Guide til smukke Bologna: 5 grunde til at besøge Italiens oversete perle
Bologna er ikke kun kendt for sine røde bygninger, livlige gader og Europas ældste universitet, men også som en af Italiens allerbedste kulinariske byer – også hvis du spørger italienerne selv! Få en guide til byen med det skønne køkken her.
La Dotta, La Grassa, La Rossa.
Den Lærde, Den Fede, Den Røde.
Sådan lyder de tre kærlige kælenavne, der alle hylder én og samme by: Bologna.
Du skal da heller ikke gå længe i byen med de fine arkader, før du forstår, hvorfor de tre betegnelser bruges om og om igen, når byen omtales – for de er essensen af denne italienske storby.
La Dotta - "den lærde" - fordi byen med stolthed huser Europas ældste universitet, og i dag er en af sit lands mest populære studiebyer. La Grassa - "den fede" - på grund af områdets berømte køkken, hvor mange af de mest populære italienske retter stammer fra. Og La Rossa - "den røde" - henviser til de rød-gule bygninger, du ser overalt i bybilledet (og ja, også lidt drillende til byens kommunistiske fortid...)
Overalt i Bologna ser du de okkerfarvede huse. (Foto: Susanne Baden Jensen)
Bologna ligger midt inde i landet i det nordlige Italien i regionen Emilia Romagna. Går du rundt i byen, møder du spændende arkitektur, gader med farverige arkader og historiske monumenter for alle pengene. Men du får også shopping, romantiske restauranter og et livligt gadebillede.
Det er på mange måder en gamle by med ægte italiensk stemning, men muligvis fordi det er en universitetsby, føles Bologna samtidig ung og levende.
Byen er kendt for sine tårne, de to mest berømte - Le Due Torri - finder du inde i centrum. (Foto: Susanne Baden Jensen)
Når det gælder maden, er mange af de mest kendte italienske retter kommet til verden i netop Bologna, fx lasagne, tortellini (fyldte pastaer) og kødpølsen mortadella. Som madmagasinet Gastro formulerede det, da de lavede en hel forside og stor artikel om byen: "When in Bologna: Glem ikke at smage på den lokale mortadella."
I det hele taget er det en by fyldt med lækre, lokale råvarer, fra oste - som Parmigiano Reggiano og Pecorino - til gode skinker og hjemmelavet pasta. Selv på det, dér i andre storbyer normalt vil være en såkaldt "turistfælde" af et spisested, vil du i Bologna finde et overraskende højt madniveau. Og overalt i gaderne bugner de lokale specialforretninger med hjemmelavede salater, kvalitets-olivenolier og ægte balsamicoer.
Noget lækkert med hjem til frokost? Der er nok at kigge på for en foodie i denne by. (Foto: Susanne Baden Jensen)
Bologna bliver ofte også kaldt for en overset by, når det glæder folks rejseplaner. Mange tænker automatisk Rom, Firenze eller Venedig, hvis de tænker på storbyferie i Italien, og måske netop derfor er Bologna gået (lidt) under radaren? Her føles det i hvert fald ikke som at ankomme i et overrendt turistmekka.
Det er hverken dyrt eller billigt i Bologna. Byen har samtidig en overskuelig størrelse, hvor det er let at komme rundt til fods, men den stadig stor nok til, at du støder på nyt at opleve hele tiden.
Springvandet med Neptun i toppen og byens bibliotekt (her set inde fra) ligger begge ved Piazza Maggiore. (Foto: Susanne Baden Jensen)
Så søger du en eventyrlig storby-getaway med historie, mad og ægte italiensk kultur, er dette en oplagt by at tage til.
Få vores guide til Bologna her:
1. Steder, du skal se
Store bygninger fra middelalderen omkranser byens samlende torv. (Foto: Susanne Baden Jensen)
Piazza Maggiore – byens hjerte
Byens centrale torv hedder Piazza Maggiore – og det er byens hjerte. Her finder du Fontana del Nettuno, som er byens kendte springvand med havguden Neptun.
