Min mands 9-årige datter driver mig til vanvid
Min mand har en datter fra en tidligere relation, som kommer på besøg hos os. Datteren er desværre en klon af sin mor, og jeg kan ikke rumme hende. Hun håner mig, og hun ødelægger fuldstændig stemningen derhjemme, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Spørgsmål om datter, der ødelægger ægteskab
Jeg er tæt på at opgive mit ægteskab, som ellers er helt fantastisk. Det er min mands datter, der er problemet. Min mand havde for år tilbage et onenightstand, der resulterede i en datter, hvor moren helt udelukkede ham fra starten af.
Først da pigen var et år, fik han lov at have hende på weekend, og der har ikke været andet end problemer siden. Når datteren kom, havde hun en lang liste med om, hvad vi skulle huske ned til mindste detalje.
Nu er hun som sagt ni år gammel, og der er ikke brug for listerne mere, for datteren er blevet til en klon af sin mor. Hun udstikker således konstant sine ordrer. Hvis jeg f.eks. ikke forlader dobbeltsengen, så hun kan sove der alene med sin far, vil hun ikke komme hos os.
Hvis ikke, hun får præcis den mad, hun beder om, eller vi laver de ting, hun vil, så insisterer hun på, at hun vil hjem. ”Min mor siger” runger konstant i vores hjem, og det driver mig til vanvid. Min mand giver efter, for det er det nemmeste, men jeg er nået dertil, at hvis tingene ikke ændrer sig, vil jeg skilles.
For at jeg skal sove på sofaen, mens datteren griner hånligt af mig, det holder jeg ikke til. Vi havde ellers et godt forhold, da hun var mindre, men nu trækker jeg mig, for jeg vil ikke domineres af både datter og mors luner. Overreagerer jeg?
Vibeke Dorph råder til at tale med ægtemanden
Nej, jeg synes bestemt ikke, at du overreagerer, jeg synes blot, at du retter skytset mod den forkerte. For ligegyldigt hvordan vi vender og drejer det, kan en lille pige på ni år ikke være ansvarlig for, at tingene er så kaotiske, som de er hos jer.
Lad derfor være med at tilegne din steddatter så grimme motiver, hun er kun et barn, og hun manipulerer kun, som hun gør det nu, fordi hun i den grad mangler voksne, der sætter rammer og grænser for hende. De rammer og grænser er det din mands ansvar at sætte, og hvor er det dog synd for både dig, men da mest af alt for pigen, når hverken han eller moderen gider eller orker det.
For bliver din steddatter ikke ordentligt opdraget, ender hun jo netop med at blive til et menneske, som ingen orker at være sammen med.
Derfor må du få sat din mand ned og få ham det gjort klart. Du skal ikke skælde ham ud eller anklage ham, for så lytter han ikke til dig. Du skal fortælle ham, at du ser et barn, der mistrives, fordi de to vigtigste mennesker i hendes liv overlader al for meget ansvar og styring til hende.
Det gør hende ikke glad, det gør hende kun fortvivlet og ulykkelig på den lange bane. Frygter han at træde i karakter, fordi han er bange for moderens reaktion, så sæt jer ordentligt ind i sagerne.
Det er nemlig sådan i dag, at kvinder ikke længere kan betragte deres børn som deres egen private ejendom, fædre er langt bedre stillet og har flere rettigheder – og heldigvis for det, for verden har i den grad brug for fædre, der får lov og plads til at være netop det.