad betyder ’at komme’?

I gymnasiet fik jeg 10 i biologi, men jeg vidste stadig ikke, hvad det betød ’at komme’.

Det til trods for, at jeg havde hørt ordet blive brugt i flæng i tv-serien ‘Sex and The City’. En serie, som fra 4. klasse blev min første og eneste referenceramme til det med sex.

På skærmen så vi de fire veninder bolle derudaf, mens mine egne veninder købte g-strenge og mascara. Min bedste veninde mistede sin mødom samme dag, jeg tegnede mit første abonnement på Anders And.

Jeg var nok allerede håbløst bagud i en alder af 12.

Jeg skammede mig over min krop, og hverken i folkeskolen eller gymnasiet turde jeg vise mig i et fællesbad.

Men tænk, hvis der havde været et sted, hvor jeg kunne gå hen med min usikkerhed? Og tillade mig at grine lidt af nogle af de skamfulde øjeblikke, som jeg valgte at give så stor betydning?

Skammen kommer snigende

Sidste sommer fik jeg derfor en idé.

Efter en kold vinter med ondt i hjertet sad jeg som en slidt Carrie Bradshaw og filosoferede over, hvorfor sex og kærlighed ofte er skildret så urealistisk i fiktionen, i forhold til hvordan det rent faktisk fungerer i virkeligheden.

Det blev til podcasten Knaldromaner på Danmarks Radio. I samarbejde med min veninde og kollega Camilla Boraghi læser vi hver uge en roman for at se, om vi kan spejle os i litteraturens portrættering af sex og kærlighed.

Et projekt, der viste sig at tage hul på nogle tanker, jeg aldrig havde troet, jeg skulle dele med andre end min dagbog.

Og bedst som jeg skriver nu, mærker jeg skammen komme snigende igen.

Skammen over at tale åbent om seksualitet, frygten for at blive sat i bås som erfaren sex-guru. Når fremmede spørger mig, hvad jeg laver, siger jeg derfor, at jeg har et ”bog-program…”, og så hvisker jeg resten af sætningen: ”...om kærlighed og erotik i litteraturen.”

Jeg hvisker ikke, fordi jeg ikke er stolt af programmet og stolt af at være en frisindet kvinde.

Jeg hvisker, fordi jeg stadig oplever en form for paradoks. For ved jeg for meget om sex, virker jeg voldsomt sexfikseret. Men ved jeg for lidt om sex, er jeg en uintelligent kvinde.

Ligesom de unge piger, jeg overhørte ved busstoppestedet, som ikke kendte forskel på p-piller og fortrydelsespiller.

Og jeg forstår godt de unge piger, for jeg har selv været der.

Et sexliv som i kærlighedsromanerne

Jeg skammer mig, fordi at ’luder/madonna-komplekset’ også lever i mig.

Fordi jeg synes, det er svært at få lov at være et ærbart og seksuelt væsen, der kan tale åbent om sex uden alle disse skamfølelser.

I mange år har jeg ønsket mig et liv som i de store kærlighedsromaner à la Madame Bovary og Lykke-Per – et liv, der oser af lidenskab uden at afsløre slibrige detaljer.

Her er sex noget sanseligt, usagt og elegant beskrevet mellem linjerne. I podcasten Knaldromaner taler vi om alt det, der ER mellem linjerne.

Vi smadrer luftkastellerne og romantikken ved at dele ud af vores egne akavede erfaringer, og selvom det er sjovt, så har det også sin pris – hvis man som mig er bange for dømmende blikke.

Når jeg åbner min arbejdsmail, er det heldigvis tydeligt, at vores samtaler om bøgerne og vores egne erfaringer (eller mangel på samme) er andet end pigesnak og neglelak.

Når mavedellerne skygger

I de sidste par måneder har min indbakke været fyldt til randen med beskeder fra både mænd og kvinder.

Mennesker, der deler deres glæde ved podcasten, men også deres frustrationer over at kæmpe med seksuel skam.

En af de lange mails, der især gjorde indtryk på mig, kom fra en 21-årig kvinde, der blandt andet skrev:

”… Jeg har følt mig forkert over de fantasier, jeg har haft under sex og har ikke kunnet slappe af, fordi jeg f.eks. bliver bekymret om min mavedelle hænger lidt for meget ud i synet på min kæreste.”

