Connie Hedegaard: Det lærte jeg af at blive mor til et for tidligt født barn

At få et for tidligt født barn må stå øverst på listen over ting, nybagte mødre frygter. Det er ikke mere end et par måneder siden udenrigskorrespondent Simi Jan fortalte om sin dramatiske fødsel i ALT for damerne. Hendes søn var også født for tidligt. Her fortæller tidligere politiker og journalist Connie Hedegaard om sin oplevelse af at blive mor til en meget lille baby som en af de vigtigste scener i hendes liv.

Da jeg lærte om ansvar og disciplin

Holbæk, 1971

– Da jeg var barn, boede vi i et 120 kvadratmeter stort parcelhus syv kilometer uden for Holbæk. Mine to yngre brødre og jeg gik i skole i Holbæk og cyklede frem og tilbage. Jeg er opdraget med, at man skal gøre sig umage, især min mor gik meget op i det. Mine brødre og jeg gik til spejder, og jeg spillede i et tamburkorps. Jeg tog ansvar både som patruljefører og i tamburkorpset, hvor jeg var med til at arrangere weekender og den slags.

LÆS OGSÅ: "Nogle af mine faste læsere begyndte at græde, da jeg fortalte om separationen"

– Ved siden af alt det var der også en kiosk, der skulle passes. Den lå så syv kilometer på den anden side af Holbæk, ved Munkholmbroen. Mine forældre overtog kiosken i 1971, da jeg var 11 år, og når jeg havde en vagt en sommerlørdag, kørte jeg derud med min far klokken 8 om morgenen og var på arbejde, til solen gik ned ved 22-23-tiden. Og hvis man ikke havde vagten, skulle man sørge for, at det derhjemme blev gjort. Så curlingbørn, det var vi ikke, og vi lærte i en meget tidlig alder, at der er noget, der hedder ansvar og arbejdsfællesskab. Der er nogle ting, der bare skal gøres, hvis der er travlt. "Du tager isene, jeg tager pølserne" – der var ikke tid til at stå og diskutere. Min lillebror havde "souvenirvagten" fra han var fem år, og indtil han kunne nå op over disken. Det gik ud på, at han skulle sidde på en bænk og holde øje med, at der ikke blev stjålet noget, ha, ha, det var virkelig kedeligt. Den indstilling til at arbejde, og det at have en betydning for andre, har selvfølgelig præget mig i forhold til, hvordan jeg er blevet som menneske og i forhold til de jobs, jeg har haft.

– Det år, jeg blev student, tog jeg et andet arbejde, for det var nogle lange dage i kiosken. I stedet for begyndte jeg at gøre rent på Holbæk Hospital, og det var den rene luksus. Jeg skulle ganske vist hjemmefra klokken halv syv om morgenen for at møde klokken syv, men til gengæld var jeg færdig før klokken 15, og så havde jeg hele aftenen fri og havde tjent det samme, som på en lang dag i kiosken.

– Min ene bror synes, at vi er blevet overdoseret med arbejdsdisciplin, men det er ikke noget, jeg har tænkt over. Jeg synes, at jeg har haft meget glæde af det. Man gør sig umage, man gør sit bedste, og man er ikke bange for at tage fra. Det var det samme, jeg oplevede i spejderbevægelsen. Man kan jo ikke være på en spejderlejr, hvis folk ikke kan tage fra. Noget af det, jeg har dårligst ved at håndtere, er folk, der ikke kan finde ud af at tage fat. 

Da jeg gik ind i studenterpolitik

Københavns Universitet, 1979

– Da jeg var blevet student fra Stenhus Gymnasium, havde jeg sat mig i hovedet, at jeg ville læse litteraturvidenskab, og det var der mange, der syntes, var helt tosset, fordi det studium var blevet så totalt marxistisk. Jeg tænkte, at det ikke skulle have lov til at afgøre mit studievalg, og jeg vidste, at jeg gerne ville noget med at skrive. Jeg syntes, at journalistuddannelsen var lidt for lidt om lidt for meget, jeg ville hellere noget, hvor jeg kom dybere ned i tingene. Jeg tænkte, at litteraturvidenskab var godt, og så kunne jeg jo blive anmelder eller noget i den stil.

