Efter 65 år: Dora og Kaj døde med få dages mellemrum – ville være sammen til det sidste

Pergamentpapiret i fotoalbummet knitrer, når Jane Andersen bladrer rundt i det. Flere gange stopper hun op, peger med en finger ned i albummet og fortæller historier om sine forældres 65 år sammen. Fra den første forelskelse, til brylluppet, familiefesterne og de mange danse, som Janes mor og far nød sammen.

"Min forældre var nogle rigtige festaber og kunne blive ved til tidlig morgen. De sagde altid: "Den sidste dans er vores"," fortæller Jane og ler.

Læs også

Mariann er den hidtil højest placerede dansker i NASA: ”De føles stadig som familie”

Den allersidste dans blev danset for mange år siden. For de sidste år af Janes forældres liv var deres fysik stærkt begrænset på grund af kronisk sygdom. Hendes mor døde den 30. december 2021. Hun var træt og mæt af dage, og energien løb ud af hende flere uger før.

"Vi fejrede jul sammen, men min mor kørte maden rundt på tallerkenen uden at spise ret meget. Jeg tænkte, at det nok blev den sidste jul med hende," fortæller Jane.

Det skulle vise sig, at Jane fik ret i sin antagelse. Den 28. december ville hendes mor, Dora, ikke ud af sengen, og to dage senere drog hun sine sidste åndedrag som 81-årig.

"Selvom min far var dårligt gående, fik han sig placeret oppe i sengen med min mor helt tæt på sig. Jeg lod dem være alene, men da jeg på et tidspunkt kiggede ind, kunne jeg se, at hun aede ham på ryggen. Det var meget rørende."

Næste dag kom bedemanden. Han bemærkede, at Jane havde gjort sin mor fint i stand og sagde henvendt til Kaj: "Hun ser ud til at have været en god og kærlig kvinde." Kajs svar til det var: "Ja, for det meste."

Jane fortæller om episoden med et stort smil. Hendes fars bemærkning løsnede stemningen i situationen. Og så ramte den også plet i al sin enkelhed.

"Mine forældre havde et supergodt ægteskab. Men når man har været sammen i 65 år, har tingene naturligvis ikke altid været rosenrøde hver eneste dag," siger Jane.

Far faldt om

Jane gik i gang med at planlægge sin mors bisættelse. Døden havde aldrig været et tabu hjemme hos dem, så mange detaljer var givet på forhånd.

Eksempelvis havde hendes mor ønsket, at en trompetist skulle spille "I skovens dybe stille ro" i kirken. Bisættelsen blev planlagt til den 7. januar, og Jane sørgede for at købe nyt tøj til sin far og roser, som skulle lægges på kisten. Jane kunne se sin gamle far sørge, og hun nåede at sige til en kollega: "Jeg ved ikke, om han overlever bisættelsen".

Det gjorde hendes far ganske rigtigt ikke. For den 4. januar blev Jane ringet op med beskeden om, at hjemmehjælpen havde fundet Kaj død i hans entré i lejligheden i Odense. Han blev 83 år.

Læs også

Mette var til fest for sin afdøde mor – så forstod hun, at moren var ”med” til festen

"Jeg brød ikke sammen, for på en eller anden måde var jeg forberedt. Mine forældre ville være sammen i livet – og nu var de det også i døden. De havde haft et langt og godt liv sammen, og så er det ingen tragedie at dø. På en eller anden måde kunne det ikke være bedre, selvom det er surrealistisk, at de skulle dø med så kort mellemrum," siger Jane, som tror, at hendes far døde af "broken heart syndrome", som er en medicinsk dokumenteret lidelse og en betegnelse for hjertesorg.

Nu måtte Jane havde fat i bedemandsfirmaet og præsten endnu en gang. Præsten blev en smule overrasket, da hun kom hjem til Jane. For Jane havde glemt at fortælle hende, at de nu skulle tale om både hendes far og mor.

Alt blev tilrettelagt, og ceremonien blev så smuk, som Jane havde håbet. De to kister var fyldt med blomster, og mange mennesker var dukket op for at sige farvel. Selv gjorde Jane det klart for sine nærmeste, at hun ville sidde alene på forreste kirkebænk.

"Jeg er meget afklaret i min sorg. Så for mig var det vigtigt at sidde alene og ikke blive påvirket af, hvordan andre havde det. Jeg var alvorlig og rørt i kirken, men bagefter tog vi hjem til mig og fik smørrebrød, øl og en skarp i mine forældres livsglade ånd.

Gode værdier

Når Jane taler om sine forældre, er kærligheden og stoltheden underlægningsmusik til hendes ord. Forældrene mødtes som ganske unge og nåede at fejre diamantbryllup med hinanden.

I deres unge år kørte de motorcykel og rejste meget – og lidt usædvanligt for den tid blev Jane ofte passet som barn, fordi forældrene skulle på tur i weekenden. Det betød dog ikke, at Jane på nogen måde led nød. Hun ser tilbage på en barndom og ungdom, hvor hendes forældres støtte og opbakning altid var nær.

"Vi havde et godt forhold til hinanden, selvom bølgerne også kunne gå højt. Men vi skiltes aldrig som uvenner. Det var vigtigt for mine forældre at lære mig. Og det har selvfølgelig betydet meget for vores gode relation, at vi kunne snakke sammen. De har givet mig gode værdier og mange muligheder i livet," siger Jane, som til daglig arbejder som overlæge på Odense Universitetshospital. Hun har ingen børn, men en kæreste, som hun ikke bor sammen med.

Siden forældrenes død har Jane ryddet op i deres hus og mange gange dvælet ved sjove minder eller genstande, som havde betydning for hendes forældre. På hendes venstre pegefinger troner en smuk guldring, som var hendes mors.

På den anden hånd bærer hun en ring, som blev smeltet sammen af hendes fars arvesmykker. Hun strækker fingrene ud og betragter de to ringe. Så siger hun med et kærligt blik i øjnene.

"Jeg bliver glad af at se på ringene. Så tænker jeg på min mor og far."