Camilla Lindemann: "Det er lige så stor en kunst at kunne leve med sig selv som med en anden"

”Lynlåsen! Jeg har kjolen på, men ligegyldigt hvordan jeg snor armene, kan jeg ikke få den lynet op i ryggen. Begynder nedefra og skubber skyderen så langt op som muligt. Folder armene over hovedet og prøver at angribe ovenfra. Det lykkes ikke. Jeg vrider og vender mig, men kjolen står åben. Jeg giver op. Jeg må bede værtinden om at lukke den, når jeg ankommer til middagen. Men hvordan snor jeg mig ud af kjolen, når jeg er hjemme igen?”

Kjolescenen ovenfor stammer fra Camilla Lindemanns aktuelle interviewbog ”Mit liv som enestående – 16 samtaler om det modne singleliv i medgang og modgang”. Og ja, scenen handler om Camilla selv, men den kunne lige så godt være foregået i den legendariske film om klumrehovedet Bridget Jones, hvis liv først blev forløst, da hun fandt Mr. Right. Eller i successerien ”Sex and the City”, som på overfladen var en hyldest til singlelivet, men hvor hovedpersonen Carrie alligevel endte med at finde sammen med Mr. Big. For sådan er det jo. Lykken ligger i tosomheden. Eller gør den? Stræber vi alle sammen efter at finde den eneste ene, eller er det faktisk muligt at leve et godt og rigt liv alene? Faktum er, at 1,6 millioner danskere over 18 år lever alene. Det er 30 procent af den samlede befolkning. Camilla Lindemann er en af dem, og da hun en dag sad med nogle venner og luftede nogle teorier om singlelivet kontra parforholdet, sagde en af vennerne: ”Det skulle du da skrive en bog om.”

– Det er da oplagt, tænkte jeg, og gik straks i gang med at tænke over, hvem jeg gerne ville have med. Det blev til 16 interviews med kvinder og mænd, som af forskellige grunde lever alene. Det var meget vigtigt for mig, at bogen skulle handle om ”det modne singleliv”, som jeg kalder det, fordi det at være single i 20’erne og 30’erne er noget helt andet end at være det, når man er ældre. I de yngre år er du under uddannelse, du leder efter en, der kan blive mor eller far til dine børn, og du har stadig masser af tid at løbe på. Det er noget andet, når man er midt i 40’erne og derover. Med bogen har jeg ønsket at løfte niveauet for singledebatten, for det irriterer mig, at den ofte handler om, at man nok er lidt forkert eller kikset, hvis man er uden en partner. Men når der er 1,6 millioner voksne danskere, der er lever alene, kan det ikke blive ved med at være noget helt enestående mærkværdigt at være single.

Oplever du da, at det er sådan?

– Da jeg begyndte at tage kontakt til de mennesker, jeg gerne ville have med i bogen, kom det bag på mig, at det var så svært at finde nogen, der ville tale om det. Jeg fik mindst 30 afslag. Nogle blev næsten fortørnede over at blive spurgt. ”Jeg føler mig da ikke alene eller som noget særligt”, var et svar, jeg for eksempel fik. Og så måtte jeg jo sige, at nej, det var heller ikke det, bogen skulle handle om. Den skulle handle om, hvordan man tackler livet som single. På godt og ondt.

Hvorfor tror du, det er så svært – er det et tabu?

– Min fornemmelse er, at folk er bange for at fremstå som det, jeg kalder ”en uafhentet pakke”. At man er forkert, og at det må være derfor, ingen vil have en.

Selvom Camilla helt tydeligt giver udtryk for, at hun lever et dejligt og rigt liv uden en mand, er hun ikke bleg for at indrømme, at hun heller ikke altid er helt komfortabel med sin singlestatus.

– Nogle gange savner man jo en partner, der vil stå op for en. Jeg var på et tidspunkt på en rejse med tre par, og vi havde knap sat os på en café, før alle mændene sprang op og spurgte deres koner, hvad de kunne tænke sig at drikke, for så at hente det til dem. I sådan en situation kunne jeg da godt tænke mig en mand, der hentede kaffen til mig også. En, der gad at hente min frakke i garderoben. En, som ville forsvare mig i en diskussion. En, som jeg kunne være helt fortrolig med. Jeg oplever også somme tider at komme til et selskab og blive spurgt: ”Nå, hvem er du så sammen med?”. Og når jeg svarer, at jeg ikke er sammen med nogen, så bliver der en pause, som om jeg havde sagt, at jeg havde et handicap. Det er bare lige et sekund, men der kan jeg godt nå at have følelsen af, at folk tænker, at jeg nok er lidt vanskelig eller umulig at være sammen med. Man kan føle sig enormt sårbar, når man er helt alene.

