En afgørende beslutning fik Cathrine Dufours far til at vende hende ryggen: ”Jeg har rakt ud så mange gange”

Cathrine Dufour var fem år, da hun fik overtalt sine forældre og rideskolen til, at hun sagtens kunne begynde at ride, selvom man egentlig skulle være seks år.

Som 12-årig kom hun på ponylandsholdet i dressur, og samme år vandt hun DM.

Siden er medaljerne regnet ned over hende, senest i 2022, hvor hun bragte VM-guldet hjem til Danmark sammen med dressurlandsholdet for første gang nogensinde, og lige nu står hun og tripper for en udtagelse til OL i år.

Hendes tredje OL. For at kunne gøre sig gældende på det niveau kræver det en helt, helt særlig dedikation, og Cathrine har da også altid sat hestene før alt andet.
Lige indtil hun mødte sit livs kærlighed, Rasmine Laudrup, som hun i dag er gift med.

"For det første elsker jeg at bruge tid sammen med hestene, og det har altid været min altoverskyggende passion, at jeg ville drive det til noget indenfor sporten. For det andet, så er der sgu aldrig nogen hest, der har skuffet mig eller trådt på mit hjerte. Heste gør ikke noget for at gøre en ked af det, og de har ikke bagtanker med noget. De ER bare.

Jeg satte hestene over alt andet, fordi jeg følte, at det var dem, der ville være der igennem tykt og tyndt for mig, og jeg har altid følt mig stærkt forbundet med hestene. Sådan havde jeg ikke haft det med noget menneske, før jeg mødte Rasmine. Hun er det første menneske, hvor jeg ved, at hun vil være der for mig sådan, som jeg er, igennem tykt og tyndt. Og uanset hvad."

Cathrine er lige kommet susende ind fra stalden på Langelandsgården i Fredensborg, som hun og Rasmine ejer og driver som ridecenter med 25 heste og otte fuldtidsansatte. Hun er stadig i ridetøj, da hun slår sig ned ved langbordet i køkkenet med en kop kaffe, men sådan må det være, når man hver dag skal nå at ride ti heste fra syv morgen til sen eftermiddag og så lige skal proppe et interview i kalenderen også.

Til gengæld er hun fra første sekund helt skarp, ærlig og to the point i alt, hvad hun fortæller, også når det gælder de smertelige kapitler i hendes liv. For de har været der. Og er der stadig.

Jeg ved, jeg kan lykkes med alt

Da Cathrine som helt lille tabte sit hjerte til hestene, kom det lidt ud af det blå. Hendes forældre, der drev deres eget rengøringsfirma i Hvalsø ved Roskilde, anede intet om heste, men efterhånden som de kunne se, at deres datter havde talent, gik de all in og købte en pony til Cathrine, da hun var syv år, og siden en stribe heste og en gård med et ridecenter, der kom til at danne rammen om den virksomhed, som faren stod i spidsen for, og som Cathrine blev medejer af.

Sammen byggede de et team op, der blev et af verdens bedste, og når Cathrine skal sige, hvem eller hvad, der har haft størst betydning for hendes karriere, falder svaret uden tøven:

"Min far. Jeg er opdraget meget strengt, men det elsker jeg min familie for. For det har gjort, at jeg er blevet til den, jeg er i dag. Ikke at det er sejt, at man kan arbejde solen sort, men jeg ved, at jeg kan lykkes med alt, hvad jeg sætter mig for. Det handler kun om, hvor meget arbejde jeg putter ind i det. Jeg kan lukke af for alt andet og så bare performe, og det har jeg lært hjemmefra. De bløde værdier er til gengæld noget, jeg først har fået tilført senere i mit liv."

Hvad lå der i den strenge opdragelse?  

"Man opfører sig ordentligt og er bundreel over for folk. En aftale er en aftale. Siger man A, siger man B. Hvis jeg som ung fik at vide, at jeg skulle være hjemme kl. 23.15, så var jeg hjemme 23.15 og ikke 23.16. Der var rammer, og tonen var, at jeg aldrig skulle være i tvivl om, at min forældre bestemte hundrede procent over mig."

Hvor længe blev det ved?

"Jeg flyttede hjemmefra, da jeg var 18, men havde fortsat firmaet med mine forældre, så de bestemte stadig. Det var faktisk først, da jeg flyttede herop til Fredensborg med Rasmine for tre år siden, at jeg begyndte at bestemme selv."

