Børnehavebørn, stimulerende eller svigtende

Olivers små hænder arbejder sirligt med at pille det æg, han med stolthed har hevet op af madkassen og vist frem til hele bordet. Munden står åben, og hans øjne viger ikke fra den hårdkogte hvide, der titter frem bag skallerne. Men finmotorikken er endnu ikke faldet helt i hak, og da han i sin iver over at have færdiggjort projektet, slår ud med armene, vælter han drikkedunken, og indholdet flyder ud over hans stribede bluse, sutskoene med edderkopper på og videre ned på gulvet.

”Hov,” udbryder han med forbavset mine og bliver siddende stiv i kroppen, mens pædagogen Jette stopper med at rydde af bordet og finder en klud. Hun har hurtigt slugt sin egen madpakke og er klar til at hjælpe de første børn på toilettet og i rene bleer, når de har klappet madkasserne i. Nogle skal sove middagslur, andre skal pakkes ind i flyverdragter, støvler, huer og vanter og ud på legepladsen.

Det er frokosttid hos ”Spirerne” i Lyngens Børnehave i Køge, og det er en af de der dage, hvor pædagogerne er for få. Jette er i dag den eneste faste pædagog på småbørnsstuen med 14 børn på bare 2 og 3 år. Hun er flankeret af en af børnehavens vikarer og en erhvervspraktikant fra en folkeskole i København. Og lige i dag er det fuldstændigt uundværligt at have hjælp fra en 9. klasseelev, hvis det, der udefra ligner organiseret rod, ikke skal forvandle sig til kaos. De børn, der skal sove efter frokosten, finder selv madrasser, dyner og en bog at kigge i. De er næsten faldet hen, inden Jette er færdig med bleer og vintertøj og har tid til at læse de første linjer i Postmand Per.

Børnene, der skal på legepladsen, er i mellemtiden storsnakkende rykket sammen på en sofa og venter på, at vikaren er klar til at gå med på legepladsen. De må ikke være alene derude. Heller ikke sammen med erhvervspraktikanten, der nu hjælper de sidste snøvlehoveder med vinterstøvlerne og rydder bordene for kopper og brødkrummer. Som journalisten, der bare står i hjørnet og observerer, har jeg lyst til at smide blokken, lyne nogle lynlåse og forkorte ventetiden for børnene. Men i virkeligheden ser de ud, som om de er vant til situationer som denne og ikke forventer ret meget opmærksomhed fra de voksne.

LÆS OGSÅ: Når du står i en konflikt omkring børnene

Endelig sænker roen sig over stuen. Jette og vikaren kan glæde sig over, at udsvingene denne torsdag ikke var større end en væltet drikkedunk. Velkommen til en helt almindelig dag i en helt almindelig børnehave i Danmark.

Vi forventer kvalitet

De senere år har den store sparekniv langsomt skåret daginstitutionsområdet ind til benet. Det billede har medierne tegnet længe, og pædagogernes fagforening BUPL har råbt op. Der er færre uddannede pædagoger i institutionerne, og samtidig er kravene til læreplaner, dokumentation og politikker for alt fra sukker til søvn vokset støt. Men hvor efterlader det egentlig en af velfærdssamfundets grundpiller?

Daginstitutionerne er et nødvendigt resultat af kvindernes indtog på arbejdsmarkedet. Hvem skal ellers tage sig af ungerne, mens både mor og far tjener penge og skaber et livsgrundlag, der matcher naboens? Vi skal have et sted at aflevere vores kæreste eje, men det skal være mere end pasning og opbevaring. Det skal være et pædagogisk tilbud med læring og struktureret indhold. Vi forventer kvalitet. Og de senere år har kvaliteten været dalende, mener danskerne. Det viser en undersøgelse, Ugebrevet A4 fik lavet sidste år. Her svarede 40 procent af danskerne, at daginstitutionerne er blevet dårligere siden 2008. Og seks ud af ti danskere mente, at velfærden generelt er forringet de seneste fem år. Det er grunden til, at jeg er taget i praktik, som lederen af Lyngens Børnehave, Tom Andersen, kalder det. For med egne øjne at se, om kvaliteten er på retur, eller om Ugebrevet A4s undersøgelse mere er et udtryk for, at danskerne er blevet for krævende og forventer mere, end hvad der er rimeligt af vores velfærdssamfund.

