Efterårsferie 2023 aktiviteter

Romantik, gys og sjov: 22 ting, du kan lave i din efterårsferie

Hvad end du skal være sammen med børnene, hygge med veninderne eller på date med kæresten, har vi fundet de ting, du skal bruge efterårsferien på.

Hvis du er en af de heldige, der har ferie i uge 42, er der masser af sjove og hyggelige ting, du kan bruge din efterårsferie på - og det er uanset, om du vil bruge fridagene med fokus på børn eller aktiviter for voksne.

Vi har fundet nogle bud på, hvad du kan lave i og omkring landets fire største byer, så du stensikkert får en skøn efterårsferie.

Efterårsferie 2023 - aktiviteter:

Klik på den by, som du vil læse om

  1. København
  2. Odense 
  3. Aarhus
  4. Aalborg

Under hver by finder du muligheder for aktiviteter:

  • Sammen med børn
  • Aktiviteter for primært voksne

-----

København - efterårsferie

Sammen med børnene

Find din barnlige sjæl frem og lad kreativiteten blomstre med børn (fra alderen af 3 år og op) på Statens Museum for Kunst. Her hylder de nemlig kunst i børnehøjde hele efterårsferien, og med inspiration fra udstillingen Barok – Ud af mørket kan de små poder selv slå sig løs med deres kreative kræfter på Børnenes Værksted.

De kan klippe store papirklip af farverige figurer, male sjove motiver med vilde farver og forme sjove kroppe i ler, præcis som netop Matisse elskede at gøre! Børnenes Værksted er inkluderet i entrébilletten, og er dit barn under 8 år, skal det ledsages af en voksen.

Hvor: SMK - Statens Museum for Kunst, Sølvgade 48-50, 1307 København K

Hvornår: Fra mandag 14. oktober til søndag 22. oktober - hver dag fra kl. 10-16

Pris: Voksen 120 kroner. Børn under 18 år er gratis. Voksen + et barn 100 kroner.

Læs mere om efterårsferie på SMK her.

2. Monsterjagt i Ruinerne under Christiansborg

Var det noget med en monsterjagt? Så gå på opdagelse under Christiansborg Slot og udforsk ruinerne af Biskop Absalons borg fra 1167 og Københavns Slot, der blev revet ned i 1731. 

I efterårsferien kan du og dine børn se den sjove og spændende forestilling om Frederik 7., mens I også kan hjælpe kongedatteren, Leonora Christine i Ruinernes gådespil samt opleve, hvordan det er at køre karret.

Hvor: Ruinerne under Christiansborg Slot, Prins Jørgens Gård 1, 1218 København

Hvornår: Tirsdag-søndag 10.00-17.00

Pris: Børn (0-17 år) er gratis. Voksne 65 kroner.

Læs mere om aktiviteterne under Christiansborg her.

3. Efterårsferie på Glyptoteket

Fordyb dig med barnet i Glyptotekets arkitektur, mærk marmoren, læg mosaikker og farvelæg Glyptotekets flotte sale med farvekort. I Glyptotekets souvenirshop kan du hente legene, som kan hjælpe børn med at få endnu mere ud af kunsten.

Hvor: Ny Carlsberg Glyptotek, Dantes Plads 7, 1556 København V

Hvornår: Fra tirsdag til søndag i uge 42 fra kl. 11-15

Pris: Entré er 125 kroner for voksne (gratis hver tirsdag). Det er altid gratis for børn og unge under 18 år, og det koster ikke noget at deltage i værkstedet.

Læs mere her.

Efterårsferie i København - for voksne

4. Halloween i Tivoli

Tivoli-Halloween i Tivoli-28923 Anders Bøgild.jpg

(Foto: Tivoli/Anders Bøgild)

Findes der noget bedre end et godt gys til at bringe dig og din kæreste eller venner tættere sammen? Når Tivoli slår dørene op til efterårssæsonen, får du sammen med din favorit-voksne rig mulighed for at at prøve de særlige halloween-forlystelser, som forlystelsesparken sætter op i anledning af højtiden.

