"Du gør mig til et bedre menneske"

LENE ESPERSEN

Kære mor

Du er født i krebsens tegn, og selvom jeg ikke tror på astrologi, er der ingen tvivl om, at krebsens karaktertræk passer perfekt til dig. Du er følsom og familiens beskytter. Du værner om din familie og vil gå igennem ild og vand for os. Som hjemmegående gav du os tre piger en tryg og kærlig opvækst med et stort sammenhold. Hvor nogle mennesker lever livet gennem deres karriere, har du i stedet valgt at leve dit liv for din familie og dine venner. Du finder din glæde ved at være noget for andre. Du har altid været der for os. For Marie Louise, Anne Sofie og jeg, samt for vores fantastiske far, der døde for to år siden.

Du har igennem hele mit liv været vores klippe og har sat alt til side for at være verdens bedste mor og støtte os. Både når vi har haft medgang, men især også når der har været modgang. Så har du og far pakket bilen og været hos os, så hurtigt hastighedsgrænserne gjorde det muligt. Klar til at hjælpe med det praktiske, til at snakke, til at bakke op og til at give din uforbeholdne mening om, hvor forkerte de andre var på den, hvis nogen havde kritiseret en af os piger.

"Selv i dag, hvor jeg er 48 år, kommer du straks, når der er brug for hjælp."

Selv i dag, hvor jeg er 48 år, kommer du straks, når der er brug for hjælp. Som da jeg brækkede benet og var immobil i seks uger. Du troppede trofast op og hjalp os. Du sætter aldrig spørgsmålstegn ved, om det er nødvendigt, når vi beder dig komme. Tværtimod. Du er altid den første, der kommer, og den sidste der går, når der er brug for hjælp. Og det er du for alle, du holder af.

Du har stærke værdier med dig fra barndommen. Med din opvækst i Hjørring med to hårdtarbejdende, ufaglærte forældre og masser af pligter hjemme. Som enebarn har du lært at holde orden og passe på tingene. Jeg har aldrig mødt et menneske, der i højere grad fokuserer på at holde orden. Nogle vil mene, at overliggeren kunne sænkes en anelse, uden at det gjorde noget. For du er perfektionist. Men når det gælder hjemmet og æstetikken, går du ikke på kompromis. Og det kommer alle i din omgangskreds til gode, for de nyder at komme i dit smukke hjem og blive forkælet.

LÆS OGSÅ: Min mor har Alzheimers

Din stædighed er et kapitel for sig. Hvorvidt det skyldes, at du er enebarn, skal jeg lade være usagt. Men har du først sat dig noget i hovedet, bliver du ved, indtil du får din vilje. Vi andre har let ved at smile, når du stiller et ”åbent” spørgsmål, men i samme sætning selv giver svaret. Så ved vi, at det bliver, som mor vil have det, og derved lykkes det dig at få udlevet dine drømme. Da du var barn og besøgte København, var beskeden til mormor og morfar, ”Jeg vil se kongen”. Mine stakkels bedsteforældre vidste ikke, hvordan de skulle lukke munden på dig. Heldigvis kom en nobelt klædt ældre herre med hat og tørklæde gående, og morfar slog til: ” Der er kongen”. Så var du tilfreds. Men stædig – det er du.

"Du og far har lært mig to helt afgørende værdier i livet."

Du og far har lært mig to helt afgørende værdier i livet. At være ærlig, først og fremmest over for sig selv og dermed at følge sit hjerte. Og at være gavmild og finde glæden i at gøre noget for andre. Evnen til ikke kun at tænke på sig selv og ens egne behov. Det at sende en lille blomst eller at købe en lille ting til en, du holder af, har altid været en del af dit DNA. Og vel at mærke uden nogen bagtanke, men simpelthen fordi det gør dig glad. En af de mange årsager til dine og fars tætte og livslange venskaber med mennesker i hele landet er, at I altid har holdt fast i jeres venner. Og alle, der har oplevet dig som vært, vil nikke genkendende til, at du forkæler med mad, drikke og hjertevarme af højeste kvalitet. Du er gavmild og elsker at forkæle andre.

