Ægteskab

Disse 12 ting skal du forberede dig på, før du bliver gift

Parterapeut og ægtemand Gary Chapman deler ud af sine erfaringer i bogen ”12 ting jeg gerne ville have vidst før vi blev gift”, som netop er udkommet på dansk.

– En skilsmisse er et resultat af dårlig forberedelse til ægteskabet og manglende evner til at samarbejde og indrette sig efter hinanden i et nært samliv.

Det mener den amerikanske parterapeut Gary Chapman, hvis bog "12 ting jeg gerne ville have vidst før vi blev gift" udkom på dansk 18. marts.

LÆS OGSÅ: Her er 15 grunde til, at det bedste er at blive gamle sammen

– Det tragikomiske ved det hele er, at mens vi på alle livets andre områder erkender behovet for undervisning og uddannelse, lader vi mere eller mindre stå til, når det gælder ægteskabet. De fleste mennesker bruger langt mere tid på at forberede sig til deres arbejdsliv end på at forberede sig til deres ægteskab.

Derfor er det heller ingen overraskelse, at folk generelt har mere held med at nå deres målsætninger i arbejdslivet end at realisere et lykkeligt ægteskab, skriver han videre i bogen.

Chapman mener, at mange af de frustrationer, som opstår i moderne ægteskaber, kunne være udgået, hvis parterne havde været forberedt på, hvad det at være i et ægteskab egentlig vil sige. Derfor har han i bogen samlet tolv råd til hverdagen i et ægteskab, som han, baseret på sine erfaringer parterapeut og ægtemand, mener, at mange kunne have gavn af at kende:

Jeg ville ønske, jeg havde vidst...

1. At forelskelse ikke er et tilstrækkeligt grundlag for et lykkeligt ægteskab.

Chapman fremhæver, at meget forskning tyder på, at gennemsnitlig forelskelse varer omkring to år.

– Efter de to år forsvinder de euforiske følelser, og alt det ved livet, som vi i vores begejstring lod hånt om, begynder igen at gøre sig gældende og få betydning. Vores forskelligheder træder tydeligere frem, og vi begynder at opleve uenigheder med den, vi tidligere regnede for fejlfri, skriver han.

2. At romantisk kærlighed falder i to faser.

Den første fase kræver væsentligt mindre arbejde end den anden, skriver Gary Chapman. Han fortæller, at han ofte som ægteskabsrådgiver oplever, at den ene part i et forhold ikke føler, at den anden elsker dem længere, når de når til denne anden fase i kærlighedslivet. For at få en god overgang til kærlighedens anden fase, bør man huske at udtrykke sin kærlighed til sin partner – og vel og mærket i en sprog, han eller hun kan forstå. Det kan for eksempel være, at huske at anerkende sin partner verbalt, at gøre tjenester, at give gaver, at give tid og at ikke glemme den fysiske nærhed, skriver han videre.

3. At mundheldet: "Som mor, så datter" og "Som far, så søn" ikke er en myte.

Med dette mener Chapman, at "jeres respektive forældre har stor indflydelse på både dig og din ægtefælle." Han påpeger for eksempel, at dominerende mænd ofte er blevet domineret i deres barndom. Det er vigtigt at forstå, hvis man vil forstå sin egen og sin partners måde at agere på i et ægteskab.

LÆS OGSÅ: Derfor friede jeg til min mand

4. Hvordan man løser uoverensstemmelser uden at skændes.

– Ordet kompromis kan godt have en lidt negativ klang i vores ører. Folk bliver advaret mod at gå på kompromis med deres værdier og holdninger. I ægteskabet er et kompromis ikke bare positivt, men helt nødvendigt. Et kompromis er det sted, hvor man kan mødes. Det kræver at begge parter er villige til at opgive noget for at bevare harmonien i deres ægteskab, skriver han.

5. At det er et tegn på styrke at sige undskyld.

Det kan være svært at sige undskyld, men det er en af forudsætningerne for et godt ægteskab, mener Chapman. Lige som tilgivelse også er det.

6. At tilgivelse ikke er en følelse.

Det er derimod den eneste sunde reaktion på en undskyldning i ægteskabet, mener Gary Chapman.

