Lises nye kæreste flyttede med til Danmark: Men efter en besked på telefonen ændrede alt sig

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Lise opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist. 

Mange har sagt, at jeg var naiv, da jeg indbød David, min spanske kæreste, til at tage med mig tilbage til Danmark.

Han var tømrer og arbejdede i den bygning, hvor jeg boede, mens jeg arbejdede for mit firma i Barcelona.

Egentlig ikke en decideret flot mand, men charmerende og omkring de 45 og dermed fem år ældre end mig. Jeg faldt i snak med David og fandt ud af, at han holdt frokostpause på terrassen oppe på taget. Når jeg arbejdede hjemme, begyndte jeg at gå op og spise med ham der.

David var ukompliceret at være sammen med, glad og lattermild. Han havde rejst over hele verden og vidste meget om politik og også om musik og pædagogik, fordi han havde arbejdet både som musiker og pædagog.

Jeg var blevet skilt nogle år før, det var David også, og ingen af os havde børn. På sin egen lidt underspillede måde komplimenterede han mig hele tiden, og på et tidspunkt inviterede han mig ud. Vi havde nogle dejlige aftener sammen i byen, men først efter nogle måneder blev vi kærester, og så udviklede det sig ellers hedt.

David var på ingen måde en charlatan og pressede heller ikke selv på for at komme med mig hjem, da min tid i Barcelona var ved at være forbi. Men vi var vildt forelskede, og jeg kunne simpelthen ikke slippe ham. Forsigtigt spurgte jeg, om han havde lyst til at prøve at bo hos mig i Danmark. Han kunne naturligvis bo gratis, og jeg ville understøtte ham, indtil han fik et job. Jeg var ekstatisk af lykke, da David sagde ja, selv om han egentlig syntes, han var blevet for gammel til den slags eventyr.

Folk advarede mig om, at David ville få det svært i Danmark, men det var, som om en særlig stjerne hang over os og ledte os på vej. I løbet af bare en måned fik han job som tømrer og faldt hurtigt til, bl.a. fordi han selv var åben og nemt faldt i snak med folk. Det viste sig endda, at han havde et dansk vennepar, som han kendte fra Spanien og nu genoptog kontakten med.

I syv måneder var alt fryd og gammen. Jeg arbejdede en masse, det har jeg altid gjort. Jeg er mellemleder i en stor virksomhed, og det trak tænder ud. Men hverken mine rejsedage eller aftenmøder virkede som et problem. Jeg kom hjem til en mand, der enten stod klar med mad eller havde efterladt noget lækket til mig, hvis han selv var ude. Jeg havde en at stå op til, der altid var glad. En at le, snakke, elske og tage på weekender med.

Det eneste mystiske var, at David sjældent talte om sin fortid. Jeg havde en vag fornemmelse af, at der var nogle lag, jeg ikke fik lov at lære at kende, men tænkte, at det kom vi til med tiden. Og helt ærligt kunne jeg lide, at han var så sorgløs. Jeg så mig heller ikke selv ret ofte tilbage.

Så en aften, jeg kom for sent hjem, var mit arbejde alligevel blevet for meget for David. Han følte sig udnyttet, sagde han pludseligt. Som en elsker, jeg havde installerede og brugte tid på, når jeg ikke skulle noget andet. Ud af det blå var han fortvivlet på en måde, jeg ikke havde set før. Jeg blev forskrækket, for han truede med at tage hjem, og jeg var stadig megetvild med ham. I den næste tid skar jeg derfor ned på antallet af møder og satte tid af til os og følte, vi kom tættere på hinanden end nogensinde før.

Otte måneder efter, at David kom til Danmark, spurgte jeg på en weekendtur til Sverige, om vi ikke skulle gifte os. Jeg sagde, at jeg gerne ville blive gammel med ham. Selvfølgelig havde jeg en idé om, at jeg nok skulle se at få udarbejdet en ægtepagt, for jeg havde en stor opsparing og også en lille arv, men det ville jeg gøre senere på en måde, der ikke virkede sårende på ham. Lige nu handlede det om at vise, at jeg elskede ham.

Brylluppet blev holdt allerede nogle uger senere, hvor Davids søster og hendes to børn kom op fra Barcelona, og jeg også havde min nærmeste familie med. Vi havde en skøn dag. David forærede mig en smuk halskæde og ring og holdt en kærlig tale for mig. Vi var begge meget rørte og kyssede og krammede hele dagen.

Læs også

Min kæreste nægter at betale for at bo hos mig

En måned efter, da jeg gik og ryddede op i stuen, kom jeg til at se en besked på Davids mobil. En kvinde skrev, at hun var skør med ham og ikke kunne vente på at se ham – igen. Jeg var chokeret, men sagde ingenting, tjekkede bare hans mobil de næste måneder. Til min store sorg opdagede jeg, at David havde gang i flere kvinder. Måske var det bare ubetydelige flirts, fordi han var ensom, overbeviste jeg mig selv om. Måske var det i virkeligheden min egen skyld, fordi jeg arbejdede så meget?