Og bare rolig, hvis forlystelserne bliver en tand for uhyggelige, kan I også bare gå forbi Tivolis Food Hall, som har fokus på efterårets lækre råvarer. Ellers kan I bare tage en romantisk tur i ballongyngerne – der er næsten garanti for et godt hallowhiiiin i Tivoli, uanset hvad I vælger!

Hvor: Københavns Tivoli, Vesterbrogade 3, 1630 København V

Hvornår: 12. oktober til 5. november 2023

Pris: Fra 155 kroner for voksne og 65 kroner for børn mellem 3 og 7 år

Læs mere om Halloween i Tivoli her

svampejagt - getty.jpg

5. Tag på "sankejagt"

(Foto: Getty Images)

Efterår er lig med svampe, vilde urter, bær og frugt. Lige nu kan du fx finde tragtkantareller, havtorn og peberrod ude i naturen lige her i Danmark. Efterårsferien er derfor oplagt til en tur i skoven - både for at nyde efterårets smukke farver og for at hygge sig med at gå på jagt i de danske skovbunde efter lækkerier til aftensmaden. Populært kaldes det for at "sanke" - og det er helt lovligt, hvis du følger disse regler. Du kan tage på sanke-tur i hele landet, både i skove, på stranden eller i parker, men sørg naturligvis for at have styr på, hvad der ikke er giftigt at spise. En hjælp til det kan være den gratis app 'Vild Mad', som kok og ejer af restaurant Noma, René Redzepi, har fået idéen til.

'Vild Mad har allerede over 150.000 brugere - og i app'en finder du guides til de nærmeste vilde og spiselige råvarer, til hvordan råvarerne ser ud, til hvordan de sankes i respekt for naturen, og endda til hvordan du bruger dem hjemme i køkkenet. Der er nemlig også opskrifter fra nogle af verdens bedste kokke, der også er vilde med at sanke.

Du kan også se vores store liste over gode spisesvampe her.

6. En tur på Louisiana

Der er flere spændende udstillinger på Louisiana, som eksempelvis det visuelle "powerbrag" af en udstilling "Pussy riot". Den anmelderoste udstilling er den hidtil mest omfattende præsentation af den russiske gruppes kamp mod Putin, som startede tilbage i 2011 og byder på hundredevis af foto- og videooptagelser.

Hvor: Louisiana Museum of Modern Art, Gl. Strandvej, 3050, Humlebæk

Hvornår: Fra 29. september 2023 til 16. januar 2024

Pris: Voksne 145 kroner, studerende 125 kroner og børn/unge under 18 gratis entré.

Læs mere her.

Odense - efterårsferie

efterårsferie i Odense ZOO_Ard Jongsma.jpg

Sammen med børnene

7. Halloween i Odense Zoo

(Foto: Ard Jongsma/Odense Zoo)

I Odense Zoo er efterårsferien også lig med halloween-fejring. Hele familien kan gå på opdagelse i den pyntede have, som er fyldt med fugleskræmsler, græskar, høballer, æbler og meget mere, der hører sig efteråret til. Hver dag er der også sjove og lærerige aktiviteter for både børn og voksne.

Hvor: Odense ZooSøndre Boulevard 306, 5000 Odense

Hvornår: 14.- 22. oktober 2023

Pris: 195 kroner for voksne, 100 kroner for børn fra 3-11 år. Børn under 3 er gratis. 

Læs mere om efterårsferien i Odense Zoo her.

8. Kartoffelferie i Den Fynske Landsby

Ingen efterårsferie i Den Fynske Landsby uden en kartoffelhøst. Ja, faktisk kalder det historiske landsbymuseum i Odense da også uge 42 for "Kartoffelferien". I denne uge kan børn og voksne komme med ud i marken og samle deres egne kartofler, nøjagtigt som børn gjorde dengang ugen i folkemunde blot hed kartoffelferie. Den 18. oktober kan I desuden være med, når en af landsbyens grise slagtes.

