Cecilie Haugaard: "Jeg følte mig ensom"

På en måde var det de sociale medier, der førte Cecilie Haugaard sammen med den populære popsanger Christopher, som hun i dag er gift med og har to små døtre med.

Læs også

Efter hård kritik: Nu reagerer Cecilie Haugaard

En fælles ven havde vist Christopher et billede af Cecilie på Instagram, og derefter anmodede han om at få lov til at følge hende. Dengang var Cecilies profil privat, og det gibbede i hende, da hun så anmodningen, for hun kendte jo godt den krølhårede sanger fra medierne, men hun havde aldrig mødt ham. Hun undrede sig over, hvorfor han dog ville følge hende, men hun accepterede anmodningen og gjorde så ikke mere ved det.

Nogle måneder senere mødte de to hinanden på en festival, hvor de talte kort sammen, og endnu et par måneder senere mødtes de igen tilfældigt på Roskilde Festival, hvor kemien ikke var til at tage fejl af. Cecilie og Christopher blev kærester, og da de havde været det i to måneder, lagde Christopher et billede af hende op på sin Instagramprofil med teksten: ”Hende her …”. Og så eksploderede det ellers med anmodninger fra StopherLovers på Cecilies profil.

"Allerede da Christopher anmodede om at få lov til at følge mig, blev jeg nok en lille smule mere bevidst om, hvad det ville sige at være på de sociale medier, for jeg tænkte, hvad er det her? Jeg fik måske 10.000 anmodninger om ugen i den periode, og jeg kunne mærke, at jeg var nødt til at have noget mere professionelt indhold på min Instagramprofil, når der var så mange, der ville følge med. Så fra bare at have delt lidt tilfældige billeder med mine venner af min mad og flotte udsigter – aldrig selfies – blev det pludselig KUN perfekte billeder, jeg lagde op.

Folk skulle ikke kunne sætte en finger på det. Og da jeg så kort efter var nødt til at gøre min profil offentlig, fordi det bureau, jeg arbejdede for på det tidspunkt, forventede, at vi modeller havde en åben og professionel profil, blev jeg i hvert fald ægte bevidst om, hvad det vil sige at være på de sociale medier. På godt, men i høj grad også på ondt."

Bagsiden af Insta-medaljen har i perioder gjort Cecilie meget ked af det. Men i stedet for at sætte sig over i et hjørne og svælge i de dårlige tanker og følelser, har hun valgt at skrive bogen 'Instagrim', som handler om, hvordan man kan være på de sociale medier uden at blive negativt påvirket af dem. Det er nemlig muligt, mener Cecilie.

I dag har hun 318.000 følgere på Instagram under navnet @cillemouse, og hun lever af at være model og influencer, så hun ved godt, hvad det er for en glitrende verden, rigtig mange lader sig suge ind i, når virkeligheden spænder ben, og det igen-igen regner udenfor vinduerne.

Holdt udenfor

Cecilie har altid haft en tryg base i sine forældre, og de er afgørende for, at hendes hverdag kan hænge sammen – for eksempel i dag, hvor hendes far passer lille Isabelle, som blev født i april sidste år, så Cecilie kan lave det meste af interviewet uden samtidig at skulle jonglere med sin aktive baby.

Forældrene stiller gerne op og passer børn, når Christopher er på turné, og Cecilie har travlt. Men de er ifølge Cecilie også årsagen til, at hun har så meget power, som hun har, og at hun ikke er knækket de gange, hvor hun har oplevet modstand.

"Jeg havde en virkelig tryg og stabil barndom i Odense med to forældre, der gik på arbejde hver dag på deres tandlægeklinik. Der var meget rytme og rutine i vores hverdag, samtidig med, at der var meget frihed under ansvar for min storebror og mig. Jeg føler, at det var yderst sjældent, at vores forældre sagde nej til noget, de stolede på os og vores dømmekraft, og så længe vi opførte os ordentligt, var der ingen begrænsninger.

Hvem er Cecilie Haugaard?