Kan du ikke undre dig over, at du aldrig gjorde oprør?

"Jo. Men det gjorde jeg aldrig. Mine forældre gav mig alle de muligheder, som jeg kunne drømme om, og de har ofret alt for mig. Så jeg har nok tænkt, at når de ofrer alt, så er jeg forpligtet til at forvalte det på samme måde den anden vej. Hvis ikke jeg betalte tilbage med loyalitet og hårdt arbejde og viste dem, at jeg ville gøre alt, hvad der skulle til, hvad skulle jeg så betale tilbage med?

Så jeg har aldrig været ked af, at de har sat mig i de rammer, for det er rammerne, der har gjort, at jeg er blevet til den, jeg er, og som jeg er skide stolt af. Jeg føler en stor taknemmelighed i forhold til mine forældre."

Den der connection

Lige under taknemmeligheden ligger en stor smerte, som handler om Cathrines far, og som udspringer af de valg, Cathrine har taget de senere år. I 2019 mødte hun Rasmine, som er springrytter og datter af Brian og Mette Laudrup, og for Cathrine var det kærlighed ved første blik.

"Den forbindelse, jeg har med hestene, har jeg i mange år drømt om, at jeg skulle få til et menneske. Det lyder måske mærkeligt, men det er så rent, når man er forbundet med et dyr, fordi der ikke er noget mellem linjerne. Man er bare sammen her og nu. Det er noget af det samme, jeg har fundet i Rasmine. Det er første gang, jeg har haft den connection med et menneske, som jeg nærmest hele mit liv intuitivt har haft med hestene."

Havde du været single, indtil du mødte Rasmine?

"Nej, jeg havde haft nogle kærester forinden, men jeg havde ikke haft den der følelse af, at jeg ville gøre alt i verden for den person, og at det var for resten af livet. Forbundetheden, den der umiddelbare ”jeg ved, at jeg kan fortælle dig alt i verden-tryghed” og den her ”den-er-der-følelse” havde jeg aldrig haft, før jeg mødte Rasmine.

Vi er meget forskellige, men jeg tror også, at det er noget af det, vi begge to føler os draget af, og som gør, at vi føler os så forbundne. Det er første gang, jeg er så tryg ved et andet menneske, at jeg har vidst, at jeg bare kan lægge mit hjerte i hendes hænder, og at det vil gå fint."

Hvad faldt du for ved Rasmine?

"Det var ret meget love at first sight for mit vedkommende. Helt lavpraktisk handlede det om netop øjenkontakt. Tit, når jeg møder folk indenfor sporten, er de enten super generte eller helt mærkelige omkring mig, fordi jeg nu er den rytter, jeg er. Derfor kan det nogle gange være lidt belastende at møde nye mennesker, men Ras, hun vader bare lige ind i en med træsko, hun turde godt kigge mig lige i øjnene.

Og så kommer hun fra alt det modsatte af, hvad jeg kommer fra. Et meget kærligt hjem med masser af fysisk berøring og snak om følelser. Hun har lært at mærke, hvad der sker inde i hende, hvor jeg omvendt er mere præstation og i kasser og slet ikke så meget nede i mig selv."

Det kunne jo også have virket skræmmende?

"Selvfølgelig. Og jeg tror, det har været mega skræmmende for os begge på mange punkter. Men vi har været meget opmærksomme på, at det, som den anden er god til, nok i virkeligheden er det, som vi selv mangler for at skabe balance i livet."

Tog det lidt længere tid for Rasmine at falde for dig?

"Ja, det gjorde det helt sikkert. Rasmine havde aldrig været kæreste med en pige før, det havde jeg, så det var en helt anden proces for hende. Jeg forstod hende hundrede procent, for jeg havde været igennem det samme, da jeg første gang var blevet forelsket i en pige efter at have haft drengekærester.

Indtil da havde jeg altid troet, at jeg skulle have villa, Volvo og et barn, men hvordan gør man det, når det er to piger? Og jeg tror også, at hvis man kunne vælge anderledes, så gjorde man helt sikkert det, men altså, der bor jo det inde i en, som der nu gør. Så ja, det tog længere tid for Rasmine, men heldigvis blev hun da hængende."

Store drømme

Cathrine og Rasmine blev gift på rådhuset allerede i begyndelsen 2021, fordi de skulle starte ridecenter sammen, og så var det bare det nemmeste i forhold til alt papirarbejdet. Siden har de holdt en stor bryllupsfest i december 2023, som ifølge Cathrine var alt, hvad de kunne drømme om.