Hvor: Den Fynske Landsby, Sejerskovvej 20, 5260, Odense SØ

Hvornår: 16. til 22. oktober klokken 11.00-15.00

Pris: Voksne koster 145 kroner, og børn/unge under 18 er gratis.

Læs mere her.

9. Halloween-skattejagt på Egeskov Slot

I efterårsferien er der mulighed for, at hele familien kan tage på spøgefuld skattejagt på Egeskov Slot på Fyn. Her har "Mørkets Bog" åbnet sig, og mystiske væsner er forsvundet ud, så nu er der brug for hjælp til at få bogen lukket. Undervejs kan man besøge Draculas Krypt og hjælpe med at løse trylleformularer. Turen rundt i jagten på de mystiske væsner er tilrettelagt for de 6–12-årige.

Parken, der omgiver det smukke slot, er pyntet op med græskar og præget af uhyggelig halloween stemning. Rundt om på stedet vil I måske støde på hekse, genfærd, Dracula og mange andre. Undervejs kan I bage et snobrød eller få "uhyggelig" ansigtsmaling. Slottet er et af Nordeuropas smukkeste renæssancebygninger og den bedst bevarede vandborg i Europa.

Hvor: Egeskov Slot, Egeskov Gade 18, 5772 Kværndrup

Hvornår: 14. - 22. oktober 2023

Pris: 260 kroner for voksne og 155 kroner for børn 4-12 år.

Læs mere om arrangementet her.

Efterårsferie i Odense og på Fyn - for voksne

10. Hygge over et brætspil

På Papas Papbar i centrum af Odense kan I spille hundredvis af forskellige brætspil, mens I drikker en kop kaffe eller deler en omgang nachos. Faktisk har stedet hele 850 spil på hylderne, og de reklamerer med, at de mener, at de har et spil til alle typer - men har du bare lyst til at komme og drikke en god kop kaffe eller en øl, er du også velkommen.

Det er en god måde at lave noget anderledes med din kæreste eller dine venner, og du kan udfordre folk i alt fra Bezzerwizzer til Backgammon, eller måske prøve kræfter med andre underholdende brætspil, de færreste af os har hørt om før.

Hvor: Papas Papbar, Skt. Knuds Kirkestræde 2A, 5000 Odense

Hvornår: Mandag - torsdag 13-23. Fredag: 13-01. Lørdag: 10-01. Søndag: 10-23

Pris: 30 kroner for en dagsbillet

Læs mere om Papas papbar her.

11. Tidens Samling - Få inspiration til tøj og bolig

Under din efterårsferie i Odense kan samtidig blive lidt klogere på samfundets udvikling. For interesserer du og dine venner jer for tøj og indretning og har hang til retro-elementer, skal I besøge Tidens Samling i Odense, der er et museum for klæder og bolig i det 20. århundrede. Med andre ord er det et fantastisk sted at få (retro-)inspiration.

Udover deres permanente udstilling kan du i efterårsferien også se særudstillingen om 'Ung i 70'erne' - også kendt som "det brune årti".

Hvor: Tidens Samling Kulturmaskinen, Favergården 7 3. sal, 5000 Odense C

Hvornår: Hele året

Pris: Voksne koster 65 kroner, 50 kroner for studerende, og børn/unge 6-17 år kommer ind for 30 kr.

Læs mere om Tidens Samling her.

12. Få anderledes træning i trampolinparken

Hvis du og dine veninder ofte ender med at sludre på det samme løbebånd i fitnesscentret, kan det være, at det er på tide at prøve kræfter med noget helt andet: En hoppetur på trampolinen.

I trampolinparken Jumping Fun kan I hoppe jer i form på en meget sjovere måde end i de gængse fitnesscentre, og samtidig tilbringe en hel dag sammen.

Hvor: Jumping Fun, Edisonsvej 9, 5000 Odense

Hvornår: Mandag og onsdag: 9-16:30. Tirsdag, torsdag og søndag: 9-20. Fredag og lørdag: 9-21

Pris: 129 kroner for en times hop, og 169 kroner for ubegrænset hop samme dag.

Læs mere om trampolinparken her.