– Da jeg mødte op på litteraturstudiet lød velkomsten: Velkommen til universitetets rødeste fag. Dengang var Ralf Pittelkow lektor ved Institut for Litteraturvidenskab, og det kan være svært at forestille sig i dag, når man ser ham i ulasteligt jakkesæt, men dengang var han altså sådan en mand, der gik omkring iført lilla velour. Efter tre uger på studiet skrev jeg en artikel til Berlingske om, hvad jeg havde oplevet af absurde og marxistiske ting i den første tid på studiet, og den artikel blev meget definerende for mit videre arbejdsliv. De blev fuldstændig hysteriske på litteraturvidenskab, og folk sagde knap nok goddag til mig, så det var en ret kold tid for sådan en ung pige på omkring 18 år.

– Inden artiklen blev publiceret, havde jeg meldt mig ind i Konservative Studerende, for jeg måtte have en modvægt. Da artiklen var ude, blev jeg spurgt, om jeg ville stille op til Konsistorium, det ledende organ på universitetet, så pludselig var jeg aktiv i studenterpolitik. Da man samtidig begyndte at bruge studentermedhjælpere i Folketinget, fik jeg job derinde, og det førte så til, at jeg senere blev kandidat til Folketinget, selvom jeg aldrig havde haft en drøm om, at jeg skulle noget som helst med politik.

– Artiklen til Berlingske lærte mig, at man ikke skal lade sig kyse af, hvad der er den herskende tone på det bjerg, hvor man befinder sig. Jeg kunne jo have valgt at sige, nå, det gør jeg ikke igen, for det har sin pris at stå på mål for det, man mener, men for mig er det rigtigt at blive stående. Uanset hvilke poster, jeg har haft, har det altid været vigtigt for mig, at jeg kan se mig selv i øjnene. Jeg vil have mig selv og mit hjerte fuldt og helt med i det, jeg gør. Det handler om at holde fast i, hvem man er, og hvad der er ens værdier, selvom det somme tider kan være lidt bøvlet.

LÆS OGSÅ: Var nødt til at låne datterens penge fra tandfeen bare for at kunne købe mælk

– Det er klart, at der er masser af kompromiser i politik, og de slagsmål skal man tage, men man skal hele tiden være tro mod sig selv og have sin integritet i behold. At være minister eller kommissær er ikke bare en rolle for mig, jeg skal selv kunne stå inde for det, jeg siger og gør. Jeg tror også, at det har været en fordel for mig, at jeg var ude af politik i 14 år og arbejdede som journalist. Da jeg kom tilbage, vidste jeg, at det også er strålende at være uden for politik, jeg var ikke nødt til at blive, hvis jeg ikke ville, jeg kunne altid bare sige pænt farvel og tak. Hvis man skal være i politik, skal man ville noget med det. Det kan ikke nytte noget, at man er så bange for at miste sin post, at man ikke tør slås for at udrette noget reelt. 

Da jeg fødte min søn for tidligt

Glostrup Hospital, 1994

– Vores yngste søn blev født ni uger for tidligt, så der prøvede jeg at sidde på Glostrups neonatalafdeling med et meget lille menneske inde på maven. Det lærer man meget af. Der er 27 grader varmt døgnet rundt og ikke så frygtelig meget, man kan fokusere på, andet end det lille menneske. Når jeg kigger tilbage, kan jeg se, at der er mange forskellige oplevelser i livet, der har lært mig at håndtere svære situationer. At få et barn så meget for tidligt var med til at lære mig, at jeg ikke kan planlægge og strukturere mig ud af alting. Da jeg havde været på hospitalet to dage, og sygeplejerskerne kom og spurgte, om jeg ville bade ham, havde jeg det sådan: BADE ham? Altså, jeg mener, jeg turde knap nok røre ved ham, men det finder man også ud af. For det skal man.

