Danmarks sødeste kassedame m/k 2022 vinder

Vinderen er fundet: Her er Danmarks sødeste kassedame m/k 2022

Martin Frederiksen fra Irma i Roskilde er kåret til Danmarks sødeste kassedame m/k 2022 af ugebladet Hjemmets læsere. Årets vinder elsker at snakke og lave sjov med kunderne, mens han scanner deres varer.

Mandag formiddag blev til noget helt særligt for kassemedarbejder Martin Frederiksen i Irma på Skomagergade i Roskilde. Klokken 11 kom ugebladet Hjemmets chefredaktør Marianne Gram nemlig op til kasse 2 med en indkøbsvogn proppet med gaver, mens hun spurgte: "Er der en her i butikken, der kan nogle vittigheder?".

34-årige Martin Frederiksen fra Borup er normalt en vittig mand, der altid er klar med en frisk bemærkning til kunderne, men da kolleger og presse samledes omkring ham, var han for en gangs skyld mundlam. Marianne Gram ønskede Martin Frederiksen tillykke med titlen og hyldede naturligvis "Danmarks sødeste kassedame m/k 2022" med en tale på vers:

Hjemmets pris er ikke kun for kvinder,

så du er klart en vinder.

Jeg ved, du kan lide at rime,

så her kommer en stime

af rim for at fejre den sjoveste mand,

som Irma i Roskilde fremvise kan.

Kunderne elsker, når du fyrer en vittighed af,

ekspederer og siger goddag.

Så Martin de fleste har stemt på dig,

så du får et tillykke fra mig.

Og check og gaver i stride strømme.

Håber, de kan opfylde dine drømme.

Artiklen fortsætter efter videoen

Drømmejobbet ved kasse 2

For Martin Frederiksen er jobbet ved kassen i Irma et drømmejob, som han har haft i efterhånden otte år.

"Enhver kan sidde ved kassen og bare køre varerne igennem, men man skal også være social med kunderne og snakke og give dem en god oplevelse," fortæller Martin Frederiksen.

Hans butikschef i Irma, Morten Langebæk, understreger, at Martin Frederiksen giver kunderne lige det ekstra, som mange opsøger i hverdagen.

"Da Martin blev ansat, kunne jeg ikke forstå, at en ung mand i sin bedste alder, der kunne det hele, ønskede at sidde ved kassen, men det ville han, og vi blev rigtig glade for det. Det betyder alt i vores dagligdag, og for de kolleger, der har opgaver på gulvet, betyder det, at de ikke lige pludselig skal afbrydes og til kassen," tilføjer han.

DanmarksSdesteMartin_1_foto_Sara_Skytte_Martin_Frederiksen.jpeg
Martin Frederiksen fra Irma i Roskilde - Danmarks sødeste kassedame m/k anno 2022💐

"Det betyder rigtig meget for mig, at det er mine kunder, der har nomineret mig og stemt på mig," fastslår Martin Frederiksen og tilføjer, at titlen "Danmarks sødeste kassedame m/k 2022" vil pynte på hans CV, da han ikke har nogen formel uddannelse:

"Hvis jeg en dag står uden job, kan jeg vise det frem, men det regner jeg ikke med sker, for jeg har en rigtig sød chef," lyder det fra Martin Frederiksen.

Det er niende gang, at ugebladet Hjemmet kårer Danmarks sødeste kassedame m/k, og tredje gang, at titlen går til en mand. I 2021 vandt den tidligere forretningsmand Jørgen Sørensen fra MENY i Harlev ved Aarhus titlen, og i 2019 gik titlen til den tidligere hospitalsdirektør Flemming Rosleff fra Irma i Vanløse.

En traditionsrig titel

Den traditionsrige kåring af "Danmarks sødeste kassedame" er både en hyldest til den udvalgte kassedame m/k og til alle landets kassedamer.

"Danmarks kassedamer m/k fortjener virkelig opmærksomheden, for det er dem, vi møder i vores hverdag. De har stor betydning i lokalområderne rundt i hele landet. Vi kan mærke, at både kunder og vores læsere går meget op i kåringen, der nu er blevet en fast tradition," siger Marianne Gram, chefredaktør på Hjemmet. Med titlen Danmarks sødeste kassedame m/k 2022 følger en flot gavecheck og adskillelige præmier til en samlet værdi af cirka 25.000 kroner

Fem fantastiske finalister

Martin Frederiksen fra Irma i Roskilde er kåret som Danmarks sødeste kassedame m/k 2022 af ugebladet Hjemmets læsere, som har kunnet stemme blandt fem finalister. De øvrige fire finalister var:

Tidligere vindere af Danmarks sødeste kassedame m/k

  • 2021: Jørgen Sørensen, Meny, Harlev ved Aarhus.
  • 2020: Anne Svendsgaard, Q8 i Vojens.
  • 2019: Flemming Rosleff, Irma i Vanløse.
  • 2018: Sussanne Kjær Petersen, Rema 1000 i Torsted.
  • 2017: Hanne Skov Andersen, SuperBrugsen i Næsby.
  • 2016: Susanne Hansen, Rema 1000 i Middelfart.
  • 2015: Rosa Andersen, Lidl i Grenaa.
  • 2014: Gurli Olsen, SuperBrugsen i Allinge.

Præmieliste: Danmarks sødeste kassedame 2022

Vinderen af konkurrencen Danmarks sødeste kassedame får en række flotte præmier til en samlet værdi af over 26.000 kr. Alt sammen skattefrit.

Samlet værdi af præmier = 26.376 kr.

Trøstepræmier

De fire finalister får hver en gavecheck fra Hjemmet på 1.500 kr. samt en lækker trøstepræmie med chokolade til en værdi af 200 kr.

Samlet værdi: 1.700 kr. pr. præmie.