Du er også et følsomt gemyt. Hvis nogen behandler dig eller din familie dårligt, husker du som en elefant, og det går dig på. Næsten for meget. Du har svært ved at lægge dårlige oplevelser bag dig og kan ligge søvnløs over noget, der bekymrer dig. Du ønsker jo, at alt skal være godt og harmonisk og kan simpelthen ikke acceptere opførsel, der er ondskabsfuld eller forkert. Jeg prøver at lære dig at få ”parkeret” nogle af de ting, der går dig på. Man skal ikke have ondt i maven over ting, man ikke kan ændre. Det er bedre at fokusere der, hvor man kan forandre til det bedre. Men i stedet for at lytte til velment coaching fra dine børn, vælger du i stedet at læse aviser, blade eller se en tenniskamp på tv. Og sådan er vi jo så forskellige.

Kære Mor. Jeg er simpelthen så stolt af dig og de værdier, du indeholder. Du har hjulpet mig mange gange, hvor jeg følte, at det faste anker var revet løst. Du har stået der urokkelig og støttende, indtil jeg fandt fodfæste. Tak for alt, du har gjort og gør for mig. Du gør mig til et bedre menneske.

Kærlig hilsen Lene

Om Lene Espersen

48 år, folketingsmedlem for Det Konservative Folkeparti. Gift med Danny Feltmann Espersen og mor til Robert og Marcus. Lene er datter af tidligere bogholder Inger Tanggaard Espersen.

Læs Kaya Brüels brev på næste side.KAYA BRÜEL

Kære mor

To år er der gået. To år siden jeg holdt din hånd og mærkede din varme. To år siden jeg hørte din stemme, hviskede i dit øre, at jeg elskede dig, så dig smile og så dig give slip. Med dig lukkede sig en port, som var min indgang til livet. Eneste synlige bevis er min navle, der hvor vi fysisk engang var forbundet, og som minder mig om, at vi hænger sammen. En tråd imellem mormor, dig, mig og mine børn. Et andet bevis på at vi hænger sammen, er musikken. I min egen stemme hører jeg mormor og dig.

Man siger, at tiden læger alle sår. Men ingen siger, hvor lang tid det vil tage. Der kan vel gå et helt liv med et altid åbent sår? Et efterår gik uden dig, en vinter og en jul blev fejret. Et nyt år kom. Noget mangler, tænkte jeg hele tiden. Som om der var noget, jeg havde glemt. En jeg havde glemt at ringe til eller at snakke med. Foråret kom også, og sommeren begyndte. De samme valmuer og sommerblomster med alle de smukke farver i rød, blå og gul, som jeg engang sad og græd ved, kom igen, og alt væltede tilbage fra den sidste tid. Hver gang en sæson startede eller sluttede, mindede det om, at noget manglede. At nu var tiden gået igen, og at den kyst vi forlod dig ved, kun var en prik i horisonten.

"Det første år var sværest."

Livet er gået videre. Det første år var sværest. Jeg var bare ikke klar til, at det kom så tidligt. For nu rummer sorgen ikke kun savnet, men også sorgen over en alt for tidlig død og alt det, du ikke nåede. Det gør mig paradoksalt nok trist, når jeg oplever noget smukt eller sjovt, fordi jeg ikke kan dele det med dig. Fordi jeg ved, du ikke oplever mere. At vi ikke kan dele glæden ved mine børn og det, at de ikke oplever deres dejlige mormor, er sværest af alt.

LÆS OGSÅ: Derfor er din lykkefølelese arvelig

At miste en forælder er ikke kun at miste en, man elsker, hvilket er en sorg i sig selv. Man mister også en ubetinget kærlighed, der har båret en igennem livet. Den kærlighed, der har givet tro på, at man kan klare sig, at man er det bedste, der er sket, og er elsket uanset hvad. Man mister en at gøre stolt, en, der roser det, man gør og udretter. En, som ser. Mor, ser du mig stadigvæk? Jeg har gemt alle vores sms’er fra den sidste tid. Når jeg læser dem, er det næsten, som om du er der. Det lader jeg i hvert fald som om.

Jeg ved, at vi stadig hænger sammen. Det sagde du selv en eftermiddag, hvor vi begge vidste, at det uundgåelige var på vej. Jeg betroede dig min frygt for at miste min lyst, glæde og evne til at synge og skabe musik. Noget, vi altid har haft sammen, et sted, vi kunne mødes helt alene. Men du trøstede mig og sagde, at det jo netop var der, du levede videre. I mig. I min stemme og i musikken. Du sagde, ”Hvor jeg ender, begynder du. Du er en fortsættelse af mig”.

" Jeg er så bange for, at det gør ondt."