Nu skal det på ingen måde lyde som om, Camilla føler sig som et offer. Slet ikke. Hun har levet alene de sidste 20 år, men før da var hun bestemt ikke typen, der lod en god mand passere. Hun blev gift første gang, da hun var 22, og fik to børn.

– Der var intet i vejen med min første mand, og vi fik to skønne børn, men jeg var alt for ung, og vi passede simpelthen ikke sammen. Jeg var umoden, og jeg tænkte ikke, at det var for livet, jeg tænkte tværtimod, at ja, man kan da altid blive skilt. Det var sådan lidt tjula-hop. I dag har jeg et valgsprog, der hedder: It seemed right at the time. Og det bliver jeg nødt til at henholde mig til. Men når jeg ser par, der har været sammen fra gymnasietiden, og som har fået børn og børnebørn, kan jeg da godt blive lidt misundelig på den gode måde over, at de har kunnet komme igennem det.

Da Camilla havde været gift i syv år, mødte hun en anden mand og blev skilt, men det var sket under alle omstændigheder, siger hun.

Tænkte du, at det var for evigt med din mand nummer to?

– Ja, det gjorde jeg. Men vi var pressede af to travle jobs, og jeg havde jo to børn med, så jeg tror, at vi glemte at tage os af hinanden. Og så skete der det igen, at jeg mødte en anden. Jeg tror ikke på, at man bare forlader et forhold, fordi man lige møder en anden, medmindre der også er andre grunde til det. Men når jeg ser tilbage, var jeg på mange måder lidt for hurtig dengang. I dag ville jeg være en meget bedre kæreste, fordi jeg har mere eftertænksomhed og mere ro på. Jeg har større forståelse for både mig selv og andre, og jeg er mere rummelig.

Hvor længe var du sammen med din tredje mand?

– Vi var sammen i ti år.

Hun griner og vender øjne.

– Åh, det er så pinligt og lidt sårbart at tale om, synes jeg. Var det virkelig nødvendigt at gå igen? Men ja, det var det.

Det er vel heller ikke så ualmindeligt at være gennem flere parforhold?

– Ha ha, nej, Lisbeth Dahl og jeg…

Og Elisabeth Taylor…

– Ja, præcis.

Tænkte du dengang, at du skulle finde en ny mand?

– Jeg var fast besluttet på, at jeg skulle være alene i hvert fald et par år. Men hvis du havde sagt til mig dengang, at jeg ville komme til at bo alene de næste 20 år, ville jeg have sagt: ”Nej det kommer jeg ikke til”.

Hvad er de 20 år så gået med?

– Ha ha, jeg har siddet på en forhøjning og tænkt: ”Kommer der ikke snart en frier?”. Nej, altså, jeg har haft en travl karriere som damebladsredaktør, har rejst og fået børnebørn.

Jeg har altid tænkt, at der også kunne være plads til kærligheden. Det ville være noget vrøvl at påstå, at jeg ikke har haft tid til det. Jeg har da også kendt forskellige mænd igennem årene, men jeg har simpelthen ikke – for nu at bruge en kliché – mødt den rette.

Kropsterapeut Nadia Mouna er fraskilt, og hun en af dem, Camilla har interviewet i sin bog. Hun taler om, at hun har lært at elske sig selv ved at være alene. Det er en følelse, som Camilla også godt kan genkende.

– Det er interessant, for i virkeligheden kræver det meget mere at bo alene og dagligt blive konfronteret med sine egne dæmoner. I et parforhold projicerer man meget over på den anden, men det kan du ikke, når du er alene. Man bliver konfronteret med sine egne dårlige sider, og dem må man tage ind og acceptere, og på den måde lærer man også at bære over med sig selv. Nogle vil sige til sådan en som mig, at jeg hellere skulle have båret over med de mænd, jeg var sammen med, og det kan de have ret i. Men sådan gik det ikke. Kunsten at kunne leve med sig selv er lige så stor som kunsten at leve med en anden, hvis man spørger mig. Og på mange måder er jeg stolt af mit liv. Jeg har haft et job, hvor jeg tjente gode penge, så jeg kan bo et godt sted og have et sommerhus og invitere mine venner og tage ud og rejse. Jeg er ikke afhængig af, at der kommer en mand og løfter mig ud af en social deroute.

