Berit ligner naboens datter. Men hendes arbejde er langt fra noget, alle ville kunne udføre

Det sker jævnligt, at natten brydes af en insisterende ringetone, når rockere, narkokriminelle, mordere og andre obskure eksistenser har brug for Berit Ernsts juridiske mandsopdækning. En armslængde fra hovedpuden ligger telefonen, så hun kan haste fra bopælen i Aarhus til retten i Lyngby, København eller et andet sted i landet og være klar til at tage en klients sag næste morgen. Indimellem genkender hun stemmen i den anden ende, for i denne branche vender kunderne som regel tilbage.

Over de seneste fem år har Berit Ernst opbygget et imponerende bagkatalog og været frontkvinde i nogle af landets mest opsigtsvækkende sager, bl.a. Fields-skyderiet, Pusher Street-sagen og terrorsagen, som dækker over de attentater, der udspillede sig under et ytringsfrihedsarrangement i kulturhuset Krudttønden i København og efterfølgende også i den jødiske synagoge i Krystalgade. Her fik hun sin terrormistænkte klient frikendt for de groveste anklager om medvirken til terror.

Præcist hvor mange timer hun har brugt på at gennemgå de 46 ringbind og utallige timers videoovervågning i terrorsagen, kan hun ikke rigtigt sætte tal på. Men hendes tilgang til sagsmaterialet er meget omhyggelig. Hun klæber farvede post its på papiret, når hun støder på oplysninger, som kan tale til hendes klients fordel, læser de samme passager igen og igen for at sikre sig, at hun ikke har misset afgørende pointer og tilbringer talrige aftener i landets arresthuse.

– Man kan godt blive lidt overrasket over sig selv, og hvordan man kan sidde og læse meget makabre beskrivelser med den ene hånd og spise marcipanbrød med den anden, men jeg forholder mig ikke til det, jeg læser. Jeg skal ikke være psykolog i det her, så jeg skal ikke forholde mig til, hvem det er synd for. Det er jo klart, at jeg registrerer, hvad jeg læser, men jeg har nogle professionelle briller på, så jeg kan lægge den rigtige strategi. Der er nogle andre, der skal forholde sig til indholdet af beskrivelserne.

I dagene op til dette interview gør jeg mig en foruroligende opdagelse. Berit Ernsts hjemmeside er blevet hacket af en algerisk hackergruppe, der kalder sig EROR DZ Security team. De har lagt sitet ned med et neonfarvet inferno af bannere med hackergruppens navn påtrykt, der løber ind over skærmen, mens en arabisk-klingende bøn kører som sideløbende lydspor. Men den eneste, der lader til at tage notits af det, er mig. Berit Ernst virker helt og aldeles upåvirket af det og joker endda med, at hun alligevel skulle have ny hjemmeside, og at "det ser ud til, at nogen har haft det sjovt."

LÆS OGSÅ: ”At få fjernet mine børn er den største sorg i mit liv. Som jeg håndterede ved at tage flere stoffer”

Gør hacket dig slet ikke bange for, at der er nogen, der er ude efter dig?

– Nej nej, så tror jeg slet ikke, jeg kunne være i det her. Jeg har aldrig været i en utryg situation. Det bekræfter bare, at folk har lagt mærke til mine præstationer.

Om det er en utilfreds klient, en forurettet i en af de retssager, hun har været forsvarer på, som søger hævn, eller en tilfældig kriminel, der står bag nedbruddet, ved hun ikke. Og hun er også ligeglad. Følelsesmæssig distance er nemlig altafgørende i Berit Ernsts branche. Af samme grund har det heller ingen betydning for hende, om hun forsvarer en skyldig eller uskyldig klient.

– Jeg kunne aldrig drømme om at spørge en klient, om han er skyldig eller ej, for det er ikke relevant. Det svarer til, at en læge spørger, om den svært tilskadekomne patient er den forurettede, eller ham, der førte bilen, som ledte til ulykken. Det ville en læge heller aldrig interessere sig for. Det er det samme for mig. Hvis ikke jeg har den professionelle distance til det, så vil jeg ikke mene, at jeg udfører mit arbejde godt nok.

Hvordan retfærdiggør du det moralsk over for dig selv at forsvare mennesker, som du godt ved har begået noget kriminelt?

