Charter McCloskey: ”Jeg kan ikke stå oprejst, så jeg lader mig indlægge på psykiatrisk”

Charter McCloskeys liv ændrede sig markant, da han fyldte otte år. En nat blev han vækket af sin mor, fordi hun græd så højlydt. Hun hulkede. Det eneste, hun kunne sige, var, at Charters far var død. En blodprop havde ramt ham til en julefrokost i en alder af kun 39 år.

Den nat har defineret sig som et af Charters første minder, og det var en oplevelse, som sendte både ham og hans mor ud i en choktilstand. Det fortæller han til journalist Josefine Stork i ALT for damernes podcast ’Tungdom’.

Læs også

Cathrine Widunok Wichmand om sin barndom: ”Jeg tænker altid, at det er der ikke nogen børn, der skal opleve”

”Man kan sige, at jeg på den måde mister begge forældre for en stund, for min mor går fuldstændig ned med flaget. Vi flytter i en periode op til min mormor, fordi min mor ikke kan overskue at være aleneforælder. Når hun kommer sent hjem fra arbejde, ligger hun sig ind i sengen igen. Jeg tror, at det er hendes måde at tackle sorgen på. Jeg kender ikke rationalet, men hun har simpelthen ikke fungeret. Det er en ikke-tilstand,” husker Charter om tiden efter farens død.

Samme ikke-tilstand lever Charter også selv i, hvor han i et år skærer alt dårligt fra og nærmest lader som om, at det ikke eksisterer. Indtil han en dag indser, at hans far er død.

Angstens første skridt

Et års tid efter sin fars død går Charter nemlig fra at leve i en ikke-tilstand til selv at blive meget – meget – bange for at dø.

”Jeg kan huske, at jeg har samtaler med mine mor ved køkkenbordet om aftenen. Jeg har følelsen af at være rigtig bange uden at være bange. Det er de første spæde spor. Jeg har sygt meget adrenalin i kroppen, men jeg har ikke noget at være bange for. Det er der min hjerne begynder at brygge på, hvad jeg så reelt kan være bange for,” husker Charter om tiden.

Nogle år efter dør en masse børn og unge af meningitis i Thy, hvor han er vokset op, og det trigger noget i den unge dreng, og følelsen af adrenalin i kroppen bliver til en reel angstfølelse.

Det ender med, at Charters mor kontakter en psykolog, hvilket Charter bliver så vred over, at han vælter et bord i ren frustration. Han vil ikke tale med psykologen, fordi han tror, at det betyder, at han er syg. Dog bliver det nogle gode timer hos psykologen, som også betyder, at han får nogle gode år, hvor angsten er under kontrol.

Lige indtil de invaliderende tanker kommer tilbage på efterskolen, og kun bliver værre og værre i de efterfølgende år. Når Charter i dag kigger tilbage på sine ungdomsår, står han med en følelse af, at han ikke kunne finde ud af at eksistere dengang.

”Jeg går helt i sort. Jeg føler ikke, at jeg kan noget. Jeg dropper alt. Jeg er overbevist om, at jeg ikke kan finde ud af at være et menneske. Jeg kan ikke finde ud af noget overhovedet. Jeg føler, at jeg skal have hjælp til alt. Jeg går helt ned med flaget og er helt vildt depressiv,” husker han om tiden på og efter efterskolen.

Det er en følelse af en andethed, som han ikke helt kan sætte en finger på, men som gør, at han hele tiden føler sig anderledes end dem, han omgiver sig med.

”Alle mine interesser er anderledes. Mit syn på verden er anderledes. Alt er anderledes ved mig,” husker han.

Og sådan er det i mange år. Det er først, da han som ung voksen flytter til Aarhus, at han finder et fællesskab af ligesindede, kreative sjæle, hvorefter angsten forsvinder. Han føler sig tilpas for en stund – lige indtil den kommer tilbage igen. Som en boomerang, der aldrig helt kan kastes væk. Og sådan er det gennem hele hans ungdom og voksenliv. Angsten for at dø ligger altid latent i ham, og den står altid på spring.

Læs også

Irina Olsen: ”Jeg havde hele livet foran mig, men jeg var fuldstændig ødelagt”

Diagnose som voksen

I 10’erne bliver Charter McCloskey et kendt ansigt, fordi han blandt andet står som hovedperson i TV 2 Zulus serie ’Turbomodul’. I ’Tungdom’ fortæller han, hvordan han også dengang kæmpede med sine tanker og den utilsigtede adrenalin, som kunne ramme hans krop – en tilværelse han gik med alene.

Indtil han i 2021 vælger at skrive åbent om sin situation på Instagram, da han melder afbud til Zulu Comedy Galla, netop på grund af angst.

”Jeg laver enormt mange ting, og jeg behandler mig selv rigtig dårligt. Så jeg kan ikke komme af med stressen. Jo mere jeg prøver, jo mere stress får jeg. Det er meget voldsomt det hele. Min kæreste og jeg har et barn på vej, og vi skal flytte, og da alt det sker, bliver der noget forløst i mig, som gør, at jeg falder sammen. Jeg kan ikke fysisk stå oprejst, så jeg lader mig indlægge på psykiatrisk,” fortæller han ærligt i ’Tungdom’.

Med indlæggelsen kom der også en forløsning og forklaring på alt det, han har følt, siden han var otte år gammel – og en forklaring på, hvorfor han altid har følt sig anderledes. I en alder af 41 år bliver Charter nemlig diagnosticeret med en autismediagnose: Asperger syndrom. Det er en diagnose, som på mange måder forklarer, hvorfor han har haft det så svært, og hvorfor han er, som han er.

”Jeg har for første gang set lyset. Siden jeg var otte år, har jeg ledt efter at få det bedre, og nu har jeg set lyset for første gang. Nu kan jeg se, hvad jeg skal bevæge mig væk fra for ikke at blive stresset,” siger han.

Han ved nu, at han for eksempel aldrig kommer til at nyde at tage en tur i Disneyland med sine drenge. Sygdommen betyder nemlig, at der ikke er noget, der filtrerer indtryk fra verden, hvilket overstimulerer ham nemt, og at hans hjerne fysisk arbejder anderledes, end en neurotypisk hjerne gør – og at det er helt okay.

”Det er jo så mærkeligt at få en diagnose som voksen, for jeg tror, at jeg ville have skånet mig selv for mange ting, hvis jeg vidste det tidligere. Jeg ville ikke have stået foran et kamera og været sjov. Jeg tror slet ikke, jeg var kommet i den situation, hvis jeg havde vidst det tidligere. Men der kan jeg så takke min diagnose, fordi jeg kan slet ikke leve mig ind i, hvordan det ville være at have fået den tidligere. Jeg er bare glad for, at jeg har fået den nu. Jeg har selvfølgelig fandeme haft det svært i nogle perioder, hvor jeg godt kunne tænke mig at have haft redskaber til at håndtere det eller vidst, hvorfor det var svært. Men jeg er en dum hund, og jeg glemmer hurtigt,” siger han med et grin i ’Tungdom’.

I podcasten 'Tungdom' vil journalist og vært Josefine Stork undersøge følelserne og de tunge tanker fra barn- og ungdommen, som bor så dybt inde i mange af os. I hvert afsnit taler hun med en ny kendt gæst og sammen skruer de tiden tilbage til dengang de havde det svært og hvor alt fra angst, identitetskrise, spiseforstyrrelse og dårligt selvværd prægede en del af deres ungdom.

Håbet er, at du som lytter kan spejle dig og føle dig mindre forkert i dine følelser. For én ting er sikkert. Du er langt fra alene om at have det svært.