De bedste tips til en weekend i Paris
Flettede cafestole, intellektuelle bohemer og sofistikerede pariserinder hører til det klassiske Paris, som aldrig går af mode. Kom med på byens mest oldschool-glamourøse og uimodståelige bistroer, cafeer, vintagebutikker og legendariske hotspots.
Her skal du bo
Sov som Coco Chanel
Hvis nu man virkelig skulle glemme alt om saldoen på bankkontoen, ville enhver drømmende hotelfreak snuppe en nat på Hotel Ritz på Place Vendôme. Et af værelserne er indrettet som Marie-Antoinettes værelse fra Versailles. Og Coco Chanel valgte som bekendt at bo permanent på hotellet og flyttede ind i 1930 med lakeret foldeskærm og andre møbler.
Med til Figaros bryllup
Vi andre kan nøjes med at drømme og tjekke ind på et lidt billigere hotel. Caron de Beaumarchais har ikke samme storslåede glamour, men til gengæld lige så meget historisk vingesus, og de bittesmå værelser er overdænget med blomster, fransk romantik, tebakker og møbler med svaj og krummelurer. Indretningen er inspireret af "Figaros bryllup", som dramatikeren Beaumarchais skrev her. Det blev senere til en opera af Mozart. Her er meget idyllisk, meget nips, og beliggenheden i Marais er i top. Og man kan få et enkeltværelse for omkring en tusse.
Smuk indretning på Caron de Beaumarchais
Det skal du opleve
I lære som kultursnob
Oplev så meget kultur som muligt, så har du en del af opskriften på, hvordan man falder ind i den klassiske parisiske livsstil. I hvert fald ifølge Caroline de Maigret, en af forfatterne bag bogen "How to be Parisian Whereever you are". Der er masser af tilbud i Paris. Men man kan også nøjes med snydeudgaven og tage et baguette under armen, købe avisen Le Monde, se klog ud (læs: som om resten af verden rager dig en papand) og sætte dig på en af de grønne stole i Jardin du Luxembourg eller Jardin des Tuileries, mens du filosoferer over, at haverne og hele Louvre engang bare tilhørte de royale. Kom tidligt, hvis du vil se "Mona Lisa" på Louvre uden at stå i kø i timevis. Sydvest for haven ligger Musée de l'Orangerie, hvor Monets malerier hænger.
Charmerende biograf
Smalle, franske film er måske den allerbedste måde at fange den på en gang intellektuelle og nostalgiske fornemmelse af det klassiske Paris. Cinema Studio 28 på Montmartre er et helt perfekt bud. Her lever myterne videre på lærredet, der som åbningsfilm i 1928 viste avantgardefilmen "Napoléon" og nu fører arven videre med de bedste film fra alle tider. Kniber det med det franske, så snup en te i haven, en drink om aftenen, eller se en af den anderledes biografs mange fotoudstillinger.
LÆS OGSÅ: 8 hotspots du bør kende i Paris
Her skal du shoppe vintage
Hvis ting kunne tale
Klassisk nostalgi vælter ud af rodekasserne og gemmerne hos byens mange vintagebutikker, der bugner af art deco-møbler, underlige kuriositeter og ægte Yves Saint Laurent-kjoler. Hvis ting kunne tale, som navnet på L'Objet Qui Parle antyder, ville de helt sikkert fortælle nogle historier om bizarre tanter, der har serveret te af de fine, orange kopper eller de mange andre kuriøse ting i den lillebitte vintageinteriør-butik tæt på Sacre Coeur.
L'Objet Qui Parle, 86 Rue des Martyrs, 18. arr.
Tilbage til 1900
Hvis du er til lidt mere skattejagt, kan det anbefales at aflægge Mamie og Mamie Swing Time i det 9. arrondissement et visit. De to butikker ligger på Rue Rochechouart og har et væld af fund helt tilbage fra 1900.
Kitsch og design
I området på den anden side af den storslåede kirke ligger en anden af områdets rigtig gode vintagebutikker. De l'Autre Côté de La Butte er lidt større og har ting fra stort set alle tidsaldre. Fra helt kitschede ukendte ting til mere værdifuldt design, som måske har tilhørt berømtheder.
De l'Autre Côté de La Butte, 5 Rue Muller, 18. arr.
Som en skattekiste
Hvis man gerne vil have vintagetøj med et kendt navn i nakken, er det svært at komme uden om Didier Ludots skattekiste, gemt under buerne i Jardin du Palais Royal – som i øvrigt også er et godt sted at søge fred og fornemme byens mere tidløse puls. Men det er selvfølgelig ikke billigt at anskaffe sig en vintagejakke fra Chanel.
Didier Ludots, 24 Galerie de Montpensier, 1. arr.
LÆS OGSÅ: De bedste hotspots i Madrid
Her skal du spise
Autentisk bistrostil
Le Petit Marcel er vi faldet tilfældigt for på vej væk fra mylderet ved Pompidou-centeret. Den ligger på Rue Rambuteau, og ikke mindst i aftenmørket ser den så tillokkende og hyggelig ud med sine cremefarvede cafestole, duggede ruder, blomstrede glas og kuppellamper i loftet.
Le Petit Marcel, 65 Rue Rambuteau, 4. arr.
Vin, steaks og råhygge
Den charmerende bistro Chez Janou ligger gemt på et hjørne tæt på den legendariske Place des Vosges, som altid giver en lyst til at bo i en smuk lejlighed med palævinduer og smedejernsaltaner. Umiddelbart ligner det verdens mindste spisested, hvor bordene nærmest er broderet sammen tæt på den runde bar spækket med flasker. Men bag baren dukker mange flere borde op. Tjenerne er overraskende joviale. Et godt sted at dele en karaffel vin og spise steak med pommes frites og råhygge. Om sommeren er det idyllisk at sidde ude.