– At få børn har været det allervigtigste i mit liv, og det mest livsforandrende. Det at opleve, at der er nogle mennesker, som man er forpligtet overfor på en helt anden måde end alle andre, er helt specielt og en enorm glæde. Og ja, der er da arbejde med det i de første år, men der er også ufattelig mange glæder ved det. Man bliver også tvunget til nærvær, om man vil det eller ej. Det er måske banalt at sige, men det er bare en dimension, der ligger ud over alle andre relationer. Også mand og forældre.

– Børn er med til at sikre, at man bevarer proportionerne for, hvad der er virkelig vigtigt, og hvad der bare er vigtigt. Når jeg kom hjem fra arbejde til de to små mennesker på 1 og 2 år, skulle jeg virkelig omstille mit hoved til et totalt andet tempo. Det var noget med at ligge på en madras på gulvet og lave det med dem, som, de nu syntes, var sjovt.

– En anden ting, der har lært mig virkelig meget, var at være vært på Deadline. Jeg lavede omkring 500 direkte tv-udsendelser, og det kan ikke blive kunst hver gang. Der er gæster, der er virkelig mærkelige, eller som siger det modsatte af, hvad de sagde i telefonen for fire timer siden. Og man kan ikke bare trykke på en knap og sige, det tager vi lige om, det er NU og her, det foregår. Det lærte mig at fokusere og var også med til at gøre mig stærkere som menneske. Alt i alt vil jeg sige, at livet har lært mig, at der findes en løsning på alting. Der er altid en vej. Og det nytter i hvert fald ikke noget at give op, man må spille med de kort, der nu er.

Da Jeg mistede min mor

Hellerup, maj 2014

– Jeg har mistet begge mine forældre. Min far døde for ti år siden, og min mor mistede jeg i foråret 2014. Da min mor døde, følte jeg pludselig, at jeg ikke længere havde nogen i ryggen på den måde, som kun forældre kan være der for én.

– Min mor havde et længere sygeforløb, og de sidste år boede hun i en lejlighed på vores vej, så vi kunne være der for hende og hjælpe hende. Jeg var meget i Bruxelles som kommissær, mens min mor var syg, men jeg har ikke dårlig samvittighed over noget. Jeg føler ikke, at jeg var ude og redde verden, mens min mor var syg. Jeg var der i høj grad også for hende. Det samme var min mand, mine sønner og mine brødre. Som familie fandt vi ud af det. Sådan er det jo at være forbundet i en familie. Sygdom og død passer aldrig ind i nogen kalendere, og det er ikke noget, man kan planlægge sig ud af. Men må tackle tingene, efterhånden som de opstår.

– Man er også nødt til at bevare proportionerne i, at ja, det man gør ude i den store verden er vigtigt, men der er bare nogle steder, hvor man ikke må svigte. Der er nogle mennesker, man må prioritere. Måske tager man ikke så langt væk på ferie, som man ellers ville have gjort, eller man nedprioriterer sociale arrangementer, så man har overskud til det menneske, der har brug for én. Det hører med til livet at have tid. Det er ligesom ikke til diskussion, om man har den tid. Den skal findes på en eller anden måde.

– Uden sammenligning i øvrigt kan man sige, at det også er sådan, når man har små børn. Jeg havde to blebørn og var chef for Radioavisen som 32-33-årig, og hvis man tror, at man i de år skal lige så meget i biografen, som man skulle før, så må man tro om. Det er nogle af de fravalg, der ligger i det, hvis man vil have et job, som man brænder for, og samtidig vil prioritere sin familie – og det gælder, uanset om det handler om små børn eller sygdom og død. Og så skal man ikke gå og ærgre sig over det, man ikke når. Man skal nyde det, man har lige her og nu.