"Jeg føler mig forbundet hjerte til hjerte med Ras, og det er jo helt vidunderligt i sig selv. Derudover er vi også forbundet i forhold til alt, hvad vi laver. Vi har jo slået pjalterne sammen her på vores lille bondegård, arbejder sammen hver evig eneste dag og hjælper hinanden til at opnå de drømme, som vi nu hver især har.

Ras er jo på nogle måder taget lidt til fange i mit liv, fordi jeg har den her ambition om at være verdens bedste og komme med til OL, så der knokler hun nok lidt mere med sin forbundethed til mig. Helt lavpraktisk betyder det, at vores liv igennem længere tid har været planlagt efter min kalender, og det er jo lidt tough for Ras, at hun bare skal køre med det tog, jeg nu har sat mig på. Men vi knokler begge to for det, vi elsker, og vi drømmer begge to store drømme, som vi er sikre på, at vi nok skal nå.

Lige nu er det mine drømme, der fylder, men på et senere tidspunkt vil det være Rasmines. Vi er jo stadigvæk unge, så man skal turde gøre noget, som hiver i en. Og der er det sgu vigtigt, at vi ikke får begrænset hinanden, så jeg er helt klar til at pushe Ras mod hendes drømme også."

Hvordan er det at være sammen i døgndrift?

"Selvfølgelig kan det nogle gange være lidt svært at lukke døren, hvis der er noget knas på arbejdet. Vi tager det med op i stuen, for det her sted er jo hele vores liv. Heldigvis går vi ikke lige op og ned ad hinanden hele dagen, for vi har vidt forskellige opgaver her på gården.

Ras er meget i stalden, drøner rundt med springhestene og er i det hele taget en blæksprutte. Jeg stiger mere på og af heste hele dagen. Men vi kender hinandens hverdag, og jeg tror, at hvis man i vores verden ikke finder sin kæreste indenfor branchen, så vil det ikke været meget, man får set hinanden. Jeg kan i hvert fald slet ikke se mig selv dele livet med en, som ikke fattede noget om heste overhovedet."

Hvordan har Rasmine ændret dig som menneske?

"Jeg føler, at Rasmine har gjort mig meget mere menneskelig."

Hvordan skal det forstås?

"Jeg har lært, hvor meget det kan give en at have relationer, som virkelig er ægte. Ras har lært mig at lukke andre mennesker ind. Heste har altid givet mig alt, men nu har jeg opdaget, hvordan de rigtige mennesker også kan give mig vildt meget. Ridning er jo en meget individuel sport, og jeg har altid været lidt en enspænder.

Hjemmefra fik jeg også at vide, at jeg skulle sætte mig selv først, og at jeg i bund og grund kun kunne stole på mig selv. Men nu, hvor jeg har Ras, hendes familie og familien Zinglersen, som er medejere af alle hestene her og en kæmpe del af vores setup, har jeg fundet ud af, hvor meget det betyder at dele alle oplevelserne med nogen. Jeg har kendt familien Zinglersen hele mit liv, deres datter, Louise, har været min bedste veninde altid, men alligevel holdt jeg dem tidligere lidt ud i strakt arm.

Det havde jeg fået at vide derhjemme, at jeg skulle gøre, for man skulle aldrig stole hundrede procent på andre mennesker. Da jeg mødte Ras, og hun opdagede det, spurgte hun: ”Hvad fanden er det, du laver? Hvorfor lukker du ikke de mennesker helt ind, de vil dig jo alt det bedste i verden?”. Det tænkte jeg så en del over, og lidt efter lidt begyndte jeg at lukke dem rigtigt ind i mit hjerte og i mit liv. Og jeg må bare sige, at ALT er blevet så meget sjovere, efter jeg er begyndt at dele det med nogen.

Glæden over at vinde en medalje er jo så ligegyldig at sidde med alene, og jeg tror også, at det er derfor, jeg aldrig rigtigt har elsket ridestævner. Det var jo altid bare ud i lastbilen bagefter, fem timer hjem, og så op og fortsætte med træningen næste morgen."

Og så er vi tilbage ved Cathrines forhold til familien. For det var hendes fars syn på samarbejdspartnere og disciplin, hun tidligere var underlagt, og som hun siden har skullet finde sin egen vej i. Det førte til et brud, da hun begyndte på det.

