Elsebeth Lamare

Danske Elsebeth er efter 30 år flyttet fra Cannes til Velling – og hendes mand bor i Paris

Efter 30 år i Frankrig er Elsebeth Pugflod Lamare flyttet tilbage til Danmark. Hun er endt i Velling i Vestjylland sammen med sine store børn og besøger så tit som muligt sin mand i Paris. På trods af savnet føler hun, at hun skummer fløden af de to kulturer.

Det er skruet op for blæsten i Velling. En ret normal tilstand herude i Vestjylland, det røber træernes hældning mod øst.

Vandet alias Ringkøbing Fjord ligger omkring 150 meter fra vejen, der går gennem Velling, hvor Stine Pilgaards bestseller 'Meter i sekundet' foregår, er skrevet og filmatiseret.

Rødstensvillaen fra 1925 ligger i Velling centrum, og fra sin lænestol ved vinduet i stuen kan Elsebeth Pugflod Lamare se fjorden og ikke mindst lyset over vandet. Hver dag, når det er muligt, tager hun sine sneakers på og går lange ture på stien langs vandet. Ofte ser hun den imponerende rørhøg, som hun tidligere ikke anede eksisterede.

"Hvis du havde spurgt mig for tre år siden, ville jeg have forsvoret, at jeg nogensinde ville flytte tilbage til Danmark. Måske min aske engang skulle sendes herop, men ikke mig," siger Elsebeth Lamare, 57 år, der har boet 30 år i Frankrig.

Hun havnede som helt ung i Paris, da hun efter gymnasiet fik job i Det Danske Hus på Avenue des Champs-Elysées. Hun blev forelsket i byen og landet, og det planlagte jurastudie på universitetet i Aarhus blev skiftet ud med fransk-studier i Lyon og siden fast job i Paris.

Det var også i Paris, hun i 1995 blev forelsket i golfspilleren Francois Lamare, som hun blev gift med. De fik senere to børn og flyttede til Nice, da hun fik arbejde i byen.

"Jeg rejste ikke til Frankrig på grund af en mand, men fordi jeg var forelsket i landet. Den forelskelse er jeg nok faldet lidt ud af, men det har ellers været en stabil kærlighedshistorie," siger Elsebeth Lamare med sin klare og tydelige stemme.

Nu er hun endt i Velling. Med hus, børn og pt. uden mand.

Mens hendes mand arbejder i Paris og kommer til Danmark i alle ferier, bliver datteren Leonore, 20 år, student fra Ringkøbing Gymnasium til sommer, og den fodboldglade søn Maximilien på 16 afslutter 9. klasse på Dejbjerglund Efterskole, som ligger mellem Ringkjøbing og Skjern. Elsebeth holder skansen i sit nye hjem i Velling, som hun købte i oktober 2021 og er i gang med at sætte i stand.

"Ja, jeg siger ”mit hjem”, for min mand kan som franskmand uden folkeregisteradresse her ikke købe ejendom i Danmark. Huset, der ligger mellem købmanden og forsamlingshuset, har været byens telefoncentral, det passer jo godt til en gammel sladretante som mig," siger hun og griner.

Elsebeth tager ned til Francois cirka en uge hver anden måned og arbejder fra Frankrig. På den måde føler hun, at hun skummer fløden af de to kulturer. Roen og naturen i Velling og bylivet i Paris.

I Velling er det normalt ikke at låse døren. I Frankrig har de alarmer overalt, og man kan ikke komme ind på sine børns skole uden at vise id-kort.

"I Danmark tror vi på det bedste i mennesket, indtil det modsatte er bevist. I Frankrig er det omvendt."

Børnene ville hjem

Tankerne om at vende tilbage til fædrelandet begyndte så småt at spire, da datteren Leonore var færdig med grundskolen i Frankrig, og hun bad om at komme på efterskole i Danmark, inden hun skulle starte i gymnasiet.

"Hun havde set, hvor fedt efterskolen var for hendes to danske fætre. Det ville hun rigtig gerne prøve. Vi skulle finde en efterskole, der kombinerede hende interesser og var tæt nok på min søster, fordi det ville være hos min søster, hun skulle høre til. Min søster bor lige derovre," siger Elsebeth og peger bagud gennem stue og køkken mod haven.