• Model, influencer, coach og forfatter til bogen 'Instagrim'.
• Cand.merc. i erhvervsøkonomi og kommunikation med en overbygning i psykologi fra CBS.
• Har 318.000 følgere på sin Instagramkonto @cillemouse.
• Hun er 33 år og gift med sangeren Christopher, som kan følges på @christophermusiccom.
• Sammen har de døtrene Noelle på knapt 3 år, og Isabelle
  på 9 måneder.

Jeg følte også, at jeg kunne fortælle min mor alt, så det gjorde jeg. Hun lyttede altid og var aldrig dømmende. Vi talte måske ikke så meget om det, der kunne være svært eller hårdt i mit hjem, og engang sagde min veninde helt tilbage fra børnehaven, at jeg altid så himlen som blå og ikke fik øje på skyerne. "

Måske var der ikke så mange skyer i din opvækst?

"Nej, der var ingen store katastrofer, men selvfølgelig kunne vi da blive uvenner og diskutere. Men næste gang man kom ind i stuen, så var det sådan, nå, hvem skal have kaffe?"

Hun griner højt.

"Jeg tror dog, at hvis du spørger mine forældre, så vil de sige, at jeg var en pige, der sagde tingene højt, hvis der var noget, så det var måske mere mine forældre og min bror, der ikke snakkede så meget om tingene. Aj, hvor er jeg streng, nu lægger jeg lige det hele over til dem, haha. Men altså, grundlæggende fik jeg et godt og solidt fundament med hjemmefra, jeg fik masser af plads og kærlighed, og mine forældre har aldrig fået mig til at føle mig forkert."

Og det er jo interessant, når vi nu skal tale om sociale medier, hvor man let kan føle sig forkert?

"Nemlig. Det, jeg har fået med hjemmefra, har gjort, at jeg er gået ud i verden og har følt, at jeg er okay, som jeg er."

Cecilie havde et aktivt socialt liv som barn med mange sportsaktiviteter. Som 12-årig blev hun spottet af Unique Models på vej hjem fra fodbold. Hun syntes, det var spændende, og i første omgang blev hun ”følgemodel”, hvor bureauet fulgte med i hendes udvikling med option på at skrive kontrakt senere.

Ret hurtigt begyndte Cecilie også at lave modelarbejde for et mindre bureau i Odense, og hun syntes, det var sjovt. Samtidig levede hun et helt almindeligt liv med gode venner og sport. Det hele ændrede sig dog, da hun som den eneste fra sin folkeskoleklasse gik direkte videre på gymnasiet efter niende klasse. Hun klikkede slet ikke med sine nye klassekammerater, og hun følte sig decideret holdt udenfor.

"Der mærkede jeg for første gang i mit liv, at jeg ikke blev rummet."

Hvordan var det?

"Det tog mig en måneds tid at finde ud af, at okay, de svarer mig ikke, når jeg kommer hen til dem, og de spørger ikke, om jeg vil være med. Min overlevelsesstrategi blev lynhurtigt, at ingen skulle opdage, at jeg ikke havde nogen at være sammen med. Det var så skamfuldt, og de skulle ikke se, at det ramte mig. Men indeni føltes det forfærdeligt, og jeg begyndte stille og roligt at tænke, at jeg måske slet ikke var en fed ven. Måske var jeg slet ikke værd at være sammen med.

Jeg stillede mig selv sygt mange spørgsmål, jeg tog det virkelig ind, og mit ellers så ubekymrede sind kom virkelig på prøve. Jeg begyndte at gå meget op i, at der ikke var noget at udsætte på mit udseende og mit tøj – det havde jeg aldrig gjort før – og jeg begyndte at spise meget mindre, end jeg plejede.

Da en af mine gamle veninder fra folkeskolen konfronterede mig med, at jeg havde ændret mig – og tabt mig, gik jeg hjem og sagde til min mor, at jeg havde brug for hendes hjælp. Hun hjalp mig med at skifte fokus fra at spise ”det helt rigtige” til bare at spise, hvad der var i huset, som jeg altid tidligere havde gjort, og snart fik jeg min normale store appetit igen."