"Min drøm var, at Ras og jeg kunne overtage mine forældres ridecenter i Roskilde. Jeg spurgte dem, hvad udsigterne var for, at Ras og jeg kunne komme til at stå ved roret, og fik at vide, at det for dem at se lå fem-ti år ude i fremtiden. Det kunne Ras og jeg ikke vente på. Vi er begge to do’ere, vi har mange idéer og masser af energi, og det er jo nu, vi har drivet og kræfterne til at arbejde 24/7."

Så du valgte at træde ud af familiefirmaet for at starte dit eget med Rasmine?

"Ja. Og det medførte et brud med min far, som ikke siden har villet se mig."

Hvordan er det, når du nu altid har følt den stærke forbundethed og forpligtelse overfor familien og så lige pludselig står uden ham?

"Jeg havde da aldrig troet, at min far fra den ene dag til den anden bare kunne skære mig ud af sit liv. Men det er sådan, det er. Og hvis jeg sådan skal være helt ærlig, så mangler jeg ham ikke. Det, jeg manglede, var at folde mine vinger ud, og det ved jeg, at jeg aldrig havde fået lov til, hvis jeg ikke for alvor var fløjet fra reden. Jeg kan ikke se, hvordan jeg nogensinde skulle været blevet voksen under min fars stramme greb. Men jeg mangler ham da som far."

Hun stopper lidt op og tænker sig om.

"Samtidig vil jeg sige, at jeg faktisk ikke kan huske, hvornår han sidst var som en far for mig. Jeg ved, at det lyder hårdt, men lige så længe jeg kan huske, har han været min forretningspartner. Min chef. Mit største ønske, da jeg valgte at træde ud af familiefirmaet, var, at vi nu ville kunne mødes over en gang spaghetti bolo uden at snakke forretning. At vi bare kunne være familie og tale om familieting. Men sådan er det ikke blevet.

Og det er jo virkelig trist, for som jeg sagde før, så er det i høj grad mine fantastiske forældres bedrift, at de har skabt et ungt menneske, som oplever, at hun kan alt, hvad hun sætter sig for. Jeg føler jo, at de har lært mig det hele."

I hvilket omfang føler du dig forbundet med dem stadigvæk?

Hun holder for første gang en lang pause.

"Jamen, det gør jeg egentlig ikke rigtigt. Jeg føler mig stadig lidt forbundet med min mor. Men … Det er forfærdeligt at sige, men jeg føler mig egentlig ikke forbundet med min far. Jeg føler, at han har skåret alt over, der kunne forbinde os."

Og hvordan er det?

"Jeg har grædt millioner af tårer over det. I flere år. Men jeg er også nået dertil, hvor jeg ikke kan mere. Jeg har rakt ud så mange gange. Jeg har inviteret ham til alt.

Da min biografi udkom sidste år, kørte jeg ned med en bog til ham, hvori jeg havde skrevet, at jeg elsker ham over alt på jorden, at jeg håber, at han en dag vil åbne døren for mig, og at han skal vide, at min dør altid står åben for ham. Og jeg tror bare, at da jeg havde gjort det, fik jeg det sådan, nu kan jeg ikke gøre mere.

Hvis den dør er lukket, så er den lukket. Hvis han ikke vil have mig i sit liv, så skal han da ikke have mig i sit liv. Jeg har så mange andre mennesker, som vil gøre alt sammen med mig og for mig, og som jeg vil gøre alt for og sammen med. Så jeg skal nok klare mig."

Ser du din mor?

"Ja, vi ses en sjælden gang imellem, når hun kommer forbi her hos os. Jeg kan jo ikke komme hjem til dem. Min mor har valgt min fars side, det er hun nødt til, og det forstår jeg godt, men jeg synes, at det er mega synd for hende, at hun sådan er kommet i klemme. Det har jeg tit ondt i maven over, og jeg ville ønske, at vi kunne ses noget mere. Jeg ville også ønske, at jeg vidste, hvorfor det hele er endt sådan her."

Du har aldrig fået en forklaring fra din far?

"Nej, aldrig nogensinde. Og det er nok det, der er mest uforløst for mig. Kunne jeg bare få at vide, hvad det er, der har pisset ham sådan af, så kunne jeg sige undskyld, og så kunne vi komme videre. Men jeg aner ikke, hvad det er, jeg har gjort."

Har du fået en reservefamilie i Rasmines familie?

