Cecilie Beck om sin indbakke: "Mænd er sgu ret optimistiske"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var en tryg vej. Min mor var gymnasielærer, og min far studerede på universitetet, så han var meget hjemme sammen med mig, og han var et stort legebarn. Så vi var enten i hans værksted eller ude at sejle. Han kunne dog ikke lave mad, så når jeg var alene med ham, spiste vi sildemadder. Det var et anderledes barndomshjem end mine venners, for mine forældre havde gjort op med de traditionelle kønsroller, så jeg og mine tre søskende lignede ikke de andre, der havde hjemmegående mødre.

– Jeg fik lidt af et nervesammenbrud som toårig, da min far fortalte mig, at mænd er stærkere end kvinder. Da min mor kom hjem, og jeg spurgte hende, sagde hun, at det var rigtigt. Jeg var lamslået. Da gik det op for mig, at der er forskel på kønnene, og jeg har kæmpet mod det lige siden.

– I skolen havde jeg det nemt – fagligt set. Men vi boede på landet, og det var ikke nemt at være anderledes, som jeg var. Rummeligheden var ikke enorm på landet i 70’erne, og jeg følte mig ofte ved siden af. Jeg kunne godt have prøvet at være som de andre, men det føltes ikke rigtigt for mig. Mine forældre kørte i Lada, min stedfar havde langt hår, og de gik klædt som hippier. Mange i min skole troede, vi boede i kollektiv, men det gjorde vi ikke. Vi skilte os bare ud. Men du kan godt vænne det til en styrke, hvis du har en ordentlig bagage med hjemmefra. Mine forældre gav mig modet til at være anderledes og sige noget andet, end alle de andre gør.

– Allerede i gymnasiet ændrede det sig, for der mødte jeg flere, der mindede om mig. Der var det mere in at have garn i håret og huller i cowboybukserne.

Dit livs vejleder?

– Det lyder mærkeligt, men det er nok mig selv. Jeg har et stærkt indre kompas. Nogle gange har jeg glemt at lytte til det, men hvis jeg lytter til det, går det aldrig helt galt. Jeg er ret selvrefererende. Det betyder ikke så meget for mig, hvad andre mener om mig. Min mor har også været et stort forbillede for mig som en stærk og selvstændig kvinde, der i store dele af sit liv var alene med fire børn.

Hvordan fandt du din levevej?

– Jeg havde lige rejst rundt i Afrika en periode. Året inden var jeg droppet ud af universitetet, hvor jeg havde læst fysik og kemi. Så var der Aarhus Festuge, hvor jeg mødte min ven Tore. Han sagde, at jeg skulle melde mig til et journalistkursus. Den følgende mandag mødte jeg op på kurset, og det var kærlighed ved første blik.

– Jeg havde aldrig skænket journalistik en tanke, men det var lige mig. Der er noget retfærdighed i det – jeg ved godt, det lyder højstemt – men journalistik og den lille mand/kvindes mulighed for at komme til orde og at holde magthaverne i ørerne er så vigtigt for vores demokrati. Jeg kan også godt lide hurtigheden i faget, for jeg ville aldrig have kunnet lave et speciale på universitetet, hvor man beskæftiger sig med det samme i to år. Måske er journalistik også en lille smule overfladisk.

– Jeg troede, jeg skulle lave lange dybe søndagsartikler, men så landede jeg i tv ved et tilfælde. Jeg var lige blevet mor for første gang, og det var svært at få job på et dagblad. Så fik jeg job i et produktionsselskab, og min første opgave var at interviewe Jens Olaf Jersild. En uge senere ringede han og tilbød mig job på DR. Det var også ham, der senere fik mig til at prøve jobbet som vært på tv, og han har lært mig alt det grundlæggende om at lave tv.

– Nogle gange kan jeg godt tænke: Gid det var mig, der bare skulle ud og kridte stregerne op på en fodboldbane eller noget andet overskueligt, men ellers har jeg faktisk ikke drømt om at lave andet, end det jeg gør.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Jeg synes faktisk ikke, det er træls. Der er for eksempel en del unge kvinder, der kommer og spørger mig om noget, fordi de gerne vil være journalister. Jeg vil meget gerne være deres rollemodel. Her i Danmark siger folk, der møder en på gaden, jo kun søde ting. Dem, der synes, jeg er en idiot, skriver en mail. Du skulle se min indbakke! Derudover vil jeg sige, at mænd er sgu ret optimistiske. Jeg får for eksempel mails à la: ”Hej, jeg hedder Allan. Hvis du mangler et sted at sove på Skanderborg Festival, må du godt sove i mit telt.” Den slags får jeg en del af. Det er ret sødt, men jeg svarer ikke.