Jeg tumlede stadig med det alene, da vi en aften var i byen med det danske par, som David kendte fra tidligere. I beruselse syntes kvinden pludselig, at hun blev nødt til at fortælle mig, at David for en del år siden havde været gift med en anden udenlandsk kvinde. En tysker, der var meget ældre end ham og boede i Schweiz. Da de blev skilt efter to års ægteskab, fik han halvdelen af hendes formue. Det var de penge, han havde rejst rundt i verden for.

"Jeg er sikker på, han er glad for dig, men pas alligevel på," sagde hun.

Mit hjerte bankede, og jeg blev kold over det hele, fordi jeg bare vidste, den advarsel kom for sent. Jeg havde ikke tænkt på David som grådig, og jeg havde jo selv tilbudt at betale de fleste af vores udgifter og rejser. Han kunne heller ikke siges at have lokket mig ind i ægteskabet, men nu sad jeg i saksen. De næste dage forduftede mine kærlige følelser stille og roligt. Med et kunne jeg ikke få øje på den mand, jeg havde forelsket mig i og besluttede, at jeg ville skilles.

Men hvordan undgik jeg, at David tog halvdelen af min opsparing og arv med sig? Jeg forsøgte at antyde, at jeg ville have en ægtepagt, men han smilede bare kærligt og spurgte, hvordan det hang sammen med, at jeg ville blive gammel sammen med ham? Vi elskede, og det var lige så fantastisk som altid. Jeg følte igen, at jeg måske bildte mig noget ind.

Det varede indtil jeg på ny fandt en besked fra en anden kvinde på Davids mobil. Denne gang konfronterede jeg ham med det. Han blev rasende og meget ked af det. Men jeg holdt fast og sagde, at jeg ville skilles. Jeg sagde også, at jeg tog for givet, at han ikke ville forlange at få del i min formue.

Her blev David meget bestemt og meddelte, at det ville han. Han var jo taget herop for min skyld, han havde givet mig sit hjerte og giftet sig med mig. Jeg skyldte ham i det mindste, at vi delte lige over. Åbenbart følte han ingen skyld over sin utroskab. Som jeg forstod det på ham, så var den bare en del af ham. Han havde aldrig været til monogami, sagde han.

Læs også

Min kæreste holder mig hemmelig for sin eks

Dybt frustreret opsøgte jeg næste dag en veninde, der var advokat. Hun havde mødt David og var ked af at høre om, hvordan vores forhold havde udviklet sig. Heldigvis kunne hun berolige mig med, at der fandtes en undtagelse fra, at man ved en skilsmisse altid skulle dele formuen ligeligt imellem sig. En regel, der sagde, at hvis ligedelingen var åbenlyst urimelig, fordi ægteskabet havde været kort og uden rigtig fælles økonomi, kunne den deles på en anden måde. Hun kom hjem til mig næste aften og prøvede tålmodigt at forklare David det.

"Er du ikke også interesseret i at beholde det, du havde med ind i ægteskabet?" spurgte hun.

David havde ingenting med, sagde han og holdt fast i, at han som et plaster på såret, ville have halvdelen af min formue. Nu blev jeg decideret vred og smed ham ud. Jeg fik min veninde til at udtage en stævning mod ham, det var hårdt, men jeg havde ikke andet valg. Afgørelsen måtte træffes i skifteretten.

Jeg var helt i kulkælderen, den dag, jeg skulle afgive forklaring. David fremstillede selvfølgelig sig selv som en uskyldighed, der lavede mad til mig og havde været der for mig. Jeg fortalte, hvordan vi havde boet i min lejlighed, og at jeg havde betalt stort set alt. Både de faste udgifter, vores ferier, og når vi gik ud at spise. David købte indimellem ind, men også de indkøb havde jeg tit betalt, det kunne jeg bevise ved at fremlægge bankudskrifter.

Til min store lettelse besluttede skifteretten, at jeg kunne beholde min opsparing og alt andet også. David fik kun lov at beholde pengene på sin lønkonto.  

Kort tid efter besluttede David sig for at flytte tilbage til Spanien. Han kom og hentede sine ting, og jeg fik medlidenhed med ham. Trods alt havde jeg lokket ham til Danmark, så jeg tilbød at køre ham i lufthavnen. Til min overraskelse sagde han ja.

Før jeg tog afsted overførte jeg en pæn sum til hans konto, så han havde noget at komme i gang med i Spanien. I lufthavnen undskyldte David, at han ikke havde advaret mig om, at han var kronisk utro. Han sagde, at han aldrig tog forskud på problemerne. Så længe der var lykke og kærlighed at hente, lod han tingene ske, og han fortrød ingenting omkring os to. Han elskede mig stadig.

I dag ser jeg David et i mildere skær. Trods alt gav han mig nogle dejlige oplevelser. Jeg er nået til at kunne sige, at jeg sætter stor pris på tiden, før jeg opdagede hans utroskab. Resten har været lærerigt, og nu ved jeg i hvert fald, at jeg aldrig igen skal giftes uden en ægtepagt.

Ring eller skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.