Ekspert: Sådan får du mere tid

En singlekvinde, der slet ikke har tid til en kæreste, en teenagermor, der ikke har tid til sig selv og en enlig mor, som er Master i multitasking. Læs, hvordan 3 forskellige kvinder bruger deres tid, og få ekspertens vurdering af deres prioriteringer.

Singlekvinden: "Godt jeg ikke har en kæreste, for det har jeg da slet ikke tid til!"

Hvem: Cecilie Blaksted, 25 år.

Status: Selvstændig, single og ingen børn.

– Jeg har fået et chok over, hvor meget tid jeg bruger på transport og på at hænge ud med veninder. Jeg har jo ikke tid til at have en kæreste, så godt jeg ikke har sådan én!, siger Cecilie Blaksted.

Hun læser økonomi og markedsføring på Niels Brock i København, samtidig arbejder hun som instruktør og er ved at starte egen virksomhed, Simply Fit, som er undervisning én til én, hvor hun hjælper kvinder med at finde den rigtige træningsteknik og –metode og med at omlægge kostvaner. Udover de timer, hun bruger på skolebænken og på privattimer, underviser hun også hold i Fitness.dk på Østerbro.

– Jeg har tre-fire timers holdundervisning om ugen. De ligger ofte om morgenen. Hvis jeg ikke skal i skole, har jeg som regel også nogle privatkunder, så mit „arbejde" løber op i 8-14 timer om ugen fordelt på træning og slankevejledninger.

– Penge tæller, så jeg kommer i hverdagen til at prioritere arbejde frem for skoleundervisningen, hvilket selvfølgelig ikke er så smart i forhold til min uddannelse, siger Cecilie Blaksted, der bruger størsteparten af sin fritid på veninder og kaffeaftaler.

– Jeg indretter mig efter, hvad der passer andre, når det gælder aftaler. Både i forhold til mine kunder og veninder. Det betyder, at jeg bruger ekstremt lang tid (og faktisk også mange penge) hver dag på at komme frem og tilbage mellem aftale og på at spise ude. I går regnede jeg ud, at jeg brugte tre timer på transport (!). Det betyder, at jeg spiser på farten – maden er sund nok, men mit eneste planlagte måltid er morgenmåltidet. Tænk, hvis jeg brugte spildtiden på bøger eller aviser. Det ville jeg da hellere.

TRINE KOLDINGS RÅD:

– Egoist søges! Cecilie er single og lykkeligt fri for de kedelige, praktiske gøremål, som typisk sender andre kvinder på overtidsarbejde – f.eks. indkøb, rengøring og servicering af mand og børn. Alligevel hænger hun i klokkestrengen og indpasser sig efter andre. Hun bruger f.eks. mange timer på at være på vej, når hun skal undervise eller møde med veninderne.

– Tid og penge er to sider af samme sag. Hvis Cecilie f.eks. havde tre hjemmeaftener, hvor hun ikke gik på café, ville hun spare penge og få tid til at læse mere, som hun jo ønsker sig. Samtidig ville bedre planlægning kunne mindske transporttiden, som er overvældende, og hun kunne få mere tid til skolen.

– Også i forhold til madbudgettet kan hun spare tid og penge. Singlelivet er dyrt, inden du ser dig om, har du måske drukket caffe latte for 900 kr. om måneden.

– Jeg vil anbefale, at hun måler præcis, hvor meget tid hun bruger på forskellige aktiviteter. Hvor meget tid vil jeg gerne bruge på at undervise? Hvor mange timer til privatkunder? Hvor meget tid vil jeg bruge på min uddannelse? Hvor mange penge har jeg brug for om måneden? I Cecilies tilfælde er det en særlig god investering, fordi hun er ved at bygge sin virksomhed op, og kan få styr på det, før hun kører ud ad det forkerte spor. Og på den måde forebygge, at hun får stress om fem år.

Cecilie Blaksteds liv i tal

Søvn: Ca. 7 timer pr. nat.

Skole/arbejde: ca. 45 timer ugentligt.

Træning: Min. en time dagligt.

Tid til mig selv: Ca. 3 timer dagligt.

Gerne bruge mindre tid på: Transport, kaffeaftaler og spild.

Gerne have mere tid til: Bøger og nærvær.

Moren med teenagebørn: "Egentlig bryder jeg mig ikke om for meget planlægning, men det er pinedød nødvendigt"

Hvem: Cecilie Rørbye, 46 år.

Status: Ansat i fuldtidsstilling med mulighed for hjemmearbejde, mor til tre børn på 11,13 og 16 år, single.

– Der er for mange punkter på min to do-liste. Egentlig bryder jeg mig ikke om for meget planlægning, men det er pinedød nødvendigt, fordi jeg ikke er struktureret. Jeg lever min kaos-side ud i fritiden, og lader det flyde, det har jeg brug for. I modsætning til mange kvinder, der elsker systemer og planer, bliver jeg sur og stresset, hvis ALT er pligter og opgaver. Der skal være plads til rod...

– Til hverdag er jeg oppe kl. 6, går tur med hunden, bader og læser lidt mails. Derefter smører jeg madpakker og laver morgenmad, sender børnene af sted, og lufter hunden igen (det er hvalp!).

