Kan jeg tillade mig at slå hånden af min fordrukne far?

Spørgsmål om kontakt til fordrukne far

Jeg er en kvinde på 37 år. Da jeg var fire år gammel, fandt min far en anden kvinde og flyttede fra min mor og os tre søskende. Vi blev boende hos min mor, men vi besøgte min far og hans nye kæreste hver anden weekend. Min far viste dog meget lidt interesse for os, og da vi blev ældre ebbede kontakten ud, da ingen af os oplevede, at han var tilstede, når vi var på besøg. Der var derefter meget lidt kontakt, og på et tidspunkt meldte min far ud, at han ikke længere ville give os jule- og fødselsdagsgaver. Og sådan blev det. I den periode så jeg min far højest én gang om året, og han ringede aldrig for at snakke. Det bør tilføjes, at min far altid har drukket for meget, og at hans behov for alkohol sikkert også har været skyld i hans manglede interesse for os.

Nu, efter 33 år, er min far og hans kæreste imidlertid gået fra hinanden. Min fars kæreste, som jeg altid har haft det fint med, har fundet en ny lejlighed, men jeg ved ikke, hvad min far har tænkt sig. Mit dilemma er nu, at min far er begyndt at ringe og skrive sms'er til mig, ofte flere gange om dagen. Jeg magter faktisk ikke at tale med ham, ikke nu efter 33 års ligegyldighed, da slet ikke, fordi han for det meste er halvsnalret eller overstadig på grund af druk.

Samtidig kan jeg ikke undslå mig fra at få dårlig samvittighed, når jeg ser, at han igen har ringet, og jeg ikke gider ringe tilbage. Så hvad skal jeg gøre? Skylder jeg ham opmærksomhed nu, hvor han åbenbart har brug for at snakke, skal jeg fortsat ignorere hans opkald, eller skal jeg én gang for alle bede ham om ikke at ringe mere?

Vibeke Dorph råder til at droppe medlidenheden og fortælle far, at han kan ringe, når han har valgt ædrueligheden

Du lyder til at være en pige, der har båret lovlig meget på dine skuldre i løbet af din opvækst, men også som én, der på trods af det har formået at passe rigtig godt på dig selv. Det sidste skal du blive ved med, og det gør du bedst ved at skabe afstand til din far. For hør her: Din fars opførsel er ikke i orden. Det, at han efter så mange års ligegyldighed og fravær pludselig dukker op og ringer til dig hel eller halv beruset, tyder ikke på, at han har ændret sig synderligt. Tværtimod. Han har i mere end 30 år ignoreret din eksistens, men i stedet for at stikke dig en undskyldning og rette op, så angler han efter din medlidenhed og omsorg og spilder din tid med savlende, selvoptaget snak. Synes du selv, at det er sådan, en far bør opføre sig? Jeg gør det ikke.

Jeg synes, det vil være så synd, hvis du skal ende som en nedslidt Florence Nightingale pga. forholdet til din far. For det er det, du gør, hvis du roder dig for meget ind hans liv. Jeg tror nemlig ikke, at din far har tænkt sig at lave om på noget som helst, selvom han sikkert vil bilde både dig og sig selv ind, at det er hans hensigt.

Derfor ville jeg droppe medlidenheden og i stedet nøgternt minde din far om, hvad han har udsat dig for i tidens løb og så fortælle ham, at han kan kontakte dig den dag, han har valgt ædrueligheden. Det er sikkert svært at få sagt, men du hjælper faktisk din far ved at gøre det. For hvis du taler til den lille snert af sund fornuftig, der må bo et sted i ham, så er der også et lille håb om, at den sunde del af ham en dag vil lytte og vælge dig frem for flasken. Det valg er dog helt op til ham selv, det har du ingen indflydelse på overhovedet. For det er jo kun i sidste ende din far, der kan få sat en prop i flasken og være standhaftig nok til at lade den blive siddende der.