Det perfekte billede

Cecilie besluttede at tage konsekvensen af, at hun havde det skidt i skolen, og skiftede gymnasieklasse, selvom det betød, at hun måtte flytte fra sin sproglige drømmelinje til den matematiske. I den nye klasse faldt hun med det samme til og fik gode venner, men gennem hele gymnasietiden nagede angsten for ikke at være god nok et sted inde i hende.

Som 17-årig oprettede hun for første gang en profil på Facebook, som hun brugte til at være social med sine venner. Derefter fulgte det sociale medie DKBN – Denmark By Night – hvor der blev lagt billeder fra nattelivet ud, så alle kunne se dem. Det medførte ranglister over de ”lækreste”, men Cecilie prøvede at lade være med at tillægge det værdi, selvom hun ikke kunne lade være med at kigge.

Hun begyndte også at rejse rundt i Europa og arbejde som model, men på et tidspunkt kunne hun mærke, at hun også var nødt til at lave noget andet, og hun kastede sig over erhvervsøkonomi, kommunikation og psykologi på CBS. Hun fortsatte som model efter at have færdiggjort sin uddannelse, og med mere end 200 rejsedage om året blev telefonen, og særligt Instagram, pludselig en tro, men også hård følgesvend. 

Læs også

Andrea Elisabeth Rudolph: “På mange måder har jeg det bedre, end jeg har haft i mange år”

"Jeg kom til nye steder hele tiden, hvor der ikke var nogen, der kendte mig, og selvom jeg prøvede at starte samtaler op med folk rundt omkring, oplevede jeg stort set aldrig, at der var nogen, der samtalede tilbage. Det betød, at telefonen var det eneste sted, hvor jeg havde mine sociale relationer, når jeg var på arbejde i udlandet. Christopher, mine forældre, mine venner.

Og det betød også, at når jeg havde haft en lidt dårlig dag, blev behovet for at lægge et billede op, der fik en masse likes, endnu større end normalt. Det gav mig nemlig et øjebliks anerkendelse, et dopaminrush og en følelse af, at åh, jeg er god nok. Jeg følte helt klart, at telefonen var med til at give mig det, jeg hele tiden savnede. Og så var den også med til at fjerne følelsen af ensomhed og kedsomhed. Men kun i momenter."

Hvordan var det at lægge et perfekt billede op efter en trist dag?

"Billedet dækkede jo ikke dagen. Jeg fik f.eks. nogen til at tage et billede af, at jeg arbejdede som model, og så lagde jeg det op med en tekst a la: ”Solen skinner i Hamburg”. Men solen skinnede jo ikke inde i mig. Og det handlede blandt andet om, at antallet af timer, man bruger på de sociale medier, bliver lig med, hvor meget tanketid det får inde i ens hoved. Og tanker bliver til følelser.

Så det endte med, at jeg følte, at det rigtige var at være eller se ud som dem, jeg benchmarkede mig selv op mod på Instagram. Og det er jo klart, at når jeg benchmarkede mig op imod Victorias Secret-modeller, som har fuldstændig vanvittige kroppe, så kunne jeg jo hele tiden finde fejl ved min egen. Eller når jeg benchmarkede mig op mod nogen, der havde fantastiske jobs på eksotiske øer, så var det katalogjob, jeg lavede i Tyskland, pludselig en ligegyldig kampagne og falmede inde i mit hoved.

Og når jeg kiggede på folk, jeg kendte, som spiste middag med deres veninder, var sammen med deres kæreste eller deres familie, så blev jeg også ked af det, for det gjorde jeg jo ikke, når jeg sad alene på et hotelværelse. Jeg følte mig simpelthen ensom, og følelsen af ensomhed er det værste, når man går på de sociale medier, hvor alle andre ser ud som om, de har det fantastisk.

