Christina stod af ræset, flyttede til Vestjylland… og fik stress
Længslen efter Vesterhavet og et roligere familieliv fik journalist og forfatter Christina Lund til at sige sit faste job i København op og flytte tilbage til Vestjylland. Men den romantiske drøm blev hurtigt afløst af rastløshed, identitetsforvirring og en livskrise, der udløste stress. I dag er hun aktuel med sin første roman.
Efter mange år med rejser og baser i Bangkok og København, følte Christina Lund sig meget mere hjemme i storbyens larm end på den jyske vestkyst, hvor hun er født og opvokset. Men på et tidspunkt begyndte længslen efter barndommens land at rumstere i hende.
"En nat, da jeg boede i Bangkok, fik jeg sindssygt meget hjemve. Det var ikke København, jeg savnede. Det var Vesterhavet. Lyden af Vesterhavet. Måske er den indlejret i mig, fordi jeg er vokset op i Thyborøn klos op ad havet. Og så lå jeg der og forestillede mig, at airconditionanlæggets lyd var Vesterhavets brusen."
I dag bor Christina Lund sammen med sin familie i en charmerende gammel klitgård i Fjaltring få hundrede meter fra Vesterhavet. Men der gik nogle år fra den nat i Bangkok, til hun valgte at rykke vestpå. København og karrieren som udlandsjournalist og senere forlagsredaktør trak i første omgang mere.
Men sammen med sønnen Sylvester begyndte en romantisk drøm om det langsomme liv i Vestjylland at vokse i hende. Det liv har hun på mange måder fået, men det har også haft sine omkostninger.
"Når det en sjælden gang ikke blæser, kan jeg åbne vinduet og høre lærken synge. Det får man ikke lige i København. Men jeg kan også godt føle, at jeg bor ved verdens ende, og det er i sagens natur ensomt til tider."
Hun sidder ved spisebordet i gårdens store sydvendte stue med kig til haven, hvor de gamle træer tydeligt viser, hvilken vej vinden blæser heromkring. Her i det 150 år gamle hus med udsigt over solgule rapsmarker og bølgende klitter har hun skrevet debutromanen 'Sort monsun'.
At det ville lykkes, havde hun næppe troet på for fire år siden, da hun befandt sig i sit livs største nedtur. Med flytningen til det vindblæste Vestjylland fulgte nemlig en identitetskrise for den nu 42-årige forfatter, som blev tvunget til at kalibrere sin selvopfattelse efter næsten to årtier i storbyer i Danmark og udlandet.
"Pludselig skulle jeg forholde mig til mig selv på en ny måde, og jeg måtte spørge mig selv: ”Hvem er du her i Vestjylland? Hvordan passer du ind?” Det føltes, som når et lille barn prøver at møve en firkant ned i et trekantet hul i en puttekasse. Jeg kunne ikke finde en form, jeg passede ned i."
En farvestrålende gallerivæg lyser op på væggen bag Christina Lund og ligner mere noget fra Vesterbro i København end Vestjylland.
Var du blevet en anden i de år, du havde været væk?
"Ja, og jeg havde fuldstændig undervurderet, hvor meget en anden, jeg var blevet i de knap 20 år, jeg havde været herfra. Hvor fremmed en fugl, jeg ville føle mig som her i Vestjylland."
Et anderledes barn
Annonse
Under sin opvækst i 1980’ernes Thyborøn, der udover et spektakulært sneglehus-museum især er kendt for sin store fiskerihavn, følte Christina Lund sig allerede anderledes, fortæller hun.
"Jeg læste meget og boede nærmest på biblioteket. Jeg havde flere pennevenner rundt om i Danmark og en kusine på Sjælland, og jeg sugede til mig fra dem. Som teenager flyttede min familie til Lemvig, og selvom det kun var 25 kilometer væk, så var det ret fedt, fordi verden åbnede sig mere for mig."
Drømte du om at komme længere væk?
"Ja, og jeg havde nærmest ikke fået studenterhuen på, før jeg sagde: ”I’m outta here”. Jeg havde aldrig drømt om, at jeg skulle vende hjem til Vestjylland. Det var ikke planen, selvom jeg altid har været stolt af at være vestjyde."