Hun fortæller, at hendes søster og svoger kom til Velling som nyuddannede lærere på efterskolen og troede, at de skulle være her et par år. Nu 30 år senere er de her endnu.

Elsebeth føler også, at det er området omkring Ringkjøbing Fjord, hun er mest knyttet til, selv om hun ”kommer fra” Herning. Deres mormor er født og opvokset i Rindum, som ligger lidt nord for Velling, og hun og Francois har haft sommerhus i Klegod og Stauning i masser af år.

Så det gav mening for alle, at det skulle være en skole herude.

Der blev sat flueben ved en efterskole i Husby, som også ligger helt ude ved Vestkysten og har fokus på kunst og heste, som er Leonores to store passioner.

"Vi har altid været i Danmark i to uger i forbindelse med julen, og da vi dengang sad ude i vores sommerhus i Stauning, sagde Leonore, at hun ikke ville hjem igen. Hun kunne simpelthen ikke overskue at vende tilbage til det franske skolesystem, nu hun havde mærket, hvor godt det var i Danmark."

Leonore gik i en 10. klasse, fordi hun ikke skulle bruge eksamen til noget, og desuden var hendes dansk ikke specielt godt.

"Hun ændrede ikke mening om at blive, så vi fik hende ind på en efterskole, hvor hun kunne lære at tale bedre dansk," fortæller Elsebeth.

Det blev til et år mere i 10. klasse på en efterskole i Hammerum ved Herning, hvor man kunne få dansk som andetsprog.

"Hun insisterede så på at gå i et dansk gymnasium i stedet for et internationalt gymnasium og kontaktede selv Ringkøbing Gymnasium og fik lov til at starte der. Velvidende, at hendes karakterer aldrig ville kunne komme op på det niveau, hun fik i Frankrig, fordi alt skal afleveres på dansk. Hun har udviklet sig enormt og har fået lov til at gå op til fransk sideløbende som en hjælp til karaktergennemsnittet," siger Elsebeth.

"Min mand kunne også se, at Leonore havde foldet sig ud som en blomst, hvor selvstændig hun var blevet, og hvor glad og levende hun var. Hvordan hun var med i diskussioner, det er jo det, det danske skolesystem kan. ”Mor, de ved, hvad jeg hedder, og de spørger faktisk om, hvad jeg synes”, sagde hun til mig."

Elsebeth forklarer, at det franske skolesystem er meget gammeldags og udelukkende envejskommunikation. Det er stadigvæk kæft, trit og retning.

"Den sociale relation går helt tabt. Jeg ved godt, at danskere ofte brokker sig over det danske skolesystem, men tag til Frankrig! I Danmark uddanner vi selvtænkende mennesker. Det gør de ikke så mange andre steder. Jeg syntes, det var enormt flot, at min mand kunne se det. Og så sagde han, måske skulle vi også give vores søn den mulighed.

Det var stort, fordi jeg godt vidste, at det ville blive på Francois’ bekostning, fordi han så skulle undvære sin børn i lange perioder."

Elsebeth kunne ikke også sende sin søn til Danmark og lade søsteren stå med ansvaret for to teenagebørn, når hun ”lige havde fået vippet sine egne ud”. Så hun tænkte, hvad gør jeg så?

Om Elsebeth Pugflod Lamare, 57 år

  • Har læst fransk på Aarhus Universitet og universitetet i Lyon, arbejdet som salgschef og i en lang årrække boet i Frankrig tæt på Cannes.
  • Gift med franske Francois Lamare, der er professionel golfspiller, og mor til Leonore, 20, og Maximilien, 16, der fik hende overtalt til at flytte til Danmark.
  • Bor i Velling sammen med børnene, hendes mand bor foreløbig i Paris.

En ufrivillig refleksion

Skæbnen ville, at Elsebeth tog til Danmark i marts 2020, fordi hun og hendes søster skulle tømme deres afdøde forældres hus i Herning, der var blevet solgt.