– Det har jeg egentligt ikke noget problem med. Vedkommende står over for et stort system, hvor der er lagt enormt mange polititimer i at undersøge sagen. Den tiltalte har brug for, at jeg står mål med en hel politistyrke og faktisk er bedre inde i stoffet, så jeg kan finde de mangler, de har overset. Det er den opgave, jeg har. Ikke at gøre mig til dommer over sagen.

Ligegyldigt om Berit Ernsts klient er skyldig eller ej, er det hendes opgave at skaffe sin klient den bedst mulige aftale. Selv hvis det indebærer en frikendelse af en skyldig gerningsmand.

Har du på noget tidspunkt fået en af dine klienter frifundet, som du vidste var skyldig?

– Ja, det har jeg da helt sikkert.

Hvordan har du det med det?

– Systemet er bygget op på den måde, at jeg, anklageren og dommeren skal levere og udfylde hver vores rolle. Hvis vi ikke har fundet bevis, når vi har gennemgået sagen, og vi er kommet med vores argumenter, så skal den tiltalte frifindes – også selvom klienten faktisk er skyldig. For mig er det kun en bekræftelse af, at systemet virker. Hellere at ti skyldige går fri, end at én uskyldig bliver dømt. Det er den overbevisning, jeg lever efter. Min rolle er at hjælpe den her person bedst muligt – nøjagtigt ligesom lægen.

Forskellen på dit og lægens job er jo bare, at dit arbejde kan munde ud i, at en morder bliver sluppet ud på fri fod...

– Det kan sagtens være tilfældet, men det er det retssystem, vi har, derfor må jeg også have tillid til det, og det kan ikke bære, at vi lægger vores fornemmelser ind i retssagen. Jeg stopper i det øjeblik, mine følelser overtager styringen.

For dig og din klient er det jo en sejr, når du får forhandlet en god aftale på plads for din klient, men for resten af Danmarks befolkning er det det modsatte, hvis klienten rent faktisk har begået noget kriminelt og nu slippes fri eller slipper med en mild straf. Kan du godt fejre den sejr?

– Jeg kan sagtens nyde en sejr på professionelt plan. Det er jo ikke sådan, at jeg går hjem og tænker: "Ej, hvor fedt, at en morder er gået fri". Hvis man synes, afgørelsen er urimelig, så må man også vende blikket den anden vej og sige: "Har politiet gjort deres arbejde godt nok?" Men vi kan godt sidde i en sag, hvor jeg spiller mine kort bedre, end anklageren gør, fordi han måske ikke er oppe på beatet eller ikke har styr på sin sag, og det er min opgave at udnytte det, selvom det jo ikke lyder sympatisk. Hvis anklageren dummer sig, kan jeg ikke bare tænke: "Nå, det var også synd for ham". Det er jeg nødt til at gøre opmærksom på. Og det er klart, at det kan gøre en upopulær. Men jeg har ikke noget problem med dårlig stemning.

Er der nogle typer af kriminelle, du ikke vil forsvare, f.eks. barnemordere og pædofile?

– Som udgangspunkt er der ikke nogle typer som sådan, jeg sorterer fra. Jeg vil gerne føle, at jeg gør en forskel i den sag, jeg påtager mig, så hvis jeg følte, at vi havde hver vores opfattelse af strategien, så ville jeg ikke tage den. Det skal give mening, og der skal være logik i det, jeg siger i retssalen. Men jeg forholder mig ikke til, hvad de har gjort.

LÆS OGSÅ: “Forestil dig, at du ikke havde ret til at åbne din egen bankkonto. At din mand bestemte, om du måtte tage på arbejde eller ej”

Er der andet, der kan få dig til at takke nej til en sag?

– Jeg er jo ikke nogen robot, så jeg kan sagtens forestille mig, at jeg kan komme i en situation, hvor jeg må sige nej, men det er ikke sket endnu. Jeg vil altid lytte til, hvad klienten har at sige. Det er jo folk, der ikke er dømt.

De kontante svar står i skarp kontrast til kvinden foran mig. Hendes smil er stort og konstant, og latteren hjertelig og nærmest uendelig i ekkoklangen i den højloftede bar på Nimb i Tivoli. Berit Ernst udstråler en mildhed, som jeg sjældent har oplevet. Faktisk strejfer det mig flere gange under interviewet, at vi sagtens kunne være blevet veninder, hvis vi havde mødtes under andre omstændigheder. Hun svarer også beredvilligt på alle mine kritiske spørgsmå. For Berit Ernst forstår om nogen, hvorfor kritiske spørgsmål er vigtige. At det er sådan, man når ind til sagens kerne. I hendes job kan det være helt afgørende for en retssags udfald.