– Jeg arbejder fra 8 til 17. Efter job dribler jeg i Irma og træningscenter. Jeg træner i center for tiden, til min ærgrelse, for jeg kan bedre lide at løbe, men jeg har knæproblemer. Før var det ryggen! Mit helbred er en stresskilde i øjeblikket.

– Børnene og jeg er ikke så fokuseret sammen, som da de var små. Vi laver hver vores, de har tit venner med hjemme efter skole, men vi spiser sammen kl. 19. Derefter laver jeg lektier med børnene og hygger. Når de går i seng, læser jeg mails i halvanden time, før jeg går i seng 23.30.

– Jeg har ændret min hverdag for at få tidsregnskabet til at gå op. For et par år siden tog jeg en business- og lifecoach-uddannelse, og hvis du skal være en god coach, skal du også „walk the talk" som det hedder, så i dag er jeg meget mere tro mod mine værdier end før, siger Cecilie Rørbye, der har skiftet job for at få tingene til at hænge sammen.

– Mit nuværende job er stimulerende og fleksibelt. De to ting får det bedste frem i mig, jeg yder mere, når der er plads til „hele" mig i jobbet, og jeg kan flekse og arbejde hjemmefra. F.eks. sætte en vask over midt i det hele. Et andet stort plus: Der er kun fem minutter frem og tilbage, før brugte jeg to timer på det.

– Jeg vil stadig gerne lære ikke at superoptimere og være bedre til at holde fri, når jeg har fri. I øjeblikket er jeg tvunget ned i gear, men det er ikke spor let, så det er stadig et område i mit liv, jeg kunne blive bedre til at håndtere.

TRINE KOLDINGS RÅD:

– Cecilie har styr på det. Det glæder mig, at hun trods ret meget arbejde får trænet og selv oplever det som „mig-tid". Det er der ikke mange kvinder, der er gode til! Hun siger dog også, at hun har for meget på sin to do-liste, og det er et godt sted at sætte ind. Efter min mening skal børnene på banen, for alles skyld. Vi trænger til at revidere vores opfattelse af "den gode mor". Hun er ikke bare én, der kører til sport og serverer lækkerier. Hun stiller krav! F.eks. til at børnene gør rent og laver mad.

– Cecilies dårlige knæ og diskusprolaps skal have førsteprioritet, sådan som jeg ser det. For med så stort et arbejdspres både med tre børn og mere end fuldtidsjob, har hun brug for et godt helbred både nu og i årene fremover. I Cecilies tilfælde kan beskeden til de tre børn være: „Jeg har problemer med knæ og ryg, derfor har jeg brug for jeres hjælp, så jeg kan få tid og råd til at træne noget mere. Hvad kan/har I lyst til at bidrage med?"

– Børnene er så store, at de sagtens bidrage praktisk derhjemme. Familien kan også spare mange penge og tid ved at købe stort ind én gang om ugen. I min familie har vi barberet de månedlige udgifter alt inklusive ned til 5000 kr. pr. måned – med vin, vaskepulver og hårkur. De ekstra penge kunne Cecilie f.eks. bruge på at få en personlig træner, der ved præcis, hvordan man bedst forebygger smerter og skader. Det er ikke sikkert, det er det, hun vil. Men fordelen ved at kigge på sit tidsforbrug helt nørdet og objektivt er, at man opdager, hvad man bruger tid på.

– Mange kvinder har „tids-bermudatrekanter", fordi deres tid forsvinder ned i et stort sort hul af andres behov. Pludselig er der gået en halv dag med at servicere børn, lave kedelige pligter og arbejde gratis.

Cecilie Rørbyes liv i tal

Søvn: 6,5 timer pr. nat.

Arbejde: Ca. 10-11 timer om dagen (8-17 plus læsning af mails derhjemme).

Træning: 3 gange om ugen – og bruger, med kørsel op i centret plus træne og hjem igen, snildt 1,5-2 timer, hvis også jeg skal i sauna – og det elsker jeg!

Tid til mig selv: 0 (mig-tid bliver brugt til at træne og arbejde).

Gerne bruge mindre tid på: Rydde op, vaske tøj, madpakker, madlavning og køre til og fra mine børns sport, ca. 2,5 timer dagligt (men det bliver lavet om, så de selv står for alt transport).

Gerne have mere tid til: Træning og afslapning.

Den enlige mor: "Jeg er Master i multitasking"

Hvem: Susanne Toft, 37 år.

Status: Enlig mor til tre, har en kæreste.

– Morgenen er madpakketid, og jeg elsker det! Det er en udfordring at ramme tre sæt meget forskellige smagsløg. Jeg er totalt allergisk over for morgenstress, så jeg står tidligt op for at undgå stress. Jeg går og lytter til morgenradio og tager roligt hul på dagen, siger Susanne Toft, der er alene med sine tre børn på 9, 11 og 13 år. Susanne er tidligere fotomodel og har nu fuldtidsjob som receptionschef i Well-Come Fitness i Hellerup, og så nægter hun at tidsoptimere ved smøre madpakkerne om aftenen, for „så er de ikke friske!". Hverdagen handler i høj grad om at få det praktiske til at køre, og opgaverne glider let over i hinanden. Derfor har Susanne også svært ved at sætte præcise timetal på, hvor lang tid hun bruger på hvad.