"Jeg kan huske, at jeg tænkte, nu har jeg ikke noget hjem længere. Og så lukkede hele Danmark ned to dage efter.

Så stod vi der, og alle aftaler røg.

Hun strandede i sommerhuset i Stauning, som ligger syv kilometer syd for Velling.

"Der var ingen fly, ingenting. Min datter og jeg var i Danmark, min mand og min søn var i Frankrig. Jeg fik tre måneders ufrivillig refleksion over livet under en stille himmel, og sjovt nok kom tanken, at det måske ikke ville være så slemt at flytte tilbage til Danmark."

Elsebeth forklarer, at i Frankrig var der udgangsforbud meget længe, og lang tid efter, man herhjemme havde lagt mundbindene, var mundbind et krav dernede.

I det hele taget har det Frankrig, som hun elsker, forandret sig meget de seneste år. Hun nævner strejker, den sociale uro, uviljen mod forandringer, de gule veste, som hun synes, smadrede alt for sig selv, og at det føles, som om landets store potentiale bliver smidt på gulvet den ene gang efter den anden.

"Lige nu er det pensionsreformen – de holder på en ret, deres bedsteforældre havde. Kan I virkelig ikke se, at det her ender i kaos, har jeg lyst til at råbe til dem? I de store byer ulmer den sociale uro og dårlig integration, man kan bare mærke det overalt."

Hun synes, det er blevet tydeligere de seneste år. Alligevel ville hun sandsynligvis være blevet i Frankrig, hvis ikke det var på grund af hendes børn.

"Men når du ser verden gennem dine børns øjne, ændrer perspektivet sig. Den frihed, som jeg som ung tog ned og fandt i Frankrig, det er den, som mine børn finder i Danmark. Selvfølgelig en anden slags."

Elsebeth sad i sommerhuset, mens coronaen lukkede grænser. Hun gik stadig mange lange ture, og sagde så til sin søster, at hvis hun skulle flytte herop, ville det give mening at bo i Velling.

"Men hvor skulle vi starte? Da jeg endelig fik et fly i midten af maj til Frankrig efter tre måneder, var vi ude på en af de sidste gåture og mødte en bondemand, som ville leje sine gamle forældres parcelhus ud," fortæller hun.

"Da jeg tog afsted til Frankrig, havde jeg underskrevet lejekontrakten. Tanken var, at vi kunne afprøve at bo her og så holde familieråd til jul, om vi skulle blive."

Langdistanceforhold

Elsebeth mødte Francois i 1995 hos nogle fælles gode venner, som havde et slot i Normandiet, hvor begge var inviteret på weekend.

"Vi klikkede bare med det samme. Det var i slutningen af maj, og vi blev gift året efter i august i Gammel Sogn Kirke, som ligger helt ud til fjorden længere nordpå. Præsten havde konfirmeret mig i Herning og havde også været præst i den danske kirke i Paris, så han kunne vie os på både fransk og dansk," fortæller Elsebeth, der flyttede til Herning fra det nordjyske, da hun var ti og hendes lillesøster var syv.

På deres bryllupsbillede er Elsebeth i høje sko og med sine 173 cm et godt stykke højere end Francois på omkring 170 cm.

"Typisk lille mørk franskmand, som gifter sig med en stor lys viking," siger Elsebeth og klukker.

"Lige da vi var blevet gift, var det ham, der ønskede, at vi skulle bo i Danmark, og mig, der sagde, det bliver over mit lig. Han er rigtig god til at lave mad og havde fået en ide om, at han ville lave en crêpe-kæde i Danmark. Men det ville jeg ikke. I tilbageblikket kan jeg se, at det har været meget på mine præmisser. Det var også mig, der ville til Sydfrankrig i 1997, og heldigvis ville han med."

Elsebeth og familien boede i en lang årrække i Sydfrankrig, først i Nice, dernæst købte de et hus i Pégomas, en landsby, der ligger mellem Cannes og Grasse.

"Vi ville ikke sælge huset, før vi vidste, hvor det hele bar hen. Og her i Velling stod vi med et ikke særligt charmerende parcelhus på 210 m2 uden andre møbler end et spisebord i køkkenet."

