"Vi bliver skilt, fordi kærligheden er enormt vigtig"

Artiklen blev oprindelig bragt i ALT for damerne i september 2013. 

Udgangspunkt

– Sommetider undrer det mig, at jeg ikke er blevet kommunist. Min storesøster og jeg gik på Humlebæk lilleskole – eller det jeg kalder Den Nordkoreanske Lilleskole. Vores lærere var ræverøde og solidariske med alt fra De Røde Khmerer til Baader-Meinhof og Røde Brigader. En af dem havde et system, hvor hun i stedet for karakterer belønnede eleverne med små figurer: Hvis man havde skrevet en virkelig god stil eller havde gjort noget meget ansvarligt, fik man en guld-Lenin, og var man mindre god fik man en sølv- eller bronze-Lenin. Vi sang socialistiske slagsange som "Bella Ciao" og "Internationale" på russisk. Ren indoktrinering. Når jeg tænker over det i dag, synes jeg det er ret langt ude, og jeg tror ikke, mine forældre var klar over, hvor ensidig undervisningen var.

– De var selv det man kaldte "Kystbanesocialister": Privilegerede akademikere – henholdsvis læge og bibliotekar – som stemte socialdemokratisk og havde en kollektivistisk hippietankegang. De var ikke hippier, men de var revet med af tidsånden på det tidspunkt. Da jeg var tre år, flyttede vi til Nivå i et gårdhavehus med gule mursten og rødt tag omkranset af flere ens huse – tanken var kollektivistisk på den måde, at man havde sit eget hus, men så var der fælles områder og -huse. Ofte med fællesspisning og fest.

– Jeg var sådan en glad, men genert og følsom lille fyr, der godt kunne lide at lege med biler og spille musik. I små glimt elskede jeg at komme med en sjov bemærkning og få hele klassen til at grine, og så krøb jeg straks tilbage i hullet igen. Vores opdragelse var meget liberal. Der har aldrig været restriktioner for, at jeg ikke måtte ryge, eller hvor meget chokolade jeg måtte putte på mit brød om morgenen. På den måde var jeg meget selvregulerende: Jeg har aldrig røget, og jeg har aldrig spist overdrevet meget chokolade. Der var heller ikke noget med at skulle være hjemme på bestemte tidspunkter – det var frihed under ansvar. Til gengæld fik jeg også en ordentlig røffel, når jeg brød en aftale.

– Mine forældre blev skilt, da jeg var fem år, og min far flyttede til København. Mandag til fredag boede min søster og jeg i den bundsolide base i Nivå hos min mor, som tog sig af al hverdag og madpakker, og min far hentede os inde på Hovedbanegården hver fredag og satte os på toget mandag morgen. Meget af min barndom gik på den måde. Jeg husker det som ret sorgløst, for de var gode til at være skilt og bevarede en kærlig loyalitet over for hinanden. Men selvfølgelig var der også et savn i det. Om sommeren var vi først tre uger ved min far og så tre uger hos min mor, og det der med ikke at se den ene forælder i tre uger, det gav et savn.

Vendepunkt

– Som barn ville jeg gerne være dirigent. Mine forældre hørte meget klassisk musik, så det var min verden. Jeg kan huske, jeg stod på sådan en høj stol derhjemme i stuen og dirigerede til noget klassisk musik. Så kom der noget rytmisk musik ind over, og jeg så aldrig tilbage. I mange år spillede jeg trommer og guitar og drømte om at blive musiker, indtil jeg opdagede, at mit store trommeidol boede i kælderen hos sin mor og far. Så skiftede jeg mening, og hvis jeg skal være ærlig, magtede jeg nok heller ikke at øve mig nok til at blive rigtig god. I stedet begyndte jeg at skrive om musik. Og biler. En reklamemand læste en af mine tekster, og pludselig havde jeg også job på et reklamebureau. I mange år havde jeg de to retninger i min karriere: hardcore reklame og journalistik. Det var skidefrustrerende, egentlig. Lige som at køre en hestevogn, hvor hestene ville hver sin vej. Men i 2008 fik jeg ud af det blå en idé om at skrive en bog om biler set gennem reklameøjne. En bog, som gav svar på, hvilken type du er, hvis du for eksempel har en Alfa Romeo eller en Toyota. Bogen bandt de to strenge sammen og var på den måde et vendepunkt, fordi den gav min karriere en entydig retning. Jeg startede som bilekspert på "Go' Morgen Danmark", begyndte at holde foredrag og blev kaldt til casting på "Kender du typen." Jeg har altid elsket det program, og ofte har jeg set det, mens jeg til mine tilhøreres overbærenhed har sagt: "Ej, det burde være mig, der gik rundt der." Så da de ringede, var jeg bare med på den.