– Jeg er Master i multitasking, gør sjældent én ting færdigt ad gangen, men tager en masse løbende, forklarer Susanne Toft, der, i kraft af sin lederstilling, også er den, der skal springe til ved sygdom. Så længe hun kan nå det, hun planlægger, uden at stresse, er hun glad – også på travle dage.

– Nogle gange er jeg helt overrasket over, hvor meget jeg kan nå, og så lægger jeg veltilfreds hovedet på puden om aftenen (alt for sent). Men på den måde dræner arbejde og pligter mig ikke. Det gør derimod negativitet, og den der følelse af, at andre ikke vil finde en løsning eller føler sig hævet over andre.

At blive hårdtarbejdende enlig mor var ikke Susanne Tofts plan. Indtil for nogle år siden troede hun, at hun skulle bo med sine „mange børn" på en romantisk trelænget gård i Nordsjælland med børnenes far.

– Sådan blev det ikke. Men jeg er glad for, at jeg var hjemmegående, mens børnene var små. Det har jeg ikke fortrudt. Set i bakspejlet har jeg fulgt min lyst, gået efter det, jeg kunne lide frem for at vælge snusfornuftigt, siger hun.

Når børnene er hos deres far og om aftenerne, er Susanne Toft sammen med sin kæreste, der også er delefar.

– Det fungerer rigtig godt. Ligesom jeg er overrasket over, hvor meget jeg kan nå til hverdag, kan jeg virkelig også slappe 100 procent af. I weekenden kan jeg sove til kl. 14, hvis jeg får lov. Jeg nyder at lave ingenting og hygge med børnene, hvis de gider mig, de er trods alt teenagere...

Det, Susanne Toft savner i sin tidsplan, er tid til sig selv og mere tid med venner og familie.

– Jeg vil gerne gå til madlavning, men hvis jeg også skal gå til curling med min søn hver onsdag og se min datter danse og den sidstes fernisering, så går det ikke. Man kan ikke nå alt. Hvis noget skal væk, så er det rengøring. Det gad jeg godt betale mig fra.

TRINE KOLDINGS RÅD:

– De morgener med børnene kører for Susanne. Hun ved præcis, hvad hun vil med tiden, og hvad hun ikke vil. Det er fedt. Jeg får indtryk af en kvinde, der har brug for flow, og som ikke bryder sig om stress og konflikter. Men jeg hæfter mig også ved, at hun har ekstremt mange pligter som leder og enlig mor og har en kæreste, hun selvfølgelig også gerne vil have tid til.

– Susanne drømmer om mere tid til venner, familie og til sig selv. Og hun drømmer om penge til at rejse med børnene. Eftersom den store Lotto-gevinst næppe bliver til noget, er man nødt til at finde sine aktiver frem. Susanne kan nå langt ved at spare i hverdagen, f.eks. undgå madspild. I vores familie fik vi råd til en rundtur til Thailand plus rengøring hver uge ved at skære husholdningsbudgettet ind til benet, f.eks. lave 10 liter kødsovs på én gang, skrotte impulsindkøb og sælge ting på loppemarked og i Den Blå Avis.

– Søvnen og multitasking er to andre ting, jeg studser over. Seks timers søvn er ikke nok med det store arbejdspres, og jeg fraråder generelt multitasking. Det er fint at lave tingene løbende, men vores hjerne arbejder altså bedst, når vi har fokus på én ting ad gangen. Vi løser opgaverne dobbelt så hurtigt, når vi tager dem én ad gangen.

– Susanne kan udmærket involvere børnene i de praktiske opgaver (bortset fra madpakkerne). Det er som sagt alle tiders gave at give sine børn følelsen af, at der er brug for dem. Empowerment er den største kilde til glæde og selvværd, og hvis børnene overtager lidt af det praktiske, kan Susanne måske få tid til at tage et modeljob i ny og næ, hvis hun har lyst.

Susanne Tofts liv til tal

Tid på arbejde: 40 timer +

Arbejdstid: Job fra 9-16 (også dage til 18).

Søvn: 6 timer (mere i weekenden).

Tid på husarbejde (rengøring og indkøb): Ved ikke, hvor meget tid, det bliver gjort løbende.

Træning: Når jeg har tid, men jeg stresser ikke over det.

Tid til mig selv: Ingen. Det er længe siden, jeg har haft tid til at file negle eller stryge en skjorte!

Gerne bruge mindre tid på: Praktiske ting.

Gerne have mere tid til: Venner, familie og, hvis pengene var der: rejser med børnene.

Tilmeld dig ALT for damernes nyhedsbrev, og hold dig opdateret på artikler, opskrifter og konkurrencer på hjemmesiden

Om eksperten:

Trine Kolding, tidscoach, foredragsholder og forfatter til bøgerne ”Den effektive leder” og ”Førstehjælp til travle børnefamilier”. Se mere på Trinekolding.dk