Selve pladsen er omgivet af store middelalderbygninger med bl.a. byens største kirke, St. Petronio (der er mere end 130 meter lang), byens rådhus, bibliotek og kulturhus, samt turistinformation. Der ligger også hyggelige caféer og restauranter – og fra pladsen udgår det brede hovedstrøg med butikker og sidegader med spisesteder og specialforretninger.
Tårnene står midt i byen, og der er en unik udsigt på toppen - hvis du tør at tage de 498 trin op... (Foto: Susanne Baden Jensen)
Le Due Torri - to (skæve) tårne
I middelalderen var det populært at bygge tårne som et værn mod fjender – og særligt i Bologna stak den praksis fuldstændig af og udviklede sig til en konkurrence mellem byens rige familier i, hvem der kunne bygge det højeste tårn. I dag er der kun omkring 20 af fortidens over 100 tårne tilbage, og de to mest kendte er Le Due Torri (De To Tårne).
De står side om side midt i byen og læner sig lettere faretruende ind mod hinanden, hvilket leder tankerne over på deres kendte fætter i Pisa. Er du modig, anbefaler vi at gå turen op i det højeste af tårnene, Asinelli, hvilket koster omkring 5 euro. Du skal dog være forberedt på 498 (smalle!) trappetrin op OG ned igen, men til gengæld belønnes du helt på toppen med en helt unik 360 graders-udsigt udover hele byen.
En imponerende udsigt møder dig på toppen af Asinelli. (Foto: Susanne Baden Jensen)
Byens flotte kirker – med unikke udsigter
Der er mange kirker rundt om i hele Bologna, som er værd at besøge. Den mest kendte er Madonna di San Luca. Du kan gå op til den via en fire kilometer lang arkade – alternativt kan man leje en taxa eller tage en bus dertil.
Men vi kan også anbefale at tage turen til den mindre turistede kirke San Michele in Bosco, der ligger på en bakketop lidt uden for byen. Pak en madpakke og brug nogle timer i afslappende omgivelser ved kirken med den bjergtagende udsigt. Du kan både gå derop eller tage en bus dertil.
Det tager cirka 30 minutter at gå op til kirken, San Michele in Bosco, hvor udsigten er det hele værd. (Foto: Susanne Baden Jensen)
Universitetet – Europas ældste
Bologna er en liberalistisk og progressiv by, hvor intellektet hyldes. Det er derfor ikke statuer af krigshelte eller politikere, du ser rundt om i byen, men derimod af berømte opfindere og ”de lærde”. Byens stolthed er Bologna Universitet fra 1088, som stadig er i brug. Det er Europas – og måske verdens – ældste fungerende universitet. Store forfattere som Dante og Umberto Eco har også gået på den fine læreanstalts gange.
Besøg eksempelvis Archiginnasio, hvor du kan opleve en anatomisk forelæsningssal fra 1600-tallet på den gamle medicinske skole.
Bologna Universitet regnes i dag som værende et af de største og mest prestigefyldte universiteter i Europa. (Foto: Getty Images)
2. Her skal du spise
Ristorante Al Pappagallo – værd at vende tilbage til
Flere gange vendte vi tilbage til Al Pappagallo – for her serverer de byens måske bedste lasagne. Prøv også deres uforglemmelige parmigiana di melanzane. I det hele taget er køkkenet helt i top, og priserne er rimelige. Du kan sidde ude eller inde, og når du ankommer, får du et glas bobler på husets regning. Som en sjov "gimmick" på den ellers stilfulde restaurant, er toiletgangen pyntet med billeder af berømtheder, fra Sharon Stone til Lionel Richie, som gennem årene har spist her. Faktisk ærgrerede vi os kun over, at vi ikke kunne nå at prøve hele menukortet.
Lige ved siden af har de deres café Al Pappagallo Oggi, som deler køkken med restauranten. Priserne er lidt lavere, og du kan nyde maden - fx deres fremragende ragú bolognese - eller et godt glas vin ved de små udendørs caféborde, mens du ser byen myldre forbi.
Den uforglemmelige parmigiana på restauranten og caféens ragú er begge lavet af Al Pappagallos dygtige køkken. (Foto: Susanne Baden Jensen)
Trattoria Gianni – original Bologna-ragu
Retten ragú bolognese stammer fra Bologna. Den er også kendt under afarter som ’spaghetti bolognese’ eller danskernes ’pasta med kødsovs’, men i denne by får du (heldigvis) kun den originale og ægte vare! På den hyggelige Trattoria Gianni - et lille, familiedrevet spisested, som ligger gemt inde i en smøge til en sidegade - serverer de muligvis en af byens allerbedste af slagsen.