Hvilken vej bor du på nu?

– Jeg bor i København på en klassisk brostenbelagt Vesterbro-gade. Jeg flyttede – via et kort ophold på Frederiksberg – hertil for halvandet år siden efter 20 år i Gentofte. Min lejlighed på Frederiksberg havde ikke altan, og jeg bliver skør, hvis jeg ikke kan komme ud i naturen. Jeg løber hver dag, går ture, og medmindre det decideret regner, sidder jeg gerne udenfor og læser en bog. Her på Vesterbro har jeg altan og tagterrasse, og det er min drøm.

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

– Der er faktisk ikke nogen, for mine døtre er 17 og 22 år, og man kan ikke kommandere med dem. Vi bor alle tre sammen, og det er sindssygt hyggeligt. Det er faktisk kun oprydningsniveauet, vi ikke er enige om. Jeg kan ikke fordrage rod, men deres værelser ligner en losseplads. Arj, det skulle jeg måske ikke sige … Jo, skriv det bare! Vi skændes faktisk ikke så tit, men vi gjorde i morges, hvor de skulle rejse på ferie med deres far, og jeg var IKKE tilfreds med, hvordan deres værelser så ud. Det var ikke det optimale tidspunkt at skændes på, men nogle gange kan man bare ikke vente med at skændes til en anden dag. Så må man sige undskyld på SMS. Det er godt, at de har hinanden, for nu kan de sidde i lufthavnen og blive enige om, at jeg er en idiot. På den anden side er det røvirriterende, at de altid holder sammen.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg er på vej til en tilværelse, hvor mine børn kan klare sig uden mig. Jeg skal vænne mig til at skulle kanalisere min omsorg et andet sted hen, for jeg har brugt rigtigt meget tid på at drage omsorg for dem. Hvad skal jeg så? You tell me. Men det bliver i hvert fald ikke en kat, for jeg vil ikke bindes. Jeg vil kunne være i lufthavnen på en time, hvis jeg pludseligt får lyst til at se Venedig.

Har du nogensinde stået ved en korsvej?

– Ja. Dem står du for eksempel ved, når du skal vælge, om du vil være single eller i et ægteskab, for du kan ikke begge dele. Min mor og far blev skilt, da jeg var fem år, og min mor blev skilt fra min stedfar, da jeg var 12. Mine forældre blev ved med at være gode venner, og jeg har aldrig haft det svært med skilsmisser. Skilsmisser gør selvfølgelig altid ondt, og i en periode mangler man som barn den ene forælder hele tiden. Men en skilsmisse behøver ikke skade børn for evigt. Jeg ved også, at mine børn ikke er kede af, at jeg er skilt fra deres far. Faktisk holder jeg jul med ham og hans nye kone. Vi er stadig gode venner.

Afslut sætningen ”Vejen til det gode liv går gennem…”

– Relationer! Når du ligger på dit dødsleje, tænker du ikke på, hvor fed en lejlighed, du boede i eller hvor mange sko, du havde. Du tænker på de fede oplevelser, du har haft sammen med dejlige mennesker. Jeg har mange venner, og jo, jeg tror, jeg er god til at være der for dem. Venskaber kræver investering, og at du står der, når huset står i flammer. I de situationer lægger jeg alt fra mig og er der. Jeg har et job med meget lange arbejdsdage men også med mange fridage. Det har gjort det muligt for mig at ringe til mine venner med små børn og sige: ”Hey, skal jeg ikke komme forbi og lave mad til jer alle sammen?” Men mine venner ved også godt, at når der for eksempel bliver udskrevet valg, så skal de ikke prøve at få fat i mig.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det er der mange, der har, og jeg har også ret let ved at fatte kærlighed til andre. Men jeg har faktisk ikke så let ved at blive forelsket, hvilket nok er en måde at beskytte mig selv på. Det nytter bare ikke noget at gå og forelske sig i alle mulige. Jeg har veninder, der lider af kroniske ulykkelige forelskelser. Den slags har jeg kontrolleret mig ud af, for det er drænende. Det er dog ikke sådan, at jeg har planlagt ikke at blive forelsket igen. Men hvis jeg ikke kan mærke, det er gengældt, stopper jeg mig selv. Jeg vil ikke havne i den store ulykkelige kærlighed. Og jeg kan jo altid ringe til Allan.