Betty var forlovet med en mand – da hun blev meget betaget af Pia
Betty Frank Simonsen var forlovet med en mand, da hun mødte en 24 år ældre kvinde på en yogarejse og blev forelsket. Nu er hun aktuel med sin første roman, der handler om den kærlighedshistorie, hun stadig lever i. Her fortæller hun om forelskelsen og de udfordringer, der følger med den store aldersforskel, som hun ikke lagde mærke til i starten.
Da hele landet var lukket ned på grund af corona, gik Betty Frank Simonsen ligesom de fleste andre ture i sin by, København, og mens hun gik der, ved Enghave Plads på Vesterbro, begyndte en historie at tage form i hendes hoved.
En kærligheds-historie om to kvinder, som hun fornemmede som skikkelser, der bevægede sig omkring bag vinduerne i en af lejlighederne omkring pladsen. To kvinder, som forelsker sig i hinanden på trods af en stor aldersforskel.
Det var en historie, hun havde gået og tænkt på i nogle år, og en historie, som hun havde savnet at finde i litteraturen, dengang hun selv oplevede at blive forelsket i en kvinde, som var 24 år ældre. Nu begyndte hun at kunne høre de to fiktive karakterers stemmer for sig, og kærlige drillerier blev vakt til live.
"Jeg havde lyst til at skrive om forelskelse i en mere bred forstand. At det ikke bare er forelskelse i et menneske, men at der er meget andet, der vækkes i en, når man bliver forelsket. Man lægger lige pludselig mærke til ting, som man ikke har bemærket før, og får også selv mulighed for at blive et lidt andet menneske og se sig selv i et nyt lys.
Betty Frank Simonsen skænker te i to krus, som står på spisebordet i det solbeskinnede køkkenalrum, og læner sig lidt tilbage på slagbænken. Hendes kone, Pia, som er den kvinde, hun for 17 år siden forelskede sig i, er netop smuttet ud ad døren sammen med deres hund.
Bettys møde med Pia fik den livsbane, hun engang havde set foran sig, til at slå en gevaldig bue, og i den bog, hun nu er blevet færdig med at skrive, fortæller hun netop om et kærlighedsmøde imellem to kvinder, der åbner for nye muligheder og for sanserne på flere måder – fra fascination og beundring til følelsen af, at en stor fugl bakser med vingerne i brystet, så man nærmest ikke kan få luft.
"Jeg tror, man bliver angst, når man mærker, at der er noget andet i en selv, man skal til at trække på, og at der faktisk er nogle sider i en selv, som man ikke kender. Det kan næsten blive for intenst og fylde for meget, og jeg ville gerne i bogen lave en sammenkobling imellem den angstfornemmelse, det kan give, og så noget af det, der vækkes hos en, når man bliver forelsket. Der skal et eller andet mod til for at kunne opleve og forfølge en forelskelse."
Oplevede du selv en følelse af angst, da du opdagede, at du var forelsket i Pia?
"Jeg var i hvert fald overvældet og også lidt forskrækket over det. Det tror jeg, man bliver, når det er sådan en voldsom forelskelse, og man får måske også lyst til at trække sig, og det gjorde jeg også flere gange.
Det tror jeg egentlig, de fleste mennesker gør, når det er som om, hele jorden gynger under en. Men så er der alligevel noget, der trækker i en og er så stærkt, at man bliver nødt til at give efter for det, selvom det føles meget skræmmende."
Havde du tidligere været sammen med en kvinde, da du mødte Pia?
"Nej. Jeg havde været forelsket i en kvinde, men uden at jeg måske egentlig vidste, at det var det, jeg var. Det var også en kvinde, som var ældre end mig, og vi havde et nært forhold. Jeg troede måske, altså… Jeg er jo vokset op i Randers. Jeg kendte ikke nogen lesbiske, og det var i 80’erne, start 90’erne, så jeg tror ikke rigtigt, jeg tænkte over, at jeg kunne være til kvinder.
Så jeg var bare kærester med mænd, ligesom alle andre var, og dem var jeg også forelsket i. Jeg var måske ikke helt vanvittigt forelsket, men det var også rigtigt gode og nære forhold. Det var bare noget andet."