Aarhus - efterårsferie

Sammen med børnene

13. Masser af mystiske væsner på Naturhistorisk Museum

Naturhistorisk Museum åbner i efterårsferien dørene op for en verden af magiske dyr og mytiske væsner. Her bliver der rig mulighed for at kaste sig ud i et væld af aktiviteter, som spændende fortællinger, udstillinger, dissektion, QuizBattle, rollespil og meget mere.

Hvor: Naturhistorisk Museum, Wilhelm Meyers Allé 10, 8000 Aarhus C

Hvornår: Alle dage fra 9 til 17

Pris: 100 kroner for voksne, og gratis adgang for børn og unge under 18 år

CIRKUS_DYSTOPIA_DESKTOP_BANNER.jpg

Læs mere om efterårsferie på Naturhistorisk Museum her.

Efterårsferie i Aarhus - for voksne

14. Halloween i Tivoli Friheden

(Foto: Cirkus DYSTOPIA)

Ferien byder også på sjove aktiviteter til de større børn og voksne, og et af de steder, hvor du kan få masser af uhygge, er i det her. Overalt i parken er der pyntet på med edderkopper, grufulde monstre, talende skeletter, hvinende spøgelser og alverdens mystiske væsner og genfærd.

Du kan i efterårsferien også opleve Danmarks største horrorforlystelse på 1.500 kvadratmeter kaldet 'Cirkus Dystopia'. Her er der Rædselskabinettet og Freakshow, hvor skræmmende skuespillere står klar til at give dig dit livs gys. Det er også muligt at besøge 'Horror Escape Room' i parken for de voksne gæster.

Hvor: Tivoli Friheden, Skovbrynet 5, 8000 Aarhus C

Hvornår: 14. - 22. oktober 2023

Pris: 140 kroner i entré

Du kan holde dig opdateret på efterårsprogrammet i Friheden her.

Efterårsferie i Aarhus - for voksne

15. Spil på hestevæddeløb

Hvis du aldrig har været til galopløb, lyder det måske ikke umiddelbart som en drømmeaftale, men det er faktisk en af de sportsgrene, der kan være overraskende sjov at overvære. Særligt hvis du (eller din date) er lidt af et konkurrencemenneske, kan det give god spænding at lægge et mindre beløb på den hest, du tror vinder. Men pas på, at det ikke tager overhånd!

Hvor: Jydsk Væddeløbsbane, Observationsvejen 2, 8000 Aarhus C

Hvornår: Se kalender.

Pris: Entré er gratis på almindelige løbsdage, men på storløbsdage koster det 50 kroner

Læs mere om events her.

16. Romantisk skovtur

Tag hinanden i hånden og gå en romantisk tur i Marselisborg Skovene, nyd udsigten over Aarhus Bugt og kom helt tæt på dyrevildet i Dyrehaven. Her har du mulighed for at møde både dådyr og hjorte - og fodre dem, hvis du har medbragt æbler eller gulerødder, samt at se de indhegnede vildsvin. 

Mange af skovens smukke udkigspunkter har bordbænkesæt, så tag også gerne en snack eller madpakke til jer selv med og få lidt ekstra ud af turen. 

Hvor: Ørneredevej 6, 8270 Højbjerg

Hvornår: Alle dage 08.00-20.00

Pris: Gratis

Læs mere Dyrehaven her.

17. Guidet tur med en hjemløs

Hvis du og vennerne er trætte af kunst og kaffe, kan I tage på en guidet tur i Aarhus med en hjemløs. I kommer bag facaderne, får vilde og ærlige historier fra livet på gaden og besøger 8 til 10 forskellige opholdssteder. Vær opmærksom på at det ikke er en garanti, at guiden har været hjemløs, nogle gange kan det eksempelvis være en tidligere stofmisbruger, der har særligt kendskab til miljøet og livet som hjemløs.

Hvor: Værestedet Aarhus Jægergaardsgade 107, 8000 Aarhus C

Hvornår: Hver fredag kl. 15.00 og hver lørdag kl. 13.00.

