"Vi skal genlære, at et rynket ansigt kan være lige så sexet på en kvinde"

Vi sidder omkring Louises spisebord med en kop kaffe og en croissant. Det har sneet og regnet på Vesterbro, mens interviewet har bevæget sig af sted som et lille bumletog, der hele tiden får fyldt lidt mere på sig.

Ditte siger den sidste vigtige sætning om fremtiden, inden jeg slukker for telefonoptageren. Idet jeg slukker, springer mit hjerte et slag over. Alt står stille i rummet, de kigger på mig med en blanding af vantro og smil. Fik jeg lige slettet samtalen og dermed kvindehistorien de sidste 50 år? Umiddelbart ja.

Ditte og Louise er midt i efterproduktionen af deres nye serie, 'Dansegarderoben', som har premiere på TV 2 den 5. februar. De har travlt på den måde, hvor de er nødt til at strække dagene som en forvasket uldtrøje for at få lidt mere plads. 'Dansegarderoben' er den første serie, de selv har skrevet og instruereret, foruden at de også selv at medvirker i den.

Serien foregår hen over en sommer i Cirkusreven engang i 1970’erne, og vi følger otte dansepigers liv tæt på. Idéen til serien fik de i 2017. De efterfølgende år researchede de, mens #MeToo-tsunamien ramte verden, og en ny bevidsthed langsomt forplantede sig i os. Alt imens de læste om rødstrømpernes paroler og idéer, gik det op for dem, at vi ikke har bevæget os synderligt de sidste 50 år i ligestillingens navn. At det sådan set stadig er de samme ting, vi efterlyser i dag, som dengang.

"Seriens store oprør er, at vi putter otte kvinder helt i front. Det føles som et vildt statement, og jeg ved ikke, om vi har set det herhjemme før. Vi har haft kvindefortællingerne, men så har de været godt pakket ind i parforhold, familieliv og andre dynamikker. Vi insisterer på, at tyngdepunktet i dramaet ligger mellem kvinderne. Det er her, både problemerne og løsningerne ligger," siger Ditte.

Louise forklarer, hvordan vi i lyset af #MeToo også har tilladt et mere kritisk blik på datidens systematiske krænkelsesadfærd. Simon Spies og hans morgenbolledamer er et oplagt eksempel på et menneske, vi i årtier har betragtet som en excentriker med en underholdende tilbøjelighed.

"”Få dig lige lidt humor” er der blevet sagt om den slags adfærd, men nu er der en generation, der ikke gider at finde sig i det. Det kan godt være svært for både mænd og kvinder, der har levet under den kultur og ikke forstået, at den var krænkende," siger Louise og fortsætter:

"Tiden er til stemmer, der ikke er blevet hørt."

Hvor er damerne?

Ditte fortæller, hvordan hun som barn altid længtes efter at se noget på tv og i film, hvor kvinder havde større roller. Hun savnede spejlingen af det at være pige i verden og spurgte altid sin mor, om der var damer med i tv-underholdningen. I håbet om at hun ikke skulle igennem endnu en ørkenvandring af gangsterserier og cowboyfilm med mænd i habitter og cowboyhatte. Det var i DR’s monopoltid, og alle fulgte med samme sted.

"Når folk siger, at det er ligegyldigt, om kvinder er repræsenteret, så er det 100 procent forkert. Du bliver usynlig, når du ikke er repræsenteret. Det giver dig en følelse af, at du ikke findes, for der er forskel på perspektiver," siger Ditte.    

At de to instruktører har valgt Cirkusrevyen som ramme for fortællingen, er der en god grund til. De fleste danskere har et forhold til revyen, der siden 1935 har været kendt for sin folkelige underholdning.

Serien giver dermed et dybere indblik i 70’erne fortalt igennem dansepigernes liv, og det var ikke altid let. I serien ser vi skyggesiden af kvindelivet med temaer som partnervold, shaming af alder og krop, sexisme og kampen for ligeløn for bare at nævne lidt.

Rødstrømpernes forandring

Det helt centrale oprør i 70’erne er ifølge instruktørerne, at kvinderne begynder at tale sammen. Fra at gå alene på hver sin matrikel med problemerne bryder kvinderne med rødstrømperne i spidsen årtiers tavshed og italesætter et fælles ligestillingsproblem.

Det blev starten på en ny bevidsthed, men der skulle gå yderligere 50 år, før vi som kvinder igen insisterer på ligestillingsproblematikken. Forskellen i dag er bare, at kvindefællesskabet ikke er begrænset til de få omkring os, men faktisk omfatter hele klodens kvinder.

Ditte og Louise er ikke i tvivl om, at #MeToo har plantet en ny solidaritetsbevidsthed i os, der gør, at vi i dag anser det som alle kvinders kamp, når vi eksempelvis ser iranske piger blive dræbt for frihed. På den måde har solidaritet med kønnet udvisket landelinjerne på verdenskortet, og det kan i virkeligheden komme til at være den største mentalitetsforandring, #MeToo har medført.