Du gav mig dine sange. En masse ufærdige sange, som du sagde at jeg kunne bruge og gøre ved, hvad jeg ville. Mor, jeg har ikke hørt dem endnu. Faktisk har jeg ikke hørt din stemme siden. Jeg er så bange for, at det gør ondt. Men jeg tror, at smerten vil være blandet med glæde, glæde over igen at høre din smukke stemme.

Så jeg tror snart, jeg er klar. Jeg sidder og skriver sange i øjeblikket. Jeg har stillet et foto frem af dig på mit klaver. Et billede jeg tog af dig, hvor du smiler dit varme smil, og ser på mig med en kærlig opfordring i dit blik. Et blik, der siger, ”kom så datter, gør noget ved det!” Mor, jeg tror, du ville kunne lide mine sange. Du mangler så meget i denne skabelsesproces. Jeg savner sådan at kunne vise dig det, jeg arbejder på. Hvem skal nu give mig gode ærlige råd, hvem forstår min musik lige så godt som dig?

Forleden havde jeg en oplevelse af, at du var her. Jeg var i Odense for at synge og skulle overnatte på et hotel i tre dage. Sidst jeg var på samme hotel for år tilbage, hentede du mig, så jeg var allerede fuld af savn og minder om dig ved ankomsten til stedet. Jeg fik rum nr. 462, og noget i de tal mindede mig om dig. Først slog det mig, at det var din fødselsdato? Men du er født i 52, så det kunne ikke helt passe. Rummet var meget småt og havde en atmosfære, der overvældede mig med sorg, hjemve og savn.

"Jeg fik en af de helt store tudeture."

Jeg fik en af de helt store tudeture. Dem, som der nu efter to år ellers er længere og længere imellem. Jeg havde på ingen måde lyst til at være der. Jeg prøvede at få et andet værelse, men alt var booket. Efter en spadseretur i et lukket Odense og en ensom middag, gik jeg tilbage til hotellet. På vej ind i elevatoren kalder receptionisten efter mig: ”Hvor heldig kan man være”, råbte hun med en glad stemme, ”nogle gange sker der altså bare et lille mirakel”. Hun havde pludselig fået et afbud på et større, lysere og meget bedre værelse! Og tænk dig, så var det nr. 452, din fødselsdato April 1952. Men det ved du jo godt, for jeg er sikker på at du havde en finger med i spillet.

Din kærlige omsorg mærker jeg altså stadig. Jeg hører dig i min egen stemme, jeg ser dig i mine børn, og du flyder i mit blod. Men altid vil jeg savne at få dig til at grine, din musikalitet, din ubetingede kærlighed og den kloge, humoristiske og omsorgsfulde kvinde, du var. Mest af alt savner jeg et rigtig Sanne-kram. Jeg savner dine varme hænder, der holder om mine, og at kigge dig dybt ind i dine smilende stålblå øjne.

Elsker dig, Kaya

Om Kaya Bruël

41 år, sangerinde og skuespiller. Kaya er gift med filminstruktør Kenneth Kainz og sammen har de Asta på 13 år og Alois på 4 år. Kaya var datter af sangerinde Sanne Brüel, som døde i 2011.

Læs Marijana Jankovic brev til sin mor på næste side.MARIJANA JANKOVIC

Kære mor

Det er august måned, og klokken er 00.46. Jeg sidder i en gammel bus på vej fra Montenegros kyst til Serbien og så videre til Danmark. Ferien er slut, det er varmt, og mine brune ben klistrer sig til hinanden, når jeg krydser dem, men det er dejligt. Ved siden af mig sidder en ung gravid kvinde. Hun er både flot og grim. Med fyldige læber og store brune øjne, en rigtig Balkankvinde. Hun er i 7. måned og skal føde en pige, der skal hedde Kaja eller Eva. Der er mange kvinder i bussen, de har alle masser af makeup på og virkelig dårlig stil. De snakker med hinanden om de spanske serier, de alle følger med i, og går på skift ned til buschaufføren for at ryge cigaretter. Alle tilbyder hinanden at spise og drikke af det, de nu har med.