Da jeg stoppede som kommissær

Bruxelles, oktober 2014

– At være klimakommissær var et vanvittigt spændende og privilegeret job. Mange danskere tænker på EU som et meget tungt og mærkeligt system, men jeg oplevede for eksempel at sidde hjemme i påsken 2012 og tænke, skal vi nu ikke se at få de klima- og energimål på plads, gå tilbage til mine medarbejdere, som kiggede vantro på mig og sagde: "Det når vi aldrig", for så to år efter at have målene vedtaget for 505 millioner europæere frem til 2030. Det var jo en kæmpe glæde. I det hele taget var det meget fascinerende at arbejde med så utroligt dygtige folk, nogle af de bedste, og samtidig have det så godt sammen på tværs af alle mulige kulturer. Det var ikke bare vigtigt, hvad vi lavede, det skulle også være sjovt.

– Den 31. oktober 2014 havde jeg inviteret hele kabinettet til afskedsparty. Ved midnatstid ville vi være out of office, der tog det nye hold over. Det var en mild aften, selvom det var sent på året, og vi stod ude på en terrasse, da klokken slog 24. Det var nærmest som nytårsaften, vi skålede og sang de frihedssange, vi nu kunne, for vi vidste, at nu kunne der ske WHATEVER! Det var ikke længere vores ansvar. Men vi havde samtidig den fornemmelse, at vi havde fået det maksimale ud af de fem år, vi havde haft. Både arbejdsmæssigt og personligt. 

Da jeg satte tempoet ned

København, januar 2015

– Det er meget bevidst, at jeg ikke har valgt et nyt job med 70-80-timers arbejdsuge. Jeg har stykket mit nye arbejdsliv sammen af bestyrelsesarbejde for KR Foundation og Aarhus Universitet, og så har jeg sagt ja til at være formand for det Public Service-udvalg, som kulturministeren har nedsat. Jeg skal også lave noget med klima og økonomi for OECD i Paris, for det er vigtigt for mig fortsat at arbejde internationalt og blive ved med at skubbe ting i den rigtige retning på klimafronten.

– Det er ikke noget problem for mig, at mine nye jobs ikke er så synlige for offentligheden, for det har aldrig været titlen og positionen, der har betydet noget for mig. Det er det, man kan gøre med sin titel og sin position, der er interessant. Det, som – måske – kan blive et problem, er, at jeg om nogle måneder sidder og trommer lidt i bordet og tænker: Hvad skal der så ske? Der ER bare stor forskel på at have en arbejdsdag fra 8 til 22 og så have en, hvor der er tre-fire møder og en enkelt ting, der lige skal skrives. Det skal jeg nok vænne mig til.

– Når det er sagt, så er det jo ikke sådan, at jeg ikke kan slappe af eller lave ingenting. Jeg tror, at når jeg har overlevet årene med små børn og meget strabadserende jobs med min sunde fornuft i behold, så er det blandt andet, fordi jeg har evnen til somme tider at tage det helt roligt og lave ingenting. Læse en bog, glo ud i luften og ikke have planer for dagen.

– Det var også meget bevidst, at jeg efter kommissærjobbet valgte at holde helt fri i november og december. Gav mig selv tid til at rydde op i skabe og bunker, få system i tingene efter at have boet en stor del af tiden i Bruxelles, mens familien var herhjemme. Jeg tror, at det er en vigtig mental proces. Når man kører i et meget højt gear hele tiden, kan man godt få fornemmelsen af, at det kunne jeg da sagtens fortsætte med at gøre,

og det tror jeg også, at jeg kunne, hvis jeg skulle. Men jeg tror også, at det sundt for krop og sjæl – og éns omgivelser – at man i en periode siger: Nu fordøjer jeg

lige ti et halvt travle år.

LÆS OGSÅ: "Der er for lidt sex i det offentlige rum"

LÆS OGSÅ: Özlem Cekic: Det er jeg mest flov over at have brugt penge på

LÆS OGSÅ: Dan Jørgensen: Jeg bruger for mange penge på...