Louise: "Vi følger jo med i, hvad der foregår. Kvinderne går ikke alene med det længere. Mange er modige nok til at kæmpe, der er no shame og no fear. Det mod smitter."

Ditte: "Hver gang et samfund går i den forkerte retning, så er det kvinderne, der lider. Når vi mister rettigheder som mennesker, så er det kvinders rettigheder først, så jeg føler mig forbundet med Iran, Afghanistan og USA. Abortlovgivningen er ikke længere amerikanernes problem og kultur. Det er vores problem. Vi er forbundne. Det kunne være os."

Louise viser, at hun får gåsehud på armen af at tale om kvindekampen i dag.

"Når man pludselig i sin grundvold føler et tilhørsforhold til sit køn, så bliver man også påvirket af alle de begrænsninger, vi har internaliseret i os. Jeg kan blive træt på en måde, min mand slet ikke kan forstå. Han siger: ”Dig og Ditte, I er jo for seje”, men han mærker ikke, hvor smertefuldt det for eksempel er at blive ældre som kvinde. Hvordan vi aldrig bliver cool, som manden gør, men bare forsvinder," siger Louise.

Den store skam

Der sker nemlig noget, når vi begynder at sætte ord på de svære følelser. Når vi tør stå ved de dybeste mørkeste oplevelser og dele dem. Når vi ikke amputerer de mindre pæne sider af os selv for at passe ind i. Vi vokser i bevidsthed og finder ud af, at vi ikke er alene.

Louise fortæller om en særlig oplevelse, hun havde som barn efter at have været i børnehaven hele dagen. Hun var mut og træt, og moren gav hende en slikkepind i håbet om, at hun blev glad. Da det ikke lykkedes, kaldte hun på faren og sagde:

"”Nej, se lige. Jeg tror, vi har fået den forkerte Louise med hjem. Vores Louise er jo glad og smilende. Hende her er helt på tværs. Vi må hellere køre hende tilbage og bytte hende.” Den trussel har præget, hvordan jeg gebærder mig som kvinde. Jeg skal altid smile og være glad, ellers bliver jeg byttet. Jeg forstår godt følelserne omkring det, når man er blevet mor, men jeg ved ikke, om de havde gjort samme med et drengebarn."

Senere i livet fik Louise angstanfald, og hendes krop larmede. Når hun spurgte sig selv hvorfor, kom der en lang liste af ord og følelser, hun ikke brød sig om at være og føle.

"Jeg kunne ikke lide at fylde for meget. At være urimelig, besværlig, dum, doven, sur og ambitiøs. Jeg opdagede, at jeg gik på en meget tynd line, mens min krop sagde til mig: Jeg er altså bare et menneske."

Hun mærkede, hvor begrænset hun levede sit liv. At hun ikke måtte have stærke følelser, hverken de triste eller lykkelige, hun skulle befinde sig i en ubesværet midte, hvor hun bare var let og sød at være omkring. Gradvist måtte hun genlære at mærke følelserne og tillade dem. Hun delte dem med sine omgivelserne, hvor forkerte de end føltes. Så hun langsomt kunne strække sig selv ud igen, fra at være blevet en krympet version.

"Det her med at skulle have bløde hjørner og ikke være for besværlig oplever jeg som en kvindeting. Hvis jeg er for kritisk, venter der et bestemt stempel fra omverdenen, som er, at hun bare er en besværlig diva at arbejde med," siger Louise.   

Ditte nikker genkendende til følelsen af at fylde for meget og ubehaget ved at være et menneske, andre kan slå sig på. Det besværlige ved at være kantet og længslen efter at være mere likeable. Begge kvinder mærker frygten for at blive gamle og usynlige og miste respekten og deres stemmer.

Det hele rumsterer indeni. I de mange skamfulde dybe stempler, kvindekroppen har båret på igennem tiden. Der bliver aktiveret som en kollektiv smerte, når kvinder har vovet at italesætte uretfærdigheder eller være utilfredse og straks blevet fordømt til at være skingre, hysteriske og besværlige hekse. 

Ditte mindes, hvordan hendes mor kæmpede med at føle sig overset og usynlig. Hun krævede at blive hørt til fødselsdage, når Dittes mandlige venner talte sammen, og afbrød dem for at komme med i samtalen. Ditte oplevede, hvor problematisk det blev for moren at være i verden, fordi hun hele tiden kom op at slås med den. 

