Derfor skal du holde af hverdagen
Annegrethe Rasmussens klumme handler denne gang omat sætte pris på hverdagen.
"Fint nok med fester! Al plads for euforien! Lad de tusinde perler boble! Men hvilken lykke så bagefter at lægge sig i hvilens og hverdagens seng til den kendte og alligevel ikke så kendte samme udsigt."
Sådan skrev den afdøde multikunstner Dan Turèll i sit måske kendteste digt, ”Hyldest til Hverdagen”. Der ikke er skrevet specielt til januar – en måned, som ikke inspirerer mange. Men netop fordi der er så lidt at vælge imellem, er det godt at varme sig med Turèlls hyldest til det dagligdags. For lur mig, om det ikke er her, skoen trykker.
"Den akutte, lammende følelse af rutine sætter ind."
Når januar skraber bunden i popularitet, er det ikke kun, fordi det er nemmere at prise efterårets glødende farver, at elske sommerens jordbær og serveringer af koldskål eller vinterens julehygge og nytårsfester med glimmer og champagne. Når så mange af os mister pusten netop nu, og når nytårsforsætterne igen udskydes til næste januar, gætter jeg på, at det er den akutte, lammende følelse af rutine, der sætter ind. Hvortil man kan lægge kolde, grå vinterdage og lavvande på bankkontoen.
Mange af os leder efter udfrielse gennem mere frihed og fritid, i at komme væk fra dagligdagen. Forestillingen om, at vi er mere til stede og mere autentiske, når vi er på farten, er udbredt. Når vi er i rutinen, ser vi i virkeligheden ingenting. Antagelsen er, at man først rigtigt finder sig selv gennem en refleksion af noget andet. Og at vi alle er mere spændende og levende med øjnene rettet mod det nye. En af verdens mest kendte rejseforfattere, Paul Theroux, har sagt, at ”der sker ingenting, før man forlader sit hjem.” Ikke så få rastløse unge danske sjæle, jeg har mødt, mener, at de kun lever rigtigt, når de vandrer ensomme rundt i Manhattans mylder.
"Men den evige rejselyst er ofte et nostalgisk spejlkabinet."
Men den evige rejselyst er ofte et nostalgisk spejlkabinet. Ikke ulig den moderne jagt på autenticitet. Som vi også jager på ferier, hvor det er finere at besøge et fransk munkekloster end et all inclusive hotel på Mallorca. Hvor man demonstrerer bedre smag med en kanotur på Gudenåen, end hvis man snupper en tur til Honky Tonky-land i Lalandia. Jagten fortsætter, når vi køber øko-mælk med gårdfortællinger printet på bagsiden eller æblemost i gammeldags glasflasker smykket med en etiket, der skal se ud, som om der ikke er brugt farvestoffer på den.
Jeg siger ikke, at lange rejser ikke kan bringe en noget unikt. Mange unge tager på globale dannelsesrejser. Da jeg var 24, tog jeg også til Sydøstasien i måneder med en veninde for at komme væk fra årelange, afsluttede universitetsstudier og markere overgangen til et nyt liv.
"Men de bedste rejser handler om at rejse ud for at vende hjem."
Men de bedste rejser handler om at rejse ud for at vende hjem – eller få sig et nyt hjem. Om at lære at sætte pris på den menneskelige kapital, man har til rådighed. Familie, venner, foreningsfæller eller kolleger. For mig, der har levet uden for Danmark i 11 år, ligger hverdagen p.t. i USA. Men det er ikke anderledes nu, end det var for 15 år siden, da frirummet kunne være en fredelig stund på en plads midt i København, en gåtur på Kastellet, en kop varm jasminte under de blomstrende træer i Kongens Have, en løbetur rundt om Damhussøen eller en skovtur med venner på Amager Fælled.
Det autentiske – det, Dan Turèll siger med sit digt, og den erkendelse, der kan få en til at sætte mere pris på januar – ligger nemlig ikke i ferier eller eksotiske indkøb. Men snarere i gåture, støvsugerlyd, brødristere, og evige indkøbsrutiner. Men det har mange af os glemt. Lad os rette ryggen og huske, at vi kan forbedre vores liv og starte i dag, uanset hvilken måned vi skriver.
LÆS OGSÅ: Guide: Sådan bringer du balance i dit liv