Kan vi blande os i min mormors drikkevaner?

Spørgsmål om mormors alkoholvaner

Jeg skriver til dig, fordi vi er bekymrede for min mormor. Hun er en dejlig, levende dame, der altid har været dronningen i vores familie. Det er hende, der har stuvet os sammen til selskaber og hende, der har stået for fester og sammenkomster, så hun er dyrebar for os alle. Min mor er tæt på min mormor, fordi hun og min far bor i nærheden af hende, mens mine to mostre skal køre langt for at komme på besøg.

Derfor var det også min mor, der som den første begyndte at se tegn på forandringer hos min mormor. Min mor bemærkede nemlig, at min mormor i løbet af det seneste halve års tid tog sig nogle rigelige store glas rødvin allerede omkring frokosttid, hvilket min mormor da heller ikke selv lagde skjul på. Min mor slog det hen, indtil min mormor så begyndte at glemme deres aftaler og tit virkede uklar. Min mor konfronterede hende, og det endte i et skænderi, hvor min mormor gjorde min mor klart, at hun selv bestemmer over sit liv.

Efterfølgende beklagede min mormor sig til mine to mostre, der så beskyldte min mor for at blande sig. Men sagen er jo, at min mor er tættest på min mormor, og derfor også er den, der ser tegnene på forandring. Tegn, som hun er bekymret for, ikke kun skyldes alkohol, men måske også begyndende demens. Min mor er urolig, og det er jeg også. Har du et råd til os? Vi vil nødig rage uklar med hverken min mormor eller mine mostre.

Vibeke Dorph råder til at holde øje med mormor, men også skabe lidt afstand

Nu er jeg jo ikke læge, så jeg kan og skal ikke gøre mig klog på, om din mormor er i gang med at udvikle et alkoholmisbrug eller, om hun måske har begyndende demens. Den slags skal en læge vurdere, og om det er for tidligt at inddrage en sådan, vil jeg lade være op til jer, men husk på, at muligheden findes. Din mor kan altid kontakte sin egen læge og fortælle denne om de observationer, hun har gjort sig, og så handle ud fra lægens faglige vurdering.

Selv tænkte jeg, da jeg læste din mail, at det forløb, du beskriver, minder meget om det, man ser i andre kriseramte familier: Den, der er tættest på problemet, er den, der råber op, mens de, der er længere væk, i starten reagerer med mistro og benægtelse, netop fordi problemet endnu ikke er så tydeligt for dem. Her frygter jeg, at din mor og du fortsat kan komme til at spilde en masse energi og kræfter på at overbevise både din mormor og dine mostre om, at der altså er et problem. Oftest munder den slags ihærdigheder ud i præcis det scenarie, I står med nu, nemlig at det pludselig er din mor (og dig) og ikke din mormor, der er problemets epicenter.

Derfor vil jeg foreslå jer at prøve noget andet. Hold et vågent øje med din mormor, men skab lidt afstand og prøv så i stedet at få inddraget dine to mostre i den daglige kontakt med din mormor. Foreslå f.eks., at de tre søskende på skift ringer til din mormor dagligt, ikke for at tjekke hende, men blot fordi hun er en ældre dame, der har brug for omsorg. Er der vitterligt et problem, så vil det ikke længere være din mor, der er den sørgelige budbringer, men søstrene selv, der bliver opmærksomme på det, og så kan din mor og hendes søstre i fællesskab finde ud af, hvordan de bedst hjælper deres mor.