Derfor er voldtægter så udbredt i Indien

Den brutale gruppevoldtægt i af en ung indisk kvinde på en bus i Delhi udløste protester over hele Indien, og historien ryddede forsider verden over. Det skete i december, og siden er verdenspressen ufortrødent fortsat med at rapportere om voldtægter i Indien, hvor ofrene ofte er helt små piger.

"Rape capital of the world"

Ifølge den indiske forfatter og freds- og konfliktforsker Radha Kumar er voldtægt i Indien den mest almindelige forbrydelse begået mod kvinder, og FN's menneskerettighedskommissær har kaldt voldtægt for "et nationalt problem" i landet. På en liste over verdens mest voldtægtsplagede lande rangerer Indien som nummer tre.

Kun i Sydafrika og USA modtager politiet flere anmeldelser af voldtægt per indbygger. Eksperter er dog enige om, at kun en tiendedel af alle voldtægter i Indien bliver anmeldt. Ifølge tal fra Indiens kriminalstatistiske bureau anmeldes der i Indien en voldtægt hvert 22. minut, og landets hovedstad, Delhi, hvor der anmeldes flere voldtægter end noget andet sted i Indien, går under tilnavnet "Rape capital of the world".

Strengere lov

I april skred den indiske regering til handling og kom protesterne i møde med en skærpelse af den indiske anti-voldtægtslov. Skærpelsen betyder ikke mindst dødssstraf i de tilfælde, hvor voldtægten ender med dødelig udgang eller hvor gerningsmanden "bringer offeret i en vegetativ tilstand enten før, under eller efter det seksuelle overfald". Desuden har man i Indien nu hævet den seksuelle lavalder til 18 år, så samleje med en person under 18 uanset samtykke betragtes som voldtægt.

En af dem, der er kommet med anbefalinger til den skærpede indiske antivoldtægtslov – og blevet hørt – er den indiske forfatter, journalist og menneskerettighedsaktivist Pinki Virani (1959). Hun var som barn selv offer for seksuelle overgreb og er i Indien ikke mindst kendt for at have ført en sag i Højesteret på vegne af Aruna Shanbaug, der arbejdede som sygeplejerske på KEM Hospital i Mumbai. I november 1973 blev hun voldtaget af en rengøringsmand, og siden har hun været holdt kunstigt i live på samme hospital. I 1998 kom Pinki Viranis bog "Arunas Story" og i 2001 kom "Bitter Chocolate", hvor forfatteren med udgangspunkt i sin egen historie skriver om det seksuelle misbrug, som op imod hvert andet barn i Indien er offer for.

LÆS OGSÅ: Har vi fri abort i Danmark?

Sex er tabu

Pinki Virani ser en klar sammenhæng mellem overgrebene og den ekstreme tabuisering af sex, der gennemsyrer Indien.

– Alt hvad der har med sex at gøre, er så stort et tabu i det indiske samfund, og det giver næring til et system af tavshed. Folk skubber overgrebene ind under gulvtæppet og lader, som om det ikke sker, siger hun, mens eftermiddagssolen sender et gyldent lys ind gennem de tynde blå gardiner i lejligheden i det moderne højhus i det sydlige Mumbai, hvor den muslimske Pinki Virani bor sammen med sin mand, den indiske journalist, samfundsdebattør og hindu Shankar Aiyar.

Pinki Virani langer ud efter familiestrukturen og synet på familien.

– I de fleste indiske familier kommer familien før individet. Familiens ære er vigtigere end den enkeltes ve og vel, og forestillingen om jomfruelighed er nærmest hellig, siger hun.

Netop derfor hører det heller ikke til sjældenhederne, at familien – eller sågar politiet – anbefaler et voldtægtsoffer at gifte sig med sin gerningsmand. På den måde slipper hun og hendes familie for at skulle leve med skammen, og man undgår risikoen for, at offeret – der jo ikke længere er jomfru – aldrig vil kunne blive gift.

Offeret straffes

Når det kommer til seksuelt misbrug af børn, vil de færreste indere acceptere, at det overhovedet finder sted. Hvis det alligevel sker, er den umiddelbare reaktion ifølge Virani at give barnet skylden. Et ekstremt eksempel er den 10-årige pige, der – som beskrevet i India Express 9. april i år – blev fundet bevidstløs i en mark og senere anholdt og smidt i fængsel, da hun var på vej til politistationen for at indgive en anmeldelse om voldtægt.

"The abuse after the abuse" (misbruget efter misbruget) kalder Pinki Virani fornægtelsen og stigmatiseringen af den misbrugte. Og siger, at det ofte er meget værre end selve misbruget og har store konsekvenser for det indiske samfund.

– Det undertrykker vores børn, og det er ikke befordrende for et blomstrende samfund – hverken økonomisk, følelsesmæssigt eller åndeligt. Store ressourcer går tabt, siger hun.