"Jeg tror i virkeligheden, at jeg er meget dum på mig selv. Jeg er ikke så reflekteret over mig selv på mange måder, og det gør, at man kan få nogle overraskelser. Jeg syntes, at Pia var meget smuk, og der var sådan en særlig ro over hende. Men
jeg troede bare, jeg var betaget af hende."
De sidste på taget
Hun kigger ud på solskinsvejret igennem terrassedøren og sætter tempoet lidt ned, imens hun fortæller om den yogatur, som hun og hendes kone mødte hinanden på.
Det var i Sydindien, og hun var afsted med sin gode veninde Maria. Selvom hun ikke mente, at hun var forelsket, fik hun alligevel sin veninde til at prøve at udspørge Pia for at finde ud af, om hun havde en kvinde- eller en mandekæreste. Ikke fordi hun skulle bruge den information til noget, hun ville bare gerne vide det. Men Pia var meget privat og gådefuld i sine svar, så på turens andensidste aften spurgte hun hende selv.
"Pia og jeg var de sidste, der sad oppe på taget af hotellet, hvor vi boede. Alle andre var gået ned i seng, vi sad og drak chai, og så tænkte jeg, at hvis jeg ikke spørger nu, så finder jeg aldrig ud af det.
Og så spurgte jeg hende, om hun var til kvinder, og sagde; fordi hvis du er, så er jeg interesseret. Og så blev der meget stille, og det havde ellers været sådan en hyggelig snak."
Hun holder en illustrativ pause i fortællingen og smiler, indtil smilet bliver til et varmt grin.
Det var en meget ubehagelig tavshed, inden hun sagde, at nej, det var hun faktisk ikke, og nu vidste hun ikke lige, hvordan vi skulle komme videre derfra."
Da de kort efter var halvvejs nede ad trappen på vej til deres respektive hotelværelser, vendte Pia sig om, gav Betty et kram og sagde ”men tak for tilbuddet”.
"Aj, det var så pinligt, og jeg gik ned til min veninde og sagde til hende, at jeg havde gjort noget, der var mere pinligt end noget, jeg nogensinde havde gjort før. Jeg syntes, det var så forfærdeligt.
Vi havde haft sådan en god forbindelse, det havde været så hyggeligt, og vi havde været så meget sammen. Og på sådan en yogatur snakker man om alt muligt, som man ellers ikke taler om, fordi man er løsrevet fra alt det derhjemme, og alt er anderledes. Og nu havde jeg ødelagt det hele."
Efter hårdt pres fra veninden gik Betty næste morgen med til den fælles yogaklasse, hvor hun ikke så meget som så i Pias retning, men bagefter kom Pia hen og daskede til hende med sin yogamåtte og sagde, at hun syntes, de lige skulle tale sammen. Hun havde ikke været helt ærlig, fortalte hun, men var bare blevet lidt for overvældet og overrasket over situationen.
"Og hun syntes, der var så stor aldersforskel, men nu havde hun ikke kunnet sove hele natten og tænkte, at så måtte vi hellere snakke om det."
Pia var, som Betty havde fornemmet, til kvinder, men havde ligesom Betty kun været forelsket i kvinder, ikke handlet på det, og syntes derfor, det var lidt voldsomt. Desuden vidste hun efterhånden også en del om Betty, herunder at Betty havde en mandlig kæreste derhjemme, som hun havde været sammen med i mange år, og som det var planen, at hun skulle giftes med den følgende sommer.
Det må have været en meget forvirrende situation at være i?
"Det var noget meget rodet noget, at tingene lige pludselig blev meget anderledes. Vi var sammen hele tiden det sidste døgn, og det var meget intenst og helt fantastisk, og jeg kunne ikke overskue, da jeg skulle hjem og være sammen med min kæreste. Så vi havde besluttet, at det bare skulle være noget, der var dernede.
Min kæreste var i Australien, da jeg kom hjem, og skulle komme hjem to dage senere. Jeg nåede lige at være hjemme i en halv time, og så tog jeg en taxa op til Pia, for jeg kunne ikke slippe det."
