Jeg er 80 og vil langt om længe skilles fra min tyranniske mand
”Skilsmisse har mange gange været i mine tanker, men jeg er blevet for mine børns skyld, og så tilhører jeg også den generation, der aldrig er gået ud af flinkeskolen, men nu har jeg fået nok.” Læs Vibeke Dorphs svar i brevkassen her.
Spørgsmål om skilsmisse
Jeg er lige fyldt 80 år, mens min mand er syv år ældre. Mit problem er, at han aldrig har respekteret mig og altid har talt afsindig grimt til mig. Skilsmisse har mange gange været i mine tanker, men jeg er blevet for mine børns skyld, og så tilhører jeg også den generation, der aldrig er gået ud af flinkeskolen, men nu har jeg fået nok.
Vores ældste søn, som bor i udlandet, har netop været hjemme for at fejre min fødselsdag med sin familie. Det glædede jeg mig til. I løbet af besøget var min mand dog så negativ og sur og talte så grimt til mig, at vores søn flere gange måtte skælde ham ud, dog uden at det hjalp.
Den sidste dag fik jeg talt med min søn og svigerdatter og nævnte her mit ønske om skilsmisse. Deres reaktion var, at det var på tide, og at de ville bakke mig 100 procent op.
Jeg er ikke selv bange for fremtiden. Jeg har mange interesser samtidig med, at jeg faktisk er glad for at være alene, men jeg tænker meget over, hvordan jeg kan komme væk, når nu min mand ikke kan klare sig selv. Han behøver hjælp med alting, og jeg passer ham 24/7, også selvom jeg selv døjer med et dårligt helbred. I mine øjne er han plejehjemsparat, alligevel tager kommunen det som en selvfølge, at jeg passer ham og kører ham til alt.
Når vi er alene, er min mand sur og tyrannisk, men kommer der andre, skifter han på et øjeblik og er sød og charmerende. Så hvad gør jeg? Hvem kan jeg opsøge for at få hjælp, for jeg kan ikke holde tonen i mit hjem ud længere og vil faktisk meget gerne tilbringe mine sidste år i ro og fred uden surhed og konstant kritik.
Jonna
Vibeke Dorph råder til, at læseren tænker på sig selv:
Du er ikke den eneste kvinde, jeg har hørt om, som ufrivilligt sidder stavnsbundet til sit hjem døgnets 24 timer for at passe sin skrantende bedre halvdel. Vores samfund lever godt af kvinder, der som du selv skriver, aldrig har tjekket ud af flinkeskolen og derfor misbruges i funktionen som ufrivillig hjemmehjælper.
Selvfølgelig skal vi passe på hinanden, selvfølgelig skal vi også have mulighed for at passe vores nære, hvis det er det, vi ønsker, men det kan ikke være meningen, at du og andre kvinder på den måde skal holdes som gidsler i deres eget hjem. Især da ikke, når der som i dit tilfælde er tale om et elendigt ægteskab, hvor du skal gå op og ned ad en ondskabsfuld og sur ægtemand, du længe har ønsket at forlade.
Jeg kan derfor kun bifalde, at du nu tænker på dig selv og handler derefter. Dog er jeg ret sikker på, at det ikke er hos din kommune, du vil finde støtte til at gennemføre din plan. De vil nok tværtimod gøre deres for at puste til din dårlige
samvittighed, så du fortsat kan holdes hjemme og pleje din mand.
Så hvad gør du? En klog SOSU-assistent gav mig på et tidspunkt et tip, som du måske kan gøre brug af: Tag væk. Gerne et par uger eller mere. Besøg f.eks. din søn i udlandet. Kommunen skal i mellemtiden stå for pasningen af din mand, og de vil hurtigt erfare, at det vil være lettere at hjælpe ham hen på et plejehjem i stedet for at skulle køre hjem til jer i tide og utide.
Når du så er retur, vil der sikkert blive lagt pres på dig for at få ham hjem igen, men her skal du stå fast på, at det vil du ikke. Kontakt også Ældresagen og hør dem om, hvordan du er stillet i forbindelse med en skilsmisse. Måske vil de foreslå dig, at I ikke bliver skilt, men nøjes med at leve separat.
Inddrag også dine børn og andre, du kender og stoler på, så de kan støtte dig i at føre dine planer ud i livet. Vigtigst er det, at du holder fast i din beslutning, for du har ret til et godt og rigt liv, og når din mand fortsat behandler dig så dårligt, så er det jo ikke der, du får det.