Fire timers voksentid

Efter at have overværet frokostseancen på småbørnsstuen, bliver jeg nødt til at spørge Tom Andersen, om han mener, at børnehaven gør, hvad den skal, sådan en dag, hvor Jette er den eneste faste pædagog hos spirerne. Hun har overblikket, løser den praktiske opgave med at få frokosten afviklet, men man kan vel som forælder forvente mere af den pædagogiske indsats?

– Vores ressourcer er afmålt kraftigt, men vi klarer dage som denne ved at strukturere og lave god logistik, svarer han og tilføjer, at der også ligger pædagogisk arbejde i praktiske opgaver som at skifte bleer.

– Man må ikke skille de ting ad. Der er sprogindlæring og omsorg forbundet med bleskift, og det er vigtigt at huske de bløde områder, hvis vi skal være med til at skabe hele mennesker i børnehaverne.

Så forældrene kan selvfølgelig trygt sende deres børn i institutionen, tolker jeg ud af hans diplomatiske svar. Også når en pædagog eller flere er syge eller på kursus. Men Tom Andersen er ikke helt tilfreds med normeringen, altså antallet af børn per pædagog. Og da jeg taler med børnehavens bestyrelsesformand, fortæller hun, at Tom lægger en del af sine fritimer i børnehavens papirarbejde for at få regnestykket til at gå op. I alt går der 62 børn i Lyngens Børnehave fordelt på tre stuer.

Spirerne, småbørnsgruppen med de 2-3-årige børn, og boblestuen og rødderstuen, hvor børnene er op til 6 år. Ud over Tom, som ikke indgår i skemaet på de tre stuer, er fem uddannede pædagoger og tre pædagogmedhjælpere ansat i børnehaven. Men ikke i fuldtidsstillinger. I alt giver det ca. 100 voksentimer til hver af stuerne i institutionens 52 åbningstimer om ugen. Jeg holder tungen lige i munden og regner ud, at det svarer til lige over fire timers voksentid per barn om ugen. Fire timer. Hvis man altså kunne gøre det op på den måde og ikke fraregner den tid, som pædagogerne skal bruge foran computeren på f.eks. sprogvurderinger og indberetninger. Så hvordan sikrer Tom, at børnehaven ikke kun leverer ren opbevaring og pasning af børnene?

LÆS OGSÅ: 10 tips til at overleve ulvetimen

– Det ville være en skam at sige, at vi bare prøver at hale igennem. Det ville ingen af os være tilfredse med. Vi forsøger for det første at være nærværende og trøste, hvis nogen er kede af det og har brug for at snakke med en voksen. Også selvom det er ti børn, der råber samtidig og har det samme behov. Derudover handler det om at lave nogle aktiviteter, som ungerne interesserer sig for og synes er sjove. Bål og vand er især fascinerende, derfor går vi også ud, selvom det regner, for de elsker at gå og at samle vand.

For få pædagoger er farligt

Spørgsmålet om, hvor meget antallet af pædagoger egentlig betyder for kvaliteten i børnehaverne, snurrer rundt i knolden på mig. I 2011 lavede BUPL en undersøgelse, som viste, at 77 procent af pædagogerne i de danske daginstitutioner var alene med den samlede børnegruppe i længere perioder af dagen. Selvfølgelig vil Tom Andersen som leder gerne have flere pædagoger ansat i sin institution. Jeg vælger derfor at ringe til Dion Sommer, der er professor i udviklingspsykologi for at høre hans vurdering af sagen:

– Vi ved fra internationale undersøgelser, at gode normeringer er en forudsætning for at kunne lave gode miljøer for børn i børnehaver og vuggestuer. Det er helt afgørende for at kunne skabe kvalitet i hverdagen, at pædagogerne ser de enkelte børn og kan hjælpe dem, når de har brug for det. Men de skal også have tid til at lave » pædagogiske aktiviteter med børnene, så de både lærer og udvikler sig i daginstitutionerne, siger Dion Sommer, der i mange år har forsket i daginstitutionsområdet. Ligesom Tom Andersen fokuserer han især på omsorg og nærvær, da jeg beder ham forholde sig til daginstitutionernes rolle i dag.

– Forældre har krav på, at der bliver taget hånd om barnets følelsesmæssige udvikling, når de afleverer deres barn i en daginstitution. Der er steder i Danmark, hvor jeg simpelthen ikke vil anbefale, at man har sit barn gående på grund af nedskæringer i antallet af pædagoger de seneste ti år. Det går ud over børnene, fordi daginstitutioner ligesom familien er det sted, hvor barnets personlighed dannes, forklarer Dion Sommer.

