Birgitte Hjort: Man ender et andet sted, end man troede som ung

Stemmen er Birgitte Hjort Sørensens. Blot to dage fra vores interview, står hun med hvepsetalje og højt hår og synger sig igennem muscialen "Pigen med paraplyerne". En rollen som først blev spillet af fransk films største diva: Catherine Deneuve.

Filmen vandt desuden De Gyldne Palmer i Cannes i 1964.

Men hvorfor skal man så gå ind og se en kærlighedshistorie, der udspiller sig i 50'ernes Frankrig?

- Filmen er så vild visuelt. Vi prøver at overføre de farver og det sansebombardement til forestillingen. Musikken er også er helt vidunderlig og rammer nogle strenge i os, som man ikke kan forklare logisk, siger Birgitte Hjort Sørensen.

Men selve historien er simpel. Geneviève, som arbejder i sin mors paraplyforretning, er forelsket i mekanikeren Guy. Men så bliver han indkaldt til hæren...

"Så går livet, som det går, hvor man ender et andet sted, end man troede som ung."

- Det er et clash mellem en stor opera-agtig kærlighedshistorie og en helt almindelig hverdagshistorie, hvor en ung mand og en ung kvinde mødes og tror, at de skal være sammen altid. Så går livet, som det går, hvor man ender et andet sted, end man troede som ung. Det kender de fleste nok, siger Birgitte Hjort, som har taget en rejse i tidsmaskinen med forestillingen.

- Jeg skal ikke bare tilbage til slut-50'erne, men tilbage til at være 17 år. Det er jo en udviklingshistorie. Geneviève når ikke at blive så utrooolig gammel, som jeg er nu, men hun flytter sig fra at være en helt ung pige, der stadig elsker af rent hjerte, som ikke er knust før, til en ung kvinde, der har fået nogle slag af livet, som vi jo alle sammen får.

Der er langt fra en uskyldig fransk pige med hårbånd og pastelfarver til rollen som Katrine Fønsmark i DR's "Borgen", der lever karrierelivet som alenemor.

Hvad ville de to sige til hinanden, hvis de mødtes?

- Skægt scenarie. Katrine ville nok ikke have så meget tålmodighed med Geneviève. Nej, de ville nok ikke have så meget at sige til hinanden.

- Jeg har sagt i et interview, at jeg har mest til fælles med Katrine. Men det sjove er, at nu hvor jeg har været meget optaget af Geneviève, begynder jeg at føle med meget beslægtet med hendes karakter, selvom der er stor forskel på at være 17 og 32.

"Forelskelse og kærlighed er så universelt, at det ikke er svært at leve sig ind i at være hende."

For nogle ting ændrer sig ikke med alderen.

- Forelskelse og kærlighed er så universelt, at det ikke er svært at leve sig ind i at være hende. Man siger jo også, at man føler sig som en 17-årig, når man er forelsket. Og så handler stykket også om kampen for at blive voksen og selvstændig. Geneviève er stærkt forbundet til sin mor, og det er et stort skridt at frigøre sig fra sit ophav. Det skal vi også alle sammen igennem.

Hvordan lever man sig ind i at spille en naiv 17-årige?

- Sangene ligger i et meget lysere leje, end jeg normalt taler og synger. Det hele er fint, piget og lyst. Og så hjælper det med kostumerne og håret. Som publikum bliver man forført af yndigheden og det visuelt lækre udtryk, men det har været vigtigt for mig at udforske mennesket bag det.

Filmen er på mange måder drivende sentimental. Og hvis ikke man kniber en tåre, må man være lavet af sten, men hvad gør Birgitte Hjort bevæget, når hun ser teater eller film?

"I det sekund musikken startede, begyndte jeg at tude."

- Det kan være meget forskelligt afhængig af, hvor jeg er den dag. For nogle år siden så jeg muscialen "Next to normal" i New York alene. I det sekund musikken startede, begyndte jeg at tude og stoppede nærmeste ikke, før det var slut. Det handler om en dysfunktionel familie med en sindssyg mor, og hvordan det påvirker alle i familien.

Er kærlighed noget af det, man ikke bliver bedre til med alderen?

- Ja, nu er jeg jo gammel og garvet og har ingen illusioner længere. Haha. Nej, men det er jo noget andet. I starten handler teksten kun om, at han synes, hun er skøn, og hun synes han er skøn; "je t'aime", "je t'aime", og sådan husker jeg det også at være ung. Men mødte jeg mig selv som 17-årige nu, ville jeg måske slet ikke være enig, for selvfølgelig er det også svært at være ung.

Hvad har du gjort dig af tanker om at træde i Catherine Deneuves fodspor som Geneviève?

- Vi laver et teaterstykke, som skal være vores, men bevidst eller ubevidst har jeg nok lånt nogle fysiske ting fra den måde, hun spillede rollen. Men nu bliver karakteren filtreret gennem mig, så det bliver et andet værk. Og på det her tidspunkt hjælper det mig ikke at kigge mere på hende.

" Jeg fik fantastisk cadeau forleden fra Catherine Deneuve."

Catherine Deneuve kigger til gengæld på Birgitte Hjort.

- Jeg fik fantastisk cadeau forleden fra Catherine Deneuve, som Berlingske havde fået fat på. Hun fortæller om sine oplevelser med filmen, og at hun er glad for, at jeg skal spille rollen, fordi hun elsker "Borgen", og så siger hun om mig: "Je l'adore". Det er en kæmpe kompliment!

Hvis du mangler flere argumenter for at se stykket, lader vi filmens instruktør Jacques Demy få det sidste ord:

"Paraplyerne" er en film mod krigen, mod fraværet og mod alt det, som vi hader, og som smadrer lykken".