Cecilie Hother: "Lige nu sidder jeg med mit livs største frygt hver dag"
Tv-vært og smykkedesinger Cecilie Hother om at være i sit livs største frygt, om vigtigheden i at hylde kvinder og om en helt særlig surfertrøje.
Hvilket stykke tøj vil du aldrig skille dig af med?
– Jeg er generelt typen, der gemmer meget. Derfor har jeg mange ting, hvor jeg tænker, ”shit, har jeg stadig den her?”. Det er ofte, fordi der er så gode minder forbundet tingene. Ét stykke tøj, jeg nok aldrig skiller mig af med, er en trøje, jeg fik, da jeg boede i Caribien for 20 år siden. Der står ”The Danish Surfteam” på den, fordi jeg surfede meget dernede. Nu er den 21 år gammel, men ligger stadig i mit skab.
Hvornår har du været mest bange?
– Jeg er nærmest midt i det. Når man bliver forælder, opstår der et helt nyt aspekt af frygt i ens liv. Det, at vi mistede Karl sidste forår langt henne i graviditeten, var en kæmpe sorg, og det at sidde med den sorg og være gravid nu og vide, at man kan miste det, man har allermest dyrebart i livet – det er en kæmpe frygt. Så lige nu sidder jeg med mit livs største frygt hver dag og prøver at navigere i den.
Hvornår har du nydt dit arbejde mest?
– Jeg nyder mit arbejde mest, når jeg bliver udfordret, når der er plads til, at jeg kan udvikle mig, og der er mulighed for at prøve noget nyt. Jeg kan rigtig godt lide at arbejde, og derfor er det også nogle gange svært for mig ikke at arbejde. Det, som jeg elsker ved at lave fjernsyn, er, at intet er stillestående. Når man laver live-tv, er der en speciel nerve, fordi man ikke kan lave det om. Det, som jeg elsker ved mit arbejdsliv som smykke-designer, er hele processen fra ide til produkt. Jeg kan nogle gange blive helt rørstrømsk, når jeg har siddet og lavet en krusedulle på et papir, som nu er blevet til virkelighed – og som andre folk kan lide og vælger at gå med.
Hvilken anden kvinde har inspireret dig mest?
– Jeg synes, at der er masser af modige, seje og ambitiøse kvinder. Derfor forsøger jeg at hylde de kvinder. Kvinder kan nemlig godt være kvinder værst. Jeg har absolut også kvinder, som jeg ikke bryder mig om, men jeg synes godt, at vi kan bruge energien anderledes. Kvinder har nok at slås med i det her samfund. Så vi skal hylde dem, som gør en indsats – og det skal ikke være noget med at kalde dem ladyboss, bosslady, eller female boss osv. De ord er jeg decideret imod. Vi siger jo heller ikke mr. boss eller male boss.
Hvornår føler du dig allermest lykkelig?
– Det gør jeg i små momenter, og fordi vi mistede Karl, prøver jeg at holde ekstra meget fast i de små momenter. Og de er meget små og flygtige, men hvis man forsøger at lægge mærke til dem i sin hverdag, så er der faktisk flere af dem, end man lige går og tror. For mig kan det være en morgen, hvor jeg vågner med min datters arme omkring min hals, med min lille spunk i maven og kigger over på min mand. At have 30 sekunder, hvor man ligger der inden hele dagen for alvor begynder. Det er ultimativ lykke for mig. Det oprigtige nærvær.
Færdiggør sætningen: Jeg kunne aldrig finde på, at ...
– Sige aldrig. Livet har lært mig for mange ting, så jeg har helt klart nogle retningslinjer og nogle etiske linjer, men jeg har fået så mange tæsk af livet og er blevet skuffet, at jeg qua de oplevelser har lært, at jeg kan ændre mig meget. Når man stikker næsen frem og tager nogle chancer, så kan man også få nogle klø ,og det har jeg klart fået. Men det har også været med til forme mig, så ting, som jeg aldrig nogensinde troede, at jeg ville gøre, det har jeg gjort.
Hvilket årti ville du trylle dig hen til, hvis du kunne?
– Så ville jeg gerne frem til 2040. Jeg er nysgerrig på, hvad der venter. Jeg synes, at vi lever i en opbrudstid, som på mange måder er fantastisk, fordi mulighederne er uendelige. Men i forhold til at være forældre og hvilken fremtid jeg kan tilbyde mine børn, så synes jeg også nogle gange
det kan være skræmmende.