Jeg bliver så trist, når jeg læser dette, for jeg forstår hende alt for godt.

Ligesom den kære lytter har mine fantastiske mavedeller føltes som en hindring til at nyde sex.

Straks får jeg deja-vu til mit teenage-jeg, der flår i det slappe maveskind, der som en sammensunket hoppeborg skyggede for udsigten.

Udsigten mellem mine ben den dag, hvor jeg for første gang prøvede at se dybt ind i mit eget køn. Som om jeg ville finde nogle svar derinde i mørket?

En fisse, der aldrig ser ”rigtig” ud

Jeg hadede alt, hvad jeg så af mig selv i spejlet. Jeg kiggede ikke ned igen, før en fyr fik forklaret, at der var lidt for meget ‘urskov’ i underlivet.

Derefter fik jeg skrabet mig til et nøgent look, hvorefter den næste fyr syntes, der var for ‘baby-barberet’. Han foretrak altså en tilpas behersket formklippet fisse.

I dag interesserer det mig heldigvis ikke længere, hvad en sexpartner burde mene om min kønsbehåring, for det er mit valg.

Men hvad der interesserer mig er forkerthedsfølelserne, og hvordan det for mig har taget et kvart århundrede at slippe af med min egen usikkerhed og kropslige skam.

En skam, som berører så mange unge mennesker, at jeg føler mig nødsaget til at tjekke op på skammens natur, for skammen er en helt naturlig del af det at være menneske.

Men desværre bliver den ofte trigget af noget, der ikke er naturligt, nemlig den perfekthedskultur, der hersker i vores tid. 

Nu taler skammens læber

Man kan læse sig til, at skam er en medfødt grundfølelse, og allerede før, vi får et sprog, har vi prøvet at skamme os. Her er det også interessant at nævne, hvordan skam adskiller sig fra skyld.

Skam er en følelse af at være forkert, hvor skyld er det, vi føler, når vi har gjort noget forkert.

Derved kan skylden fjernes ved at sige undskyld. Det kan man ikke på samme måde med skam, og det sender mig igen tilbage til mailen fra den 21-årige kvinde:

“Der har ligesom været alle mulige andre bekymringer i mit hoved. F.eks. at jeg selv har skullet fremtræde superfræk og spændstig, at jeg stønner for lidt eller for meget… Så jeg har ligesom tænkt, at jeg har været underlig, eller at min krop ikke har kunnet præstere ordentligt seksuelt.”

Den seksuelle usikkerhed lever tydeligvis i bedste velgående, men hvordan kan jeg svare hende og andre fornuftigt?

Hvad jeg kan sige til vores lyttere er, at det bliver bedre med tiden. Og så kan jeg gøre noget, som er lidt sværere - at dele ud af mine egen akavede rejse mod at elske mig selv og min seksualitet.

Derfor har jeg taget bladet fra munden og pennen i hånden.

Her og nu nægter jeg at lytte til tankerne om, hvorvidt mine erfaringer overhovedet kan være interessante for andre at læse om.

I stedet giver jeg ordet til skammens læber, der trænger til at tale fra mine yngre dage.

Det hele startede i 1.g

Hvornår opstod dette dilemma omkring at være både frisindet/skamfuld?

For mig startede det på anden skoledag, hvor en 3.g’er kommer over imod mig og spørger, om jeg ikke vil stille op i ’årets babe’ konkurrence. En årlig event i introdagene på mit nye gymnasium, hvor tre 16-årige 1.g-piger dyster om denne titel ved at vise, at de også kan være sexede.

Jeg siger hurtigt nej med tanke på min veninde, der blev udvalgt året før. Hun endte med at trække sig efter sidste disciplin, hvor hun med bind for øjnene skulle sætte et kondom på en 3.g’ers banan foran 600 hujende elever. 

Da hun gik fra scenen, blev der efterfølgende sat et væddemål i gang om, hvem der først kunne få bugt med hendes jomfruelighed og tage hendes mødom.

Og sådan skabte disse år rammerne for et underligt paradoks i mig – frygten for at være en ”rundetrunte” side om side med frygten for, at nogen skulle finde ud af, at jeg stadig var jomfru. 