Det skarpe hjørne
Betty kom ikke ud at hente sin kæreste i lufthavnen to dage senere som aftalt, og siden har hun og Pia været sammen. Hun var forvirret over den pludselige drejning, hendes liv tog, men egentlig ikke over at gå fra en mandlig til en kvindelig kæreste.
"Jeg tror ikke, jeg var forvirret over min identitet, for jeg har aldrig tænkt, at jeg er heteroseksuel eller noget andet, men at det er meget afhængigt af, hvad det er for et menneske, man lige møder, og hvad der så sker i en selv. Jeg har nok altid været åben over for, at der kan opstå alt muligt.
Men det var forvirrende for min familie, at jeg pludselig præsenterede Pia, som er 24 år ældre, og sagde, at nu er det så hende, jeg er sammen med. Det er forvirrende for andre mennesker."
Blandt Bettys venner var der ikke nogen, der syntes, det var underligt, at hendes nye kæreste var en kvinde, men aldersforskellen var lidt mere at skulle forholde sig til. Da de mødte hinanden, var Betty 31 og Pia 54.
"Jeg tror, at når man er meget tiltrukket af nogen eller forelsket i nogen, og man ligesom sender på samme frekvens, så bliver alder et eller andet sted ligegyldigt. Aldersforskellen forsvinder, fordi der er humor eller en eller anden form for dans, der foregår imellem parterne, hvor man nærmer sig hinanden, og noget nærmest musikalsk kan opstå. Så bliver de der ydre markører ligegyldige.
Men jeg kan godt i glimt se på Pia og mig udefra, og det kunne jeg også, da vi lige havde mødt hinanden, og så ser det jo helt anderledes ud, end når man er i det. Så kan jeg godt tænke; gud, det må da også se aparte ud, at her kommer vi, og jeg kunne være Pias datter."
Hvad betyder aldersforskellen for jeres forhold i dag?
"Jeg tror, vi begge to syntes, det var et skarpt hjørne, da Pia rundede 70. Der er noget med, at tiden indhenter en, og det gør den jo for os alle sammen, og den gør det uanset, om man er i ekstremt god form og meget ung af sind, som Pia er, og hele tiden er i gang med noget og dyrker utrolig meget yoga. Det bliver mere markant, at vi er i forskellige livsfaser, nu hvor jeg er midt i fyrrerne, og Pia er gået på pension.
Jeg ville jo lyve, hvis jeg sagde, at der ikke var nogen udfordringer i et kærlighedsforhold, hvor der er en aldersforskel. Der er noget med, hvordan man gerne vil bruge sit liv."
Hvordan tager I hensyn til, at I er i forskellige livsfaser?
"For mig handler det meget om, at man skal lade hinanden være der, hvor man er i livet, i stedet for at lade som om, at man er samme sted og vil det samme. Hvis man respekterer forskellighederne og siger, at de er der, og det er ok, så bliver det ikke opfattet som en afvisning eller et tegn på, at man ikke elsker hinanden nok, fordi man gerne vil noget forskelligt."
Et af de steder, hvor Betty synes, aldersforskellen træder tydeligst frem, er i forhold til forældreskab og opdragelse. Betty og Pia er sammen forældre til Lulu på 12 år. Hun kalder nogle gange deres hjem for et kvindekollektiv, fordi de er kvinder i tre generationer og tit har køkkenet fuld af endnu flere kvinder, herunder især Bettys to niecer på 17 og 23, som hun har et meget tæt forhold til. Men forskellene imellem generationerne er noget, som hele familien griner en hel del af.
"Altså sådan noget som skole og Aula tager jeg mig af, for Pia synes, det er fuldstændig vanvittigt. Jeg tror slet ikke, hun kan komme ind på Aula."
Betty griner højt og kærligt og fortsætter:
"Og hun gider ikke finde ud af hvordan. Hun synes, det er voldsomt meget at gøre ud af det med kommunikationen og har ligesom opgivet. Der kan jeg godt mærke, at Pia er mere boomer-generationen, der tænker, at det må de andre finde ud af, hvor vi i min generation måske kan være trætte af det, men vi synes ligesom, at vi skal finde ud af det og gør en indsats.