Leverpostej versus spegepølse

I Lyngens Børnehave har rødderne og boblerne været på tur hele formiddagen, og lidt i tolv vrimler det ind med rødkindede og sultne børn. De krænger selv flyverdragterne af og finder deres madkasser i køleskabet. Imens danner de voksne sig et overblik og sikrer sig, at alle er med. Tom Andersen sætter sig hos rødderne, og en snak om leverpostej versus spegepølse går i gang.

I Lyngens Børnehave er der ingen madordning eller restriktioner for, hvad børnene skal have med i madpakkerne. Men er der for mange chokolademadder og for få grøntsager, kan pædagogerne godt finde på at tage en snak med forældrene om sundhed. Sukkerpolitikker er der heller ikke her. Til gengæld har Køge Kommune bedt om en seksualpolitik med retningslinjer i forhold til nøgenhed, og hvordan pædagogerne skal tackle det, når børn er nysgerrige og udforsker deres egne og hinandens kroppe. På Tom Andersens to-do-liste står også udviklingen af en politik for sikkerheden, når børnehaven er på tur. Den er ligesom seksualpolitikken bestilt af kommunen.

– I de fleste tilfælde er det en god ide, når kommunen udstikker politikker. Andre gange er det udelukkende en tidsrøver. F.eks. i forhold til sikkerhed. Vi tæller børnene konstant. Det er så indgroet, og ingen ønsker at glemme et barn. Der er intet nyt i de her sikkerhedsprocedurer. Det er sund fornuft og har været praktiseret i årevis i Lyngens Børnehave. For mig at se er det et spørgsmål om, at der går panik i systemet, og kommunen forsøger at sikre sig imod alt ved at lave en politik på alle områder. Verden er da ikke blevet mere tryg af, at vi skriver tingene ned og argumenterer for dem.

Den der omsorg

Men nogle forældre finder en stor tryghed i, at de kan slå op i et dokument og se, hvordan deres barns daginstitution forholder sig til søvn, sukker eller sikkerhed. Det fortæller formanden for forældrebestyrelsen i Lyngens Børnehave, Britt Esbjørn Nørdum. Hun kigger forbi børnehaven for at gøre mig lidt klogere på, hvilke ønsker forældrene har for deres børn i institutionen. Det viser sig, at hun selv er pædagog og arbejder i en anden børnehave, så måske er hendes indgangsvinkel lidt skæv i forhold til gennemsnittet af småbørnsforældre. Alligevel vil jeg da gerne høre hende, hvorfor hun valgte netop Lyngens Børnehave til sine børn.

– Jeg gik efter et lille sted, hvor det er rart at træde ind ad døren. Jeg er ikke til store institutioner med tyve forskellige voksne, hvor flere af dem måske slet ikke har set mit barn i løbet af en dag. Omsorgen er det allervigtigste for mig, særligt fordi børnene kan komme her, fra de er 2 år. Det er ikke så vigtigt for mig, at børnene kommer på mange ture, eller at der er stillet mål op for deres skoleparathed.

Det er den der omsorg igen. Børnehavelederen nævner den, udviklingspsykologen nævner den, og nu også forælderen. Men kan man overhovedet fokusere på omsorg, hvis der er 22 børn og to voksne på en børnehavestue?

– Som forælder kan man godt tænke, at pædagogerne næsten ikke kan være nærværende over for så mange børn hver dag. Nogle dage har et barn mere brug for opmærksomhed end andre dage. Jeg tænker aldrig, at min datter bare har været opbevaret. Hvis hun ikke har haft nærværet med en voksen, så ved jeg, at hun har leget godt med vennerne, medmindre hun siger noget andet eller går rundt og er ked af det. Jeg har på fornemmelsen, at de børn, der har mest brug for opmærksomheden, får de voksnes tid.

Det er ikke meget af min snak med Britt Esbjørn Nørdum, der omhandler læreplaner og dokumentation. Men der må da være andre forældre, der går op i den slags? I hvert fald har det stået højt på politikernes dagsorden de senere år.

LÆS OGSÅ: Silas og livet med en helt usædvanlig dreng

– Der er altid forældre, der gerne vil have dokumenteret alt, så de er sikre på, at der sker noget i den tid, deres barn er i institutionen. Jeg har mere den tilgang, at der skal være plads til bare at lege. Selvfølgelig skal der være aktiviteter for børnene, og det skal også formidles ud til forældrene. Men det er sjældent, at man har tid til at stoppe op og læse en lang smøre, når man henter sit barn. Man skal jo hjem og handle ind og lave mad og ordne vasketøj. Det vigtigste for mig er, at mit barn er glad, når jeg henter hende.