Alt bliver lavet på stedet og fra bunden af lokale råvarer, hvorefter kokken kommer ud og river osten på din ret, som prikken over det berømte "i". Nyd en dejlig lokal vin til – og du kan høre englene synge.
Trattoria Gianni har været ejet af den samme familie i flere generationer. (Foto: Susanne Baden Jensen)
Ruggine – spis med de unge
Dette spisested ligger i en smal sidegade, hvor byens hippe, unge hænger ud. Og det forstår vi godt! På Ruggine er stemningen afslappet, personalet er glade og opmærksomme, og du kan få de lækreste retter til en fair pris. Vi fik fx en yderst cremet, lokal burrata med solmodne tomater og salte ansjoser til forret, mens hovedretten var ’balanzoni’ – en traditionel pastaret fra Bologna. Begge dele kan klart anbefales.
Bliv på stedet efter maden, og nyd stemningen og deres mange gode drinks, mens mørket falder på.
Ruggine er både et spisested og en bar med lækre drinks. (Foto: Susanne Baden Jensen)
Trattoria Da Vito - en ægte oplevelse
Du finder dette old fashioned-spisested i udkanten af byen, og hos Trattoria Da Vito får du mad, som vores italienske mor lavede det – altså, hvis vi havde haft en af slagsen... På forhånd havde vi læst fine anmeldelser af stedet, bl.a. er de blevet omtalt af madmagasinet Gatro som et af de ti bedste steder i Bologna, og de laver da også maden fra bunden.
Men vær også forberedt på, at det ER et ældre, lille, lokalt, billigt og ikke-fancy sted med en tjener, der ikke forstår engelsk. Er du omvendt klar på en oplevelse, er dette sted helt rigtigt og sjovt at besøge, hvor du får god husmandskost. Vi prøvede deres 'Tortellini in brodo', som er kødfyldte pastaer i hjemmelavet bouillon, og 'Stinco di maiale al forno' (en sejere måde at sige: ovnbagt svineknogle på, red.) med Peperonata-dip og ovnbagte rosmarin-kartofler til. Kan du ikke spise op, så tilbyder de endda, at du kan få resterne med hjem i en foilebakke.
Tortellini in brodo er en traditionel ret, som fås overalt i Bologna. Kødet på svineknoglen var saftigt og mørt. (Foto: Susanne Baden Jensen)
Mò Mortadella Lab – hyldest til berømt pølse
Søger du en frokost på farten, er Mò Mortadella Lab stedET, hvor du får en rigtig god sandwich! Du vil med al sandsynlighed blive mødt af en håndfuld mennesker, som troligt står i kø for at få deres mad ude foran dette populære "hole in the wall", hvorfra sandwichene langes over disken i en lind strøm.
Den berømte mortadella-pølse stammer fra Bologna, og hos Mò Mortadella Lab har de omkring 15 varianter af sandwich, hvor mortadellaen kombineres med forskelligt slags fyld - fra lækre oste, frisk salat og soltørrede tomater til særlige dressinger, grillede grøntsager og friterede specialiteter.
Tjek også deres lækre Instagram ud her.
Det lille, men populære sted er en stor hyldest til Bolognas mortadella-pølse. (Foto: Susanne Baden Jensen)
Cremeria Santo Stefano – byens bedste is
Overalt i Bologna ligger der små isbarer, som serverer hjemmelavet, italiensk is. Det er svært at blive skuffet nogle steder, og ellers ligger der helt sikkert en ny, god isbutik rundt om næste hjørne.
Den bedste is, vi smagte under vores besøg, var hos Cremeria Santo Stefano, som er værd at gå en omvej for at besøge.
3. Oplevelser
Udendørs biograf - se gamle filmklassiskere
På Bolognas hovedtorv 'Piazza Maggiore' viser de hver aften hele sommeren gamle sort/hvid-film fra 1950-60’erne på storskærm. Den store open air-biograf har været afholdt i byen i over 25 år, og den er en del af byens traditionsrige filmfestival.