Jeg begyndte at slå mig selv i hovedet med, at jeg ikke var god nok, og at det, jeg lavede og opnåede, ikke var godt nok. Men det, der var sjovt, var, at når jeg så var hjemme, så fyldte de sociale medier næsten ingenting, for der havde jeg jo alle dem, der betød noget, omkring mig."

Og udefra set kan man jo også sige, at du havde hele pakken

med dejlig kæreste, venner og familie, et spændende job og et godt udseende?

"Ja, fuldstændig. Det var jo det, der var absurd. Og det var også det, der gjorde, at jeg på et tidspunkt nåede til et sted, hvor jeg tænkte: Det kan jo ikke passe, at jeg står og kigger på mig selv og synes, at jeg skal have længere hår, en smallere talje, længere ben – hvis man ellers kunne få det – for at få de rigtige jobs og være noget værd.

Jeg kan huske, at jeg åbnede op overfor Christopher og sagde, at det ikke kunne være rigtigt, at jeg havde det så nederen, når jeg havde så meget at være glad for i mit liv. Jeg nærmest skammede mig over at have de negative følelser."

Hvad sagde Christopher til det?

"Han kender jo heldigvis selv meget til de sociale medier og rummede det virkelig fint. Han prøvede at prikke hul på den boble, jeg havde skabt. Han sagde, at verden ikke er sådan, som den ser ud på de sociale medier. Og det vidste jeg jo godt. Men på trods af min rationelle tankegang blev jeg alligevel tricket af det glansbillede, jeg så på de sociale medier."

Man kan sige, at du jo også selv bar ved til bålet ved at lægge perfekte billeder ud, hvor det så ud som om, du havde alt?

"Ja, og det var også det, der lige pludselig gik op for mig. Og det var noget af det værste ved det. At jeg selv var med til at give andre en følelse af mindreværd. Jeg havde jo den mest fantastiske mand, veninder, skøn familie og en karriere, der kørte, og alligevel var jeg ved at destruere mit selvværd, fordi jeg hele tiden var på Instagram.

Læs også

Rikke Gøransson: ”Dét, tror jeg, er det, der er gået galt i mine tidligere forhold”

Først da jeg endelig sagde det højt, kunne jeg begynde at få lidt perspektiv på. Instagram er jo en glansbilledverden, hvor folk lægger de bedste billeder ud, og det gjorde jeg også. Og når jeg, der på papiret havde det hele, kunne få det SÅ dårligt af at sidde og kigge på andre, hvordan må det så ikke føles for de mennesker, der rent faktisk har en masse modgang i livet?

Alle de tanker betød, at jeg holdt op med at lægge billeder op, hvor jeg skrev, at solen skinnede, hvis jeg ikke selv skinnede indeni. Jeg blev bevidst om, at når jeg ikke havde det godt, så skulle jeg lade være med at gå på Instagram. Og jeg holdt også op med at følge folk, der triggede noget negativt i mig."

Den falske virkelighed

Udover de vigtigt tiltag, Cecilie lavede for sig selv, kunne hun mærke, at hun var nødt til at gøre noget mere, og i første omgang blev det til minidokumentaren 'Cillemouse – Den falske virkelighed', hvor hun bl.a. talte med flere eksperter om, hvad de sociale medier gør ved os. Hun tog også en coachuddannelse, hvor hun fandt ud af, hvad der er virkelig vigtigt for hende.

"Autenticitet er noget af det allervigtigste for mig, og jeg er, oprigtigt talt, meget autentisk, når man møder mig i virkeligheden og i alle mine nære relationer. Men lige præcis med sociale medier fandt jeg ud af, at det ikke ville være for min egen skyld, hvis jeg begyndte at lægge billeder ud af en dårlig dag eller et rodet køkken.

Det ville være for andre skyld og for, at folk kunne se, at jeg selvfølgelig heller ikke er perfekt. Men det er ikke det, jeg vil bruge de sociale medier til. For mig skal det være et sted, der er inspirerende, og som gør mig glad, men hvor jeg samtidig ikke snyder folk til at tro, at mit hår altid sidder godt. Så udover at lave 'Cillemouse – Den falske virkelighed' på TV2, valgte jeg også at skrive følgende på min Instagramprofil: ”Velkommen til min glansbilledbog fuld af ting, der gør mig glad”."