Elsebeth gik på genbrugsjagt, og for 2.000 kr. fandt hun alt, hvad hun skulle bruge.  

"Du går jo ikke ud og investerer i dyre designermøbler, hvis du skal af med dem igen. Nogle af genbrugstingene er blevet hængende, da jeg købte dette hus."

Hun peger på den lille hvide lædersofa, der står som midtpunkt under et gammelt oliemaleri af Francois’ tante, der var balletdanser, flankeret af hvide reoler med udvalgt litteratur. Vel placeret i den grå lænestol ved vinduet får hun læst en masse med udsigten over fjorden ud af øjenkrogen.

Selvfølgelig savner hun sin mand. Men som hun siger, har de aldrig været vant til at sidde lårene af hinanden. Francois’ job som professionel golfspiller, og Elsebeths først fem år som indkøber i et møbelfirma og siden 20 år som salgschef i det danske firma Flexa Møbler har betydet, at de har været meget væk fra hinanden.

"Det her passer fint med mit temperament. Jeg har brug for meget mig-selv-tid og har været heldig at finde en, der accepterer det. Der kan godt gå seks uger, hvor vi ikke ser hinanden. Hvis vi havde været 25 år og nyforelskede, ville vi have haft et større behov for at være fysisk sammen hele tiden."

Hun fortæller, at når hun er i Paris hos ham, er det ligesom at være unge sammen igen.

"Dengang var vi bare os to, og det er vi nu igen. Og de venner, vi havde, er også mere eller mindre tilbage i par, fordi deres børn er flyttet hjemmefra. Når vi sidder omkring bordet i stamrestauranten, er det, ligesom det var dengang. Som om 25 år bare er sat i parentes, og vi fortsætter, hvor vi slap."

Og den tid kommer også, hvor Francois kommer galopperende til Velling, det er Elsebeth sikker på.

"Den dag, vi ikke arbejder længere, tror jeg, at vi vil dele vores tid mellem de to lande. Francois vil gerne blive gammel i Danmark sammen med mig," siger hun.

"Han er også en del af livet i Velling. Han kalder huset her hjem, for det er jo her, hans familie er, og i Paris hedder hans 30 m2 studio bare lejligheden."

To job

Elsebeth er faldet godt til i det lille samfund på 260 indbyggere, som byen Velling udgør. I modsætning til de lokale taler hun med egne ord for ti personer og er medlem af både menighedsråd og af bestyrelsen for den lokalejede købmandsforretning. 

"Det er blandt andet der, jeg bruger min Elsebeth-tid, men jeg har også to halvtidsjobs."

De sidste to år i Frankrig var Elsebeth freelancer for branchebladet NU, som hendes gymnasieveninde Helle Mathiesen ejer. Her stod hun for annoncesalget til de internationale kunder til bladet. 

"Det har jeg taget med til Danmark. Det er lidt ligegyldigt, om jeg sidder det ene eller det andet sted. Det gør også, at jeg kan tage til Frankrig i perioder. Nu er jeg så ansat på halv tid."

Og før jul blev hun ringet op af et firma i Skjern, AstrupGroup, der sælger trælegetøj.

"Jeg sagde først, at jeg ikke skulle have mere arbejde. Også fordi det var jo idéen i hele setuppet, at jeg skulle være her for mine børn, have det sjovt og hygge mig med det, jeg laver."

"Men da han ringede, var jeg faktisk i Paris og var lige kommet ud fra et møde med en fransk kunde. Den eneste franske kunde, vi har på bladet, hvor jeg havde givet den fuld skrue på fransk og tænkt, det er jo det her, jeg kan. Jeg kan forhandle på fransk, jeg kan snakke med franskmændene, og jeg ved, hvordan deres kultur er.

Jeg nåede lige at tænkte, det savner jeg, og så ringer denne mand fra Danmark og spørger, om jeg kunne tænke mig at arbejde for dem med salg i Frankrig. Det betyder, at jeg så også er i Skjern et par dage om ugen. Det passer så fint sammen det hele."

Valget af Velling

Fjorden, Vesterhavet og den høje himmel er vigtige faktorer for, at Elsebeth valgte Velling.