Høje-Taastrups borgmester Michael Ziegler siger i bogen, at selvom han gerne vil finde en kæreste, holder han også af friheden ved singlelivet, har du det også sådan?

– Det bedste ved at leve alene er selvfølgelig, at man kan bestemme alting selv. Jeg behøver ikke spørge nogen om noget. Jeg bestemmer selv, hvad jeg vil spise til aftensmad, hvad jeg vil lave i weekenden, og om jeg vil rejse til Afrika eller Bornholm i min næste ferie. Den frihed kan man godt blive afhængig af. Omvendt er noget af det værste ved at leve alene, at man mangler en at udveksle alle de dagligdags ting med. Der er ikke nogen, der kommer hjem lidt senere i dag og spørger: ”Nå, hvordan gik det så, da ALT for damerne var på besøg?”.

Du skriver i bogen, at du ikke leder efter en mand, men efter kærligheden – hvad er forskellen?

– Det skal være en forelskelse, som så forhåbentlig går over i kærlighed. Alle i min bog giver faktisk udtryk for, at hvis de mødte en, de blev virkelig forelskede i, så ville de sige ja tak. Sådan har jeg det også, jeg ville da vildt gerne blive forelsket igen. Men jeg er ikke sikker på, at jeg ville bo sammen med en igen. Hør her, jeg ville ikke kunne klemme et par herrebenklæder ind i mit skab, ha ha. Man har det med at brede sig, når man bor alene. Jeg vil dog heller ikke afskrive det. Der er mange, der har sagt til mig: ”Der er et kærlighedsforhold mere til dig, Camilla”, og til det svarer jeg altid: ”Ja, og der er også nogen, der vinder i tips”.

Camilla slår en høj latter op.

– Chancen for, at det sker, er bare ikke så stor. Jeg er åben for det, men jeg går ikke rundt og leder. Folk spørger, hvorfor jeg ikke går på nettet, men der har jeg været. Og jeg må bare sige, at den type mænd, som jeg har haft forhold til og er blevet forelsket i, tror jeg ikke er på nettet.

Er du blevet mere kræsen med årene?

– Det kommer an på, hvad du mener med kræsen? Hvis du opfatter det som, at jeg kun vil have en, der ligner George Clooney og er så begavet som Einstein, så er jeg ikke kræsen. Men jeg er kræsen på den måde, som samtlige i min bog også er det: Det skal sige klik. Der skal være tiltrækning, psykisk og fysisk.

Du fortæller i bogen, at du på et tidspunkt havde et forhold til en gift mand, og det kan du ikke anbefale?

– Nej, det kan jeg ikke. Jeg vil have mere. Jeg vil aldrig igen affinde mig med, at han hopper ud af sengen kl. 03.30 om morgenen og jager i tøjet for at komme ud ad døren, fordi han skal hjem til en kone. Og at han til jul, påske og pinse sidder med familien og sender glødende sms’er. Rend og hop! Det gør jeg ikke igen, det er så ydmygende.

Men så ville du jo slippe for at lave hele dit liv om?

– Jeg vil have et jævnbyrdigt forhold til en mand, jeg er forelsket i. Og når jeg er forelsket, vil jeg ikke finde mig i, at han har et liv ved siden af. Jeg ville blive så indebrændt og sende rasende sms’er. Det dur ikke for mig. Nix. Jeg kan mærke, at det trigger mig, bare vi taler om det.

Som single kan man opleve at blive afvist på restauranter eller allernådigst få tildelt det lille skæve bord lige ved toilettet. Til gengæld kan man sjovt nok ofte blive regnet som et par, når der bliver samlet ind til en fællesgave til en rund fødselsdag. Der er også en ting omkring parmiddage. Flere i Camillas bog har oplevet, at de ikke længere er så attraktive i sociale sammenhænge.

