Lones mand fandt en anden kvinde da børnene var små: ”Jeg er sikker på, at vi kommer til at holde sammen resten af livet”

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Lone opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Forleden ringede min eksmand. Han var på vej fra A til B, men bilen var løbet tør for sprinklervæske og hans forrude helt fedtet ind.

Han var lige i nærheden af mig, så hvis jeg var hjemme, ville han kigge forbi og låne lidt vand.

Læs også

En læser fortæller: "Min mand gjorde forskel på vores børn"

Niels så træt ud, da han kom. Jeg satte kaffe over, og mens vi sad og snakkede, blev jeg ramt af en dyb følelse af samhørighed. Venskab. Loyalitet.

Det er snart 40 år siden, han og jeg blev skilt. Dengang var vores to børn bare et og tre år gamle, og min verden styrtede i grus, da han kom og fortalte, at han havde mødt en anden og ville skilles. Min første tanke var at tage begge børnene og flytte langt, langt væk.

Heldigvis besindede jeg mig, for jeg havde jo ingen ret til at lade det gå ud over børnene. Det var ikke deres rod og deres sårede følelser. Altså blev vi boende i nærheden af hinanden, og fra da af var børnene på skift en uge ad gangen hos ham og mig.

Det var frygtelig svært i starten, men tiden gik, og jeg kom over det. Nogle år senere havde jeg selv mødt en kæreste, og børnene boede stadigvæk på skift hos Niels og mig. Det var bestemt ikke altid lige let. Niels var en bestemt far, og efter min mening også alt for skrap. Omvendt syntes han, at jeg gav børnene alt for frie tøjler.

Til gengæld var vi enige om ikke at blande os i hinandens måde at gøre tingene på. Vi måtte bare sluge de kameler, det krævede, og det gjorde vi for det meste også uden at kny. Hvis vi en sjælden gang tog et opgør, gjorde vi det uden for børnenes hørevidde.

Da de blev teenagere, sprang Niels’ og mit forskellige syn på opdragelse ud i lys lue. Helt grundlæggende syntes jeg, at børnene var færdigopdraget, nu gjaldt det bare om at få dem frelst igennem puberteten uden at de kom alt for galt afsted. Jeg gav dem derfor frihed under ansvar, og håbede så, at de ville blive ved med at fortælle mig, hvad de gik og lavede og tænkte på. Det lykkedes nogenlunde.

Niels gik en anden vej. Hans strategi var at stramme tøjlerne endnu mere, og det fik han kun oprør og skænderier ud af. Det kunne sommetider være rigtig svært at holde den gode tone mellem os, for i de år var vi begge to meget ofte frustrerede over den andens måde at tackle børnene på. Men én ting var vi stadig enige om. Nemlig at holde det imellem os. Jeg rakkede aldrig Niels ned overfor børnene, og han rakkede heller ikke mig ned i deres påhør.

Læs også

Min mands ekskone ødelægger mit ægteskab

Uafhængigt af hinanden flyttede vi begge til København, samtidig med at vores børn flyttede hjemmefra. Der boede vi, da vores søn et par år senere fik en alvorlig, kronisk sygdom. Det føltes, som om jorden gik under. Både Niels og jeg havde et godt netværk, der støttede og trøstede os det bedste, de kunne.  Men han og jeg var alligevel de to eneste i verden, der elskede Malte, som kun forældre kan elske deres barn. Derfor klyngede vi os til hinanden, mens vi delte den sorg, som ingen andre rigtig kunne dele med os.

Det var en barsk periode, men det var også der, det virkelig kom os til gode, at vi i de sidste næsten 20 år havde været loyale overfor hinanden. Vi kunne jo tale sammen. Vi kunne passe på hinanden og sammen bære det ubærlige. Også det kom vi igennem. Efter et års tid med megen usikkerhed og angst, fandt lægerne den helt rigtige medicin til vores søn, og så faldt der lidt ro på.

Der kom et tidspunkt, hvor jeg ville ud på landet og bo igen. Vores datter havde i mellemtiden slået sig ned i udlandet, hvor hun nu var gift og i gang med at starte sin egen familie. Når hun var hjemme på sommerferie, boede hun mest hos mig, og det betød at Niels og hans kone, plus deres to børn, som jo er halvsøskende til mine, ofte kom på besøg. De forelskede sig i området, og et par år senere rykkede de også teltpælene op og flyttede hertil.

I dag bor de et kvarters kørsel fra mig. Det er bestemt ikke fordi, vi overrender hinanden i det daglige. Der kan sagtens gå måneder mellem, at vi ses, men vi ved, at hinanden er der, og især om sommeren mødes vi tit. Børnene og børnebørnene kommer fra nær og fjern, vi sætter klap i spisebordet og samler på skift alle til en større familiemiddag. Det er altid superhyggeligt.

Og så var der lige forleden, hvor Niels kom forbi for at låne en kande vand, og det endte med at vi sad en times tid og fik vendt verdenssituationen. På en måde var det jo bare helt dagligdags og ikke noget særligt.

På en anden måde var det langt større, for i et glimt så jeg pludselig betydningen af alt det, vi har været igennem i de 40 år, vi har fulgtes ad. Sommetider i høj søgang og tvunget til at æde både stolthed og sårede følelser. Men vi har holdt skuden oven vande og fik ved fælles hjælp sejlet vores børn sikkert gennem barndom og ungdom. Det er jeg virkelig stolt af.

Niels vil altid være et af de vigtigste mennesker i mit liv. Ikke kun, fordi han er far til mine to børn, men også fordi han hen ad vejen blev min ven. Jeg er sikker på, at vi kommer til at holde sammen resten af livet. Det slog mig, mens Niels sad i mit køkken, fordi hans forrude var blevet snavset, og jeg blev helt varm om hjertet ved tanken.

Ring eller skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.