"Paris er en fornøjelse for øjne, gane og intellekt"
Man skal se sig omkring i Paris, for overalt er byen smukt udsmykket, siger Charlotte Hedeman Guéniau, der forelskede sig Paris, da hun flyttede dertil som 18-årig. Her tipper hun dig om byens bedste modemuseer og art deco brasserier.
Paris har en helt særlig plads i Charlotte Hedeman Guéniaus liv. Som 18-årig flyttede hun dertil med sin parisiske mand, Philippe, og boede i alt 15 år i Paris. For Charlotte er Paris en evig inspirationskilde.
– Paris er et sted, hvor man skal bruge sine øjne. Man skal se op, se ned. Nogen dage ser jeg på gulve og mosaikker, andre dage ser jeg efter døre og porte. Der er et overflod af detaljer alle vegne med løver som statuer og fontæner… Paris har en særlig ånd og et helt specielt ”udseende” – selv de parisiske tage er et kapitel for sig, og man er aldrig i tvivl om, hvor man er, når man ser billeder af tagene. Paris er en sand fornøjelse for øjne, gane og intellekt.
Charlotte Hedeman Guéniau, 51, stifter og kreativ direktør i Rice. Foto: Privat.
Mine bedste spisesteder
Kindkys til morgenmaden: Chez Carette
Til morgenmad elsker jeg ”Chez Carette” på Place du Trocadero, som emmer af den lokale, parisiske atmosfære og tilmed har et smukt udseende. Der er damer med højt hår og pels og smukke, unge mennesker med joggingbukser og dyre sko. Der er en super stemning og dejlig, simpel mad. Jeg elsker at se på folk og formemme, at mange kender hinanden og tjenerne. Der flyver altid en del kindkys gennem luften.
Fashionabel frokost: Ralph Lauren
Jeg vil spise frokost i de bløde stole i gårdhaven hos Ralph Lauren på Bld. St. Germain des Pres. Det er hyggeligt, parisisk, og maden er velsmagende.
Art deco middag: Terminus Nord
Aftensmad vil jeg spise på ”Terminus Nord”, som ligger lige over for Gare du Nord. Jeg vil sikre mig et bord bagest i lokalet. Det er en smuk art deco-restaurant i et temmelig kedeligt kvarter, men der er smukke kalkmalerier på væggene, skønne fliser og dejlig atmosfære med knitrende duge og overtjener i sort jakkesæt. Til tider er der uforskammede tjenere, men på den parisiske charmerende måde…
Mine bedste gå-ud-steder
Aftensjus på museet: Cafe Marly
Jeg elsker klassikeren ”Cafe Marly”, der ligger i gården ved Louvre. Det er så smukt at sidde under hvælvingerne og få en drink, mens man kigger på solen gå ned over den vidunderlige gård med et glas vin i den ene hånd og en St. Marcellin-ost på tallerkenen.
Mine bedste kulturelle steder
Parisisk åndehul: Musée Rodin
Det her sted er et must! Jeg er dybt fascineret af alle skulpturerne, den turbulente historie om Rodin og Camille Claudel og imponeret over alle de smukke værker. Samtidig er haven et åndehul med en lille te-salon, hvor man kan sidde en dejlig solskinsdag.
Kunstinstallation i skoven: Fondation Louis Vuitton
Det er en donation fra LVMH gruppen. Det er det vildeste, der er sket i Paris inden for de sidste mange år på både kunst- og kulturfronten. Det er en imponerende bygning i Boulogne-skoven ved Jardin d’Acclimatisation tegnet af Frank Gehry, og der ligger også en super restaurant derude, der hedder Le Frank.
Mine bedste shopping steder
Fine nichebutikker: St. Germain de Pres, Le Marais
Jeg elsker bare at slentre gennem St. Germain des Pres, som var her, de intellektuelle engang holdt til, men i dag er fyldt med cafeer, lækre butikker og teatre. Rue du Faubourg Saint-Honore er en smal gade med mange fine butikker, men man skal også gå rundt i det historiske og smukke Le Marais-kvarter.
Charmerende cafeer i det hitoriske Le Marais-kvarter. Foto: Getty Images.
Mine hemmelige steder
En bid af kina i paris: Le President, Chinatown
Jeg er vild med haven bag ved Jardin du Palais Royal. Her er man straks i en helt anden og fuldstændig rolig verden. Jeg synes også, at man skal tage til Chinatown og spise på Le President. Det er et vanvittigt stort sted, hvor man føler, man sidder i Kina omringet af let bøvsende kinesere, der spiser sammen ved store, runde borde. Det er en sjov oplevelse…