LÆS OGSÅ: Anti-amning "Tilbageslag for kvinders rettigheder"

Blev kaldt luder

Selv tog Pinki Virani meget tidligt bladet fra munden. Fra hun var otte år – eller måske endnu tidligere – blev hun misbrugt af sin onkel, og hun råbte op om det.

Men ingen ville lytte. Ingen tog hende alvorligt.

– Jeg blev betragtet som et besværligt og opmærksomhedskrævende barn. Jeg blev kaldt en luder. Jeg kastede skam over min familie. Der er stadig mange, der ikke vil tale med mig. Og min far har aldrig tilgivet mig for at have afsløret hans bror.

"Hvorfor er der ingen der ser det? Hvorfor er der ingen der hjælper mig?" spurgte hun sig selv, indtil hun fandt ud af, at hun måtte hjælpe sig selv.

I begyndelsen undrede hun sig over, at ingen lyttede eller hjalp. Men så indså hun, at hun måtte finde styrken i sig selv og for alt i verden undslippe offerrollen. Det lykkedes hende at komme tidligt hjemmefra.

Bog bryder tabuet

Hun uddannede sig til journalist, først i Indien, siden i New York, og gennem alle årene er hun fortsat med at tale og skrive om misbruget.

At behovet var – og stadig er – der, viser modtagelsen af "Bitter Chocolate". Bogen var Pinki Viranis håndsrækning til de millioner af seksuelt misbrugte i Indien. Og, som hun skriver i bogen, hendes forsøg på at forhindre fremkomsten af endnu en såret generation. Bare seks dage efter udgivelsen var andet oplag på vej.

– Bogen blev modtaget som en sandhed, der ventede på at blive fortalt, siger Pinki Virani, som stadig møder mennesker, der takker hende for at have givet dem ord til at tale om deres egen tragedie.

Hvorfor først nu?

I bogen refererer Pinki Virani til tal fra det indiske politi, der viser, at andelen af indiske piger, der udsættes for seksuelt misbrug, er 40 procent, mens 25 procent af alle indiske drenge, inden de er fyldt 16, har været offer for et seksuelt overgreb.

Det er nu snart 13 år siden, og voldtægt har i Indien været den mest omsiggribende form for forbrydelse de sidste 40 år. Så hvorfor kommer historierne først frem nu? Hvorfor gik inderne ikke på gaden, da en 16-årig pige fra den nederste kaste i det indiske samfund, dalitterne, i oktober sidste år begik selvmord ved at sætte ild til sig selv, efter at hun var blevet gruppevoldtaget? Eller da en far til en 16-årig pige i den indiske delstat Haryana begik selvmord i skam over, at hans datter var blevet voldtaget af otte mænd fra sin landsby, og optagelser af voldtægten var gået hele landsbyen rundt.

LÆS OGSÅ: Kæmper vi kvinder den samme kamp?

En af "os"

FN's højkommissær for menneskerettigheder Navi Pillay ser demonstrationerne I december som et tegn på, at bægeret er fyldt: At den indiske befolkning har fået nok og ønsker forandring. Ravinder Kaur, direktør for Asian Dynamics Initiative på Københavns Universitet, der koordinerer Asien-forskning, peger i en artikel den 4. januar i den indiske avis The Hindu på klasseforskellene og den dybe kløft mellem rig og fattig i Indien.

Som Kaur gør opmærksom på, har den indiske middel- og overklasse længe haft en tendens til at lukke øjnene for, hvad der sker i landområderne og i slumkvarterne. Først, når de "grimme sager" rykker ind i middelklassens sfære, bliver der reageret. Og det var netop, hvad der skete med mediernes omtale af voldtægten i Delhi i december. Ifølge Kaur havde journalisterne i de første mange reportager beskrevet offeret og hendes ven som et ungt, trendy par, der havde været ude for at more sig og nyde livet og havde besøgt en smart biograf i en mondæn del af Delhi. Da det senere blev pointeret, at parret tilhørte den del af det indiske samfund, som er afhængigt af det offentlige transportsystem – og altså kom fra fattige kår – var de to unge mennesker allerede gjort til en del af middelklassen – en af "os". Og måske er det netop det, der skal til for, at der kan ske en ændring på synet af kvinder og vold i Indien, foreslår Kaur.

Eva-drillerier

Under alle omstændigheder var det det, der fik den indiske regering til at skærpe den indiske anti-voldtægtslovgivning og indføre dødsstraf i de mest alvorlige voldtægtssager. Men ifølge Navi Pillay er dødsstraf ikke nødvendigvis den rigtige måde at håndtere problemet på. Vejen frem er derimod en større offentlig bevidsthed og en mere effektiv håndtering af loven og politiets arbejde.

FNs udsending i Indien, Rashida Manjoo, kritiserer også den nye lov. Hun mener ikke, at ændringerne er vidtgående nok, og at de fuldstændig overser uligheden mellem kønnene og diskriminationen af kvinder, de strukturelle årsager til vold mod kvinder.

