USA's ambassadør: Danmark har været godt for mig og min datters forhold

Da Carla Sands kom til Danmark som USA’s nye ambassadør i december 2017, lagde den amerikanske ambassade en lille video ud på sin Facebook-side. Her fortalte Carla Sands begejstret om alt det, hun glædede sig til i sit nye job, og hun sluttede af med en sætning på næsten klingende rent dansk: ”Jeg glæder mig til at møde jer, vi ses snart!”. Hun har nu siddet i jobbet i halvandet år, og hun har været godt omkring i det danske kongerige. Både Grønland og Færøerne er blevet besøgt, ligesom hun været i flere danske byer. Og hun er begejstret.

– Jeg elsker Danmark! Og danskerne er helt utrolige. I er så kreative. Og I er – som amerikanerne – meget innovative. Jeres design og arkitektur er cutting edge. Jeg anede ikke, at Sydney Opera House var designet af en dansker, før jeg kom hertil, det er helt fantastisk. Og jeg er imponeret over arkitekterne i BIG, som laver fantastiske projekter over hele verden. Også jeres offshore-vindmøller er fascinerende, og jeg er begejstret for jeres museer. Færøerne og Grønland er jeg også meget betaget af. Den grønlandske natur er helt utrolig, og jeg var meget imponeret over fiskeproduktionen på Færøerne. Jeg fik den skønneste mad deroppe, de har meget sofistikerede restauranter på Færøerne, og folk deroppe er varme og imødekommende. Jeg mødte også en amerikansk kvinde på Færøerne, som er gift med en færøsk mand. Jeg babysittede hende faktisk, da jeg var en ung pige i Pennsylvania. Hvor er verden lille. Virkelig sjovt.

Carla Sands har inviteret indenfor i ambassadørboligen Rydhave, der knejser hvid og imponerende højt oppe på Strandvejen i Charlottenlund med udsigt over Øresund. Rydhave har siden 1946 fungeret som bolig for den til enhver tid siddende amerikanske ambassadør, og Carla er vild med at bo her sammen med sin 18-årige datter Alexandra. Hun har indrettet huset med masser af moderne amerikansk kunst på væggene, og hun ser forrygende ud med perfekt sat hår, grøn læderjakke, sorte bukser og et rosenblomstret tørklæde i halsen. Hun sørger effektivt for, at der bliver serveret kaffe, at der bliver tændt lys de rigtige steder, og at hendes datters lille gøende hund, Mia, bliver vist ud i køkkenet, så der er ro på. Overblik. Overskud. Kontrol. Noget, som hun lærte tidligt som det ældste af syv børn, da hun voksede op i staten Pennsylvania, som ligger vest for New York City.

– Jeg var mors lille hjælper, og jeg fik mange færdigheder meget tidligt. Ikke bare husholdningsfærdigheder, men jeg lærte også at lede og have overblik, og det er færdigheder, jeg har haft glæde af siden. Da jeg var omkring 13 år, var min mor præsident for en kvindeorganisation i Pennsylvania samtidig med, at hun havde fem-seks børn, så hun var meget travl, og når jeg kigger tilbage på det, forstår jeg slet ikke, hvordan hun klarede det hele.

Hvordan var du som barn?

– Oh, I was a good kid, ha ha. Den ældste datter i en stor familie er som regel en pleaser, og det var jeg også. De følgende børn bliver i højere grad rebeller, men den første må følge reglerne. Det var dejligt at vokse op i Pennsylvania, men jeg vidste allerede som 12-årig, at jeg ville bo i New York. Jeg havde været der på besøg, og da jeg gik rundt i gaderne, kunne jeg bare mærke, at det var der, jeg ville være. Jeg flyttede hjemmefra som 17-18-årig og boede først i Atlanta, hvor jeg tog min doktorgrad i kiropraktik. Derefter flyttede jeg til New York, hvor jeg begyndte at arbejde som kiropraktor. Men jeg var meget ung og kunne mærke, at jeg var for ung til allerede at være i den fase af mit liv, hvor det bare handlede om at arbejde. Jeg havde brug for også at lave noget andet, og jeg begyndte at lave reklamefilm og forskellige modeljobs. Jeg var ikke så høj som pigerne i New York, så jeg kunne ikke lave runway-shows, men jeg lavede alle mulige reklamer, og jeg elskede det. På et tidspunkt blev jeg hyret til et tv-show, der hedder ”Glamour”, og senere var jeg også med i nogle film. Da jeg nærmede mig de 30 år, kunne jeg dog mærke, at okay, time is up, jeg skal ikke blive ved med at lave det her. Og så fik jeg min kiropraktorlicens igen og begyndte at praktisere i Californien, hvor jeg var flyttet til på grund af film- og tv-arbejdet.