Efter eget udsagn ville Berit Ernst "kede sig grænseløst", hvis hun blev parkeret bag et skrivebord otte timer om dagen. Og selvom hun var kendt som "pigen med de perfekte noter" og var så disciplineret omkring sin skolegang, at hun hverken deltog i gymnasiefester eller til sociale arrangementer på jurastudiet, så er det den verbale krydsild i retssalen og ikke termer som "culpa" og "force majeure", der får cellerne i hendes krop til at lave krumspring. Derfor faldt valget på strafferet.

– Der er mere action i straffesager. Der er noget på spil for mig. Her står du potentielt med ansvaret for nogens liv. Det er faktisk lidt en detektivrolle, jeg har: Jeg får udleveret en masse materiale, og det skal jeg få det mest optimale ud af. Og lige præcis i straffesager er der meget mere, der kan gå galt og ændre sig undervejs. Derfor er det ikke et spørgsmål om at møde op i retten med et færdigt projekt – forsvaret udvikler sig undervejs. Det gælder om at være på og kende alle detaljer i sagen, så du kan rette ind lynhurtigt. Og det tiltaler mig.

Går du bevidst efter de højtprofilerede sager – altså sager, der er af så alvorlig karakter, at de typisk får megen medieopmærksomhed?

– Jeg har været privilegeret, at jeg som ret ung er kommet i berøring med nogle sager, som mange andre forsvarere måske aldrig gør. For mig er det ligegyldigt, om der er tale om en stor eller lille sag, men det er klart, at der er nogle andre udfordringer ved at håndtere en stor sag. Jeg har aldrig været skræmt af en sag eller tænkt: "Det her kan jeg ikke klare". Det ligger ikke til mig. Selvfølgelig kan jeg klare det. Hvorfor skulle jeg ikke kunne det? Det er altid mit udgangspunkt.

LÆS OGSÅ: Ægteskab eller testamente? Sådan sikrer I hinanden og børnene

Det er noget af en selvtillid at have. Hvor stammer den fra?

– Jeg har lært, at jeg skal gøre det, jeg er god til. Og så ved jeg, at jeg har dobbelt så meget erfaring med at føre retssager som dem, der er dobbelt så gamle som mig, så når jeg går ind i et retslokale, har jeg det med mig i rygsækken. Jeg er med i de store sager, og jeg ved, hvad praksis er, fordi jeg har specialiseret mig i netop straffesager. Jeg har ikke lavet andet. Nogensinde.

Modsat hvad mange måske tror, er der bestemt ikke big business i at være forsvarer. Heller ikke i de højtprofilerede sager. Og det er selvom, arbejdsbeskrivelsen ikke er videre flatterende. Arbejdsdagene strækker sig typisk ind i aftentimerne, researchen er omfangsrig – grænsende til det hovedpinefremkaldende – og pendlertimerne endeløse.

– I alle andre grene af advokatbranchen kan du selv styre, hvor meget du tager i timen, og det er en betaling, der ligger langt over det, man får som forsvarer. Forsvarere er reguleret ud fra en fast takst i Danmark, uanset om du er beskikket forsvarsadvokat, eller din klient selv har valgt dig. Forsvareren, der kender hvert et komma i sagsmaterialet, får det samme som forsvareren, der lægger en minimal indsats. Så du kan ligeså godt vælge den forsvarer, du helst vil have, for det koster nøjagtigt det samme for dig. Andre advokater skal jo heller ikke køre land og rige rundt og sidde i arresten, som vi skal. Derfor er man ikke i den her verden for at tjene penge. Det er ikke det, der er drivkraften.

I Berit Ernsts verden flyder minutterne sammen med timerne, dagene sammen med nætterne, og hverdagene sammen med weekenderne. Der findes ikke arbejdstid, og der findes ikke fritid, men bare tid.

– Jeg er ligeglad med, om jeg sidder og forbereder en eller anden sag lørdag aften. Hvis jeg føler, at det bare kører lige nu, så er det uden betydning for mig. Der er ikke noget, der hedder sommerferie, juleferie, påskeferie eller efterårsferie for mig. Det falder mig helt naturligt, at arbejde og fritid lapper ind over hinanden.