Lærer de noget?

Og de børn, jeg møder i Lyngens Børnehave er glade. Bevares, der er da konflikter og børn, der skal have et trøstende knus eller i bogstaveligste forstand et plaster på. Men jeg vil gerne tilbage til læreplanerne og spørgsmålet om, hvorvidt daginstitutionerne skal sørge for, at børnene bliver klar til folkeskolen.

I Lyngens Børnehave arbejder de største børn hver onsdag formiddag med tal og bogstaver. Cirkus Total, kalder de det. Og det indledes med en løbetur op til hallen og tilbage igen for at få de værste hoppebolde ud af børnene. Men hvad mener professoren i udviklingspsykologi om de pædagogiske læreplaner, der blev indført ved lov for præcis ti år siden?

– Tidlig testning og mere skoleagtige aktiviteter gør alt meget værre. Det har en langtidskonsekvens, som gør, at børnene bliver endnu ringere i skolen – selv i grundfag som matematik, sprogforståelse og naturfag. Det kaldes instruktionspædagogik, og det har kun effekt, mens det foregår. Små børn lærer kvalitativt anderledes, så man kan ikke bygge stof på tidligt i f.eks. basal matematik og så tro, at børnene kan mere næste år og begynder på et højere niveau i 1. klasse. Sådan fungerer det ikke. De skal have hands-on og opnå et solidt grundlag gennem legende læring, siger Dion Sommer.

Da jeg senere giver formanden for BUPL, Henning Pedersen, et kald, siger han, at daginstitutioner først og fremmest giver børn et vigtigt børnefællesskab, men at institutionerne også er et læringstilbud. Han mener, at de pædagogiske læreplaner er fornuftige, fordi de giver pædagogerne mulighed for at arbejde målrettet og systematisk. I teorien i hvert fald.

– Pædagoger føler sig godt klædt på og fagligt kompetente til at lave pædagogisk arbejde. Men de føler, at betingelserne nogle gange er vanskelige. Der er forskel på de enkelte institutioner og kommuner, men mange steder er billedet store børnegrupper i små lokaler og personalegrupper, der er beskåret gennem flere år. Nogle steder kan en pædagog i en vuggestue være alene med 12-13 børn i flere timer.

Ingen penge til børnene

Så galt et billede tegner der sig dog ikke i Lyngens Børnehave den tilfældige torsdag, hvor jeg rykker ind med min blok og båndoptager. Men der er klart et større fokus på krav til læring, end da jeg gik i børnehave i midten af 1980’erne. Og samtidig er der færre til rent faktisk at sætte gang i de lege, som børnene lærer af. Der er ingen tvivl om, at antallet af pædagoger spiller en rolle for de knap 600.000 danske børn, der hver dag går i vuggestue, børnehave eller SFO .

Og mange af dem i otte timer eller mere om dagen. Fordi der ingen minimumsstandarder er for kommunerne, når de fastsætter normeringerne for institutionerne, kan der være stor forskel på, hvad forældre kan forvente – alt efter hvor de bor. Og af de 500 millioner årligt, som regeringen siden 2012 har afsat til kvalitetsforbedringer i dagtilbud, bliver under halvdelen brugt til normeringer. Det viser en undersøgelse, BUPL lavede af kommunernes budgetter sidste år. I stedet bliver pengene brugt til f.eks. efteruddannelse af pædagoger og til at lukke huller andre steder på børneområdet i den kommunale økonomi. Så hvor står vi i forhold til de fremtidige generationer? Professor Dion Sommer mener ikke, at kravene kan være urimelige, når det handler om vores børn. Han synes, det lyder godt, at 40 procent af danskerne mener, at daginstitutionerne er blevet dårligere siden 2008.

– Det tyder på, at danskerne har fundet ud af, at der er noget galt her. Vi har massive nedskæringer og skruer kravene op til pædagogerne med den anden hånd. Det er hele næste generations trivsel, vi taler om. Det er kommunernes ansvar, og fortsætter vi sådan her, er vi på vej derud, hvor vi kan tale om offentligt omsorgssvigt.

 Da jeg forlader Lyngens Børnehave er alle børnene på legepladsen. Nogle leger i grupper, graver huller og klatrer, andre kører på cykler og mooncars. Det er udebørn, som Tom Andersen siger. Det lærer de også af. I hvert fald er ryggen faldet af børnehavens bog om danske biller, fordi børnene har slidt den op.

LÆS OGSÅ: Sådan tager man glansen af sin datters prinsessedrøm