Deling af børnefotos på Facebook: Det bør du vide
Jeg deler mange billeder af min søn på sociale medier. Gustav på Aros, Gustav ser Le Mans, Gustav spiser pølsehorn osv. Og klummen her handler ikke om, hvorvidt det er interessant indhold eller ej - for det er det selvfølgelig. Det handler om, om jeg kan være det bekendt overfor Gustav.
Sidste uges debat om og fokus på, at vi som forældre ikke bør dele billeder af vores børn på sociale medier, synes jeg er værd at diskutere. Jeg er ikke ekspert, men jeg er forælder. Sidste uge så vi overskrifter som "Eksperter advarer: Smid ikke billeder af dine børn på Facebook" og "Børn protesterer over forældre: Drop billeder på sociale medier". Det er da værd at tænke over. For jeg tror, at langt de fleste forældre i dag deler billeder af de kære små. Når de er nyfødte, når de kysser børnehavekæresten, når de starter i skole, når de spiser osv.
Men er det forkert?
Denne debat, vil ikke få mig til at stoppe med at dele billeder af min søn. Men den vil nok få mig til at overveje en ekstra gang, hvad jeg deler. For der er ingen tvivl om, at min jagt på godt indhold af og til fylder mere end omtanken for Gustav.
I mit hoved har det bare været sådan, at så længe han er så lille, at han ikke selv er på sociale medier, så gør det ikke noget. Men grundlæggende skal vi jo tænke, at alt hvad vi deler på internettet potentielt set ligger der til evig tid. Og det kan godt være, at når Gustav får sin første rigtige kæreste, synes, det er dødpinligt, at hun kan se billeder, fra han var 4 år.
Sociale medier er fremtiden
Men jeg mener også, at vi må indse, at vi lever i en ny medietid i forhold til, da vi selv var børn. Og vores børn kommer til at vokse op i en helt anderledes kultur, hvad angår grænsen mellem privatliv og offentlighed. Som jeg også før har nævnt (i denne klumme) mener jeg, at vi bør lære vores børn at navigere i det - fremfor at ignorere det helt.
Tag stilling og tænk dig om
Jeg tror, det handler om at tage stilling til, hvad man vil dele og tænke sig godt om. Det er logik for de fleste, at vi ikke deler nøgenbilleder af vores børn - heller ikke babyer. Eller deciderede pinlige billeder. Problemet kan bare være, at når børnene bliver teenagere eller voksne, vil de stadig synes, at billederne er pinlige, fordi man dengang i 2013 jo så helt fjollet ud med store krøller eller tyk barnemave.
Og så handler det om tage en snak med familie og venner om, hvad du synes er ok, at de deler af dine børn.
Fire gode råd
● Del dine billeder med familien i lukkede fora, f.eks. Dropbox eller på Google Drive, hvor alt kan gøres helt privat.
● Gør opslagene med børn på din Facebook-profil private, så kun dine venner eller endda nærmeste venner (laves som liste) kan se dem. På Instagram kan du lukke din profil, så du skal godkende brugere, der vil følge dig.
● Spørg dine børn om lov, hvis de er store nok til selv at have en profil på sociale medier og lad være med at tagge dem på billederne.
● Hvis du tager billeder af andres børn, bør du altid spørge forældrene om lov, inden du lægger dem på sociale medier.
LÆS OGSÅ: Sociale medier: Hvor går grænsen?