"Når man rejser ud, vil der altid være et sted, man tænker er hjem. For mig har det sted været, når jeg stod og kiggede ud over Vesterhavet og følte mig som en lillebitte, ubetydelig del i et mega univers. Det herude har altid været hjem for mig, så det betyder noget, også når jeg er i Paris, hvor alt er så intenst og kompakt, og højhusene nærmest ryger ned i hovedet på dig. Det elsker jeg også, netop fordi jeg ved, jeg har min vestjyske ballast. Det er to vilde modsætninger," siger Elsebeth.

"Min mormor har jo altid boet her, og området omkring Ringkøbing Fjord har været en evig konstant i mit liv," siger hun.

"Jeg er jo både hende, der tager sneakers på og går tur i naturen, og hende, der tager de høje sko på i storbyen. For mit vedkommende komplementerer de to steder hinanden vildt godt."

Hun ved nu med sikkerhed, at hun aldrig kommer tilbage og bor fast i Frankrig igen.

"En anden vigtig faktor i min re-integration i Danmark er mine gode gamle ungdomsvenner, som jeg aldrig har mistet kontakten med, og venner, jeg har fået i Frankrig, som er flyttet til Danmark. Ingen af dem bor dog i lokalområdet, så det ændrer selvfølgelig ikke det faktum, at jeg har skullet starte på ny med egne venner i Velling," fortæller Elsebeth.

"Jeg har fået gode venner på kort tid. Ikke mindst ved at være en del af lokalsamfundet, i og med jeg er kommet med i menighedsrådet og bestyrelsen hos købmanden. Det er meget forskellige mennesker, man møder, og nogle af dem er gengangere, byen er jo ikke større."

"Vi ved ikke, hvad der sker i morgen, så vi skal leve fuldt ud i det, vi er i. Derfor bruger jeg meget tid på at være sammen med venner og familie. Det er det vigtigste."

Velling var simpelthen det logiske sted for Elsebeth.

"”Vi vil i Velling”, det er byens motto. Vi kender friskolen, børnene har været med på skolen, og min søster bor her. Nu nyder jeg alle de små ting, som jeg gik glip af i alle de år i udlandet. Ikke mindst sammen med min søster. At kunne komme forbi til en kop kaffe eller en fødselsdag. Alt det indhenter vi nu. Det er vidunderligt."

"Jo, selvfølgelig er der noget, jeg savner i Frankrig. Priserne på vin for eksempel," siger Elsebeth og griner. Og mere alvorligt tilføjer hun sine franske venner, den måde franskmændene kan være spontane på, og de friske madvarer, der fås overalt.

"Selv så tæt ved fjorden, hvor jeg bor, kan vi ikke få ordentlig fisk, vi skal helt til Hvide Sande, og i Sydfrankrig bugnede det af lækker fisk," fortæller hun.

Det var i corona-perioden i sit sommerhus Elsebeth læste 'Meter i Sekundet'. Hun tænkte ikke specielt på, at det var Velling, Stine Pilgaard skrev om.

"Fordi historien er eviggyldig. Jeg har jo selv prøvet så mange gange at være tilflytter… Lyon, Nice, Paris… Du skal altid passe ind, passe til og passe på."

Da filmen blev optaget i Velling, kunne Elsebeth følge med gennem sine vinduer. Og hun har da også set nogle turister taget billeder af byskiltet.

"Jeg synes, det er fint, at Velling kom på Danmarkskortet, men på den anden side vil jeg også gerne have det her for mig selv. Hvis vi pludselig er 100, der skal gå rundt på fjordstien, holder det sjove op," siger Elsebeth Lamare.

"Men jeg kan da kun anbefale at flytte herud, så kan det være, at der kommer så mange, at vi kan lave en café en dag."

Hun synes, at der er et godt miks af folk, der er født og opvokset her, og folk, der er kommet udefra. Og pointerer, at man skal ville det lille samfund samt være en aktiv del af det, ellers tror hun heller ikke, at man gider bo her.

Alligevel siger hun:

"Alle skulle bo i Velling. Det mest fantastiske smørhul i verden. Jeg tror, vi skal bæres ud herfra."