Jeg er træt af min luddovne mand
Min mand laver intet herhjemme, kan ikke holde et arbejde og sidder bare med sin telefon dag ud og dag ind. Jeg har snart fået nok, men han siger, at han lover at ændre sig, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Spørgsmål om problemer med ægtemand
Jeg har været sammen med min mand siden jeg var ganske ung. Vi har altid haft et intenst forhold, men da vi i sin tid flyttede sammen, opdagede jeg også, hvor ugidelig han var. Det er han desværre stadigvæk her 17 år efter.
Min mand har aldrig været i stand til at stå op om morgenen og har derfor flere gange mistet sit job. Han har heller aldrig deltaget i husholdningen herhjemme og aldrig taget del i pasningen af vores to børn.
Artiklen fortsætter under videoen ...
Til gengæld udviklede han tidligt et sygeligt forhold til sin telefon. Han spillede på nettet, og det kunne han fortsætte med hele natten. Han var kort sagt fuldstændig fraværende i vores familieliv.
Jeg beklagede mig flere gange og truede med skilsmisse. Det resulterede i, at han sidste år foreslog, at vi alle tog til Thailand med børnene for at starte på en frisk. Det endte med at blive en frygtelig ferie. Han spillede om natten, sov hele den følgende dag, og var han vågen, var han sur og ubehagelig overfor børnene og mig.
Da vi kom hjem, stillede jeg ham igen stolen for døren. Han overbeviste mig dog om, at alt nok skulle ændre sig, men det skete ikke, og alt er nu præcis som før.
Huset flyder med opvask og vasketøj, når jeg kommer hjem fra job, han vil hverken bringe eller hente børn eller deltage i nogle af deres sociale arrangementer. Han kan finde på at forsvinde i timevis for at møde med sine venner for først at dukke op midt om natten.
Selv de få gange, hvor jeg har været syg, har han nægtet at hente børnene eller købe ind, fordi han ”havde en aftale”. Samtidig har han igen mistet sit job, fordi han enten har været ude i byen eller har spillet hele natten på sin telefon for så at sove hele næste dag.
Jeg selv har ingen fritid og har ikke set andre mennesker end min familie i et år. Jeg kan ikke mere, så hvad gør jeg?
Vibeke Dorph råder til at smutte
Jeg bryder mig normalt ikke om at være for kategorisk i mine svar, men det er jeg her: Du skal hurtigst muligt væk fra din mand, for jeg behøver ikke kunne spå for at forudse, at intet kommer til at ændre sig i jeres ægteskab.
For en mand, der tillader sig en så asocial og egocentrisk adfærd, som den, din mand lægger for dagen, ændrer sig sjældent. Han ejer nemlig ikke sociale kompetencer, og han er heller ikke dybest set interesseret i at få dem.
Når han en sjælden gang lover dig guld og grønne skove, så er det således kun for at sikre sig, at du ingen steder går, to minutter efter er I tilbage i samme syge gænge igen, det har du jo allerede erfaret.
Til gengæld lyder du til at være i besiddelse af en masse god energi og livslyst, som du lige nu brænder af på en mand, der ikke har fortjent den. Du lyder også kvik, så dig er jeg ikke bekymret for.
Jo, hvis du bliver, hvor du er, men det vil jeg da absolut heller ikke råde dig til at gøre. Du skal i stedet skynde dig at bruge din gode energi på at starte på en frisk et andet sted sammen med dine børn.
I vil nemlig 100% sikkert få en sundere, sjovere og bedre tilværelse for jer selv. Børnene vil pive lidt, når I rykker jer, for ingen børn bryder sig om forandringer, men det vil ændre sig, når de oplever, hvor dejligt det er at få en stabil og tryg tilværelse med en gladere mor.
Og gladere vil du blive, det kan jeg love dig for. Ikke lige med det første, men med dit gode sind og det gode netværk, jeg er sikker på, at du nok skal få bygget op, så vil der ikke gå længe, før du takker dig selv for, at du kom ud at dit syge ægteskab i tide.