"Hun blev decideret overset, og hun blev vred over det. Så blev det en selvopfyldende situation, hvor hun pressede mere på for at blive hørt. Jeg føler, hun blev bitter, og jeg føler, at jeg selv var med til, som mange nok kommer til med vores mødre, at sige: ”Lad nu være med at fylde for meget”. Hun accepterede ikke bare at være en hyggelig farmor, der sad i et hjørne og strikkede. Hun sloges med det, og jeg kan bare sige, at det var ukønt. Jeg tænkte, at det var et svært sted at være. Kan du ikke bare være sød og stille, mor?"

Med tiden har Ditte lært at omfavne den, hendes mor var. Hun har tænkt, at hun og selskabet nok havde været mere large mod moren, hvis hun havde været en mand.

"Jeg kæmper med det samme. I alle selskaber tænker jeg: ”Kom nu Ditte, kan du ikke bare være en nemmere version?”. Det tror jeg såmænd også, at mænd kan kæmpe med, men som kvinde er der noget decideret unlikeable i at fylde og tage ordet," siger hun.

Kun plads til én

Noget af det, vi også ser i 'Dansegarderoben', er, hvordan vi kvinder har vænnet os til at være i konkurrence med hinanden. Vi slås i stedet for at holde sammen. Vi har accepteret forholdene, som er, at der ikke er nok til os alle.

Vi hiver ikke hinanden op, men tænker kun på selv at komme til. Det har ødelagt vores grundlæggende solidaritetsinstinkt, mener instruktørerne. 

"Vi er opdraget til, at der er plads til én prinsesse. Du skal udvælges, og du skal fjernes fra flokken. I arbejdssammenhænge laver mændene grupper og hjælper hinanden frem – hvor vi som kvinder er vant til at være alene. Når der kun er plads til én, er vi i konkurrence. Det er ikke vores natur nødvendigvis, men et vilkår, vi lever under," siger Ditte.

Hun uddyber, at det i bund og grund er en herskerteknik, der bliver anvendt mod kvinder. Split and rule, så kvinderne ikke står sammen.

"Når man står sammen, så kan man jo alt. Det er farligt," siger Ditte.

Uha – de rynker

Louise fortæller, hvordan hun forleden så en forside med Mads Mikkelsen, og hendes spontane reaktion var, at han så godt ud med sine rynker. Den næste tanke var, at sådan ville hun aldrig tænke om en kvinde på hans alder. Fordi vi slet ikke er trænet i at se kvinder, der ældes.  

Vi har accepteret at leve i en ungdomskultur, og så snart kvinden har passeret de 30 år, bliver hun erstattet, og efter de 40 år bliver hun mere eller mindre usynlig. Det er også et af de temaer, 'Dansegarderoben' tager op.

"Vi har været udsat for en lille form for hjernevask," siger Louise. Hun uddyber, at vi dermed ubevidst har tilladt en dybt indsnævret fremstilling af kvinden. Gerne i en tynd, ung, uproblematisk og rynkefri udgave.

Ditte: "Vi vil gerne lære at vænne os til at se på alle slags kvinder. Den mulighed er blevet fjernet, og vi skal genlære, at det rynkede ansigt kan være lige så sexet, når det er kvindeligt."

Louise: "Det er bare alder, det sker for os alle sammen. For mig blev det tydeligt, når jeg kunne se, at Mads Mikkelsen så spændende, sofistikeret og klog ud. Mens hvis det var en kvinde, ville jeg tænke, at alderen godt nok har været hård ved hende. Det har jeg internaliseret, og det er jeg dybt ked af. Så hjælper det at dele det med Ditte, så det ikke bliver en forbudt og skamfuld tanke. Når vi er tavse, kan vi ikke ændre noget, så bliver det bare spiraler, der går indad."

Ditte: "Ja, og så siger jeg: Fuck det. Vi skal på forsiden alligevel."

Sammenhold, sammenhold, sammenhold

Lige præcis det der med at stå sammen, insistere på sig selv og løfte hinanden i de svære situationer er noget af det, der har drevet Ditte og Louise frem i karrieren. Også når de pludselig har fået smækket en dør i hovedet. Som for eksempel da de efter 2. sæson på DR fik lukket deres ellers populære serie 'Ditte og Louise'. 

"Først sagde de, at der ikke var nok seere, selvom DR ikke må gå op i seertal. Og vi havde immervæk omkring 500.000 seere pr. afsnit. Så var det noget med formatet, og at de ikke ville have en halv times humor mere. Til slut sagde de, at nu har vi haft det tema – altså kvinder. Næste tema på DR bliver noget med religion og derefter udsatte, hjemløse mennesker," fortæller Louise. 

Umiddelbart efter lukningen oplevede de en stor lovestorm fra seerne med beskeder om, hvor meget serien havde betydet. Det gav dem mod på at lave en film med det materiale, de allerede havde skrevet til en tredje sæson.