– Jeg oplevede det nogle enkelte gange efter mine første skilsmisser, at der var parmiddage eller andet, jeg pludselig ikke blev inviteret med til, men generelt har jeg været heldig og har ikke oplevet den slags. Men det er noget, som mange oplever. Katja Iversen, der er administrerende direktør i Women Deliver og rejser verden rundt hele tiden, siger i min bog, at hun har en teori om, at vi i Danmark er så konforme, at bordplanen helst skal gå op, og derfor inviterer man ikke singler til parmiddage.

Handler det ikke også om, at man kan blive set som en trussel for de etablerede par?

– Jo, det gør det muligvis, og der er også en i min bog, der oplevede det i Italien, da hun som enke ikke længere var velset i selskabslivet, fordi hun kunne være en trussel. Det problem forsvinder vel lidt, som årene går, tænker jeg, men det ville da egentlig være smigrende, hvis man stadig kunne være en fare i selskabslivet, ha ha. Der kan jo også ligge en loyalitetskonflikt efter en skilsmisse – hvem skal man nu invitere? – og det kan også være en årsag til, at man ikke blive inviteret. Mit indtryk er – og så må læserne jo komme efter mig, hvis de ikke er enige – at singlemænd er meget mere populære i selskabslivet end enlige kvinder. Men igen, jeg har ikke personligt oplevet det som et stort problem, jeg kommer til mange parmiddage, hvor jeg er den eneste single.

Der er et spørgsmål, der går igen til alle de interviewede i Camillas bog, og det er: Hvornår føler du dig ensom?

– Jeg tror, at vi alle kan føle et strejf af ensomhed, uanset om vi lever alene eller i et parforhold. Dertil kommer den eksistentielle ensomhed, altså bevidstheden om, at man dybest set fødes og dør alene. Jeg kan da godt sidde en sommeraften i mit sommerhus og høre, at naboerne har grillaften, og tænke, nå, og så sidder jeg her alene. Men så må jeg jo se at få inviteret nogen. Da jeg begyndte at skrive bogen, spurgte mit ene barnebarn mig en dag: Mormor, er du ensom? Nej, det kan jeg ikke påstå, at jeg er, svarede jeg. Men hvorfor skriver du så en bog om ensomhed, spurgte hun? Det gør jeg heller ikke, svarede jeg, jeg skriver en bog om at være alene, og det er noget helt andet. Og så fik vi talt lidt om forskellen. Hun var ti år på det tidspunkt, og hun synes jo, at det er meget mærkeligt, at jeg bor alene, for det har hun aldrig prøvet.

Hvad er dit bedste råd i forhold til singlelivet?

– Lev dit liv for pokker! Lad være med at lade dig begrænse, fordi du ikke har en partner. Jeg bader f.eks. hele året rundt oppe ved mit sommerhus. Mine børn har flere gange sagt: ”Åh, vi er ikke så glade for, at du springer i vandet helt alene, mor, specielt ikke om vinteren”. Og så siger jeg: ”Jamen, kommer I op og står med en redningskrans?”. Og så er svaret jo: ”Nåeee nej”. Men hør her, jeg vil ikke lade mig begrænse. For nylig var jeg til en middag, hvor jeg talte med en gift kvinde, der også har sommerhus, og hun sagde: ”Tænk, at du tør være alene i dit sommerhus, det turde jeg ikke!”. Men det var da en forskrækkelig tanke, at jeg, hver gang jeg havde lyst til at tage i sommerhus, skulle rende rundt og spørge alle mulige, om de havde lyst til at tage med. Nej, det går ikke, og det er måske også derfor, jeg ikke har fundet en mand endnu. Hvis jeg havde været desperat og bange nok, havde jeg nok tænkt, okay, så tager jeg bare ham der. Der har jo været tilbud, jeg har ikke bare gået rundt i en ørken i 20 år, vil jeg gerne lige sige, ha ha.

Hvem er Camilla Lindemann?

Camilla Lindemann, født 1949

• Forfatter til interviewbogen ”Mit liv som enestående – 16 samtaler om det modne singleliv i medgang og modgang”.
• Tidligere chefredaktør på diverse kvindemagasiner og forfatter til senest romanen ”Vovestykker” samt interviewbogen ”60 med mere – livskvalitet har ingen alder”.
• Har været fast klummeskribent i ALT for damerne.
• Single og har to voksne børn samt fem børnebørn i alderen 7-18 år.