LÆS OGSÅ: Mille Dinesen om kæresten: Vi har et moderne parforhold

Højdepunkt

– Til en reklamefest i 1997 mødte jeg kvinden, som senere skulle vise sig at blive mor til mine børn. Hun hedder Louise, og i 2003 fik vi vores første søn, købte en villalejlighed i Hellerup, jeg friede, og året efter blev vi gift. Den periode var på mange måder et højdepunkt og rigtig meget faldt på plads for mig. Jeg var meget rastløs i min ungdom, og det gav mig en god ro at slutte fred og sige: "Nu er det dig og mig, og nu gør vi nogle ting, vi hæfter for." Det commitment var en befrielse. Samtidig var det jo en fest at blive far. Før det havde vi fået lavet alle de der ting med at rejse, gå til koncerter og spise sene middage ude i byen, så vi var klar til at gå all in på forældreskabet. Fødslen af min første søn tog evigheder, det var en motherfucker – min slægt har meget store hoveder. På et tidspunkt var jeg faktisk helt overbevist om, at han aldrig ville komme ud, men det skete efter hvad der føltes som 117 timers fødsel. Når man sidder bagefter og drikker rød saftevand, og der ligger sådan en lille knallert ved siden af, så er det jo fantastisk. At være far er noget man er resten af sine dage, og drengene vil altid ligge nummer et. De er det vigtigste i mit liv.

Midtpunkt

– Som gymnasieelev krøb jeg rundt langs væggene nede i kantinen og havde ikke lyst til at snakke med nogen og vidste i øvrigt heller ikke, hvad jeg skulle sige. I bund og grund er jeg et ret privat, introvert menneske, så det har været udviklende for mig pludselig at stå foran to tv-kameraer i "Kender du typen," tage ud og holde foredrag og være konferencier og den slags. Det har lært mig at være professionel udadvendt, og i dag har jeg det fint med at være midtpunkt.

Der sker altid det, når jeg er i et selskab, at der kommer nogen hen og siger: "Nå, hvilken type er jeg så?" Og så skal jeg lave elevatorblikket og sige "Jeg gætter på, at du har to børn og bor i Charlottenlund." Det er jo en sød henvendelse, men åh, jeg gider det ikke. Jeg har jo fri og vil hellere drikke en sjus.

– Det sjove ved livsstilsekspertise er jo, at vi alle har en grad af det – vi tænker jo alle sammen et eller andet, når der kommer en ny genbo på vejen, og han kører i enten en stor Hummer eller en Berlingo. Det sætter noget i gang hos os alle sammen. Jeg kigger på folks biler, og tøjet selvfølgelig, og er jeg til en fest, hvor en af gæsterne går op og sætter et særligt stykke musik på, giver det mig også en indikation af, hvad det er for en person. Så helt intuitivt samler jeg hele tiden alle mulige signaler op.