Selvom det var en mavepuster, fik de arbejdet sig igennem det, men det ændrer ikke ved, at der stadig er en kæmpestor forskel på kvinder og mænds status i underholdningsbranchen. Mens kvinder er et kuriøst indslag, et tredje krydderi i et miks, har mændene en anden snor til både fejle og gentage en succes.

"Når jeg ser 'Klovn' blive ved med at gentage en supergod opskrift på 9. sæson, kan jeg ikke lade være med at tænke, hvad hvis vi havde fået lov? Jeg tror ikke, vi havde lavet 9 sæsoner, for der er også en kunstnerisk kvalitet i at stoppe sig selv, men vi skulle have fået lov til at køre lidt endnu," siger Ditte. Hun nævner et andet satireprogram, der kørte på DR for ti år siden, 'Det slører stadig', der blev lavet af kvinder med anden etnisk baggrund end dansk.

"De fik én sæson. Det er skamfuldt, og jeg fatter det ikke. Det var så vigtigt. Her var nogle fantastisk sjove og talentfulde kvinder, hvis stemmer vi mangler. Hvorfor lukkede de det? DR har en forpligtelse, vi har alle en forpligtelse til at give minoritetsstemmer en plads. Hvor kunne de være, hvis de havde fået 10 sæsoner," spørger Ditte.

Hvis kvinder skal blive lige så dygtige som mænd, må de få de samme kilometer i benene, for der er ingen tvivl om, at det er øvelsen, der gør mester, mener Ditte og Louise. På samme måde som at Jonatan Spang og Dybvad får lov til at dygtiggøre sig sæson efter sæson, må kvinderne også have lov til at fejle og lære. Uden at blive dømt ude i skammekrogen efter første eller anden sæson.

De gamle paroler

Under researchen til 'Dansegarderoben' gik det for alvor op for Ditte og Louise, hvor lidt vi som samfund reelt har rykket os siden rødstrømpernes tid.

"Vi fandt paroler, udsagn og kampskrifter fra rødstrømperne, som 1:1 er de samme ting, vi siger i dag. Det er da desillusionerende her 50 år efter, at vi stadig sidder i de samme problemstillinger," siger Louise. Netop derfor er det vigtigt at gå tilbage og lytte til mor og bedstemors generation, for det glemte vi måske i farten.

Ditte: "Vi retter bagudrettet op på noget uretfærdighed ved netop at give kvinderne den stemme, de ikke fik dengang. Deres fortællinger har været fortiet og overhørt som karkludshistorier, og vi kan finde nogle svar i deres livserfaringer."

Der er forsoning i at møde kvinder fra deres mødres tid og bedre forstå, hvad det var for samfundsvilkår, de levede under. Hvad de kæmpede med, og måske hvorfor de blev de mødre og de mennesker, de blev. For selvom vi har hørt så meget om kvindefrigørelsen, kan tiden og perspektivet bedre end noget lære os om fortiden. Så vi kan blive klogere i fremtiden.  

Det er en stor opgave, og der er heller ingen tvivl om, at den nye rolle som instruktør har medført en stejl læringskurve for dem. Som Louise udtrykker det, så lærer nød en nøgen kvinde at spinde. I lederrollen har de mødt nye udfordringer i sig selv.

Som for eksempel at lære at skære igennem på en neutral og ordentlig måde. Hvor det ikke gør ondt på ens selv eller omgivelserne at få et nej. Det er nemlig en anden god udvikling, der har fundet sted efter #MeToo. Det her med at vi som kvinder har lært, at det er ok at sige nej.

"Jeg har skullet øve et neutralt nej, så jeg kan sige: ”Jeg har lyttet til dit forslag, men nej”. Det er ikke altid, at der er tid til at pakke det flot ind med en sløjfe og det hele, og det kræver øvelse at sige fra på en simpel og ordentlig måde."

Den slettede historie

Og så er vi tilbage ved spisebordet på Vesterbro. Ditte og Louise sidder i efterproduktionen af serien lige nu. Processen har været kæmpevild og fed og har gjort dem 10 år ældre, siger Ditte med et smil. Jeg spørger, om det her med at være instruktører har givet dem blod på tanden. Der er mere i støbeskeen, svarer Louise.

Er det stadig i kvindetemaet, eller hvad er det næste fra jer?

De griner lidt og kigger på hinanden.

Ditte:"'Druk' eller Retfærdighedens ryttere' laver de andre. Vi laver noget, hvor kvinder er i verden."

Louise: "Kvindetingen er nok vores blik. Med fare for at sige for meget."

Ditte: "Det er et dogme. Et benspænd. Men vi tager det. Vi tager udfordringen."

Jeg slukker diktafonen. Det er her, jeg panikker og tror, at jeg har slettet 50 års kvindehistorie. Men det viser sig, at telefonen lige skulle have et øjeblik til at gemme lydfilen.

Så nu er den fortalt. Lad os huske den denne gang.