Oldschool brasserie
Le Petit Trianon blev for ikke så længe siden renoveret, men holder den klassiske brasseristil fra 1894 med smukke spejle, cremefarvede vægge og lysekroner med glaskupler. Her kom fortidens kunstnere blandt andet fra det tilhørende Théâtre du Trianon. I selve restauranten er der ofte klavermusik, og når maden er ryddet væk, kan man være så heldig at blive overrasket af en dj. Et klassisk brasseri med masser af personlighed i Montmartre-kvarteret, som midt i alt turistgejlet er supercool og oldschool.
Pariser-cool
Le Progrès er lidt i samme boldgade, men måske endnu mere afslappet og med en meget autentisk pariserstemning. Et rigtig godt sted at få sig en sen cocktail og indsnuse Montmartres brogede miks af personligheder.
Le Progrès, 7 Rue des Trois-Fréres, 18. arr.
Byens bedste pitabrød
Chez Marianne er ikke en fransk bistro, men en gammel kending og en overlever blandt de mange skinnende modebutikker, der efterhånden har poleret det jødiske Marais til homogen ukendelighed. Bænket skulder mod skulder mellem masser af vinflasker og med en butik proppet med søde specialiteter fra Mellemøsten, kan man stadigvæk guffe hummus, falafel, vinblade med mere i sig til en rimelig penge. Byens bedste pitabrød med fyld bliver langet gennem vinduet til køen ude på fortovet.
Chez Marianne, 2 Rue des Hospitalières Saint-Gervais, 18. arr.
Feminine kager
Ladurées cafeer og butikker står som eventyrlige og stemningsfulde beviser på den te- og kagekultur, der dukkede op i Paris i midten af 1800-tallet og blev et alternativ til de populære intellektuelle bogsaloner. Louis Ernest Ladurée grundlagde det søde familieimperium med det første konditori på 16 Rue Royale, hvor det stadigvæk ligger.
At købe kager hos Ladurée er en oplevelse i sig selv.
Her skal du shoppe
Eksklusivt stormagasin
Det er synd at sige, at varerne på hylderne er gammeldags. Tværtimod har Le Bon Marché det helt perfekte miks af klassisk stil og hotte nye designere, det mest ultimative inden for moderne design, byens bedste madafdeling, en velassorteret bogafdeling og så videre. Men selve arkitekturen og ikke mindst de smukke rulletrapper vidner om, at historien har fået lov til at leve. Stedet blev bygget i 1852, hvor en hattemagersøn så behovet for en ny form for shopping – stormagasinet. Der blev også handlet kunst. Senere har stormagasinet undergået eksklusive renoveringer og er et vidnesbyrd om den særlige kunstform, det er at shoppe i Paris.
En duft af gamle dage
At træde ind ad døren i det smukke parfumeri Buly 1803 er som at træde tilbage i tiden. Der er mønstret klinkegulv, pigmenteret marmor på diskene og tunge egetræsreoler fyldt med glas og flasker i det gammeldags parfumeri, der engang for flere hundrede år siden var et ultramoderne apotek. I dag er det et unikt sted at købe nogle af de ypperste franske dufte fra, for eksempel Trudon. Så smukt at man i det mindste bare skal kigge forbi, hvis man alligevel er rundt for at tjekke kunstgallerierne i Rue Bonaparte og i resten af Saint Germain.
Chanel og alle de andre
Selvom man ikke har råd til at spendere tusindvis af kroner på en lækker jakke eller en quiltet lædertaske med guldlænke, kan man sagtens lade sig inspirere af Karl Lagerfelds måde at løfte arven efter fransk modes største og mest indflydelsesrige ikon Coco Chanel på. Eller man kan drømme om de feminine kjoler hos Dior eller en legendarisk rejsekuffert hos Louis Vuitton på de andre dyre adresser. Man kan jo altid overbevise sig selv med, at det er godt håndværk og smukt, langtidsholdbart design.
Chanels smukke butik.
Kunsten at shoppe
At shoppe er en kunst i sig selv i Paris, hvor nogle af byens fornemste og mest historiske butikker lokker med alt fra kager til parfume og mode i smukke omgivelser.
LÆS OGSÅ: 21 hippe steder i London, du ikke kender
Klassiske cafeer
Byens mest berømte cafe
Du skal i det mindste én gang prøve at sippe et glas champagne med udsigt til Boulevard St. Germain og fornemme auraen af historie mellem de klassiske art deco marmorvægge og cremefarvede søjler på byens mest berømte, Café de Flore, der naturligvis har røde læderbænke indenfor og klassiske flettede stole og runde cafeborde ude på fortovet.
I Sartres fodspor
Konkurrenten Les Deux Magots dyrker også fortidens storhed med matchende stil og priser. Det var i øvrigt også her, Jean-Paul Sartre, Simone de Beauvoir og Albert Camus hang ud.
Fortidens storhed dyrkes på Les Deux Magots.
Ægte bohemeånd
Knap så prangende er charmerende La Palette, der ligger lidt mere diskret gemt på Rue de Seine lige rundt om hjørnet fra områdets mange gallerier og boghandlere. Her er slidte spejle på væggene, skinnende messing og fliser fra 1930'erne, og nutidens bohemer og intellektuelle dropper ind for at få en apéro (aperitif).
LÆS OGSÅ: Nordeuropas oversete shoppingmekka
LÆS OGSÅ: Ægte pause under den spanske sol
LÆS OGSÅ: Her får du mest sol for pengene