Jeg har lige fået hældt noget te ned i min tomme vandflaske af min gravide medrejsende. Hun siger, at det er godt for den blærebetændelse, jeg døjer lidt med. Der kører en film med Robert De Niro i det lille fjernsyn forrest i bussen, og samtidig er der serbisk turbo-folkemusik i højtalerne. Jeg elsker Balkan. Jeg føler mig hel og samtidig så fremmed. Og jeg tænker på dig. Jeg tænker på at her, hvor jeg føler mig fremmed, føler du dig hjemme, og der, hvor jeg føler mig hjemme, føler du dig fremmed.

Jeg tænker på, at du var lige så gammel, som jeg er lige nu, da du en varm sommerdag sagde farvel til dit liv og alt det, du kendte til i Montenegro, og flyttede til det fremmede kolde Danmark sammen med far, Miki på 13, Igor på 9 og mig på 7 år. Jeg tænker på, at du lige nu også er på ferie i Montenegro. I byen, hvor det hele startede. Den by, hvor du gav mig livet og dig selv i gave. Du var meget yngre, end jeg er nu, da du fødte mig som dit tredje barn. Du var alene ved fødslen, mens far stod ude foran hospitalet i sin glædesrus og drak, sang og fejrede, som kun han kan!

"Du har været den tavse lytter til mine små løgne, vendt det blinde øje til mine fejltrin og været den stolte beundrer af mine valg."

Allerede fra min fødsel, hvor du kæmpede for, at jeg skulle hedde Marijana og ikke Slobodanka, har du stået bag mig (lige den kamp, er jeg dig meget taknemmelig for). Du har siden stået der med din støtte og opbakning, når jeg har haft brug for det. Du har set på mig, fulgt mig, skubbet til mig og bare været til stede. Du har været den tavse lytter til mine små løgne, vendt det blinde øje til mine fejltrin og været den stolte beundrer af mine valg. Men vigtigst af alt har du altid elsket mig med en kærlighed så dyb, at jeg nogle gange har haft svært at forestille mig, hvordan det kan lade sig gøre at elske nogen så højt og højere end sig selv.

LÆS OGSÅ: Derfor flyttede Andrea og familien ud i en skov

Du har flere gange fortalt mig, at du kun lever for dine børn. Noget, som jeg måske først kommer til at forstå, hvad betyder, når jeg selv en skønne dag bliver mor. Men det er sgu også noget af et ansvar at have på sig som barn. For jeg vil så gerne have, at du lever for din egen skyld. Den smukke, livsglade og seje kvinde, som har fået nok slag af livet og nu fortjener fred og ro. Og som fortjener at værne om sig selv og tænke på sig selv, ja, vel nok at elske sig selv! Du siger tit til mig: ”Når jeg ved, at du er lykkelig, så er jeg også lykkelig”. Jeg vil vende den om og sige: ”Når du er lykkelig, så er jeg også lykkelig”. Derfor lader vi tit ikke hinanden vide, når vi er ulykkelige, for så ved vi jo, hvad der sker.

Jeg får tit at vide, at jeg ligner dig. Jeg opdager det også selv nogle gange, og så smiler jeg. Det er ikke noget, jeg skammer mig over, det skal du vide. Jeg er stolt af det! Jeg er stolt af, at jeg gennem din kamp i tilværelsen, din kamp for kærligheden og din kamp for familien har fået den samme indre kriger i mig. Men jeg ville måske gerne have været foruden at arve dit omsorgsfulde hjertes bekymring og angst. Når jeg elsker nogen, så bekymrer jeg mig hele tiden for deres ve og vel i stedet for bare at elske og give slip. Jeg glemmer at tænke mere på mig selv, sige fra og sætte grænser. Det må vi begge øve os på!

"Jeg elsker dig ubetinget højt."

Min elskede mor, du skal vide, at selvom vi er forskellige, så er vi ens. Selvom jeg er mig, er jeg også dig. Selvom jeg har brug for frihed, har jeg brug for dit lys til at hjælpe mig med at finde vej gennem livets labyrint. Selvom jeg selv vil klare alting, har jeg alligevel brug for hjælp. Selvom jeg selv vil træffe beslutninger, har jeg brug for råd. Men tænk dig godt om, før du giver mig dem, for de betyder mere, end du aner! Min mor – min skytsengel og min bekymringsblomst, tak for livet. Jeg elsker dig ubetinget højt.

Din datter Marijana

Om Marijana Jankovic

31 år og skuespiller. Aktuel i "Kvinden i buret". Marijana er datter af Kata Drobnjak. Familien flyttede til Danmark i 1989.

LÆS OGSÅ: Maise Njor: Så ved man, at man skal ringe