Lavpunkt

– Efter moden overvejelse gik Louise og jeg fra hinanden i vinter. Vi blev enige om, at der må være mere i livet end det der lidenskabsløse logistikforhold, der handler om, hvem der henter, hvem der afleverer, hvem der handler ind, hvem der ringer til elektrikeren. Man får vanvittigt travlt – og så handler det hele pludselig om at holde menageriet kørende, og man glemmer at være kærester. Det skal man holde fast i, for er kæden først hoppet af, så er det svært at sætte den på igen, og jeg må indrømme, at troen på, at det kunne reddes, har ikke rigtig været der.

– Det er sgu et nulpunkt. Det er jo ikke derfor, man bliver gift. Kærlighed er nok det bedste livet har at give, og bliver man skilt, fordi kærligheden ikke er vigtig, eller bliver man skilt, fordi kærligheden er vigtig? Jeg synes, vi bliver skilt, fordi kærligheden er enorm vigtig. Og hvis kærligheden og lidenskaben ikke er der mere, så er ægteskabet måske ikke den rigtige konstruktion, selvom man har børn og hus og alt muligt sammen.

– Vi har gjort det på den måde, at vi har lejet en ekstra lejlighed, og så skiftes vi til at bo der uden børn – og derefter bytter vi og har en uge i vores dejlige familiehjem med drengene. Folk siger: "Hvordan kan I holde det ud?" Men tænk engang, jeg synes faktisk, det er en supergod løsning, og definitivt det bedste for børnene. Tingene kan jo ændre sig, men jeg lever i øjeblikke og siger "Har jeg det godt her og nu, så er det jo en dejlig dag og et godt set up."

– Det sværeste er relationen til børnene – det er sgu ikke sjovt at sætte sig ned og sige til sine børn "Nu bliver mor og far skilt." De har taget det pænt og tager det pænt, men det har helt klart været det seje. Heldigvis har vi det stadig godt sammen og kan i bund og grund deles om en masse ting. Vi var alle fire på sommer- og påskeferie sammen, og vi spiser middag sammen en gang om ugen. Så det er så godt, som det nærmest kan være, og alligevel er det sgu... tough.

– Klar kommunikation er vejen igennem sådan noget – for alles skyld, men i særdeleshed for børnene. Hvad sker der? Hvordan ser min verden ud? Og hvad kommer det til at betyde? Da jeg selv var barn, og mine egne forældre blev skilt, betød det virkelig meget for mig, at min mor og far var venner – de var meget loyale over for hinanden: Hvis min mormor svinede min far lidt til, så stoppede min mor hende. De ting betød rigtig meget. Og det er helt sikkert noget, jeg vil tage med mig i min nuværende situation, hvis der kommer konflikter – så er det fandeme ikke noget, som skal kommunikeres gennem børnene. Det må vi selv rode med.

– Mit grundlæggende livssyn er, at vi går på denne planet et flygtigt sekund – historisk set – og det gælder om at få så mange oplevelser ud af det, mens vi er her. Og livet er for kort til at henslæbe sine otte timer hver dag i et job, du ikke er glad for, og på samme måde er livet også for kort til at blive i et ægteskab, hvor kærligheden er falmet. Jeg tror ikke, man gør sine børn en tjeneste ved at blive i det. Kærlighed er noget, som kommer og går, og i perioder må man leve uden, og så værdsætte det, når den er der.

Holdepunkt

– Mine børn et fuldstændig bundsolidt holdepunkt, de kommer før alt andet, men sådan er det jo at være forældre, så lad mig i stedet fremhæve mit arbejde. Det er helt klart også mit holdepunkt. Når jeg for eksempel mødes til optagelser med "Kender du typen-holdet," er det ligesom at komme hjem til en familie. Jeg kan gå gennem meget lort, og så kan jeg sætte mig hen foran min computer, og så er jeg i godt humør. Jeg har et job, hvor jeg lever af at være oplagt, skrive godt og tale godt. Det er klart, at jeg det seneste års tid har brugt mange mentale kræfter på mit ægteskab, og det har påvirket mit arbejdsliv. I efteråret, da vi gik og tænkte over, om vi skulle skilles eller ej, var jeg samtidig på foredragsturné i Jylland. Det blev lidt en pseudovirkelighed, hvor jeg sad der i bilen alene med en kop kaffe og mine tanker. Så ankom jeg til et eller andet jysk medborgerhus og holdt foredrag – den del fungerede fint – det svære var turen til den næste jyske foredragsby. Så sad jeg der om aftenen på en mellemgod restaurant i Silkeborg mutters alene på dag fire. Det var sgu Lucky Luke på den lidt trykkede måde.