Som en deklaration af, hvad man får på din profil?

"Fuldstændig. Jeg har ikke lyst til at lægge noget ud, som handler om, at min mand og jeg lige har haft et skænderi, eller at der er problemer med vores børn. Det er da alt for sårbart, hvis du spørger mig, og det er noget, jeg i hvert fald kun har lyst til at dele med mine nærmeste.

Omvendt ved jeg, at mange får vildt meget ud af at åbne op om noget sårbart, og folk er gode til at møde det sårbare på Instagram. Så det skal man selvfølgelig endelig gøre, hvis det er det, man vil. Jeg har bare ikke selv lyst til det. Jeg vil hellere inspirere og motivere. Og jeg vælger stadig det billede, jeg synes er bedst."

Du lægger også billeder ud af dine børn, hvilke tanker har du og Christopher gjort jer om det?

"Vi har selvfølgelig snakket meget om det, og vi er enige om, at vi må gå med vores egen mavefornemmelse. Vi lægger ikke så mange billeder ud af dem, og vi forsøger ikke at vise deres ansigter for meget. Men hvis man kan se ansigterne, så skal det i hvert fald være billeder, som de selv vil blive glade for en dag.

Læs også

Emma Sehested Høeg: ”Der er noget, jeg har glemt at sige”

Jeg lægger aldrig et eller andet random billede op af dem, som de vil kunne blive kede af. Jeg bruger dem ikke i kommercielle samarbejder, og vi skal helt klart tage snakken igen, når de bliver lidt større. Et af formålene med min bog er, at man skal blive opmærksom på at tage styringen over de sociale medier, inden de tager styringen over en selv. Og ja, både jeg og Christopher er jo meget synlige, og børnene er en kæmpe del af vores liv, så vi skal finde ud af, hvordan vi gør det.

Det er vigtigt for mig at sige, at jeg aldrig lægger billeder af vores børn ud for at få likes. Jeg gør det udelukkende, fordi jeg simpelthen ikke kan lade være, når jeg har et virkelig nuttet billede af dem, som gør mig glad. Jeg deler jo netop billeder af alt det, der gør mig glad, og intet gør mig mere glad og stolt end min familie."

Hvordan er Christophers tilgang til de sociale medier i forhold til din?

"Han bruger Instagram til at promovere sin passion og sin musik. Til at sælge koncerter. Og til at skabe og bevare sit brand. Jeg bruger mere de sociale medier som en forretning, hvor jeg lægger en masse små øjeblikke af mit liv ud. Det er det, jeg tjener penge på, det gør Christopher ikke. Han tjener penge på sin musik, men Instagram er et fantastisk sted at promovere musikken. Han kan også komme til at sammenligne sig selv med andre musikere på en usund måde, og på et tidspunkt tog han faktisk et halvt år væk fra de sociale medier. Det gav ham en masse luft og frihed.

Jeg har ikke brug for at stå af de sociale medier, men jeg har fundet min egen vej på Instagram. I dag går jeg målrettet ind på min profil, lægger noget op, svarer på nogle beskeder, finder inspiration, og går så af igen. Jeg gør meget for ikke at gå i zombie-mode og sidde og scrolle og kigge passivt på andres liv, som jeg gjorde før i tiden.

Derfor bliver jeg i dag sjældent ramt indeni af at være på Instagram. Jeg har flyttet mig væk fra det, der ikke var godt for mig, på samme måde, som jeg flyttede mig fra den gymnasieklasse, der ikke var rar for mig at være i. For mig er Instagram business i dag, og ja, så er det også min egen glansbilledbog, som jeg bliver glad af at kigge på."

Cecilie Haugaard er aktuel med bogen 'Instagrim', som er skrevet i samarbejde med Lotus Turèll.

Udkom den 8. februar 2024 på Lindhardt og Ringhof og koster 270 kr.