Mit livs doktorfest

Også til den famøse Doktorfest i 3.g

Vi var alle iført lårkorte latex-kitler og push up, så kavalergangene var så dybe, at 1.g’s udvalgte drenge havde svært ved at få hovedet op igen, når de blev beordret til at slikke flødeskum af vores bryster.

Derefter var der lapdance, og så fik de unge fyre ellers lov at smage vores sprøjter med Gajol-shots, lige inden dørene til gymnastiksalen åbner sig og bader os alle i et støvet neon skær med en dunkede bas som soundtrack.

Overalt du ser, er det som at være med i en sløret VR-pornofilm med unge mennesker, hvis hofter og tunger går på omgang fra den ene slutty doktor til den næste slutty nurse.

Jeg er så sanseløst beruset, at min matematiklærer nægtede at lukke mig ind til festen, da han så mig vælte, så blodet dryppede på mine hofteholdere. Jeg kom først ind, da jeg græd ham op i ansigtet og tiggede om, at han ikke tog ‘mit livs doktorfest’ fra mig.

Man kan godt beruse sig i andet end vin..

Om mandagen kunne jeg læse om min opførsel og alle mine scoringer i skolebladet - og der var det igen, dilemmaet om at være for meget eller for lidt.

Jeg var dog ikke en af de slutty nurses, der mistede sin kittel og blev kørt til udpumpning af en ambulance.

Og jeg var heller ikke den nurse, der endte som ‘Side 9-pige’ i vores skoleblad - men det er kun en tilfældighed. Den slutshaming, som hun måtte opleve, blev efterfølgende et skræmmeeksempel for alle os andre.  

Den franske digter Charles Baudelaire skrev en gang et digt ved navn ”Berus jer”, og især i mine yngre dage tog jeg nok hans ord lige lidt for bogstaveligt.

“Berus Jer. For ikke at mærke tidens skrækkelige byrde, der knuser jeres skuldre og knuger jer til jorden, må I beruse jer uden ophør. Men i hvad? I vin, i poesi, i dyd - som I vil. Men berus jer.”

Man kan nemlig godt beruse sig i andet end vin, og sådan tænker jeg, at også sex er en lidenskab man kan beruse sig i.

Det kræver dog, at man har lyst og kan nyde akten, uden at udøve social kontrol på sig selv.

Det forår slap jeg skammen

Når jeg læser i mine gamle dagbøger, kan jeg se et særligt tidspunkt, hvor jeg begynder at slappe af i min krop - det forår, jeg kom væk fra gymnasiets stigmatisering.

Det forår, jeg slap min skam og lod mig rive med:

”Kroppen er blevet brugt, den er varm og levende, den har løbet langt efter skønhed, den har reddet en dreng. Han har set et sårbart tværsnit nedefra. Og maven er stadig slap, men den er også blød og rar som en pude, hvor han ligger nu.”

Så kære 21-årige lytter, jeg forstår hvorfor det kan virke så skamfuldt og usikkert at tale om sex.

Jeg ved, hvor svært det kan være at stoppe med at trække maven ind og spænde op i alle nedre regioner, mens man prøver at stønneguide sin partner i retning mod en eller anden forløsning.

Alt det imellem linjerne

Men heldigvis husker jeg også de øjeblikke, hvor jeg endelig kunne glemme, om jeg nu var for meget eller for lidt.

Ud af hovedet ind i kroppen, uden en mur af ord og tanker, sagde kroppen ja.

Ja, til ikke at skulle forstå det hele. Ja, til at glemme sig selv og være tryg i det slappe maveskind.

Ja, til at turde udforske sig selv og gøre op med skammen. Både skammen over ikke at vide nok om sex og skammen over at vide ‘for meget’.

Jeg håber så inderligt, at fremtidige generationer finder det lettere at udforske egne grænser.

At vi alle bliver bedre til at tale ud om alt det, der sker, når man skiller skammens læber ad, slår hjernen fra, og lader dem tale for sig selv i sit helt eget tempo.

Og indtil da, så lad os dele vores skam, lytte til hinanden og tale åbent og fordomsfrit om både det svære og det smukke sanselige, der ligger mellem linjerne.

Det – og du– er hverken for lidt eller for meget.