I 1997 mødte Carla Fred Sands, som var noget ældre og en succesrig forretningsmand inden for investering og ejendomme.

– Jeg var til et selskab sammen med en anden mand, da Fred fik øje på mig. Han var en romantiker, og han var typen, der ville vinde. Først syntes jeg slet ikke, at han var min type, men han jagtede mig, han overtalte mig, og han forførte mig. Han introducerede mig til forskellige mennesker, som alle sagde fantastiske ting om ham – og ja, så blev vi gift i 1999.

Hvor længe tog det ham at overtale dig?

– Årh, det tog noget tid, ha ha. Men han overbeviste mig.

Hvorfor forelskede du dig i ham?

– Han kunne noget med ord. Han havde en god karakter, han var respekteret af mange, mange mennesker, og han havde en helt unik hjerne. Han var en meget succesfuld entreprenør, og han havde arbejdet sig op fra meget simple kår.

Hvorfor var I gode for hinanden?

– Vi komplementerede hinanden. Vi havde begge to en passion for kunst, og vi elskede at hjælpe andre, især børn og unge, der var mindre heldige i tilværelsen.

Fortsatte du med at arbejde, efter du mødte ham?

– I begyndelsen gjorde jeg, men jeg var begyndt at arbejde som vikar for andre kiropraktorer, og det involverede en masse lange køreture, og det duede ikke, da jeg blev gravid. Så jeg var nødt til at stoppe i 2000.

Alexandra kom til verden i 2000, og den lille familie levede et dejligt liv med arbejde og mange rejser, bl.a. til Danmark til flere gange. I 2015 var Carla og Fred i Boston, og pludselig en aften blev han syg. Fire dage senere døde han, og Carla stod alene tilbage med sin 15-årige datter og en stor, stor sorg.

– Det var sådan et chok. Forfærdeligt. Hans mor blev 101 år og hans far 85, så jeg havde altid tænkt, at han ville blive meget gammel, og at vi skulle være sammen i mange år. Men han var bare 77 år, da han døde. Det var også et kæmpe chok for Alexandra, men heldigvis havde vi så mange gode mennesker omkring os, at vi på en eller anden måde klarede det.

Fra den ene dag til den anden skulle Carla være både mor og far for Alexandra, og det var en stor opgave.

Hvilken slags mor er du?

– Åh, det er et virkelig tricky spørgsmål. Jeg tror, jeg er en great mom, og mit mål er at have et tæt forhold til min datter hele livet. Det holder jeg mig meget for øje, når jeg korrigerer hendes opførsel og taler med hende om, hvad der sker. Nu, hvor hun er 18 år, er der meget mindre i forhold til opdragelse, end da hun var 13, og jeg tror, at jeg var en mere streng mor, indtil min mand døde. Da han døde, sagde jeg til hende, okay, din far er væk, jeg skal være både din mor og far nu. Og vi vidste begge, at hendes far havde været en meget mere laissez-faire-agtig forælder – en mere easy going forælder – end mig. Han lod hende køre bilen i Los Angeles, da hun var 14, og når han fortalte mig om det, ville jeg helst ikke høre det, ha ha. Han kunne også finde på at tage i dyreforretningen med Alexandra – uden tilladelse fra the mother-unit – og købe kæledyr og så komme hjem og ”overraske” mig med dem. Da min mand døde, forsøgte jeg at lande et sted i midten mellem hans og min måde at være forælder på. Somme tider lykkes jeg, og somme tider lykkes jeg ikke så godt. Mine tanker går ofte til alle de kvinder rundt omkring i verden, som mister deres mand, eller som bliver skilt, og som skal få arbejde og familieliv til at gå op. Jeg har været velsignet med god hjælp hele vejen, det er ikke alle, der er det.