– Min holdning er, at min klient ikke skal sidde og vente til mandag med at kunne ringe til mig – så vil jeg hellere have, at han gør det lørdag aften. Vedkommende får svar, og jeg slipper for at have det hængende over hovedet. Det er vigtigt for mig at være tilgængelig for mine klienter, for når de har brug for mig, har de altså virkelig brug for mig. Så kan det ikke nytte noget, at jeg burer mig inde tre dage i julen for eksempel.

– Jeg tror ikke, at du kan finde et tidspunkt, hvor jeg ikke er på arbejde. Hvis jeg er hjemme før kl. 18 en dag, så føler jeg næsten, at jeg har glemt noget. Jeg er typisk i retten i løbet af dagen, og så er jeg på arrestbesøg om aftenen og i weekenden. Og indimellem det, forbereder jeg sager. Så jeg er hele tiden i gang. Hvis jeg ser en film søndag aften, så sidder jeg alligevel med computeren fremme. Hvis jeg er til fødselsdag hos min søster, har jeg min telefon på mig. Og jeg tager den, hvis den ringer. Sådan er det i min familie.

– Det ville stresse mig fuldstændigt vanvittigt at rejse væk tre uger og ligge på en strand uden min telefon. Jeg ville blive rastløs efter ti minutter. Og jeg ville skulle bruge rigtig lang tid på at forberede mig på, at jeg skulle holde fri. Hvis jeg trives med det, jeg laver, så har jeg ikke brug for ferie.

Indtil nu er ordene blevet slynget ud med orkanstyrke, men da snakken falder på Berit Ernsts kæreste aftager den ellers tempofyldte talestrøm. Det kan godt være, at Berit Ernst ikke skelner mellem arbejdstid og fritid, men privatliv og arbejdsliv holder hun helst adskilt. I hvert fald lige den del med kæresten. Veninderne ser hun meget sjældent.

– Det der med at have en stor venneskare, gå i byen og sidde på café med veninder, det har jeg ikke behov for. Mine veninder ved udmærket godt, at det ikke bliver med mig. Det griner de for så vidt også lidt af.

Hvad laver I så, når I ses?

– Jeg tilbringer generelt ikke meget tid med mine veninder. Det er sjældent, vi ses ansigt til ansigt og tager ud sammen. Vi ringer mest sammen. Men hvis jeg alligevel skal ud at shoppe og købe et eller andet, jeg mangler, så spørger jeg nogle gange en veninde, om hun vil med. Det ligger ikke så naturligt til mig at sidde og kigge en veninde i øjnene i flere timer. Men jeg føler ikke, jeg giver køb på noget ved at arbejde så meget.

I år venter bl.a. en sag om tredobbelt drab, og der er ikke noget, der tyder på, at 2017 bliver mindre begivenhedsrigt end 2016.

– Mit mål er hele tiden den næste sag. Jeg har ikke ambitioner om at blive kendt som den største forsvarer i det danske retssystem, men jeg vil gerne lave det bedste resultat i de sager, jeg påtager mig. Man kan ikke læne sig opad, at man engang har vundet en sag. Der vil altid ligge en ny sag, der venter, så jeg er nok ikke så god til at nyde sejrene. Jeg er ikke til det der med at sole mig i det. Jeg er ret hurtigt videre.

Vi siger farvel med et fast håndtryk. Mundvigene er om muligt steget endnu mere til vejrs. Den Coca Cola Zero, hun har bestilt, er kun halvt tømt, for vi har talt uafbrudt. Fra det øjeblik vi satte os i den polstrede sofa. Klokken nærmer sig 20, og nu skal hun ned i 7Eleven og købe aftensmad og så tilbage på sit hotelværelse og begrave ansigtet i retsakter. For igen i morgen er der en dansker, hvis liv afhænger af Berit Ernst.

LÆS OGSÅ: Anna-Lena levede 5 år blandt nynazister og skinheads:"Det er skylden, der holder mig kørende i dag"

LÆS OGSÅ: Disse 10 jobs gør dig rig OG lykkelig

LÆS OGSÅ: “Derfor tog jeg coke, arbejdede som escort og endte i fængsel”