Pris: 130 kroner per person (For grupper på 7-15 personer)

Læs mere om den guidede tur her.

Aalborg - efterårsferie

Sammen med børnene

18. Høstmarked i Fårup Sommerland

I efterårsferien åbner Fårup Sommerland igen dørene. Du kan kaste dig over de sædvanlige forlystelser, men du kan også slå dig løs med årstidernes grøntsager over et spil græskar-"kryds og bolle", knoldselleri-bowling eller kartoffelkast. Prøv også en tur rundt i Pindsvinds kæmpestore halmballe-labyrint, eller tag på "bondegården", hvor du kan i efterårsferien kan klappe en ægte kalv, se store traktorer og møde en landmand. Hele parken vil være pyntet op i efterårets farver og igen i år kan du også besøge ´Den Forheksede Skov´, hvor magi, mystik og mageløse skabninger stortrives.

Hvor: Fårup Sommerland, Pirupvejen 147, 9492 Blokhus  

Hvornår: 13. - 22. oktober 2023

Pris: Fra 350 kroner

Læs mere om Fårups høstmarked her.

19. Brug ferien på Kunsten Museum 

Traditionen tro har Kunsten Museum sammensat et spændende program i efterårsferien, hvor der er fokus på kreativitet, leg og oplevelser for børn og barnlige sjæle. I år er der særligt fokus på kunstneren Henry Heerup og hans kartoffeltryk. Tag en tur på den oppustelige ø, deltag i en skattejagt og kaste jer ud i familiehygge i det kreative værksted Kunst-Lab. Der vil også være pop-up workshops, masser af udstillinger og film for de mindste i auditoriet.

Hvor: Kunsten Museum of Modern Art, Kong Christians Allé 50, 9000 Aalborg

Hvornår: 14. oktober til 22. oktober 2023.

Pris: Entré til museet koster 125 kroner for voksne og gratis for børn op til 18 år.

Læs mere om de mange events her.

Efterårsferie i Aalborg - for voksne

20. Social dining hos JØRN

Hos Utzon Centerets Café JØRN kan du få et lækkert måltid mad og et glas vin, imens I nyder udsigten over Aalborgs flotte havnemiljø. Menuen er fastlagt på forhånd og består af syv små retter efter social dining-konceptet. 

Hvor: Utzon Center, Slotspladsen 4, 9000 Aalborg

Hvornår: Torsdag 20. oktober kl. 17.00 til 21.00

Pris: 335 kroner for syv serveringer - få vinmenuen til for 185 kroner for tre glas eller 135 kroner for to glas.

Læs mere her.

21. Gys og gru - Udfordr en ven...

Hvis I er klar til sjov uhygge i jeres efterårsferie, åbner Mig&Aalborg op for aftener med et vaskeægte HORROR NIGHT-night ved Aalborg Forsvars- og Garnisonsmuseum. Der vil med garanti være nogen eller noget, som holder godt øje med jer fra bygningens sorte skygger... (Læs: Lokale og dygtige amatører står for det kreative indhold og glæder sig til at skræmme alle gæster fra vid og sans!)

Hvor: Skydebanevej 22, 9000 Aalborg

Hvornår: 14. oktober 2023

Pris: 185 kroner per deltager 

Læs mere om HORROR NIGHT i Aalborg her

22. Streetfood og live musik

Kig forbi Aalborg Streetfood ude ved lystbådehavnen og få et godt måltid mad. Bagefter kan I passende gå en tur langs vandet og nyde udsigten ud over fjorden. Det færdige program for stedet under efterårsferien bliver opdateret løbende, så måske lander I oveni i et sjovt event, som dragshow, romsmagning eller banko? Tjek deres Facebook og Instagram for nyt. 

Hvor: Aalborg Streetfood The Lighthouse, Skudehavnsvej 35, 9000 Aalborg

Hvornår: Mandag-Torsdag: 11.30–22. Fredag-Lørdag: 11.30–23.30. Søndag: 11.30–22.00

Pris: Gratis el. check deres eventprogram