Hvordan er dit og Alexandras forhold?

– Det er virkelig godt, og jeg vil sige, at Danmark har været godt for vores forhold. I Los Angeles spiser unge mennesker sjældent middag med deres forældre, de er ude med deres venner i stedet for, og der er slet ikke de samme tætte familierelationer som her i Danmark. Her i landet spiser de unge ofte med deres forældre, og så tager de ud bagefter, og det har Alexandra taget til sig. På den måde synes jeg, at vi er kommet endnu tættere på hinanden her, end vi var i USA. Og Alexandra har i det hele taget tilpasset sig den danske kultur helt utrolig hurtigt. Hun er også glad for at være her, og jeg har hende med på mine rejser, bl.a. til Færøerne, hvor vi virkelig havde det skønt sammen.

Hvilke forskelle ser du på dansk og amerikansk opdragelse?

– Danske børn har så meget mere frihed end de amerikanske børn. Den måde, børn vokser op i Danmark, minder mig om min egen barndom. Dengang kunne man godt sende en 4-5-årig efter mælk, måske endda med en mindre søskende i hånden, og barnet ville komme hjem med både mælk og de rette byttepenge. I dag kan folk i USA finde på at ringe til politiet eller børnemyndighederne, hvis de ser børn på 10-12 år lege alene i en park. Jeg elsker den danske model, hvor man opdrager børnene til at blive uafhængige voksne.

Hvilke forskelle ser du på danske og amerikanske kvinder helt generelt?

– Oh my gosh, don’t get me startet. Okay, da jeg som ung kvinde boede i New York, mødte jeg flere skandinaviske mænd og kvinder. Og jeg blev altid fascineret over, at de delte regningen, for i USA er det altid manden, der betaler for middagen, hvis man er på date, og det kan jeg personligt godt lide. En anden forskel er, at danske kvinder ser så glade og afslappede ud, når de går rundt på gaden med deres barnevogne. Man hører aldrig babyerne græde, og det er måske, fordi deres mødre ikke er stressede. I USA er det meget svært at være mor og gå på arbejde samtidig. Vi har slet ikke samme barselsorlov og pasningsmuligheder, som I har her i Danmark. Jeg sætter stor pris på den danske work-life-balance, og jeg plejer at sige, at danskerne arbejder for at leve, mens amerikanerne ofte lever for at arbejde. Det ligger i amerikanernes DNA, at vi skal arbejde for at opnå succes. Da jeg på et tidspunkt havde Donald Trump på besøg i mit hus i LA, spurgte han min 10-årige nevø: ”Vil du gerne være succesfuld?”. Min nevø nikkede og smilede. Og så sagde Trump: ”Never take a day off. Arbejd hver dag, og så garanterer jeg, at du vil blive succesfuld.” Sådan er Trump, og sådan er amerikanerne.

Da Donald Trump i sin tid ringede og spurgte Carla Sands, om hun ville være ambassadør i Danmark, var hun ikke et sekund i tvivl. Hun havde været hans økonomiske rådgiver under valgkampen, og hun havde støttet ham økonomisk gennem en fundraising-middag i sit eget hjem. Hun lægger ikke skjul på sin begejstring over ham.

– I begyndelsen af valgkampen blev Donald Trump ikke altid taget særlig seriøst, men jeg blev hurtigt opmærksom på, at han kom med noget nyt. Da jeg holdt eventen for ham i mit hus, var han så venlig, lyttede til folk og var så interesseret i andre mennesker. Han er på ingen måde, som han bliver portrætteret i medierne. 90 procent af medierne i USA er liberale og venstreorienterede, og de er frastødt af hans politik, men de var også efter bl.a. Ronald Reagan, som jo nærmest har kultstatus i dag. Jeg har været rundt i bl.a. Østeuropa og har oplevet den taknemmelighed, der er over, at Ronald Reagan gik imod Sovjetunionen og var medvirkende til, at Berlinmuren blev revet ned. Præsident Trump vil have, at alle i verden har muligheder og frihed, og jeg er sikker på, at han vil gå over i historien som en af de store amerikanske præsidenter. Han har store idéer, og han er en ”disrupter”. Hvis der er noget, der ikke virker, så fikser han det, og han er ikke bange for svære beslutninger.