Engelske fraser og vestjysk diktion blander sig helt naturligt i Christina Lunds talestrøm og afslører de mange år tilbragt væk fra fødeegnen. Nordamerika, Mellemamerika og Asien nåede Christina Lund blandt andet forbi i årene efter gymnasiet, inden hun gik i gang med studierne. Først statskundskab, som hurtigt blev droppet til fordel for den egentlige drøm: journalistikken. Her blev hun først optaget på Journalisthøjskolen i Aarhus, men hun fik også tilbud om en samtale på Syddansk Universitets journalistlinje.
"Jeg havde slet ikke lyst til at flytte til Odense, men min mor fik mig overtalt til at tage af sted til samtalen. Jeg kom ind til en lektor, som fik stor betydning for mig. Han sagde direkte: ”Jeg vil gerne optage dig på det her studie. Vi har så mange apotekerunger, men vi har fandeme ikke nogen fiskerdøtre fra Thyborøn”. Dér gik det op for mig, at jeg havde en anden baggrund end mange andre, som krydsede min vej i de år."
Annonse
Droppede det faste
Allerede inden Christina Lund havde papir på journalistuddannelsen, blev hun tilbudt en stilling som journalist på TV Avisen. Efter et par år blev hun som 27-årig ramt af rastløshed og ”eksistentiel angst”.
"”Er det bare det?”, tænkte jeg. Skal jeg bare finde en lejlighed her i København, få en sød lille mand og nogle børn? Nej, det kan jeg simpelthen ikke."
Konsekvensen blev, at hun sagde sit faste job i DR op til fordel for et langt mere usikkert, men potentielt mere spændende liv som freelancer i Fjernøsten, nærmeste bestemt den thailandske hovedstad Bangkok. En by, Christina Lund flere gange havde besøgt som rygsækrejsende. Her følte hun sig tilstrækkeligt tryg som alene kvinde, forklarer hun og beskriver den impulsive beslutning som et ret typisk udslag af den rastløshed, der især prægede hendes yngre år. Og livet i Bangkok skuffede ikke.
"Det var fedt. Jeg læste på universitetet og freelancede. Men i 2010 besluttede jeg mig for at flytte hjem, fordi jeg nærmede mig de 30 og troede, jeg skulle til at være voksen. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at jeg stadig havde mest lyst til at rejse og lave spændende projekter."
Et af de projekter, Christina Lund på det tidspunkt var godt i gang med, var en bog om en buddhistisk munk fra Myanmar. Bogen 'Ashins forår – fortællinger fra Burma' udkom i 2012, og samme år blev hun tilbudt et vikariat som journalist på DR’s udlandsmagasin Horisont.
Da det sluttede, fulgte flere år med rejser til Sydøstasien og endnu et bogprojekt. Tingene flaskede sig, som de havde for vane at gøre i de år, forklarer hun og bruger selv sammenligningen med appelsiner i en turban. Efter nogle år begyndte Danmark dog at trække.
"Jeg følte mig endelig færdig med at rejse og fik behov for at være mere samme sted. Heldigvis blev jeg tilbudt et job på Lindhardt & Ringhof som forlagsredaktør, og det var et godt tilbud på et virkelig godt tidspunkt. "
Annonse
Endnu en appelsin var dumpet belejligt ned. Men den faste base i København og det nye job betød også et mentalt gearskifte efter en del omflakkende år med fart på.
"Da jeg begyndte at opholde mig i længere tid på samme sted, kom Kim, min mand, ind i mit liv. Vi var barndomsvenner fra Thyborøn, gik i skole sammen og var ungdomskærester."
Det var på Instagram, at de to lidt tilfældigt genoptog kontakten, og forholdet blev hurtigt seriøst. I 2017 flyttede de sammen, og året efter kom sønnen Sylvester til.
Hvorfor valgte I at flytte fra København til Vestjylland?
"Vores fælles forhistorie var vestjysk, og da vi blev forældre, begyndte vi at tale om, at vi godt kunne tænke os at give ham nogle af de gode ting fra vores egen opvækst. Naturen og bedsteforældre blandt andet. Det var også svært for os to vestjyder at finde ud af, hvordan vi skulle være forældre i København."
At de begge var i sluttrediverne, før de blev forældre, spillede også ind, forklarer Christina Lund.