7. At toiletter ikke renser sig selv.

– Lad mig stille dig et personligt spørgsmål, skriver Gary Chapman:

– Når og hvis du bliver gift, hvem tror du så kommer til at gøre toilettet i jeres hus eller lejlighed rent? Efter at have rådgivet mange par kan jeg konstatere, at de fleste mænd tror, deres kone vil gøre det, og de fleste koner regner med, at deres mand vil gøre det.

Chapmans pointe er, at det kan betale sig at overveje "den ægteskabelige rollefordeling". Han mener nemlig, at forvirring over rollefordelingen er en afgørende stressfaktor i moderne ægteskaber. Vi forventer ting af vores partnere, som de slet ikke ved, at de skal leve op til, mener han. Læg jeres forventninger til den anden på bordet, er hans klare råd til folk, der står på tærsklen til ægteskabet.

8. At man skal lægge en plan for økonomien.

Når man ikke har nogle penge, har man ikke problemer med penge, skriver Chapman, som fortæller, at diskussionerne om økonomi ofte først begynder senere i et forhold. Derfor anbefaler han, at man inden ægteskabet lægger en plan for økonomien, og at man beslutter sig for én, der kan stå for regnskabet. På den måde undgår man pengekrig senere i forholdet.

LÆS OGSÅ: 13 par der valgte en noget anderledes form for "forlovelsesringe"

9. At gensidig seksuel tilfredsstillelse ikke kommer af sig selv.

– Ingen havde fortalt mig, at mænd og kvinder er så forskellige. Jeg var selvfølgelig på det rene med de fysiske forskelligheder, men jeg vidste så godt som intet om kvindens seksualitet. Jeg troede bare, at hun ville nyde det lige så meget som jeg; at hun ville ønske det lige så tit som jeg; og at det, der var dejligt for mig, også ville være dejligt for hende. Jeg gentager: Jeg vidste så godt som intet om kvindens seksualitet. Jeg fandt snart ud af, at hun vidste næsten lige så lidt om mandens seksualitet, skriver Gary Chapman, og opfordrer folk til at tale om tidligere seksuelle erfaringer med hinanden.

10. At jeg giftede mig ind i en familie.

Folk klager ofte over deres ægtefællers familie, fortæller Gary Chapman, som i stedet råder dem til tidligt at forsøge at udvikle et positivt forhold den udvidede familie, selvom det kræver både tid og bevidst indsats.

11. At åndelighed ikke er det samme som at gå i kirke.

Punktet her handler om religiøsitet. De færreste regner dette for noget, der kan blive et problem i deres ægteskab, men baseret på Gary Chapmans erfaringer som parterapeut, er der mange, der med fordel kunne have diskuteret netop dette emne, inden de blev gift.

– Spørgsmålet er: "Harmonerer vores åndelighed, vores religiøse overbevisninger? Søger vi åndelig oplysning og styrke ved den samme kilde?" skriver han.

12. At min personlighed i høj grad påvirker min adfærd.

– Så længe vi bare er kærester, går vi uden videre ud fra, at den anden ser verden, ligesom vi ser den. Vi er forelskede og optaget af at behage hinanden, og derfor træder en eventuel forskel i personlighed på dette område måske ikke så tydeligt frem, skriver Gary Chapman.

Han fremhæver blandt andet, hvordan "morgenmennesket" kan have en forventning om, at ægtefællen vil side og spise hyggelig morgenmad med dem, men "natteravnen" kan blive skuffet over, at ægtefællen ikke har overskud til at sidde og have dybe samtaler til langt ud på natten. Man er nødt til at lære at forstå forskelle som disse, hvis man vil indgå i et ægteskab, mener han.

Du kan læse mange flere råd og øvelser i bogen "12 ting jeg gerne ville have vidst før vi blev gift". Bogen udkom på Forlagsgruppen Lohse 18. marts.

LÆS OGSÅ: Sådan blev vi gift på et Disney-cruise

LÆS OGSÅ: 20-årige Zainab: Jeg tror ikke på kæresteforhold før ægteskabet

LÆS OGSÅ: Brudekjoler anno 2016: 12 smukke looks fra forårets couture-fremvisninger