"Både i Rasmines familie og i familien Zinglersen. Reservefamilier, som jeg er meget, meget tæt forbundet med – nok tættere, end jeg nogensinde har været med mine egne forældre, selvom det er hårdt at sige."

I hvilket omfang har det været prisen værd at vælge familie-firmaet fra?

"Det har ikke været det værd. Der er ikke noget, der vil være relationen til min far værd. Men samtidig er jeg lykkelig for alt, hvad vi har her, og jeg elsker det liv, jeg har sammen med Rasmine. Jeg ville ikke bytte det for noget i verden."

Forpligtet til børn

Livet på gården i Nordsjælland passer i det hele taget Cathrine strålende. Hun beskriver sig selv som et introvert menneske, der har været nødt til at tillære ekstroverte kompetencer for at kunne begå sig i konkurrencemiljøet, så hun har det allerbedst, når hun og Rasmine er hjemme på gården sammen med alle deres heste.

21-årige Cassidy, Cathrines favorithest for evigt, som hun har haft siden 2010, er pensioneret og går som den eneste hest rundt udenfor vinduerne i den private have, så han lige kan stikke hovedet ind og få en gulerod og et klap eller ti. Cathrine kalder ham sit livsvidne og sit hjertebarn, og hun kommer aldrig til at sælge ham.

Da Cathrine var helt ung, følte hun en kort overgang en forpligtelse til at prøve at give det ”normale” teenageliv med studie, byture og veninder et skud, men hun fandt hurtigt ud af, at det slet ikke var hende. Hun ville langt hellere være sammen med hestene. Skulle hun i dag vælge imellem den daglige træning og store stævner, ville hun til hver en tid vælge træningen. Hun har for længst indset, at hun er udpræget hjemmemenneske.

Spotlightet siger hende ikke rigtig noget, hun ser det som et nødvendigt onde, når man driver et ridecenter og er rytter på topplan. Hun har også været nødt til at vænne sig til endnu mere opmærksomhed på sin person, siden hun er blevet en del af Laudrup-familien, men Rasmine hjælper hende med at håndtere det. 

"Jeg føler, at Ras er min oplader i hverdagen. Mennesker dræner mig normalt for energi, men sådan er det ikke med Rasmine. Når vi lander her i stilheden sammen, har jeg det som om, jeg får sat stikket i, og så kan jeg klare verden lidt igen."

Hvor ser du dig selv om fem-ti år?

"Her!"

Hun slår hånden ned i bordet og griner højt.

Okay, dumt spørgsmål!

"Ja! Jeg ser mig selv der, hvor Rasmine er. Men jeg ser os også her i Nordsjælland. På vores egen gård, hvor vi laver det, vi elsker, og hvor vi er sammen med familien Zinglersen og familien Laudrup. Og måske med en unge eller to."

Så børn er også en del af planen?

"Ja. Det tror jeg, at vi føler os forpligtede til på en eller anden måde."

Hvordan?

"Vi ser Rasmines forældre rigtig meget, og jeg tror, vi føler os forpligtede til at fortsætte familien og samtidig skabe noget for os selv, så vi ikke lige pludselig bare er ”Gamle et” og Gamle to”, der sidder her alene på gården om 50 år. Vi føler os også forbundne med familiefølelsen, og vi vil gerne skabe en familie sammen, som vi kan nyde hverdagen med."

Hvordan skal der blive plads til en gravid mave og børn i jeres aktive liv med hestene?

"Det skal der bare være plads til, og graviditeten varer jo relativt kort tid. Jeg tror aldrig, at det vil komme til at passe perfekt ind i kalenderen, så vi må bare kaste os ud i det."

Det gør det jo nok aldrig for nogen?

"Nej, præcis. Og så kan man sige, at det kræver lidt mere planlægning for os, fordi vi er to kvinder. Vi kan jo ikke være sådan ups, nå nu skete det lige. Vi skal ligesom tage en aktiv beslutning om, at okay, nu gør vi det. Men vi finder ud af det. Vi er vant til at have 25 ”babyer” ude i stalden, som råber og skriger, og der tror jeg altså, at hestemennesker er ret cool og omstillingsparate.

Vi er allerede dybt forpligtede i forhold til alle de heste hver dag, vi kan ikke bare lige rejse væk eller være væk en aften eller to, uden at der er andre, der tager over. Det er nok Ras, der til at begynde med har haft den største drøm om børn, men nu er den også plantet hos mig, så selvfølgelig skal vi have nogle børn."