"Vi drømte om mere tid sammen. Formentlig ville vi kun få ham, så hvordan kunne vi få mere tid? I hvert fald ikke ved at have to karrierejob i København og et barn, der skulle være i daginstitution mange timer hver dag. Vi drømte om noget helt andet – og det forestillede vi os, at vi kunne få her."
Luftkasteller og sylteglas
Den drøm om et liv i Vestjylland med mere tid og ro og bedsteforældre tæt på, der var begyndt at spire i Christina Lund, mens hun var på barsel, udviklede sig undervejs.
"På et tidspunkt blev jeg helt besat af at følge Instagram-profiler med kvinder, som dyrker deres egne grøntsager, hjemmepasser deres børn og har en have, der ser fantastisk ud. Jeg troede, jeg skulle være sådan en, der lavede mine egne salver og syltede ting."
Christina Lund griner af det selvbillede, der nu virker indlysende komisk, men som alligevel var overbevisende nok til, at hendes daværende forlagskollegaer sendte henne afsted til Vestjylland med en stabel sylteglas i afskedsgave.
"Dem bruger vi til mysli nu, for jeg er ikke sådan en, der sylter. Hvorfor skulle jeg også pludselig blive et andet menneske, bare fordi jeg rykkede mig 450 kilometer?"
Et luftkastel og en illusion kalder Christina Lund i dag de forestillinger om livet i Vestjylland, som hun dengang nærede via sociale medier.
"Jeg tror, at jeg under min barsel glemte, at jeg også er et ambitiøst menneske, at jeg har et stort ego og gerne vil ting. Man kan selvfølgelig godt drømme om at blive den bedste til at sylte. Men det var ikke det, mit ego ville. Det ville blive ved med at fortælle historier."
Hvilke tanker gjorde du dig om dit fremtidige arbejdsliv i Vestjylland?
"Indtil da var tingene lidt kommet af sig selv, og jeg havde ikke sat mig specifikke karrieremål. Men jeg erfarede, at ting på et tidspunkt stopper med at komme af sig selv. Det skete for mig, da jeg flyttede til Vestjylland. Her skulle jeg i højere grad kæmpe."
En kæmpe identitetskrise
I den første tid efter flytningen gik det fint, Christina Lund havde forskellige freelanceopgaver som redaktør og journalist. Og efter få måneder blev hun opfordret til at søge et job som projektleder for et nystartet center for klima i Lemvig.
"Det lød virkelig meningsfuldt, så jeg sendte en ansøgning og fik det. Kort tid efter blev vi gift i Trans Kirke og holdt det dejligste bryllup. Alting spillede bare."
Det lignede den drøm, du havde set for dig?
"Ja. Men så gik jeg ned med stress i slutningen af 2019."
Hvad skete der?
"Min mand havde lige afleveret Sylvester i vuggestue, og da han kom hjem, var jeg stadig ikke kommet afsted på arbejde. Da han spurgte til det, klaskede jeg helt sammen og begyndte at græde."
Rammerne omkring det nye job spillede ind, men kontrasten til livet i København bar også en stor del af forklaringen på, at Christina Lund pludselig var landet i en uoverskuelig identitetskrise.
"Jeg kom lige fra at have siddet i Egmont Huset midt i København til at sidde på et kontor ude på Spildevandsanlægget i Lemvig. De to verdener kunne slet ikke mødes inde i mit hoved. Og jeg kunne simpelthen ikke finde ud af, hvem jeg var."
Christina Lund blev sygemeldt med stress og endte med at blive fyret fra sin arbejdsplads.
"Jeg sad bare og stirrede ind i en væg og kunne ingenting. Jeg kunne ikke læse og var i en periode ikke en specielt god mor eller hustru."
Med nedturen fulgte også skammen og en følelse af at være ekstra synlig i den lille provinsby.
"Jeg gemte mig. Jeg havde ikke lyst til at møde folk på gaden, og jeg kunne heller ikke overskue sociale medier. Jeg havde jo lige postet om, hvor fantastisk mit liv var i Vestjylland, og hvor dejlig naturen var her. Det var et paradoks, der var til at tage at føle på, at jeg så var gået ned med stress."
Stresshjernen skulle have ro, og lange gåture blev den medicin, der helt bogstaveligt hjalp Christina Lund tilbage på benene.