Vi har selvfølgelig også forskellige holdning til sådan noget som sociale medier. Jeg kan godt følge med i forhold til noget af det, men Pia er stået helt af og synes bare, det er åndssvagt, at sociale medier er noget, man skal bruge så meget tid på. Vi har meget sjov med det og med alle de misforståelser, der kan opstå af alle de koder."
Havde du betænkeligheder ved aldersforskellen tidligt i jeres forhold?
"Jeg kan huske, at jeg havde en ven, der sagde, at jeg så ville komme til at skulle begrave hende en dag, og selvfølgelig havde jeg også den slags tanker om, at man ikke følges ad igennem livet på den måde, og at jeg ville miste Pia på et tidspunkt, hvor jeg ikke ville føle mig parat til det, hvis man nogensinde gør det. Jeg havde de tanker, men de føltes ikke som rigtigt væsentlige på det tidspunkt, fordi jeg var så forelsket.
Jeg tror også, at der med aldersforskellen sker det, at man lever meget i nuet, og det synes jeg måske i det hele taget er meget godt at gøre frem for at planlægge en hel masse, man skal gøre senere hen, når man har mere tid. Når der er 24 års aldersforskel, så er det nu, det skal være godt!"
De modige valg
Betty har altid forelsket sig i forskelle helt generelt og synes, at det i kærlighedsrelationer ofte er forskellene, der får forholdet til at blive ved med at være spændende, velvidende at det selvfølgelig også er de forskelle, der er helt vildt bøvlede, når man så skal leve sammen.
Og hun og Pia er meget forskellige. Pia har været fysioterapeut i hele sit liv og er meget aktiv. Imens vi taler sammen over teen i køkkenet, er hun inde og ude af lejligheden et par gange med og uden hund og kommer med croissanter, inden hun tager afsted for at hente nogle venner i lufthavnen. Betty levede mest af alt livet oppe i hovedet, inden hun mødte Pia, men i dag er hun meget mere nede i sin krop, sanser livet med kroppen, vinterbader og er mere til stede, mere nærværende måske.
"Der sker noget i en, når man forelsker sig i en af samme køn. Man kan godt sige, at det er det samme, og at det bare er et menneske, men der er nok nogle ting, der får mere frit løb i ens personlighed.
Så længe man følger en mere slagen vej, ligesom ens forældre har gjort; så møder man en mand og bliver kærester og så måske noget med ægteskab og nogle børn, så er det én ting. Men når man så lige pludselig drejer af fra den vej og gør noget andet, er det som om, at alt står åbent. Man føler sig meget yngre og som om, at nu kan der egentlig ske alt muligt i mit liv."
Livet får en anden opmærksomhed?
"Ja, for der ligger ikke en drejebog. Den er smidt ud ad vinduet, og nu må jeg selv skrive, hvordan mit liv skal se ud herfra. Måske tør man få nogle andre sider frem i sig selv end dem, der ellers har været der. Sådan var det i hvert fald for mig. Jeg kom i højere grad til at gøre, hvad jeg følte for, frem for hvad der måske blev forventet af mig.
Jeg kunne i hvert fald mærke, at der familiemæssigt var noget, der var blevet skuffet, men så er du på en måde også mere fri til at gøre det, som du selv undervejs finder ud af, at du gerne vil."
Hvad har det for eksempel været?
"Måske at tage nogle flere chancer. For eksempel ikke at tage et fast job og med tiden få skabt sig tid til at skrive. At tage nogle chancer og tænke, hvor galt kan det gå? At det ikke er så farligt."
Er du generelt modig og god til at tage chancer?
"Egentlig ikke, men Pia siger tit, at det var virkelig godt, at jeg var så modig at spørge hende dengang. Men lige der føltes det som om, jeg ikke kunne lade være. Og så gør man jo noget, der overrasker en selv.
Det føltes som at stå på 10-metervippen og kigge ned, og det nemmeste havde været bare at lade som ingenting og ignorere, at der foregik noget imellem os, at rejse hjem og leve vores liv hver for sig. Men så kan man også prøve at gøre det andet, og så er der en åbning for, at alt kan ske."