Skal jeg tvinges til at omgås min voldelige bror?
Min storebror har tidligere været voldelig over for mig, og det skaber nogle problemer. Vi er meget tætte i min familie, men jeg har ikke lyst til at se ham mere, og det betyder, at min familie har sagt, at så må jeg blive væk, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Spørgsmål om familieproblemer
Jeg er en kvinde i 30’erne, der har et problem med min storebror, som er den ældste af os tre søskende, hvor jeg er den yngste. For tre uger siden var vi på hans initiativ i byen sammen. Vi fik en del at drikke – han ret meget mere end mig.
Vi lagde ud med at have det rigtig hyggeligt med to andre venner, men endte desværre med at komme op og diskutere, da vi skulle hjem ved to-tiden om natten. Her ringede min bror nemlig efter vores mor og vækkede hende og krævede at blive hentet. Det har han gjort mange gange før, hvilket jeg finder utrolig egoistisk, og det sagde jeg så til ham.
Min bror har altid haft svært ved at styre sig, når han drikker, og vores diskussion endte med, at han ud af det blå gik amok og begyndte at sparke mig og gav mig flere knytnæveslag i ansigtet. Han stoppede først sine slag, da andre greb ind. Det var et voldsomt overfald, som jeg blev meget påvirket af, og jeg valgte derfor at melde ham til politiet et par dage efter.
Det skal siges, at min bror tidligere har siddet fængsel, han har også før opført sig utilregneligt, når han har været presset eller beruset.
Jeg er meget tæt med min familie, og mit problem er nu, at jeg ikke har lyst til at se min bror mere, men jeg kan jo ikke forvente, at resten af familien af den grund ekskluderer ham. Hans egne børn har slået hånden af ham, og her lød beskeden fra familien, at dem, der har et problem med min bror, må finde sig i ham eller blive væk, hvilket de så har gjort.
Det valg frygter jeg også at få nu, og jeg har det dårligt med det, for jeg ved, at det vil gøre min mor ulykkelig, hvis jeg bliver væk. Det samme gælder mine to børn, der holder meget af deres mormor. Jeg er derfor splittet og frygter, at jeg er nødt til at møde op for familiefredens skyld.
Jeg har overvejet at tage imod en samtale med offerrådgivningen, som jeg fik tilbudt en samtale med efter min anmeldelse, men takkede nej til. Jeg kan dog mærke, at det her stadigvæk går mig på. Hvad tænker du?
Vibeke Dorph råder til at droppe skyldfølelsen
Hvor er det absurd som udefrakommende at læse din mail. For hvorfor skal du sidde med dårlig samvittighed, svedige hænder og skyldfølelse over, at du finder det nødvendigt at trække en streg i sandet over for den bror, der har overfaldet dig?
I en normal familie ville det være din bror, der burde angre og i den grad døje med dårlig samvittighed og tigge om at blive lukket ind i varmen igen efter, at han naturligvis havde givet dig en stor og dybtfølt undskyldning. Sådan spiller klaveret bare ikke i din familie, for her er det tydeligvis lykkedes din bror at vende alting på hovedet og få det meste af familien til at indrette sig efter hans dysfunktionelle og asociale adfærd i en grad, så selv hans egne børn er blevet udstødt.
Derfor, drop skyldfølelsen og hold i stedet fast i det sunde i dig selv. Det sunde selv, der fortæller dig, at du ikke skal lade som ingenting og slå en streg over din brors overfald på dig for familiefredens skyld. Det vil være usselt over for dig selv, for det er din bror og ikke dig, den er hel gal med. Han er en voldsmand, og hans skal stå til ansvar for sine gerninger både for andres, men også for sin egen skyld, for ellers bliver han jo aldrig klogere.
Så hvis din mor eller andre i familien bebrejder dig, at du slår hånden af din bror, så siger det kun noget ikke særlig sundt om dem. Hold derfor fast og få hjælp til at gøre det, det er faktisk muligt at sige fra, uden at det behøver at ende i bål og brand.
Så kan vi håbe på, at din bror i mellemtiden indser, at det er hans opgave at angre, sige undskyld og forbedre sig for at der kan blive fred i familien. At du i stedet bør ofre dig for din mors og dine børns skyld, er noget sygt vås. For ingen mor må lære sit barn at indrette sig efter en voldsmands luner, og ingen børn lærer noget godt af at se en forælder bøje nakken for en voldsmand. Sådan er det.