– Man havde muligheden for at forebygge og beskytte Indiens kvinder mod alle former for vold, men forpassede den, siger Rashida Manjoo og understreger, at voldtægter ikke er den eneste form for overgreb mod Indiens kvinder, som også må leve med vold i hjemmet, tvangsægteskaber, heksejagt, kastebaseret diskrimination og dødsfald relateret til medgift, som i Indien har været forbudt ved lov siden 1960'erne, men som stadig er et udbredt fænomen og årsag til problemer, der hver dag får flere end seks kvinder i Indien til at tage deres eget liv.

Som deltagere i demonstrationerne i december fortalte i en BBC-udsendelse, må man som kvinde i Indien også leve med risikoen for at blive befamlet af mænd i busser, på gaden og andre steder, hvor man står tæt. "Eve teasing" –Eva-drillerier – kalder inderne de seksuelle chikanerier, og eufemismen, der refererer til Evas fristende natur, bruges også i Nepal og Bangladesh. Råber kvinden op, risikerer hun ikke at blive taget seriøst og måske endda selv blive beskyldt for at lægge op til flirt ved "forkert" påklædning eller det tidspunkt, hun er ude på.

LÆS OGSÅ: Derfor falder fødselstallet

Ren og skær vold

Endelig er illegale drab på nyfødte piger og pigefostre stadig udbredt i Indien. Det har resulteret i en skæv kønsfordeling i landet, og det har ifølge den indiske journalist og blogger Akhbar Navees været medvirkende til, at de seksuelle chikanerier og overgreb er taget til.

– På grund af disse drab er der færre piger, og det får de unge drenge til at begå alle disse forbrydelser, som er meget afskyelige forbrydelser, og som burde få en hurtig rettergang, så de kan få en ordentlig straf, skrev han den 23. december på nyhedssitet Rupee News og slog fast, at voldtægterne i øvrigt er og bør betragtes som ren og skær vold:

– Det er ikke et spørgsmål om voldtægt. Det er vold. Voldtægt har ikke noget at gøre med erotik. Voldtægt er en voldsforbrydelse. Det har ikke meget med sex at gøre. Den unge pige i Delhi blev misbrugt med en jernstang.

Indiske kvinder vil have våben

Den brutale gruppevoldtægt af en 23-årig kvinde i Delhi i december sidste år og den efterfølgende fokus på voldtægter i Indien har ikke bare fået lovgivningsmæssige konsekvenser i Indien. Som dagbladet Politiken skrev den 4. april får voldtægterne nu et stigende antal indiske kvinder til at anskaffe sig skydevåben. Mængden af ansøgninger om tilladelse til at eje et skydevåben var allerede i marts måned i år således fordoblet i forhold til hele sidste år.

Voldtægterne får også flere kvindelige turister til at holde sig væk fra Indien. Flere udenrigsministerier, herunder det danske, råder kvinder til at være ekstra påpasselige, når de rejser i Indien, og ifølge nyhedsbureauet Bloomberg har Indien siden december sidste år oplevet en nedgang i antallet af kvindelige udenlandske turister på 35 procent.

Indiens nye lov

Den skærpede anti-voldtægtslov i Indien blev vedtaget den 3. april i år. De vigtigste ændringer omfatter en bredere definition af voldtægt. Ordet voldtægt (rape) er således erstattet med seksuelt overfald (sexual assault), og penetration med penis er ikke længere den eneste form for strafbare seksuelle krænkelse. Dertil kommer indførelsen af strengere straffe for voldtægt/seksuelle overfald, som nu straffes med mindst syv år. I alvorlige tilfælde kan straffen være helt op til livstid, og i de sjældne tilfælde, som falder ind under kategorien rarest of the rare, er straffen dødsstraf. Loven er blevet kritiseret af flere menneskerettighedsorganisationer, bl.a. for ikke at omfatte voldtægt af ægtefælle. I Indien kan anklage for voldtægt af ægtefælle stadig kun komme på tale, hvis offeret og gerningsmanden er separerede.

Nye regler for voldtægt i Danmark

Folketinget har netop vedtaget en række ændringer af den danske straffelov. Det betyder bl.a., at der ikke længere gives strafnedsættelse for voldtægt af forsvarsløse ofre, som f.eks. sover, er bevidstløse eller handicappede, ligesom det heller ikke skal straffes mildere end andre voldtægter, hvis offer og gerningsmand kender hinanden på forhånd.

Ændringen imødekommer mange års kritik fra Amnesty International for diskrimination af voldtægtsofre.

Eksperter vurderer, at der i Danmark begås mellem 2.000 og 10.000 voldtægter om året. Cirka 500 bliver anmeldt.

LÆS OGSÅ: Abort til 15-årige- Dét mener I