"At gå en tur på stierne omkring Lemvig eller ud til havet var meget bedre for mig end samtaleterapi eller noget andet, jeg prøvede."
Kan du huske dine tanker på de ture?
"Det, der fyldte, var følelsen af at være fremmed i min hjemstavn. Noget af det, man får indprentet som vestjyde, er jo, at man ikke skal være for fin på den. Jeg skammede mig over tanken om, at jeg måske var blevet københavnerfin og ikke kunne få et liv og arbejde til at fungere i Vestjylland. Hvorfor kunne jeg ikke det? Det hamrede jeg mig selv godt og grundigt oven i hovedet med."
Okay at være i tvivl
Da de værste stresssymptomer var lettet, fandt Christina Lund sit romanprojekt frem fra skuffen og gik i gang. Familien besluttede samtidig at gå planken ud i det vestjyske og flytte tættere på det hav, der trak i dem.
"Vi havde det sådan, at enten skulle vi flytte tilbage til København, eller også var vi nødt til at udleve drømme om at bo helt ude ved havet. Vi var nødt til at prøve det. Ellers ville både min mand og jeg begge føle, at vi havde givet op, inden vi havde udlevet den drøm, vi sad med i København."
Den samme tilgang prægede Christina Lunds arbejde med romanen, som har krævet tid og stædighed at gennemføre. 'Sort monsun' er en spændingsroman om en tidligere kvindelig udenrigskorrespondent, der flygter fra en personlig krise i Danmark til Bangkok. At romanen delvist foregår i Thailand, betød også, at hun for en stund mentalt fik mulighed for at forlade Vestjylland og coronapandemien, som den delvist er skrevet under.
"Jeg fik lov til at drømme mig væk til noget, jeg kender, og hjem, jeg har haft. Det var kærkomment under corona-nedlukningerne, men det var også en form for flugt fra en hverdag, hvor jeg ofte har tvivlet på, om jeg har taget den rigtige beslutning, og om vi er det rigtige sted."
Kunne du have skrevet bogen i København?
"Min mand og jeg ville begge have haft fuldtidsjob, så allerede der tvivler jeg på, at jeg ville have tid til at skrive. Nu, hvor jeg selv kan tilrettelægge min arbejdstid, får jeg jo skrevet meget. At have en drøm og komme i mål med den bog har været godt for den selvtvivl, der opstod hos mig, efter jeg blev syg af stress."
Skrivedrømmene er kun lige begyndt med 'Sort monsun', for Christina Lund har kontrakt på yderligere to bøger i en planlagt trilogi, og derudover arbejder hun på en bog om sin mormors historie under 2. verdenskrig. For at finansiere skriveprojekterne tager hun stadig freelanceopgaver, og for nylig havde hun et halvt års vikariat hos Midt- og Vestjyllands Politi.
"Jeg var simpelthen nødt til at prøve af, om jeg havde savnet kollegaer. Og selvom gode kollegaer er skønne, så trives jeg bare vældig godt i mit eget selskab."
Er der stadig dage, hvor du fortryder, at I flyttede?
"Ja, dem er der nogle af. Absolut. Indimellem er vi da tæt på at smække et til salg-skilt op udenfor, men det er ikke sket endnu. Vi har holdt ud indtil videre, også når tingene ikke lige er blevet, som vi troede."
Stolthed sammen med en god portion vestjysk stædighed har altså gjort, at familien har kunnet stå imod den modvind, som livet i Vestjylland indimellem har budt på. Men hun afviser ikke, at de en dag rykker videre.
"Hvis vi en dag skal flytte herfra, så håber jeg, at det bliver, fordi der er noget andet, vi ikke kan lade være med at gøre. Ikke fordi vi synes, det blev for hårdt at leve her. Ellers tror jeg, der er en risiko for, at vi vil se tilbage på årene i Vestjylland med en form for ærgrelse. Og det ville ikke være fair, for vi har lært helt enormt meget."
Har du fundet mere frem til, hvem du er i Vestjylland?
"Måske har jeg lært, at jeg ikke behøver være så optaget af at skulle passe ind. Måske må jeg godt bare være i tvivl, om vi er havnet det rette sted. Min mand og jeg tager en status en gang imellem og spørger os selv, om vi er glade, og om det er godt for os som familie at være her. Lige nu er det godt, og måske er det nok."