LÆS OGSÅ: Anders Agger - Man går ikke i stykker af kriser

Blødt punkt

– Jeg er generelt et forholdsvis rationelt, fornuftigt menneske, og jeg ser ikke mig selv som materialist, men biler påvirker mig altså. Som barn åbnede jeg Bil Revyen hver aften og stirrede på de samme tre biler – Fiat Dino Spider, Porsche 928 og Alfa Romeo GT Veloche. Når jeg var med min mor og søster på bilferie i Frankrig, sad jeg på bagsædet med øjnene på vejen og tog et billede med mit lille instamatic-kamera, når der kom en lækker bil. Jeg var fuldstændig besat. Det var mit lille kick. Modsat de fleste andre motorjournalister går jeg mere op i æstetik og signalværdi end hestekræfter og præstation. Jeg kan uden problemer gå rundt om en bil et kvarter og bare kigge på den. Lige nu har jeg en Jaguar XK8, som på mange måder er åndssvag og dyr i drift, men jeg bliver så glad, hver gang jeg ser den. Og sådan har det været med mange af mine biler. Når jeg en dag ligger på dødslejet, vil jeg kigge tilbage på en række af biler, som har været oplevelser for mig. Magien opstår, når jeg føler, at bilen og jeg og vejen går fuldstændig i ét. Sidste år kørte jeg en BMW igennem en serie af østrigske bjergpas, og det var en stor, symbiotisk oplevelse, hvor jeg følte, at bilen blev en forlængelse af mig, og vejen var som en skipiste, der blev forceret helt rigtigt. Fuldstændig fortabelse. Så slipper jeg lige som mig selv og giver mig hen i processen. Og så er der ikke andet i hele verden.

Brændpunkt

– Mange tror, at jeg kun brænder for mit arbejde med biler, og at de andre ting, jeg laver mest er for at overleve, men jeg har virkelig også været opslugt af reklame. Du bygger et univers med musik og film og slogan – hver kampagne bliver nærmest din lille baby. Jeg er ikke nogen "Don Draper" (hovedperson i tv-serien "Mad Men", red.), men jeg kan fuldstændig genkende hans glæde ved at knække en kampagne og finde det rigtige payoff. Tit har jeg siddet i et badekar på et eller andet hotelværelse og tænkt: "Fuck mand, det er dét – der er den!". Jeg har blandt andet skrevet det efterhånden berømte slogan "Alle har ret til et fedt køkken," som var med til at genføde Kvik i 00'erne, da firmaet var kørt kold i samtalekøkkener. Kampagnen var på en demokratisk tanke om, at et fedt køkken ikke behøver at koste så meget, og det er noget, vi alle sammen skal have mulighed for at få. Vi spillede på kontrasten mellem, at køkkenet var lidt hovskisnovski og lignede en million, men prisen var ren Ikea. I lang tid stod der "Alle har råd til et fedt køkken" på tavlen, men det føltes ikke helt rigtigt. Da jeg så havde siddet og gloet på det i en uge, slog jeg en streg over "råd" og erstattede det med "ret." Bang! Så var den der. 100 procent hand in glove. Det var der i 00'erne, hvor materielle ting nærmest var en rettighed, så den beskrev tidens forbrugermentalitet meget godt, og det er det, meget af mit arbejde handler om – at favne tidsånden og omsætte den til noget, folk kan relatere til.

LÆS OGSÅ: Pilou Asbæk: "Jeg kan godt lide at blive set"