De fleste film er på italiensk, men det er stadig virkelig underholdende at opleve hele stemningen, selv hvis du ikke forstår sproget. Der er rift om billetterne (som er gratis), så husk at bestille på forhånd. Ellers har de også en kø på stedet, hvor du kan stille dig op lige inden filmen og håbe på, at en stol er ledig, hvis folk ikke er dukket op.
Gammel sort/hvid-film fra en svunden tid får nyt liv på byens store torv. (Foto: Susanne Baden Jensen)
MAMbo – byens museum for moderne kunst
Er du interesseret i kunst, skal du besøge Museo d'Arte Moderna di Bologna – eller blot MAMbo, som det kaldes i daglig tale. Her finder du moderne og eksperimentel italiensk kunst, samt en samling af værker af det verdensberømte bysbarn Giorgio Morandi, hvis anerkendte malerier af stilleben er ren balsam for sjælen.
Giorgio Morandi er verdensberømt for sine stilleben. Han døde i 1964 og blev 73 år. (Foto: Susanne Baden Jensen)
Vi besøgte også en fotoudstilling i Santa Maria della Vita, en romersk-katolske kirke bygget i 1687, som også huser forskellige udstillinger, hvor du går rundt inde i de smukkeste lokaler i sen-barokstil.
Kirken Santa Maria della Vita ligger tæt ved Piazza Maggiore. (Foto: Susanne Baden Jensen)
Gadernes kunst og arkader
Bologna er den slags by, hvor dine øjne også fornøjes, når du går rundt i den. Overalt er der bygget smukke arkader med store søjler og geometriske buer over fortorvene, så du er beskyttet mod solens bagende varme eller et ordentligt regnskyl.
Og hvis du kigger ned, vil du også se nye fortorv alle steder i farverigt marmor og terrazzo – lidt som at gå rundt på verdens største badeværelsesgulv...
Bologna er arkadernes by med over 35 km arkader rundt om i hele byen. (Foto: Susanne Baden Jensen)
Street art - altså gadekunst - lever også i bedste velgående i Bolognas gader, som små skjulte skatte du kan gå og spejde efter.
Der kan gå helt sport i at spotte de skjulte kunstværker i Bolognas gader. (Foto: Susanne Baden Jensen)
4. Her skal du shoppe
Luksus - kendte mærkevarer:
Bag Piazza Maggiore går gaden Via Farini, hvor du finder det eksklusive indkøbscenter Galleria Cavour, hvor du finder luksusmærker, som Gucci, Prada og Louis Vuitton.
Nogle af italiens største modehuse er samlet i Galleria Cavour. (Foto: Susanne Baden Jensen)
Udendørs - byens kendte marked:
Elsker du et klassisk udendørsmarked, hvor du kan prutte om prisen og finde alt fra lertøj til læderjakker, så tag til det store marked La Piazzola. Det finder sted hver fredag og lørdag fra solopgang til kl. 20 på Piazza dell’Otto Agosto.
Gågaden - store og små perler:
Fra Piazza Maggiore udgår byens brede hovedstrøg, hvor du finder masser af butikker. Vi anbefaler dog også, at du går på jagt i alle sidegaderne, hvor de gode specialforretninger ligger.
Delikatesser, en mini-vinbar og lysekroner i loftet - og en stor vinkælder finder du hos Drogheria Gilberto. (Foto: Susanne Baden Jensen)
Vintage - unikt genbrugsbutik:
Den lille - og næsten hemmelige - butik Fratelli Broche Vintage ligger på Via San Vitale 54 og er et sandt mekka for vintage-elskere. Stativerne er fyldt op med italienske tøjmærker fra 50’erne og frem til 80’erne.
Her finder du kjoler i silke, håndsyede jakker og andet guld – og de søde ejere hjælper dig meget gerne med styling og idéer. Find også gamle solbriller, tasker og tørklæder her. Dette er en ægte oplevelse.
Den lille vintage-butik fører kun italienske mærker - bl.a. fra lokale modehuse, der i dag er borte. (Foto: Susanne Baden Jensen)
Og så til lidt gode "rejse-råd"...