Mand holder sig til hovedet

Jeg har kysset med min kones bedste veninde

Jeg kom til at kysse med min kones bedste veninde, da vi en aften var i byen uden min kone. Hun afslørede også sine følelse for mig, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Spørgsmål om kysseri med kones veninde

Jeg er kommet til at være sammen med min kones bedste veninde.

Det skete på et weekendophold, som min kone og jeg fik af veninden og min kammerat (de er ikke kærester).

Allerede under vores middag på hotellet spurgte min kones veninde, om jeg ville gå med hende ud på toilettet. Jeg tænkte her, at hun nok ville tale med mig om en overraskelse, hun havde forberedt til min kone. Det var det dog ikke, hvilket jeg fandt mærkeligt, og bagefter har jeg tænkt, om hun allerede der havde bagtanker?

Efter nogle drinks, besluttede vi at gå i byen, min kone var træt og valgte at blive på hotellet. Vi andre tog afsted og havde en fest. Da vi forlod diskoteket, faldt veninden og jeg i snak på en bænk, og pludselig sad vi og kyssede. Vi kunne slet ikke slippe hinanden. I taxaen hjem holdt vi lidt igen, men på hotelgangen startede vi forfra, og jeg ved ikke, hvor vi var endt, hvis det ikke var for min kone, der lå og sov inde på et af værelserne.

Jeg vil faktisk gerne have en snak med min kones veninde om det skete, vi skal jo kunne være under samme tag fremover, men det virker mest, som om hun vil tie det ihjel. Dog sagde hun til mig den aften, at hun altid havde følt, der var noget særligt imellem os. Det har jeg ikke selv følt før, men det gør jeg nu, for hun har vækket noget i mig. Jeg aner derfor ikke, hvad jeg skal stille op. Jeg er virkelig glad for min kone, så jeg er forvirret. Skal jeg holde afstand til veninden og bare lægge det bag mig eller?

Vibeke Dorph råder til at bekende sine synder

Prøv at forestille dig, at det var din bedste ven, der bagte på den kvinde, du var blevet gift med. Forestil dig, at du og konen var inviteret på hotelophold af ham, og at han her gjorde alt for at komme i bukserne på din kone bag din ryg og det med succes. Ville din kammerat bagefter være din bedste ven? Ville du fortsat stole på din kone og have lyst til at være gift med hende? Medmindre du trives i det totale kaos, så kan jeg ikke forestille mig, at det forholder sig sådan.

Nu har du selv ansvaret for, at du tabte hovedet og kastede dig i armene på din kones såkaldte veninde, men spørger du mig, om du bør forfølge flirten med hende, så er mit svar et kæmpestort nej. For et menneske, der benytter sin bedste venindes store aften på at score dennes mand er ikke skruet ordentlig sammen i hovedet.

Var hun vitterligt oprigtig forelsket i dig, så ville hun nok også have betroet dig det under alle andre omstændigheder. Et normalt menneske ville aldrig drømme om at slæbe dig ud på toilettet under en middag, hvor hendes bedste veninde uvidende sidder til bords, endsige stå og kysse lidenskabeligt på hotelgangen foran hendes dør.

I stedet tror jeg, at det her handler om magt. Din kones veninde har fundet det sygt pirrende at forføre dig i din kones nærhed. At du så selv er hoppet i med begge ben, er dit ansvar.

Nu beder du så om et godt råd, og det vil fra min side lyde på, at du får renset luften med din kone. Jeg kan nemlig godt frygte, at din kones ”veninde” på et tidspunkt vil betro hende slibrige detaljer om jeres lille eventyr, for hun lyder som typen, der kan finde på det meste. Så vil du dit ægteskab, så bøj dig i støvet og bekend dine synder og sørg så for at få sparket din kones veninde ud af jeres liv, for mennesker som hende fører absolut intet godt med sig, tværtimod.

Skriv til Vibeke

Vibeke_2018efterår.jpg

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.