Ronald Reagan rev Berlinmuren ned, Trump vil bygge en mur, hvad tænker du om det?

– Alle lande har en identitet og en kultur, som indbyggerne elsker og gerne vil bevare. Forestil dig, at jeres grænse mod syd f.eks. stødte op til Tyrkiet, og at der frit kunne komme heroin, kokain og menneskesmuglere ind i Danmark. Ville I så overveje at åbne grænsen helt, eller ville I sørge for at sikre grænsen? Jeres velfærdssystem ville kollapse, hvis I ikke sikrede sådan en grænse. USA har en grænse mod Mexico, som vi er nødt til at sikre for at beskytte alle amerikanere og den amerikanske kultur og identitet, som vi elsker. Jeg mener, at alle nationer skal beskytte deres grænser, hvis der kommer dårlige ting ind over dem, og det er det, vores præsident gør.

Du sagde før, at medierne i USA er kritiske over for Trump. Det samme gælder i Danmark. Hvordan er det at være i et land, hvor du skal forsvare de idéer, som Trump står for, og som mange danskere ikke forstår eller er enige i?

– I Amerika i dag har vi den højeste beskæftigelse i landets historie. For hvide, sorte, asiater og latinoamerikanere – alle amerikanere. Og vi har en fantastisk økonomi, som boomer. Så med det i tankerne behøver jeg ikke forsvare Trump. Jeg kan bare fortælle The Great Story. Vi bruger flere penge på sikkerhed, end vi har gjort i mange år, og Europa – herunder Danmark – burde være glade for, at vi bidrager til jeres sikkerhed, så I kan sove godt om natten og have et godt velfærdssystem. Jeg føler, at jeg som ambassadør kun har godt nyt at dele, og jeg synes, det er en fantastisk opgave at være ambassadør for USA.

Hvad vil du gerne opnå i din tid som ambassadør?

– Jeg vil gerne bygge videre på det arbejde, som mine forgængere har lagt før mig. Og jeg vil sørge for, at relationen mellem Danmark og USA bliver endnu bedre, end den var, da jeg kom. Jeg vil gerne promovere vores gode sikkerhedssamarbejde, øge handlen mellem vores lande og være med til at bygge gode menneskelige relationer.

Carla ved ikke, hvad hun skal lave den dag, hun vender tilbage til USA, for jobbet som bestyrelsesformand i sin mands virksomhed måtte hun sige op, da hun blev udpeget som ambassadør.

Til gengæld ved hun godt, hvad hun vil tage med sig fra Danmark.

– Fantastiske minder. Livslange venskaber. Og et ønske om at komme tilbage til Danmark igen og igen.

Og vil du savne det danske vejr?

– Danskerne undskylder altid for vejret, men i Pennsylvania, hvor jeg voksede op, var det langt koldere om vinteren og helt miserabelt. Og ja, I har meget regn her, men ellers synes jeg, at vejret i Danmark er meget dejligt. Sidste sommer var fantastisk og meget bedre end i Los Angeles, hvor det bliver næsten 40 grader varmt med en luftfugtighed på 100 procent. Det eneste, jeg ikke havde overvejet, inden jeg kom hertil, var, hvor mørkt det bliver om vinteren, men pludselig skifter det, og så kan jeg sætte mit happy light væk.

Dit happy light?

– Ja, det er sådan en lampe, jeg har ved siden af vasken om vinteren, som jeg kan tænde, når jeg børster tænder, for at få noget lys. Det er en slags lysterapi. Man kan blive deprimeret om vinteren, hvis man ikke får nok lys. Og når jeg nu er i et af verdens lykkeligste lande, så vil jeg gerne være lykkelig hele tiden.